Forfatter: Claus Hancke

Alzheimer: Den tredje sukkersyge

Claus Hancke

4. maj 2006

Ifølge en revolutionerende teori skyldes Alzheimer sukkersyge i hjernen. Teorien kaster lys over behovet for antioxidanter.

Det er nu hundrede år siden, sygdommen Alzheimer blev opdaget. Alzheimer er den alvorligste demenssygdom, som de fleste af os får, hvis vi bliver gamle nok. Den, der får Alzheimer, bliver uundgåeligt dybere og dybere dement for til sidst at forsvinde helt for verden. Samtidig skrumper hjernen, og mellem hjernecellerne udfældes en ejendommelig substans kaldet amyloid. Inde i cellerne danner der sig et fletværk af fibre, og de kemiske signaler mellem cellerne aftager i styrke.

Den medicinske behandling af Alzheimer er foreløbig intet at råbe hurra for. Den går ud på at styrke de kemiske signaler, men virkningen er bagatelagtig. Netop nu, i hundredeåret, åbner en overraskende teori imidlertid nye muligheder. Ifølge teorien er Alzheimer ikke andet end en form for sukkersyge! Teorien er så velunderbygget, at nogle allerede kalder Alzheimer for “type 3-diabetes”.

Diabetikere skal dog ikke være nervøse. Type 3-diabetes har ingen forbindelse med hverken den insulinkrævende type 1 eller den såkaldte gammelmandssukkersyge, type 2-diabetes. Type 3 optræder udelukkende i hjernen. Hvordan går det til?

Forklaringen er simpel, når man bare kender nogle få facts om sukkersyge og insulin: Ved sukkersyge mangler man som bekendt insulin, der dannes i bugspytkirtlen. Det uheldige ved dette er, at insulin er nødvendigt, når blodsukkeret skal føres ind i cellerne, så de kan forbrænde det og skaffe energi til deres opgaver. Hjernen er særligt afhængig af insulin, eftersom den normalt kun kan forbrænde blodsukker (druesukker, glukose), ikke fedt.

Hjernen behøver altså insulin. Men hvorfra får den det? Den nye teori baserer sig på den ligeledes nye viden, at den danner det selv! Det sker navnlig i pandelapperne og i de dybtliggende dele af hjernen kaldet hippocampus og hypothalamus. Insulin dannet i hjernen påvirker kun blodsukkeret der og kan ikke trænge uden for hjernen. Tilsvarende kan insulin dannet i bugspytkirtlen ikke trænge ind i hjernen. Man kan altså have sukkersyge i hjernen uden at have det i resten af kroppen. Og omvendt.

Q10 beskytter hjernen
Mangfoldige data har vist, at allerede i de tidlige stadier af Alzheimer er der tegn på defekt sukkerforbrænding i hjernen. Skyldes det type 3-sukkersyge, altså mangel på insulin og dermed på sukker inde i cellerne? Et solidt argument for den teori er et nyligt dyreforsøg, hvor man kemisk eliminerede insulin-virkningen ved at sprøjte en speciel insulingift (streptozotocin) ind i dyrenes hjerne. Ikke alene blev de demente af denne hjerne-sukkersyge. De dannede også færre signalstoffer, fik aflejringer af amyloid og dannede fibre i nervecellerne, nøjagtigt som ved Alzheimer.

Alzheimer kan altså skyldes, at hjernen mangler energi til at opfylde sine funktioner. Ifølge en yderst central forsker på området, Suzanne de la Monte fra det amerikanske Brown universitet, vil manglen i første omgang føre til dannelse af flere frie iltradikaler (det kalder man oxidativt stress), fordi de svækkede celler ikke orker at neutralisere dem, f.eks. ved at danne dertil egnede enzymer. De ophobede frie radikaler er derpå skyld i amyloid-aflejringerne, fibrene osv. De vil også slå hjerneceller ihjel.

Men hvis frie radikaler er centrale grunde til nerveskaderne, burde antioxidanter mildne dem. Er det tilfældet? Ja, i et nyt dyreforsøg med samme insulingift gav man efterfølgende dyrene (rotter) store doser Q10 i tre uger. De behandlede dyr klarede sig klart bedre på alle målte områder. Deres hjerneceller dannede mere energi, de kunne bedre finde rundt i labyrinter og dannede flere signalstoffer i hjernen.

Det er ikke urimeligt her at erindre flere undersøgelser, der har vist, at f.eks. langtidsbrugere af E- og C-vitamin har væsentligt nedsat risiko for at få Alzheimer. Eller at der er statistisk sammenhæng mellem lavt indhold af selen i blodet og hurtig udvikling af demens. E- og C-vitamin er lige som selen og Q10 antioxidanter.

Er sammenhængen holdbar? Det kan man overveje, mens den møjsommelige forskning på mennesker tager form i de kommende år.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Ishrat T et al. Coenzyme Q10 modulates cognitive impairment against intracerebroventricular injection of streptozotocin in rats. Behav. Brain Res. 2006; Apr 16;(Epub ahead of print)
2. Lester-Coll N et al. Intracerebral streptozotocin model of type 3 diabetes: Relevance to sporadic Alzheimer disease. J Alzheimers Dis. 2006;9:13-33.

www.j-alz.com/v
authors.elsevier.com/JournalDetail.html

D-vitamin kunne hindre hvert tredje kræftdødsfald

Claus Hancke

21. april 2006

Flere af verdens mest fremtrædende vitaminforskere går ind for langt højere D-vitaminindtag. De mener, at hen mod hvert tredje kræftdødsfald kunne undgås.

