Antioxidanter mildner bivirkninger af kemoterapi

15. november 2004

Børn med leukæmi bliver mere syge af kemoterapi og er indlagt i længere tid, hvis de ikke får antioxidanter.

Kemoterapi virker ikke primært gennem fri radikal aktivitet, men belaster organismen med frie radikaler. Disse bekæmpes af antioxidanter som E- og C-vitamin m.m. Dette spiller en reel rolle for behandlingen, for hvis man under kemokuren får for lidt antioxidanter, optræder der flere bivirkninger, og behandlingen kan blive forsinket.

Disse resultater har amerikanske læger fra flere universiteter offentliggjort efter at have studeret 103 børn, der fik kemoterapi mod leukæmi. En vurdering af børnenes kost viste, at de gennemgående kun fik ca. 1/3-2/3 af de anbefalede eller normale mængder af forskellige antioxidanter.

Årsagen er antageligt den utilpashed, behandlingen medførte. De børn, der fik mest C-vitamin, var med statistisk sikkerhed indlagt i kortere tid, og de, der fik mest E-vitamin, havde færre infektioner og færre bivirkninger af behandlingen. Lægerne konkluderer, at lavere indtag af antioxidanter resulterer i flere negative virkninger af behandlingen.

Resultatet kan ses i sammenhæng med en undersøgelse af 49 amerikanske kvinder, der fik kemoterapi for brystkræft og blev udspurgt om kosttilskud. Multivitaminer og E-vitamin var de foretrukne tilskud blandt de knap 35 kvinder, der tog tilskud.

De kvinder, der fik disse vitaminer, bevarede et bedre immunforsvar under behandlingen, dvs. at antallet af hvide blodlegemer faldt mindre under behandlingen end hos andre. Til gengæld var faldet større hos kvinder, der fik forholdsvis meget af B-vitaminet folinsyre.

Brug af tilskud er udbredt blandt kræftpatienter. Mere end hver anden kræftpatient ved en sygehusklinik i London tog tilskud, men mindre end halvdelen af disse havde fortalt det til deres læge.
Vitalrådet.


Reference:

Kennedy DD, Tucker KL, Ladas ED, et al. Low antioxidant vitamin intakes are associated with increases in adverse effects of chemotherapy in children with acute lymphoblastic leukemia. Am J Clin Nutr (United States), 2004, 79(6) p1029-36.

www.ajcn.org
www.iom.dk

E-vitamin eller falsk varebetegnelse

12. november 2004

Beregninger over gamle forsøg fører til påstand om øget dødelighed af antioxidanter og E-vitamin, men bygger i virkeligheden på forsøg med betakaroten.

For nylig publicerede forskere en undersøgelse om betakaroten, men kaldte det antioxidanter. Nu er der en ny undersøgelse af betakaroten, men denne gang kaldes det E-vitamin. Begge studier er såkaldte metaanalyser, dvs. beregninger over tidligere forskning.

De to studier hævder at vise, at hhv. antioxidanter og E-vitamin forøger dødeligheden, men de bygger faktisk begge på resultater af gamle forsøg med betakaroten. Siden 1994 har man vidst, at betakaroten kan medføre kræft og forhøjer dødeligheden hos i hvert fald mandlige rygere.

Den seneste metaanalyse stammer fra Johns Hopkins universitetet i USA. Her har man undersøgt dødeligheden i sammenlagt 19 gamle behandlingsforsøg med E-vitamin. Tilsyneladende forhøjede doser på over 400 enheder om dagen dødeligheden en smule, selv om den dog var nedsat i det forsøg, hvor dosis var højest (2.000 enh./dag). Der var 11 forsøg, hvor man brugte mere end 400 enheder om dagen. Ved lavere dosis var der tendens til nedsat dødelighed.

Af de 11 forsøg er det såkaldte Heart Protection Study (HPS) fra 2000 imidlertid langt det største. Faktisk så stort, at det helt dominerer udregningen. I HPS døde næsten dobbelt så mange som i alle de øvrige 10 forsøg tilsammen – og mere end fire gange så mange som i de øvrige forsøg med øget dødelighed. Problemet ved dette er, at i HPS bestod behandlingen foruden af E-vitamin af C-vitamin og betakaroten!

Man kan selvsagt ikke udtale sig om risikoen ved E-vitamin ud fra et forsøg, hvor man har brugt både E- og C-vitamin samt betakaroten. Man kan kun udtale sig om E- og C-vitamin samt betakaroten!

I det pågældende forsøg (HPS) brugte man i øvrigt syntetisk E-vitamin. Det består af otte forskellige kemiske forbindelser, hvoraf kun én findes i naturen. Det gør det jo endnu sværere at udtale sig om E-vitamin, som de fleste køber i naturlig form.

Man kan indvende meget andet mod den nye metaanalyse. Hvis man f.eks. arrangerer tallene bare en smule anderledes, men stadig rimeligt, forsvinder overdødeligheden helt. Det sker, hvis man ser bort fra den vildledende HPS-undersøgelse og medregner forsøg, der bruger over 300 enheder i stedet for kun over 400. Det ville være absolut plausibelt.

Dette og meget andet kan være grunden til, at flere uafhængige statistikere over for New York Times erklærede, at de ikke troede på konklusionen.

Man kan diskutere, om der er et reelt behov for disse undertiden vilkårlige opkog af gamle forsøg, som let fører til mistolkninger. Langt større er behovet for store undersøgelser af, om f.eks. en kombination af naturligt E- og C-vitamin forebygger åreforkalkning hos mennesker, der ikke er overvældende åreforkalkede i forvejen. Det er her, man kan forvente effekt, men disse forsøg er ikke foretaget.

Salget af E-vitamin er stigende i USA, hvor navnlig mange læger tager det. Kombinationen af E- og C-vitamin ses bl.a. som en konkurrent til de umådeligt dyre, men næsten uvirksomme, receptmidler mod Alzheimer. Ifølge en rapport tidligere i år – i øvrigt også fra Johns Hopkins – har brugere af begge disse vitaminer ca. 80 % nedsat risiko for at få Alzheimer – sammenlignet med dem, der kun får et af dem eller slet ingen.

Senest har desuden nobelpristageren Louis Ignarro på baggrund af egne forsøg kraftigt anbefalet samme kombination som forebyggelse mod åreforkalkning.
Vitalrådet.


Referencer:

1) Metaanalysis: High-dosage vitamin E supplementation may increase all-cause mortality. Ann Int Med 2004;142.
2) Bjelakowic G, Nikolova D, Simonetti R G, Gluud C. Antioxidant supplements for prevention of gastrointestinal cancers: a systematic review and meta-analysis. The Lancet 2004;364:1219-28.
3) Ignarro L J et al. “Long Term Beneficial Effects of Physical Training and Metabolic Treatment on Atherosclerosis in Hypercholesterolemic Mice. PNAS 2004 (May 24).
4) Zandi PP et al. Reduced risk of Alzheimer disaease in users of antioxidant vitamin supplements. Arch Neurol 2004;61:82-88.
5) Gina Kolata: Large Doses of Vitamin E May Be Harmful. New York Times 11.11.04.

www.annals.org
www.lancet.com
www.pnas.org
archneur.ama-assn.org
www.nytimes.com

E-vitamin konkurrerer med Viagra

26. oktober 2004

Diabetiske mus, der ikke kan få rejsning, har næsten lige så god gavn af E-vitamin som af Viagra. En kombination er endnu bedre, og behandlingen foreslås til diabetiske mænd med samme problem.

På baggrund af dyreforsøg mener canadiske forskere, at mandlige diabetikere, der lider af rejsningsbesvær, kan hjælpes med E-vitamin.

Diabetiske mænd må på grund af svækket rejsning forholdsvis ofte ty til Viagra. Men trods den udbredte brug af dette præparat, er dets effekt ikke sjældent utilstrækkelig.

Et supplement med en høj dosis E-vitamin kan ifølge forskerne på den urologiske afdeling ved St. Joseph Health Care, University of Western Ontario (Canada) måske hjælpe.

Forsøget blev udført på mus, der kunstigt var gjort diabetiske med et stof (streptozocin), der ophæver insulinproduktionen. Nogle af musene fik Viagra, andre fik E-vitamin og en tredje gruppe fik begge dele.

Til sammenligning fik en fjerde gruppe af de diabetiske mus kun jordnøddeolie, og endelig blev alle disse mus sammenlignet med en gruppe, der ikke havde diabetes.

Musenes kønsorganer blev nu stimuleret mekanisk, hvorpå man målte, hvor meget penis svulmede. Samtidig blev penis’ indhold af stoffet NO (kvælstofilte) målt. Det er NO, der under normale forhold får blodkarrene til at udvide sig, og det er også NO, som dannes i forøgede mængder ved hjælp af Viagra – mennesker og mus har det samme enzym til formålet. I talrige andre forsøg har man fundet forhøjet dannelse af NO i blodkarrene som følge af bl.a. E- og C-vitamintilskud.

Forsøget viste, at E-vitamin (20 enheder pr. mus) fik penis til at svulme omtrent lige så effektivt som Viagra. Med begge midler nåedes en udvidelse af penis på ca. 75 % af, hvad ikke-diabetiske mus opnåede. Til sammenligning nåede mus, der kun fik jordnøddeolie, kun op på ca. 50 %. Men mus, der fik både Viagra og E-vitamin nåede helt op på 88% af den normale musereaktion.

Disse resultater stemte med, at man i vævene, som forventet, fandt forhøjede mængder NO hos de E-vitaminbehandlede mus.

Forskerne konkluderer, at E-vitamin potentielt ”kan redde rejsnings-funktionen hos patienter, der ikke har tilstrækkelig virkning af Viagra”. Men virkningen er ifølge sagens natur endnu ikke afprøvet på mennesker.
Vitalrådet.


Reference:

De Young L, Yu D, Bateman RM, Brock GB. Oxidative stress and antioxidant therapy: their impact in diabetes-associated erectile dysfunction. J Androl. 2004 Sep-Oct;25(5):830-6.

www.andrologyjournal.org
www.iom.dk

Brystkræft kan skyldes D-vitaminmangel

19. oktober 2004

Kvinder, der udnytter D-vitamin dårligt, får oftere brystkræft, og knudrede bryster hænger sammen med mangel på kalk og D-vitamin.

Meget tyder på, at D-vitamin forebygger brystkræft. Hvis det er tilfældet, kan sollys, der er den totalt dominerende kilde til D-vitamin, i væsentlig grad forebygge brystkræft.

Teorien støttes nu af en ny engelsk undersøgelse, der har vist, at kvinder, der udnytter D-vitamin dårligt, har fordoblet risiko for at få brystkræft.

Forskere fra St. Georges Hospital i London sammenlignede væv fra ca. 400 kvinder med brystkræft med væv fra lige så mange raske kvinder. Herved opdagede de, at kvinder med afvigende receptorer for D-vitamin forekom dobbelt så ofte i statistikken over brystkræft som andre.

Det er kendt, at D-vitamin udøver en normaliserende virkning på cellerne i bl.a. brystvæv. Når vitaminet aktiverer en receptor, udløses der en regulerende og vækstdæmpende virkning inde i cellen. Forsøg har yderligere vist, at brystvæv kan aktivere D-vitaminet, så det kemisk passer til receptorerne. Tidligere har man troet, dette kun skete i nyrerne.

Sammenhængen mellem D-vitamin og brystkræft støttes af en ny canadisk undersøgelse af godt 500 40-60-årige kvinder. Ved mammografi påviste man, at kvinder med lav D-vitaminstatus har fire gange så mange småknuder i brysterne som de, der er bedre forsynede med vitaminet.

Både et stort indtag af D-vitamin og rigeligt med kalk i kosten hang statistisk meget sikkert sammen med tendens til knuder. I forvejen ved man, at knudrede bryster er en udtalt risikofaktor for brystkræft.

Den videnskabelige interesse for D-vitamin som middel mod kræft tager hastigt til. Til november afholdes således i Maryland en tredages konference, støttet af den amerikanske sundhedsstyrelse (NIH), med talrige indlæg fra USA, Canada, Frankrig, England, Tyskland, Belgien, Østrig m.fl. om alene dette emne.

Interessen stimuleredes oprindeligt af, at hyppigheden af bl.a. kræft i tyktarm, prostata og bryst er væsentligt mindre i solrige lande end i f.eks. Danmark, hvor solen fra oktober til maj står så lavt, at huden ikke danner D-vitamin.

