Folinsyretilskud kan minimere risikoen for tre af de hyppigste kredsløbssygdomme

23. november 2002

Undersøgelsen – der er en såkaldt metaanalyse af 92 studier, hvori indgår i alt 20.669 patienter – offentliggjortes i British Medical Journal den 23. november 2002.

Man har ved tidligere undersøgelser fundet en sammenhæng med en for høj værdi af stoffet Homocystein i kroppen ved kredsløbssygdomme som blodprop i hjertet, blodpropper i benene samt blodprop i hjernen.

Homocystein ses forhøjet ved mangel på flere B-vitaminer – specielt B12, B6 og folinsyre – samt ved en almindeligt forekommende genetisk defekt, som nedsætter aktiviteten af et enzym i folinsyre-stofskiftet.

Resultatet af denne defekt er en tilstand, der benævnes “funktionel B-vitaminmangel”, hvilket betyder et behov for større indtag af folinsyre hos de udsatte end hos andre.

Forhøjet Homocystein – uanset årsag – viste sig at være signifikant forbundet til de tre følgende lidelser. Ved en reduktion i blodets Homocystein på 3 mikromol/l kunne man nedsætte forekomsten af hjertesygdomme med 16 %. Dyb venetrombose, med og uden lungeemboli, med 25 %. Reduktionen i frekvensen af blodpropper i hjernen (slagtilfælde) var 24 %.

Forfatterne konkluderer:
At man ved at reducere homocystein-koncentrationen med 3 mikromol/l (hvilket alene kan opnås ved at øge folinsyreindtaget, red.) kan nedsætte risikoen for hjertesygdom med 16 %, risikoen for dyb venetrombose med 25 % og risikoen for slagtilfælde med 24 %.

Per Tork Larsen

 

Reference:
British Medical Journal, www.bmj.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *