Forfatter: Claus Hancke

Carnitin, en stimulans for hjerte, hjerne og muskler

Claus Hancke

9. maj 2005

Carnitin skaber energi i alderdomssvækkede celler. Budskabet fra en ny videnskabelig kongres er, at tilskud synes at hjælpe mod både hjerte-sygdom, åreforkalkning og demens.

Kniber det med at huske, eller svigter kræfterne, så er carnitin måske redningen.

Carnitin er et – ufortjent – overset kosttilskud, der er på vej ind i den videnskabelige varme. Et klart signal er, at New York Academy of Sciences helliger et helt bind af sine berømte videnskabelige annaler til carnitin alene.

Her kan man over 197 sider læse referater af samtlige 18 indlæg ved en to-dages konference om carnitin, som akademiet afholdt i marts 2004. De handler bl.a. om carnitins betydning for forbrændingen af fedt, for musklernes og hjertets funktion og for dets lovende rolle i kampen mod svækket hukommelse.

Carnitin er et essentielt næringsstof, som vi især henter i rødt kød og mælkeprodukter. Kroppen danner kun små mængder, og især veganere risikerer underskud. Carnitin er nødvendigt for, at mitokondrierne – cellernes energifabrikker – kan forbrænde fedt. Først muliggør det fedtsyrernes indtrængen i mitokondrierne, derpå fremmer det deres forbrænding og hindrer derved skadelig ophobning af fedtsyrerester, samtidig med at cellerne forsynes med energi.

Med alderen opstår der træghed i overførslen af fedtsyrer til mitokondrierne. Desuden bliver mitokondrierne dårligere til at skille sig af med ufuldstændigt nedbrudte fedtsyrer. Det fører til, at de ophober frie radikaler, en hovedårsag til, at de degenerer. Men uden mitokondrier intet liv. Degeneration af mitokondrierne er et centralt fænomen i aldringsprocessen.

Middel mod for tidlig aldring
Mange mener derfor, at carnitin er en overordentligt oplagt medspiller i kampen mod aldring. I en opsummering af Charles Rebouche fra Iowa University hedder det, at tilskud af carnitin lader til at hæmme aldringen hos rotter, lige som det hos mennesker både bekæmper den aldersbetingede forringelse af hukommelsen og mildner forværringen ved Alzheimer.

At carnitin som tilskud virkelig kan erstatte manglende carnitinfunktion fremgår af erfaringer med børn, der af genetiske grunde har svært ved at overføre carnitin til mitokondrierne. Ubehandlet får de svære hjerte- og muskelsygdomme, men ved hjælp af carnitin-tilskud har børn med disse sjældne lidelser overlevet til mere end 30-årsalderen – og klarer sig stadig fint.

Langt flere kan dog få gavn af italienske undersøgelser, der har vist, at man kan begrænse den ødelæggelse, der overgår hjertet, når en blodprop ophæver dele af hjertemusklens blodtilførsel. Carnitin mindsker den deformering af hjertet, der ellers vil ske, og under langtidsbehandling kan carnitinbehandlede både arbejde længere og hårdere, ligesom deres kondition er bedre.

Dette er et yderst spændende resultat, som stemmer med, at patienter med vindueskiggersyge – gangsmerter på grund af forkalkning, og dermed forsnævring, af benenes pulsårer – forbedrede deres præstation på løbebånd, når de fik et tilskud på to gram carnitin dagligt.

Efter kongressen har forsøg vist, at carnitin også hjælper mod den type diabetisk nervebetændelse, der giver smerter. Både hos rotter og mennesker er fundet væsentlig virkning på denne nervebetændelse, der ofte er en pinefuld ledsager til underbehandlet sukkersyge. Dosis var ½-1 gram tre gange dagligt.

Nerver, muskler og hjerte er storforbrugere af energi. Carnitin leverer energi. Når hjerne, hjerte eller muskler svækkes med alderen, er det tilsyneladende klogt at tænke på Carnitin.
Vitalrådet.


Reference:
Salvatore Alesci et al. (Eds.). Carnitine: The science behind a conditionally essential nutrient. Annals of The New York Academy of Sciences 2005, vol. 1033.

www.annalsnyas.org
www.iom.dk

D-vitamin hjælper mod lungekræft

Claus Hancke

2. maj 2005

D-vitamin ligner mere og mere et skarpt våben mod kræft. En amerikansk undersøgelse tyder på, at høj D-vitaminstatus er en kæmpe fordel, hvis man har lungekræft.

Troen på, at D-vitamin modvirker kræft er stærkt voksende. Den bygger blandt andet på vitaminets kendte normaliserende virkning på celler og væv, men også på, at hyppigheden af for eksempel bryst-, prostata- og tyktarmskræft er betydeligt større i solfattige lande som Danmark, hvor solen fra september til maj står så lavt, at der overhovedet ikke dannes D-vitamin i huden. Dertil kommer, at den danske kost helt mangler D-vitamin, bortset fra fed fisk.

Med hensyn til brystkræft blev hypotesen for knap et år siden underbygget, da man fra engelsk side påviste, at kvinder, der af arvelige grunde udnytter D-vitamin dårligt, har fordoblet risiko for at få brystkræft. Samtidig fandt man, at kvinder med lav D-vitaminstatus har firedoblet hyppighed af knudrede bryster, en kendt risikofaktor for brystkræft.

Nu viser en amerikansk undersøgelse af 456 patienter med tidlige stadier af den almindeligste (ikke-småcellede) form for lungekræft, at sammenhængen måske også gælder lungekræft. De lungekræftpatienter, der blev opereret i sommermånederne, hvor D-vitamindepoterne er størst, klarede sig i undersøgelsen langt bedre end dem, der blev opereret om vinteren.

Efter fem år var 70 % af de sommer-opererede stadig sygdomsfri, mens det samme kun gjaldt 54 % af de vinteropererede. Når der ud over dette blev taget hensyn til blodets indhold af D-vitamin, var forskellen endnu større: 83 % af de sommeropererede, som havde høj D-vitaminstatus, var fortsat sygdomsfri efter fem år, mod 30 % for de vinteropererede med lav D-vitaminstatus.

Det siger sig selv, at man ikke af den grund skal vente et halvt år med at lade sig operere, hvis man får opdaget lungekræft om vinteren. Men undersøgelsen afføder naturligt et spørgsmål, om lungekræftpatienter – og rygere – ikke gør klogt i at sikre sig mere D-vitamin end normalt.

Meget mere D-vitamin
Hidtil har man officielt anbefalet alle at sikre sig 5 mikrogram D-vitamin om dagen i kosten. Det kniber for de fleste. Endnu sværere er det for ældre at få de tidligere officielt anbefalede 10 mikrogram, der stadig anbefales til alle over 60.

Men noget nær umuligt vil det være for plejehjemsbeboere at leve op til de seneste anbefalinger om at få 20 mikrogram om dagen. Det kan næsten umuligt lade sig gøre uden tilskud. I en almindelig vitaminpille er der helt utilstrækkelige fem mikrogram, eller hvad der findes i 50-60 gram sild. De færreste plejehjemsbeboere spiser et halvt pund sild om dagen.

Og dog er selv dette indtag efter flere D-vitaminforskeres mening ikke nok. Den anslåede øvre grænse for risikofrit indtag er 50 mikrogram daglig, mens enkelte som kræftforebyggelse til særligt truede eller til visse neurologiske sygdomme tilråder 100 mikrogram.

Betydeligt flere mener, at et indtag på omkring 25 mikrogram – det svarer til indholdet i 10 ml levertran – bør være normen for alle voksne. Uanset hvad man vælger, kan det ikke nås uden tilskud.

Foreløbig fortsætter forskningen på fuld kraft. Fra japansk side er det påvist, at stoffer nærtbeslægtede med D-vitamin hæmmer såvel spredning af lungekræft som dannelsen af blodkar i svulsterne.

Andre har påvist, at D-vitamin fremmer celledød eller normaliserer unormale celler i en lang række svulster, både i laboratoriet og i dyreforsøg. Positive resultater er desuden opnået hos mænd med prostatakræft, hvor den traditionelle antihormonbehandling ikke længere virker.

Én ting synes sikkert: Nok skal man undgå solskoldning, men man skal ikke ukritisk stole på hudlægernes mangeårige advarsler mod sollys. Det kan man risikere at få kræft af.
Vitalrådet.


Referencer:
1. American Association for Cancer Research. Pressemeddelelse 18.4.05.
2. Trump DL et al. Anti-tumor activity of calcitriol: pre-clinical and clinical studies. J Steroid Biochem Mol Biol. 2004 May;89-90(1-5):519-26.
3. Nakagawa K et al. 22-oxa-1{alpha},25-dihydroxyvitamin D3 inhibits metastasis and angiogenesis in lung cancer. Carcinogenesis. 2005 Feb 17;[Epub ahead of print].

www.aacr.org
www.sciencedirect.com
carcin.oupjournals.org
www.iom.dk

Fiskeolie forebygger hjerneblødning

Claus Hancke

25. april 2005

Mange mener, at fiskeolie beskytter mod blodprop i hjernen, men nu har franske forskere fundet ud af, hvordan det går til. Fiskeolie gør, at hjernen bedre tåler nedsat blodforsyning.

Fiskeolie må være tæt på at være verdens bedste medicin. Hvis man får fed fisk to-tre gange om ugen, beskytter man sig blandt andet mod at falde pludseligt om med hjertestop. Risikoen halveres. Men også risikoen for blodprop i hjernen – langt den hyppigste grund til såkaldt hjerneblødning – og dermed for at falde om med et slagtilfælde, aftager. Ifølge den hidtil største, men ikke endelige, undersøgelse mindskes den med 40 %.

Dette stemmer med forsøg på dyr. Mus, som kunstigt påføres en blodprop i hjernen, får mindre omfattende hjerneskader, hvis de på forhånd er fodret med fiskeolie. Nu har franske forskere påvist en mekanisme, der måske kan forklare dette fænomen.

Det er forskere fra Frankrigs nationale naturvidenskabelige forskningscenter, CNRS, der står bag opdagelsen. De har vist, at beskyttelsen af hjernecellerne skyldes fiskeoliens virkning på cellernes kalium-kanaler.

Mineralet kalium er det dominerende i cellernes indre, mens natrium (som findes i køkkensalt) er det dominerende uden for. Kalium kommer ind og ud af cellerne via dertil indrettede kanaler, som kan være mere eller mindre åbne. Når de er åbne, kan kalium flyde ud af cellen, og cellen slapper af. Når de er lukkede, sker det modsatte.

Afslappede blodkar
N-3-fedtsyrerne i fiskeolie åbner kaliumkanalerne og kan derigennem måske gøre cellerne mere afslappede – i hvert fald mindre modtagelige for iltmangel. Franskmændene viste, at hvis kanalerne ved hjælp af genmanipulation sættes delvist ud af spillet, beskytter fiskeolie ikke musene, når de får hjerneblødning. Selv små anfald medfører døden. Samtidig får mus med denne genetiske fejl langt oftere hjerneblødning end raske mus.

Det er med andre ord kalium-kanalerne, der beskytter nervecellerne, hvis de vel at mærke holdes åbne med fiskeolie.

Der findes også receptmedicin, der åbner kaliumkanalerne. Et af dem, Angicor ®, virker på blodkarrene og bruges mod angina pectoris (hjertekrampe). Åbningen af kalium-kanalerne gør, at hjertets kransårer slapper af og udvider sig, så blodet nemmere kan strømme. Hjertet får blod og ilt. En tilsvarende virkning af fiskeolie på hjernens blodkar kunne måske også forklare det franske fund.

Om fiskeolie derimod hjælper mod angina pectoris, er uvist. Nogle forsøg har vist det, andre ikke. Men franskmændene mener, at deres opdagelse underbygger en formodning, mange har: At fiskeolie foruden at beskytte ved hjerneblødning også modvirker så udbredte sygdomme som epilepsi og depression.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Heurteaux C et al. TREK-1, a K(+) channel involved inneuroprotection and generaql anesthesia. EMBO J. 2004, E-pub 2004, June 03.
2. Lauritzen I et al. Polyunsaturated fatty acids are potent neuroprotectors. EMBO J 2000;19:1784-93.
3. Ka He et al. Fish consumption and risk of stroke in men. JAMA 2002;288:3130-6.
4. Salachas, A., et al. Effects of low-dose fish oil concentrate on angina, exercise tolerance time, serum triglycerides, and platelet function. Angiology, Vol. 45, December 1994, pp. 1023-31.

embojournal.npgjournals.com
jama.ama-assn.org
www.springerlink.com
www.iom.dk

Folinsyre sænker blodtrykket og forebygger blodpropper

Claus Hancke

19. april 2005

Folinsyre sænker blodtrykket, men i så stor dosis, at det er nødvendigt at tage det som tilskud. Samtidig beskytter vitaminet hjerte og hjerne mod blodprop.

Det er for længst dokumenteret, at B-vitaminet folinsyre forebygger medfødt rygmarvs-brok. I Canada har man i otte år beriget alt mel med folinsyre og har dermed hindret ca. 80% af disse sørgelige tilfælde. Også i USA er berigelse obligatorisk, men i Danmark må vordende mødre klare sig selv. Det er deres eget problem at finde ud af at tage tilskud – før de bliver gravide!

Hovedkilden til folinsyre er grønne grønsager (”folium” betyder ”blad”). Dem er der mange, der ikke kan lide, og mangel på folinsyre er derfor den hyppigst forekommende vitaminmangel. Desværre skader dette ikke kun de ufødte, men også voksne, hvor det både øger dødeligheden af blodprop i hjertet og af apopleksi (blodprop i hjernen). Ikke nok med det: Sandsynligvis forhøjer manglen også tendensen til forhøjet blodtryk.

Den hidtil ukendte sammenhæng med blodtrykket blev opdaget, da man gennem otte år observerede 156.000 amerikanske sygeplejersker. 1) Deres risiko for at få højt blodtryk, som yngre (27-44 år), var kun halvt så stor, når de fik ét mg folinsyre om dagen, som når de kun fik 0,2 mg. Sidstnævnte mængde er både i USA og Danmark et meget almindeligt indtag via kosten (gennemsnitligt 0,25 mg om dagen). Det er derimod næsten umuligt at få 1 mg, fem gange så meget, uden tilskud.

Med hensyn til apopleksi og blodprop i hjertet er der de seneste år kommet højst interessant viden:

I USA, hvor man indførte berigelse af mel i 1996, er dødeligheden af apopleksi siden faldet meget dramatisk, vel at mærke i alle befolkningsgrupper og for både mænd og kvinder, dvs. ret uafhængigt af livsstil.

Før 1996 var det årlige fald i dødelighed som følge af apopleksi godt en procent og kunne tilskrives bedre behandling og forebyggelse. Men i de efterfølgende tre år faldt dødeligheden 3-4 gange så meget, nemlig i alt 10-15 %! Dette har man statistisk kun kunnet forklare ved, at den typiske amerikaner nu har dobbelt så meget folinsyre i blodet som før. 2)

Apopleksi er tilmed særligt skadelig, hvis man mangler folinsyre. Det blev for nylig demonstreret på mus. De fik kunstigt påført en apopleksi, ved at man simpelt hen afklemte en pulsåre til hjernen. Det viste sig, at hjerneskaden kun var halvt så omfangsrig, når musene havde fået folinsyre nok, som når de led af mangel. 3)

Men øjensynligt beskytter folinsyre også hjertet. Det fremgik senest, da italienske læger undersøgte ca. 900 patienter, der var indlagt med og uden blodprop i hjertet.

De opdelte alle de indlagte efter, hvor meget folinsyre, de fik til daglig, og af den tredjedel, der fik mindst folinsyre, fandt forskerne lagt de fleste på hjerteafdelingen. Denne tredjedel havde en risiko, der var dobbelt så stor som hos de, der fik mest folinsyre. Når man medregnede indtaget af B6-vitamin – B6 samarbejder med folinsyre – havde de, der fik mest, en relativ risiko på kun 29 %. 4)

Det er ikke selve folinsyren, der beskytter hjertet og hjernen. Derimod sænker folinsyre blodets indhold af den skadelige aminosyre homocystein, som angriber blodkarrene.

Ca. 10 % af befolkningen har uden at vide det arveligt forhøjet homocystein (og skal derfor have mere folinsyre). For nylig har det vist sig, at disse 10 % får apopleksi betydeligt oftere end andre. 5, 6). I forvejen vidste man, at nøjagtigt det samme er tilfældet mht. blodprop i hjertet. 7)

Ingen har endnu foretaget blindforsøg, hvor man med tilskud effektivt har sænket blodets indhold af homocystein. Det opfordres der nu til 8). Men med den eksisterende viden ser det ud til, at det er klogt at få et tilskud.
Det ideelle er måske 0,8 mg (800 mikrogram) om dagen.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Forman JP, Rimm EB, Stampfer MJ, Curhan GC. Folate intake and the risk of incident hypertension among US women. JAMA. 2005 Jan 19;293(3):320-9.
2. American Heart Association’s 44th annual Conference on Cardiovascular Disease Epidemiology and Prevention. carole.bullock@heart.org
3. Endres M, Ahmadi M, Kruman I, Biniszkiewicz D, Meisel A, Gertz K. Folate deficiency increases postischemic brain injury. Stroke. 2005 Feb;36(2):321-5. Epub 2004 Dec 29.
4. Taivani A et al. Folate and vitamin B6 intake and risk of acute myocardial infarct in Italy. Eur J Clin Nutr 2004;58:1266-72.
5. Al-Delaimy WK, Rexrode KM, Hu FB, Albert CM, Stampfer MJ, Willett WC, Manson JE. Folate intake and risk of stroke among women. Stroke. 2004 Jun;35(6):1259-63.
6. Casas JP et al. Homocysteine and stroke: Evidence on a causal link from mendelian randomisation. The Lancet 2005;365: 224-32.
7. Klerk M, Verhoef P, Clarke R, Blom HJ, Kok FJ, Schouten EG; MTHFR Studies Collaboration Group. MTHFR 677C–>T polymorphism and risk of coronary heart disease: a meta-analysis. JAMA. 2002 Oct 23-30;288(16):2023-31.
8. S Schwammenthal et al. Homocysteine, B-vitamin supplementation, and stroke prevention. From observational to interventional trials. Lancet Neurol. 2004;3(8):493.

jama.ama-assn.org
www.nature.com
www.stroke.org
www.thelancet.com
www.iom.dk

Mangel på B-vitamin giver demens

Claus Hancke

18. april 2005

Ifølge én amerikansk undersøgelse svækker folinsyre ældres hukommelse. Ifølge en anden sker det modsatte. Indirekte tyder stort set alle undersøgelser på, at folinsyre forebygger både åreforkalkning og demens.