Blandt forskere har stærke røster i flere år talt for, at indtaget af D-vitamin sættes i vejret fra de 10 mikrogram om dagen, som anbefales til ældre (yngre anbefales det halve), til 25 mikrogram om dagen eller endnu mere. De 25 mikrogram svarer til indholdet i 10 ml torskelevertran. Almindelig dansk kost indeholder kun få mikrogram.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Guy M, Lowe LC, Bretherton-Watt D et al. Vitamin D receptor gene polymorphisms and breast cancer risk. Clin Cancer Res. 2004 Aug 15;10(16):5472-81.
2. Bérubé S et al. Vitamin D, calcium, and mammographic breast densities. Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention. 2004;13(9):1466-72.

clincancerres.aacrjournals.org
www.cbcrp.org/research/PagePeriodical.asp
www.iom.dk

E-vitamin mod Alzheimer og forkølelse

11. oktober 2004

Verdens førende eksperter i E-vitamin afholdt i forsommeren en kongres i New York, sponseret af New York Academy of Sciences. Sidst en sådan kongres blev afholdt var i 1989, og nogle af nyhederne er nu beskrevet i oktoberudgaven af akademiets videnskabelige tidsskrift.

Det er forbavsende, at man stadig diskuterer, hvilket formål, naturen har med E-vitamin. Det er faktisk svært at finde iøjnefaldende mangelsymptomer hos mennesker.

At vitaminet alligevel har afgørende betydning er dog sikkert. Alle højerestående dyr – helt ned til fisk – danner proteinet TTT, hvis eneste opgave er at transportere E-vitamin rundt i blodet. Naturen havde næppe gjort sig denne umage for et stof, der kan undværes.

– Når naturen netop har valgt alfatokoferol ud af alle de tusinder af antioxidanter, der findes omkring os, må der være en grund, som Angelo Azzi fra Bern’s Universitet sagde. E-vitamin bremser blodpladerne, når de vil klumpe sig sammen og danne blodpropper. Det spiller også en rolle for andre cellers tendens til at klæbe sammen, til at dele sig og til at sende signaler til hinanden.

Yderligere forhøjer det dannelsen af kvælstofilte (NO), et vigtigt signalmolekyle der afslapper blodkarrene og sænker blodtrykket. Men hvordan kan man oversætte disse fundamentale egenskaber til noget, vi kan se og føle?

Kongresdeltagerne fremlagde resultater, der har vist, at E-vitamin bremser Alzheimer’s sygdom. Ifølge en fransk undersøgelse modvirker en kombination af C- og E-vitamin, at man overhovedet får sygdommen. Samme kombination forebygger også svangerskabsforgiftning. Endelig har et lodtrækningsforsøg vist, at E-vitamin mindsker hyppigheden af forkølelser hos ældre med 25 %.

Et stadigt stridsspørgsmål er, hvorfor kun et enkelt lodtrækningsforsøg har vist, at E-vitamin forebygger blodprop i hjertet, når så meget andet tyder på, at det gør. Forklaringen kan være, at man ofte har brugt syntetisk E-vitamin i stedet for det naturlige. Syntetisk E-vitamin består af otte forskellige stoffer, hvoraf kun ét findes i naturen.

En anden grund kan være, at man ikke har suppleret E- med C-vitamin, hvilket automatisk sker hos dyr, fordi de selv laver C-vitamin. Men grunden kan også være, at deltagerne i næsten alle forsøgene har været svært åreforkalkede fra begyndelsen.

”Når der først er dannet en forkalknings-læsion i en pulsåre, er den svær at komme af med”, sagde professor Meydani fra Tufts University, USA. E-vitamin er formentlig bedre til at forebygge end til at helbrede!

Professor Maret Traber fra Oregon anslår, at 70-80 % af alle voksne får mindre end de anbefalede 30 mg E-vitamin om dagen. Hendes råd er, at man skal leve sundt, og at det ikke skader at supplere med ekstra E-vitamintilskud. Men helt præcist hvorfor det gavner, ved vi måske først om 15 år.
Vitalrådet.


Reference:

Hopkin K. New York Academy of Sciences Magazine 2004; October: 4-6.

www.nyas.org/publications
www.iom.dk

En farlig cocktail

3. oktober 2004

Politiserende forskere og dovne journalister er en farlig cocktail.
Det er meget beskæmmende, at DR’s TV-avis bringer et så ensidigt indlæg om antioxidanter, som det skete klokken 18.30 i går. Heri erklæres det uden forbehold, at 9 mennesker ud af 1.000, der tager antioxidanter, vil dø af dem!

DR-TV modtog dagen før en pressemeddelelse fra Vitalrådet, hvori der blev taget afstand fra nyheden og bl.a. fremhævet, at de eventuelt skadelige virkninger udelukkende kan tilskrives betakaroten i lægemiddeldosering.