B-vitaminet folinsyre forebygger som bekendt medfødt rygmarvsbrok. Men det kan også sænke blodets indhold af homocystein, et biprodukt i stofskiftet, der bl.a. fremmer åreforkalkning. Forhøjet homocystein er lige så farligt som kolesterol: Op til 40 % af alle tidligt åreforkalkede har forhøjet homocystein.

At homocystein også skader hjernen, tyder mindst 20 undersøgelser på. Med næsten usvigelig sikkerhed har man fundet, at demente gamle har mere homocystein i blodet end andre, og at hukommelsesprøver klares bedst af dem, der har mindst homocystein. Et klart argument for folinsyre.

Men helt uventet er der nu dryppet malurt i bægeret. En undersøgelse fra Rush University i Chicago har vist, at det kan forholde sig modsat. Får man som ældre mere end de i USA typiske 0,4 mg folinsyre om dagen, går det hurtigere ned ad bakke med hukommelsen.

I alt 3.718 personer over 65 blev fulgt i fem-seks år efter at have oplyst om deres spisevaner. Tre gange blev de psykologisk testet. Resultatet var det samme, uanset om de fik folinsyren fra kosten eller som tilskud. Hukommelsen aftog hurtigst hos dem, der fik mest folinsyre.

Skyldes resultatet tilfældigheder? Det undrer i hvert fald, at de 20 %, der fik mest folinsyre (0,7 mg dgl.), som udgangspunkt klarede sig langt bedre end resten i de psykologiske tests. Ganske vist forringedes deres hukommelse lidt hurtigere, men de havde også betydeligt mere at tage af. Hvorfor havde de det, hvis folinsyre skader?

Dertil kommer, at så sent som i februar 2005 offentliggjorde læger fra UCLA universitetet i Californien et diametralt modsat resultat. Blandt 499 velfungerende 70-79-årige fandt man mest folinsyre i blodet hos dem, der huskede bedst. Og nok så vigtigt: De havde syv år senere også bevaret deres åndsevner langt bedre.

Ingen forklaring
Hvilken af delene passer? Hvis sandheden skal findes i Chicago-undersøgelsen, skal den måske søges i samarbejdet mellem B12-vitamin og folinsyre.

Begge vitaminer mindsker blodets homocystein, og begge har som hovedopgave at levere små kemiske enheder – der kun indeholder étkulstofatom – til opbygning af andre molekyler. Folinsyre afleverer sine enheder til B12-vitamin, som sender dem videre til – homocystein. Derved neutraliseres homocystein og bliver til en uskadelig aminosyre. Og blodets indhold af homocystein falder.

Uanset om man mangler B12-vitamin, folinsyre eller begge dele, vanskeliggøres altså transporten af étkulstofenhederne. Det fører i alle tre tilfælde til en særlig type blodmangel, som kendes på, at de røde blodlegemer er unormalt store. Men symptomerne ved B12- og folinsyremangel er alligevel ikke ens.

Ved folinsyremangel får man ikke nervebetændelse, altså nerveskade. Det gør man ved B12-mangel. Blodmanglen ved B12-mangel kan ophæves med folinsyre. Det kan nervebetændelsen ikke. B12-vitamin har en virkning på nervevæv, som folinsyre ikke har.

Op til 30 % af alle ældre har påviselig B12-mangel, oftest i let grad. Man kan forestille sig, at store mængder folinsyre forstærker B12-manglen i nervesystemet ved at blokere de små mængder B12 med étkulstofforbindelser. Det kunne stemme med et andet fund i Chicago-undersøgelsen: Hukommelsen aftog 25 % mindre hos dem, der fik mest B12-vitamin.

Undersøgelsens leder, Martha Clare Morris, mener, at måske maskerer folinsyre den blandt ældre udbredte B12-mangel. Det er omtrent det samme. I begge tilfælde bør konsekvensen være, at ældre får mere B12-vitamin, ikke mindre folinsyre, som beskytter dem på andre områder.

Dette er budskabet, hvis man da ikke vælger at tro, det nye fund er en tilfældighed og sandheden den modsatte. Det er faktisk også sandsynligt. Men foreløbig er Morris’ konklusion enkel: – Vi ved ikke, hvad der foregår, siger hun.

Op til ca. hver tredje ældre har påviselige tegn på let B12-mangel. Hvis undersøgelsen fra Chicago taler sandt, bør de muligvis ikke spare på folinsyren, men hellere få B12-vitamin nok.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Morris MC et al. Dietary folate and vitamin B12 and cognitive decline among community-dwelling older persons. Arch Neurol 2005;62:641-5.
2. Austin RC et al. Role of hyperhomocysteinemia in endothelial dysfunction and atherthrombotic disease. Cell Death and Differentiation2004;11:S56-S64.
3. Morris MS. Homocysteine and Alzheimers disease. Lancet Neurol 2003;2:425-8.
4. Kado DM et al. Homocysteine versus the vitamins folate, B6, and B12 as predictors of cognitive function and decline in older high-functioning adults: Mac Arthur Studies of Successfull Aging. Am J Med 2005;118:161-7.
5. Garcia A et al. Homocysteine and cognitive function in elderly people. CMAJ, Oct. 12, 2004; 171 (8).

archneur.ama-assn.org
www.nature.com/cdd/index.html
www.thelancet.com
www.sciencedirect.com
www.cmaj.ca
www.iom.dk

Depressiv af vitaminmangel?

Claus Hancke

11. april 2005

Flere rapporter taler om sammenhæng mellem mangel på E-vitamin og depression. Noget lignende kendes for C-vitamin og selen. Foreløbig er der dog overvejende stof til spekulationer.

Kan det tænkes, at mangel på E-vitamin spiller en rolle for depression? Noget i den retning tyder en foreløbig australsk undersøgelse på.

Forskere ved Wollongong universitetet i Australien ville undersøge, om flere rapporter om underskud af E-vitamin hos depressive havde noget på sig. De undersøgte i første omgang blodets indhold af E-vitamin hos 49 depressive patienter. I gennemsnit fandt de en værdi på 4,7 mmol/l. Det er langt under de normale 12-42.

Den umiddelbare forklaring kunne jo være, at de depressive for dårlig kost. Men en systematisk udspørgen afslørede intet i den retning. De spiste som alle andre.

Her står sagen. Skal man tro australierne, må det enten være sådan, at depressive har behov for mere E-vitamin end andre – eller at de optager det dårligere fra tarmen.

Måske skal man dog fæste mere lid til andre og større undersøgelser. De har også fundet lavt indhold af E-vitamin i blodet hos depressive, men har i varierende grad fundet en naturlig forklaring: I en undersøgelse af mere end 400 depressive i Rotterdam viste det sig, at de depressive spiste for lidt, eller de fik utilstrækkelig kost.

C-vitamin og selen
Undersøgelserne er dog interessante af andre grunde. Man har nemlig fundet noget lignende, når det gælder både selen og C-vitamin. Begge dele er, lige som E-vitamin, antioxidanter. Den amerikanske C-vitaminforsker Mark Levine opdagede f.eks. under forsøg med studerende, der blev holdt på en kost med uhyre små mængder C-vitamin, at de uvægerligt blev irritable og trætte. Så snart de igen fik mere C-vitamin, steg humøret.

Tilsvarende er tidligere fundet i forsøg med selen. I et engelsk forsøg lod man depressive få enten selen (100 mikrogram/dag) eller snydepiller. Man kunne konstatere forbedring i humøret – og navnlig aftagende angst – i takt med at blodets selenindhold dag for dag steg. En tilsvarende sammenhæng er set hos alkoholikere og patienter i dialyse, hvor der let opstår underskud af selen.

Fra flere sider er der med andre ord mistanke om en eller anden sammenhæng mellem depression og mangel på antioxidanter. Foreløbig er der nok mest baggrund for spekulationer, men så meget kan man vel mene, at der i hvert ikke er grund til at risikere antioxidantmangel, hvis det kniber med humøret.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Owen AJ et al. Low plasma vitamin E levels in major depression: Diet or disease? Eur J Clin Nutr 2005;59:304-6.
2. Tiemeier H et al. Vitamin E and depressive symptoms are not related. The Rotterdam Study. J Affect Disord 2002;72:79-83.
3. Maes M et al. Lower seriúm vitamin E concentration in major depression. Another marker of lowered antioxidant defense in that disease. J Affect Disord 2000;58:241-6.
4. Benton D et al. The impact of selenium supplementation on mood. Biol Psychiatry 1991;29:1092-8.

www.nature.com/ejcn/index.html
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

Kejserens nye klæder: HOPE-TOO

Claus Hancke

5. april 2005

Anerkendte amerikanske forskere hævder, at selv store mængder naturligt E-vitamin ikke gavner ved etableret åreforkalkning. Men deres forsøg viser det ikke. Deltagerne fik ingen E-vitamin.

Måske har nogen hørt om den roste amerikanske HOPE-undersøgelse fra 2000. Den skulle vise, at naturligt E-vitamin hverken gør fra eller til for mennesker med åreforkalkning. Det var jo en skuffelse, og dermed kunne emnet for så vidt være uddebatteret.

Sådan gik det ikke. HOPE, der varede 4,5 år og omfattede 9.000 deltagere, blev forlænget 2,5 år. Man ville være helt sikker, sagde man. I opfølgningen, der kaldes HOPE-TOO, deltog kun ca. 4.000. Nogle ville ikke være med, andre var døde, og atter andre ville kun undersøges, men ikke have piller.

Halvdelen fik dagligt 400 enheder naturligt E-vitamin (alfa-tokoferol), mens resten fik “snydepiller”. At de var svært åreforkalkede er sikkert: Hver anden havde haft blodprop i hjertet, lige så mange havde angina pectoris (kransåreforkalkning), og mere end hver tredje havde sukkersyge.

Det indledende HOPE-forsøg viste, at E-vitamin hverken gav mere eller mindre kræft, flere eller færre hjertetilfælde, slagtilfælde, dødsfald eller noget andet. Samme resultat fik man med HOPE-TOO, dog med en enkelt tilføjelse: De der fik E-vitamin, fik en anelse oftere hjertesvigt, altså svækket hjerte-pumpefunktion.

Forskellen var så lille, at den sagtens kan være tilfældig, selv om den var statistisk sikker. Alligevel benytter forfatterne lejligheden til stærkt at advare mod kosttilskud. Men de kunne lige så godt have haft anledning til at anbefale dem. De fandt nemlig også, at E-vitamin beskyttede mod lungekræft!

Dette fund, som altså også var statistisk sikkert, afviser de dog som en ”fejl”. Det sker i en overvejelse over en hel spalte, hvori der henvises til forsøg med betakaroten, der som bekendt er noget helt andet.

Intet tøj på
Men der er en langt alvorligere overraskelse, som helt overskygger denne tendentiøse holdning: Under hele forsøget havde deltagerne ikke mere E-vitamin i blodet (serum) end alle andre mennesker, der ikke tager tilskud. Gennemsnitsværdien var på 17,6 mmol/l. Normalværdien er 12-42. Trods E-vitamin fik de altså kun med nød og næppe dækket deres minimale behov.