Dette er en gammel nyhed, der på ingen måde kan generaliseres til at gælde andre antioxidanter. Den postulerede generelle overdødelighed kan alene henføres til to undersøgelser, hvor der blev benyttet betacaroten i så store mængder, at forsøgs-personerne ofte blev gule.

Vitalrådet fremhævede yderligere i sin pressemeddelelse, at ifølge lancet-undersøgelsen kan selen, en kraftig antioxidant, halvere risikoen for flere former for kræft. Dette resultat undlod man at nævne i TV-avisen.

Hertil kommer, at selv den officielle kommentar i The Lancet tager afstand fra det, der var TV-indslagets absolut eneste uddrag af undersøgelsen, nemlig den postulerede overdødelighed. Lancet-kommentaren er forfattet af to statistikere, som retter alvorlige indvendinger mod den statistiske bearbejdning af materialet og erklærer, at konklusionen om overdødelighed ikke er overbevisende.

En af flere andre alvorlig anker er, at Cochrane-gruppen fjernede en selenundersøgelse, man selv havde erklæret for ”high quality”, før man regnede gennemsnittet ud. Begrundelsen var, at den ville få for megen vægt i den benyttede statistiske metode (”…given more weight in the random effects model than in the fixed-effect metaanalysis”). Den eliminerede high-quality-undersøgelse viste, at selen klart formindskede dødeligheden!

Det er ikke synderligt god videnskab at se væk fra tal, man ikke kan lide.

TV-avisens journalister har bare jagtet skandalen og ensidigt accepteret overlæge. Christian Gluud’s meget bombastiske udtalelser, som går langt ud over, hvad materialet kan bære.

The Lancet har reddet skindet ved sin seriøse kommentar, men forfatterne har kastet et kedeligt skær over Cochrane-institutionen.
Vitalrådet


Referencer:

1. TVA 2.oktober 2004, 18:30.
2. Pressemeddelelse fra Vitalrådet 1.oktober 2004.
3. Goran Bjelakovic, Dimitrinka Nikolova, Rosa G Simonetti, Christian Gluud, Antioxidant supplements for prevention of gastrointestinal cancers: a systematic review and meta-analysis, Lancet 2004; 364: 1219-28.

www.lancet.com
www.cochrane.dk/index.htm
www.iom.dk

Ikke alle antioxidanter forebygger kræft

  1. oktober 2004

Cochrane-institutionen nyder respekt for sin objektive behandling af medicinske emner. Der er i den sidste rapport fra Lancet i dag ikke de store nyheder, men en meget nyttig opsummering af resultaterne fra tidligere forebyggelsesforsøg lavet med antioxidanter. Man har delt resultaterne op efter de enkelte antioxidanter og efter de enkelte typer kræft i mave-tarm-kanalen.

Den gode nyhed er, at det ser ud til, at selen meget effektivt kan forebygge kræftlidelser i mave-tarm-regionen, idet den både halverer hyppigheden i kræftforekomst samt dødeligheden i den gruppe mennesker, som tager selen i forhold til den gruppe, der tager placebo (snydepiller).

Den skuffende nyhed er, at visse andre antioxidanter ikke har nogen kræftforebyggende effekt i de refererede forsøg, og i nogle af disse endda en skadelig virkning, som overvejende kan tilskrives betakaroten. Dette er velkendt.

Forfatterne hælder til den teori, at de mennesker, der kan tage skade af antioxidanter i høje doser, er de mennesker, som i forvejen ikke er særligt belastede af de skadelige frie radikaler. Forfatterne vil dog ikke advare mod at indtage de moderate doser antioxidanter eller frugt og grønt, og anerkender derved betydningen af disse antioxidanter i moderate mængder.

Studiet må være et memento til de myndigheder, som forhindrer befolkningen i at få redelig og nyttig information om såvel virkninger som bivirkninger af kosttilskud. Denne censur skjuler såvel positive som negative forskningsresultater for forbrugeren, som derved overlades til rent gætteri om anvendelse og dosering af de antioxidanter, som anvendt korrekt kunne gavne så meget.

Antioxidanter forebygger med meget stor sandsynlighed åreforkalkning, men det skal ifølge sagens natur ske, før forkalkningen er vidt fremskreden. Den californiske Nobelpristager Louis Ignarro, en af verdens helt store eksperter i blodkar, har på bais af egen forskning for nylig meget utvetydigt opfordret alle, der vil undgå blodprop, til at tage tilskud af C- og E-vitamin.