Før forsøget havde de ganske vist endnu lavere værdier, gennemsnitligt 10 mmol/l. Det passer jo med, at det var alvorligt syge, overvægtige hjertepatienter, der holdt sig til mager kost. Fedtfattig kost mangler E-vitamin.

Her er nok også forklaringen på de lave blodværdier. E-vitamin kan kun optages fra tarmen i selskab med fedt. Tager man det sammen med fedtfattig mad, kan man næsten lige så godt lade være, også når man tager 20-40 gange det anbefalede, som her.

Man mindes kejserens nye klæder. HOPE-TOO har ingen tøj på. Man hævder at undersøge virkningen af megadoser af E-vitamin, men deltagerne får det kun tilsyneladende. Mærkværdigvis har ingen før påvist denne nærmest komiske fejl.

Alligevel må man undre sig over, at forfatterne selv, som oven i købet fremsætter vidtløftige forklaringer på deres ”fund”, ikke har set fejlen. Ved de intet om E-vitamin? Kan det tænkes, at de ikke kender normalværdierne for E-vitamin i blodet?

Ok ja. Der er mange eksempler på både uvidenhed og overfladiskhed i forskning. Man behøver ikke at gå længere end til den officielle kommentar i samme nummer af JAMA, som bragte HOPE-TOO. Her tilslutter lægen Greg Brown sig undersøgelsens konklusioner.

Han forestod en tilsvarende undersøgelse fra 2001. Den skulle vise, om antioxidanter modvirker forkalkning i hjertets kransårer. Brown konkluderede, at det gør de ikke. Og dog viste hans tal sort på hvidt, at de med statistisk sikkerhed halverer den hastighed, hvormed kransårerne forkalker!
Vitalrådet.


Referencer:
1. The HOPE and HOPE-TOO Trial Investigators. Effects of long-term vitamin E supplementation on cardiovascular events and cancer. JAMA 2005;293:1338-47.
2. B Greg Brown. Is there any hope for vitamin E? JAMA 2005;293:1387-90.
3. Greg Brown et al. Simvastatin and niacin, antioxidant vitamins, or the combination for the prevention of coronary disease. N Engl J Med 2001;345:1583-92.

jama.ama-assn.org
content.nejm.org
www.iom.dk

Måske kan kræft i prostata blive en sjældenhed

Claus Hancke
  1. april 2005

Hver fjerde mand lever med stærkt forhøjet risiko for at få kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til kræftdødsfald hos mænd. Sådan behøvede det ikke at være. Netop disse udsatte mænd kunne med lethed formindske deres risiko til en tiendedel.

Forskere fra Harvard Universitetet i Boston har offentliggjort en yderst skelsættende undersøgelse. Den tyder meget stærkt på, at de fleste tilfælde af kræft i prostata skyldes manglende balance i kroppens forsvar mod frie iltradikaler. Og nok så vigtigt: Denne balance kan genoprettes med antioxidanter – især selen, men også E-vitamin og tomaternes røde farvestof, lycopen. Prostatakræft kan dermed blive en sjælden sygdom.

Ubalancen opstår især hos de mænd, der får for lidt selen, og som af arvelige grunde har et særligt effektivt antioxidant-enzym (manganholdigt SOD) i deres mitokondrier. Mitokondrierne er cellernes indre energifabrikker, som med alderen nedslides af frie iltradikaler. Denne nedslidning menes, i parentes bemærket, at være en meget væsentlig årsag til ældning og alderssygdomme.

Man skulle derfor tro, det var en fordel at have et særligt effektivt antioxiderende enzym i sine mitokondrier. Men det er det meget ofte ikke. SOD-enzymet forvandler frie iltradikaler til det mindre risikable brintoverilte, men dette skaber et nyt problem: Også brintoverilten må fjernes, eftersom også den medfører skadelig iltning. Fjernelsen kræver et enzym (glutationperoxidase), hvis mængde afhænger af tilførslen af selen.

Jo flere frie iltradikaler (f.eks. fra rygning) der skal neutraliseres, og jo mere effektivt SOD-enzymet er, jo mere skadelig brintoverilte ophobes, og jo større er behovet for selen.

Balance i tingene
Harvard-undersøgelsen er en del af en undersøgelse af ca. 15.000 amerikanske læger, som er blevet fulgt siden 1982. Omkring 1990 havde 275 af dem fået alvorlig prostatakræft, og det var især dem, man interesserede sig for.

Først koncentrerede man sig om dem, der plejede at få mindst selen i kosten (laveste fjerdedel). Man ville vide, om det var en fordel eller en ulempe for dem at have arvet det effektive SOD-enzym. Det viste sig at være en ulempe! De, der havde enzymet, fik næsten dobbelt så tit alvorlig prostatakræft.

Dernæst så man på dem, der normalt fik mest selen (højeste fjerdedel). Var det effektive enzym også en ulempe for dem? Nej, her var det en fordel! De, der havde det, havde kun halvt så stor sandsynlighed for at få (alvorlig) prostatakræft som de øvrige.

Det effektive SOD-enzym – der altså findes hos hver fjerde voksen – formindsker ifølge de amerikanske tal risikoen for alvorlig prostatakræft til en sjettedel, men vel at mærke kun, hvis man får selen nok. Gør man ikke det, forhøjer det risikoen i stedet. Får man godt med selen og desuden forholdsvis meget E-vitamin og lycopen (fra tomater), er risikoen nede på en tiendedel af, hvad den ville være, hvis man fik forholdsvis lidt.

Alvorlig prostatakræft kan således måske blive en sjældenhed hos de 25 % af den mandlige befolkning, der har arvet det effektive SOD-enzym – i stedet for, at de som nu er de mest udsatte.

Men hvad vil det sige at få for lidt selen? Amerikanere får 2-5 gange så meget selen som danskere (der typisk får 40-50 mikrogram om dagen), overvejende fordi den amerikanske jordbund er meget selenholdig.

Overføres de amerikanske tal til danske forhold, betyder det, at de fleste danske mænd med det aktive enzym har stærkt forhøjet risiko for at få aggressiv prostatakræft og måske dø af det. Hvis de indgik i den amerikanske undersøgelse, ville de høre til den gruppe, der fik mindst selen og havde seksdoblet risiko for alvorlig prostatakræft.