Alene i de sidste tre måneder har Vitalrådet udsendt mindst seks pressemeddelelser om ny videnskab vedrørende antioxidanter, alle med vigtig – i visse tilfælde faktisk livsvigtig – ny viden, og alle udgået fra forskningscentre, der er førende i verden!
Vitalrådet.

 

Reference:
Goran Bjelakovic, Dimitrinka Nikolova, Rosa G Simonetti, Christian Gluud Antioxidant supplements for prevention of gastrointestinal cancers: a systematic review and meta-analysis Lancet 2004; 364: 1219-28.

www.lancet.com
www.cochrane.dk/index.htm
www.iom.dk

Overset B-vitamin hindrer måske Alzheimers sygdom

27. september 2004

I jagten på stoffer, der kan forhindre Alzheimers sygdom har man hidtil mest beskæftiget sig med antioxidanter som E-vitamin og Gingko biloba samt B-vitaminerne B12, B6 og folinsyre. En amerikansk undersøgelse peger imidlertid nu på, at også det ret upåagtede B-vitamin niacin kan spille en rolle.

Man har i 90 år vidst, at niacin er vigtigt for nervesystemet, og at svær niacinmangel kan medføre demens – som led i mangelsygdommen pellagra. Men mærkeligt nok har ingen hidtil fundet på at sætte dette i forbindelse med Alzheimer’s sygdom.

Undersøgelsen gjaldt i første omgang 6.158 indbyggere fra Chicago. Alle var over 65 år, og planen var at registrere deres kost og følge dem hvert tredje år med psykologiske målinger for demens. Det lykkedes for 3.718 af deltagerne. Blandt disse udvalgte man tilfældigt 815, som fra starten ikke havde Alzheimer. Dem opdelte man i fem grupper efter deres indtag af niacin.

131 af den sidstnævnte gruppe deltagere fik Alzheimer i løbet af de følgende fire år. Men det viste sig, at den femtedel, der fik mindst niacin (gennemsnitligt 12,5 mg/dag), havde mere end tre gange så mange tilfælde af Alzheimer som dem, der fik mest (22,4 mg/dag eller mere). Dette var resultatet, efter at man statistisk havde korrigeret for kendte eller mistænkte årsager til sygdommen.

Både niacin fra kosten og fra vitaminpiller blev medregnet i undersøgelsen. I kosten er gode kilder til niacin – og dermed måske til undgåelse af Alzheimer’s sygdom – fuldkorn, lever, kød, fisk, mælk, bælgfrugter – og kaffe! Der er også niacin i ølgær, men beklageligvis kun beskedne mængder i øl! En gennemsnitsdansker får 2/3 af sit niacinindtag fra kød, drikkevarer, mælk og ost, mens kun 1/8 stammer fra grøntsager.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Morris MC, Evans DA, Bienias JL, Scherr PA, Tangney CC, Hebert LE, Bennett DA, Wilson RS, Aggarwal N. Dietary niacin and the risk of incident Alzheimer’s disease and of cognitive decline. J Neurol Neurosurg Psychiatry. 2004;75(8):1093-9.
2. Levnedsmiddelstyrelsen: Næringsstofanbefalinger (1992).

jnnp.bmjjournals.com
www.iom.dk

Kemoterapi: Selen øger virkningen, men mindsker bivirkningerne

20. september 2004

Der er stadig enkelte kræftspecialister, som advarer deres patienter mod at tage antioxidanter, mens de får kemoterapi. De mener, at når antioxidanter mindsker bivirkningerne ved behandlingen, modvirker de vel også kemoterapien. Nu tyder imidlertid overbevisende forsøg på, at dette råd ikke er heldigt.

Det er forskere ved det berømte og internationalt højt respekterede amerikanske Roswell Park Cancer Institute – verdens ældste selvstændige center for kræftforskning – der fremsætter de nye resultater.

Særdeles detaljerede forsøg på mus har vist, at selen ikke alene beskytter raske væv mod ødelæggelse af kemoterapien, det forstærker også virkningen på svulsterne, endda i et højst dramatisk omfang! For første gang er det påvist, at man kan forstærke virkningen af kemoterapi med en behandling, der i sig selv er uskadelig.

Forsøgene blev udført på såkaldte nøgne mus, der ved transplantation fik indopereret forskellige svulster fra mennesker, hvorpå de blev behandlet med flere forskellige typer kemoterapi.