For at få rigelige mængder selen i amerikansk forstand kræves for en almindelig dansker et dagligt tilskud på ca. 200 mikrogram om dagen. Det er vigtigt at huske, at der er stor forskel på optageligheden af selen. Uorganisk selen optages stort set ikke, hvorimod den selentype, der optages bedst – L-Selenomethionin – er organisk og typisk findes i selengær.

Brystkræft af samme grund?
Så vidt mænd med det aktive SOD-enzym. Men hvad med de 75 % af alle mænd, hvis enzym er normalt? Deres prostata tåler bedre en relativ selenmangel, men de kan dog alligevel mindske risikoen for alvorlig prostatakræft med omkring 25 % ved at få selen nok – ifølge tallene fra Harvard, der stemmer ganske fortrinligt med en efterhånden lang række andre undersøgelser.

Harvard-undersøgelsen støttes af andre forskere. Mandlige finske rygere (der indånder masser af iltradikaler) havde f.eks. tredoblet risiko for aggressiv prostatakræft, når de havde den effektive variant af SOD-enzymet. Man må tro, de danner en masse brintoverilte og ville have gavn af selen.

Det samme gælder rygende kinesiske kvinder, hvis risiko under samme betingelser – men for brystkræft – ligeledes var tredoblet. Eller gravide kvinder i Korea, der ganske vist ikke havde kræft, men hos hvem man i urinen påviste statistisk sikre tegn på flere mutationer end normalt – når de altså havde den effektive variant. Alle må de på baggrund af den amerikanske undersøgelse tænkes at have gavn af mere selen, om end dette ikke er direkte undersøgt.

Man kan ikke uden videre blive undersøgt for, om man har den effektive variant af SOD-enzymet. Ikke desto mindre er der nu som minimum stærke og biologisk gode indicier for, at visse antioxidanter er umådeligt vigtige som beskyttelse mod prostatakræft. Det er de hos alle mænd, men navnlig hos en ukendt fjerdedel af dem.
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Haojie Li et al. : Manganese superoxide dismutase polymorphism, prediagnostic antioxidant status, and risk of clinical significant prostate cancer. Cancer Res. 2005;65:2498-2504.
2. Woodson et al. Manganese superoxide dismutase (MnSOD) polymorphism, α-tocopherol supplementation and prostate cancer risk in the α-Tocopherol, β-Carotene Cancer Prevention Study. Cancer Causes Control 2003;14:513-8
3. Niels Hertz. Selen – et livsvigtigt spormineral. Forlaget Ny Videnskab 2002.

www.aacr.org/cncrrea.htm
www.ingentaconnect.com/content/klu/caco;jsessionid=2sf53q49osdn1.victoriawww.iom.dk

Styrket bevis: B-vitaminer beskytter knoglerne

Claus Hancke

18. marts 2005

For et år siden opdagede man en sammenhæng mellem knoglebrud og mangel på folinsyre og B12-vitamin. Det kunne være en statistisk tilfældighed. Men i et japansk forsøg nedsatte de to vitaminer risikoen for hoftebrud med hele 80 %.

For kun et år siden påviste hollandske og amerikanske forskere samtidig, at ved forhøjet homocystein – som er meget udbredt og oftest er en følge af mangel på folinsyre eller B12-vitamin – er risikoen for at brække hoften fordoblet. Det var kun en statistisk sammenhæng, men var der også en årsagssammenhæng?

Kan folinsyre og/eller B12-vitamin virkelig mindske risikoen for brækket hofte, dvs. den suverænt farligste konsekvens af knogleskørhed?

Kun få har tænkt på denne mulighed før, men i øjeblikket ser den ud til at passe. Japanske læger har haft denne mistanke i mindst fem år. De påbegyndte i 2000 et to-årigt behandlingsforsøg for at undersøge sagen.

Forsøget omfattede 628 særligt udsatte, ældre patienter, som fik en solid dosis af de to vitaminer: 5 mg folinsyre og 1,5 mg B12-vitamin om dagen. Halvdelen fik dog placebo (blindtabletter). De 628 var udvalgt, fordi de havde haft et slagtilfælde og endnu efter et år var mere eller mindre lammede i den ene side. I den situation er risikoen for at brække hoften fordoblet, især naturligvis fordi risikoen for at falde er stor.

I løbet af de to år blev det registreret, hvor tit deltagerne i de to grupper faldt. Det gjorde de lige ofte. Men konsekvenserne var langt mildere hos dem, der fik tilskud. Kun seks af dem fik et hoftebrud, mens det samme skete for 27 i kontrolgruppen. Risikoen var altså nedsat med mere end 80 %. I den behandlede gruppe faldt blodets indhold af homocystein med godt 30 %, mens det steg lige så meget hos dem, der fik blindtabletter.

B-mangel ødelægger bindevæv
Der bliver lagt sten på sten til argumentet for, at homocystein er farligt for knoglerne. Det nye er, at det nytter at sætte det ned, hvis det er højt. Ikke fordi der kommer mere kalk i knoglerne. Det gør der ifølge en hollandsk undersøgelse fra 2004 ikke. Til gengæld er der gode grunde til at tro, at det knoglevæv, man har, bliver stærkere.

Biokemiske forsøg har vist, at homocystein angriber både elastiske og andre fibre i knogle- og bindevæv, så strukturen bliver løsere, fletværket af fibre mindre stramt og knoglerne mere stive. Fibre af samme art findes også i pulsårerne, som altså ligeledes kan tænkes at tage skade, og kemisk lignende proteiner deltager i blodets koagulation. Nogle mener, dette forklarer den øgede tendens til blodprop i hjertet m.m., som ses ved forhøjet homocystein.

Argumentet understøttes af, at blodprop og svækkede knogler opstår særligt tidligt mennesker med den medfødte sygdom ”homocystinuri”, hvor blodets indhold af homocystein er 10 gange så højt som normalt. Forskellen på dem og andre, siger man, er kun tidspunktet, skaderne sker.

Hvis det japanske forsøg bekræftes, er folinsyre og B12-vitamin simpelthen den mest effektive beskyttelse mod knogleskørhed, man kender! Det er i hvert fald bestemt ikke uklogt at få målt sin homocystein-værdi i blodet. Den bør ikke være meget højere end 10 mikromol/liter.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Sato Y, Honda Y, Iwamoto J, Kanoko T, Satoh K. JAMA. 2005 Mar 2;293(9):1082-8. Effect of folate and mecobalamin on hip fractures in patients with stroke: a randomized controlled trial.
2. Krumdieck CL et al. Mechanisms of homocysteine toxicity on connective tissues: Implications for the morbidity of aging. J Nutr. 2000;130:365S-368S.
3. Van Meurs Joyce B J et al. Homocysteine levels and the risk of osteoporotic fracture. N Engl J Med 2004;350:2033-41.
4. Mc Lean Robert R et al. Homocysteine as a predictive factor for hip fracture in older persons, N Engl J Med 2004;350:2042-9.

jama.ama-assn.org
content.nejm.org
www.iom.dk

Stegte sild – er de så gode for hjertet?

Claus Hancke

15. marts 2005

En amerikansk undersøgelse siger, at man kan undgå hjerteflimmer (atrieflimmer) ved at få fed fisk. Danske forskere kommer til det diametralt modsatte resultat. Er det fordi, danskere kan lide stegt fisk?

I midten af 2004 kunne forskere fra Harvard universitet i Boston offentliggøre, at hvis man spiser godt med fed fisk, har man mindre risiko for hjerteflimmer – forkammerflimmer, eller atrieflimmer.

Atrieflimmer er den stærkt uregelmæssige hjerteaktion, som før eller senere opstår hos et stort antal ældre, og som kræver livsvarig blodfortyndende behandling.

Helt præcist havde amerikanerne fundet, at risikoen for atrieflimmer var 35 % mindre hos dem, der fik fed fisk mindst fem gange om ugen, og 24 % mindre hos dem, der fik det 1-3 gange om måneden – sammenlignet med dem, der fik det meget sjældent.

Men det er mere indviklet end som så: I januar 2005 offentliggjorde to danske læger, at et stort indtag af fed fisk ifølge deres undersøgelse forøger risikoen for atrieflimmer. Nærmere bestemt er risikoen 44 % højere hos den femtedel, der får mest, end den er hos dem, der får mindst.

Er man så ikke lige vidt? Et groft gennemsnit af de to undersøgelser siger jo, at det er hip som hap, om man får fed fisk (TV-avisen omtalte dog kun den danske undersøgelse. Den har jo, ifølge sædvanlig logik, størst interesse).

Hvorfor de forskellige resultater? Går man under overfladen, viser det sig, at de to undersøgelser er stærkt forskellige.

Der var ca. 5.000 deltagerne i den amerikanske undersøgelse. De var gennemsnitligt 73 år. I den danske deltog ca. 50.000, men de var 18 år yngre, gennemsnitligt 55 år. Næsten hver femte af de ældre amerikanere fik atrieflimmer i de 12 år, undersøgelsen varede, mens det samme gjaldt mindre end 2% af danskerne, der desuden kun blev fulgt i knap seks år. Alt i alt observerede amerikanerne dobbelt så mange, der fik atrieflimmer, som danskerne (hhv. 980 og 456).

Stegning forvansker fiskeolien
Hvordan identificerede man dem, der fik atrieflimmer? De amerikanske deltagere fik hvert år en hjerteundersøgelse. Her blev alle med atrieflimmer opdaget. Oplysninger om danskerne blev derimod udelukkende indhentet fra sygehusene – man gik altså ud fra, at alle med atrieflimmer havde været indlagt.

Dette medfører en usikkerhed: Selv om de fleste blev indlagt, er det langt fra sikkert, alle blev. Atrieflimmer kan udmærket behandles i almen praksis.

Særligt vigtigt var det, at amerikanerne opdagede, at der er forskel på virkningen af stegt fisk og anden fisk. Stegt fed fisk forøgede risikoen en anelse, mens ikke-stegt (fed) fisk formindskede den. Fed fisk, der blev stegt, forhøjede tilsvarende ikke blodets indhold af fiskeolie (n-3-fedtsyrer). Til sammenligning oplyser den danske undersøgelse ikke, hvordan fisken blev tilberedt. Man skelnede slet ikke.

Ingen af undersøgelserne redegjorde for, hvor mange og hvem der tog tilskud af fiskeolie: Heller ikke dette – centrale – spørgsmål var stillet i den danske undersøgelse. I den amerikanske ændrede oplysningerne dog på den anden side ikke det samlede resultat.

Altså: En stor, detaljeret og nøjagtig amerikansk undersøgelse har vist, at fed fisk formindsker risikoen for atrieflimmer med omkring en tredjedel. En mindre – og mindre detaljeret – dansk undersøgelse har vist det modsatte.

Men størrelsen er næppe det afgørende. Det er nok væsentligere at gå den tanke, at tilberedningen af fisken spiller en rolle. Fiskeolie ødelægges af høj varme, som mere eller mindre forvandler n-3-fedtsyrerne til n-6-fedtsyrer, transfedtsyrer og skadelige iltnings-produkter.

Den amerikanske gruppe har for nylig offentliggjort, at fed fisk – som vel at mærke ikke er stregt – mindsker risikoen for hjerneblødning (der for det meste skyldes blodprop i hjernen) i omtrent samme omfang som risikoen for atrieflimmer. Stegt fed fisk gør det modsatte!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Dariush Mozaffarian et al. Fish intake and risk of incident atrial fibrillation. Circulation 2004;116:368-73.
2. n-3 Fatty acids consumed from fish and risk of atrial fibrillation or flutter : The Danish Diet, Cancer and Health Study. Am J Clin Nutr 2005;81:50-4
3. Mozaffarian D et al. Fish consumption and stroke risk in elderly individuals: the cardiovascular health study.

Arch Intern Med 2005 Jan 24;165(2):200-6.
www.americanheart.org
www.americanheart.org/presenter.jhtml
www.ajcn.org
archinte.ama-assn.org
www.iom.dk