Nogle af svulsterne var på moderat følsomme for kemoterapi, mens andre havde meget ringe følsomhed. Når musene blev forbehandlet med store doser selen, kunne de imidlertid tåle op til fire gange så meget kemoterapi som ellers, og derved kunne man helbrede ikke blot de normale 20-30 %, men i flere forsøg 100 % af musene!

Lige så overbevisende var virkningen på de moderat følsomme svulster, som normalt kureres i ca. halvdelen af tilfældene. Med selen steg helbredelsesprocenten til 100 % samtidigt med at musene i meget høj grad slap for bivirkninger.

Foreløbige resultater tyder på, at der er flere årsager til resultaterne, men at selen i kombination med kemoterapi bl.a. tvinger kræftcellerne til at begå selvmord, såkaldt apoptose.

Det må understreges, at der her er tale om dyreforsøg, men resultaterne har været så usædvanlige og perspektivrige, at forskerne ved Roswell Park Cancer Institute allerede nu afprøver behandlingen i de første forsøg, der er foretaget på mennesker.
Vitalrådet.


Reference:

Shousong Cao, Farukh A. Durrani, and Youcef M. Rustum. Selective Modulation of the Therapeutic Efficacy of Anticancer Drugs by Selenium Containing Compounds against Human Tumor Xenografts. Clin Cancer Res. 2004;10(7):2561-9.

clincancerres.aacrjournals.org
www.roswellpark.org
www.iom.dk

E-vitamin hindrer forkølelser

13. september 2004

Med et beskedent tilskud af E-vitamin kan ældre spares for hver femte af de forkølelser, de ellers ville have fået. Det er resultatet af det hidtil bedste lodtrækningsforsøg på dette område. Det er nu offentliggjort i den amerikanske lægeforenings blad, JAMA.

Forsøget blev gennemført af et universitetsbaseret forskerteam, der sorterer under det amerikanske landbrugsministerium og har basis i Boston. Det ledes af Simin Meydani, en kvindelig professor og specialist i ernæring og ældning, der tidligere har påvist, at det ikke er tro, men virkelighed, at E-vitamin stimulerer immunsystemets T-celler.

Forsøget omfattede 617 personer på 33 plejehjem, der alle var over 65 år, og hvoraf halvdelen gennem et år fik et tilskud af 200 enheder E-vitamin daglig. Resten fik blindtabletter (placebo), og under forsøget blev det opgjort, hvem der fik færrest luftvejsinfektioner.

Det viste sig, at de der fik E-vitamin havde færre infektioner end de øvrige, og navnlig var antallet af forkølelser med statistisk sikkerhed nedsat med 20 %. Til gengæld var der ingen effekt på hyppigheden af lungebetændelse.

Meydani fremhæver at selv om kun hver femte forkølelse blev hindret, er resultatet alligevel betydningsfuldt. E-vitamin er helt harmløst, og forkølelse er årsag til 30 % af alt sygefravær i USA.

Et andet perspektiv er den mulighed, at E-vitamin måske specielt virker mod virusinfektioner, som forkølelse, men ikke mod lungebetændelser, der som regel skyldes bakterier – uanset at man traditionelt taler om ”viruslungebetændelse”.

På den baggrund spørger andre forskere, om det kan få betydning i bekæmpelsen af AIDS, hvor netop T-cellerne er angrebet, men Meydani selv ønsker ikke at udtale sig på dette punkt.

Resultaterne blev første gang fremlagt i maj i år ved et lukket videnskabeligt symposium om E-vitamin arrangeret af New York Academy of Science. Her deltog næsten hele verdenseliten af E-vitaminforskere.

Blandt andet fremlagdes også her de yderst opsigtsvækkende fund, at C- og E-vitamin-tilskud i kombination mindsker forværringen af Alzheimers sygdom til det halve, og at samme kombination hindrer svangerskabsforgiftning hos hver anden gravid i risikozonen for denne alvorlige sygdom.
Vitalrådet.

 

Reference:
Vitamin E and Respiratory Tract Infections in Elderly Nursing Home Residents A Randomized Controlled Trial Simin Nikbin Meydani, DVM, PhD; Lynette S. Leka, BS; Basil C. Fine, MD; Gerard E. Dallal, PhD; Gerald T. Keusch, MD; Maria Fiatarone Singh, MD; Davidson H. Hamer, MD JAMA. 2004;292:828-836.

www.jama.com