– Jeg udfordrer enhver til at finde et område eller et næringsmiddel eller nogen som helst anden faktor med så konsekvente kræft-modvirkende egenskaber som D-vitamin.

Sådan sagde Edward Giovanucci, professor ved Harvard University, sidste år i en tale til det amerikanske selskab for kræftforskning.

Flere og flere er på linje med Giovanucci. Blandt dem adskillige professorer på anerkendte universiteter. For få måneder siden erklærede Cedric Garland, en absolut pioner på området, at det er bevist, at risikoen for kræft kan reduceres dramatisk med D-vitamin. Det er store ord. Garland er professor ved University of California i San Diego.

Giovanucci har sammen med seks andre – heraf ikke mindre end tre, der også er Harvard-professorer – underbygget påstanden yderligere. I en ganske møjsommelig undersøgelse har de bekræftet den nære forbindelse mellem D-vitaminmangel og kræft.

Siden anden verdenskrig har man vidst, at navnlig kræft i fordøjelsessystemet ses forholdsvis sjældent i sydlige lande. Da sollys er den vigtigste kilde til D-vitamin, har man tidligt gættet på, at det ikke er solen, men D-vitamin, der beskytter.

I talrige undersøgelser har man fundet størst kræfthyppighed, hvor sollyset er svagest, og hvor blodets indhold af D-vitamin er lavest. Vi er lysets børn. Samtidig har laboratorieforsøg de senere år vist, at vitaminet hæmmer unormale cellers vækst, modvirker spredning af kræft og hæmmer dannelsen af blodkar i svulster.

Giovanucci skærper nu sammenhængen yderligere. Hidtil har man på mennesker mest målt indirekte sammenhænge mellem D-vitamin og kræft. Man har manglet data fra hele befolkningsgrupper, der efter måling af D-vitamin i blodet er fulgt i en årrække. Men Giovanucci-gruppen fandt en erstatning.

D-vitamin i megadoser
De udgik fra 1.095 mænd fra den store befolkningsundersøgelse Health Professionals Follow-Up Study. Disse 1.095 mænds D-vitamin-status – dvs. D-vitamin i plasma – var målt. Men desuden vidste man alt muligt om deres levevaner m.m.

Kunne man gå modsat og ud fra sidstnævnte beregne deres D-vitaminstatus? Ja! Man kunne beregne en omtrentlig værdi for D-vitamin i plasma, når man kendte den enkeltes hudfarve (dvs. race), kropsvægt og højde, bopæl (sydligt eller nordligt i USA), mængden af fysisk aktivitet i fritiden – samt årstiden og hvad vedkommende fik af D-vitamin i kosten og som tilskud.

Gruppen udarbejdede således et pointsystem til indirekte beregning af D-vitaminstatus. Hvad der især talte for ringe status var nordlig bopæl, mørk hudfarve, overvægt og for lidt motion. Beregningerne passede på de 1.095. Passede de også på andre? Det undersøgte man på en anden gruppe mænd med kendt D-vitaminstatus. De stemte!

Hver af de 47.800 mænd i Health Professionals Follow-Up Study fik nu udregnet sin D-vitaminstatus. I løbet af de følgende fire år fik ca. hver tiende kræft. Knap halvt så mange døde af kræft.

For at finde D-vitaminets betydning valgte man at sammenligne afdøde, hvis værdi for D-vitamin (25(OH)D3) i plasma afveg med 25 nmol/L (nanomol/liter). Man fandt, at risikoen for at dø af kræft var ikke mindre end 29 % lavere blandt mænd med høj D-vitaminstatus. Hvad angår kræft i fordøjelses-kanalen var den 45 % lavere for mænd, der ellers var ens mht. alder, vægt og fysisk aktivitet.

Hvis dette holder, kan næsten hvert tredje kræftdødsfald altså hindres på få år. Også i Danmark. Det er en sensation. Men ønsker man at hæve sin plasmaværdi med 25 nmol/L, skal man i den mørke årstid have et dagligt tilskud på mindst 1.500 enheder D-vitamin. Dette er dækket ind, hvis man spiser 4 D-vitamin-tabletter á 10 µg (mikrogram) dagligt i den mørke tid fra august til april.

1.500 enheder chokerer sikkert mange. Er det ikke giftigt? Næh, der er med sikkerhed ingen risiko ved et permanent tilskud på op til 2.000 enheder om dagen. Til sammenligning danner huden 20.000 enheder i løbet af en halv times solbadning om sommeren.

Garland, som blev nævnt ovenfor, anbefaler 1.000 enheder (25 mikrogram) om dagen. Andre siger 2.000. Giovanucci og hans kolleger fra Harvard mere end antyder en anbefaling af 1.500.

Under alle omstændigheder: Hvis man vil have det fulde udbytte af D-vitamin, ser det ud til, at behovet er langt større end det, vi har vænnet os til at tro. Måske noget i retning af, hvad stenalderfolk naturligt fik opfyldt.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Giovanucci E et al. Prospective study of predictors of vitamin D status and cancer incidence and mortality in men. J Natl Cancer Inst 2006;98:451-9.
2. Garland CF et al. The Role of Vitamin D in Cancer Prevention. Am J Public Health. 2006;96(2):9-18. 2005 Dec 27; [Epub ahead of print]

jncicancerspectrum.oxfordjournals.org
www.ajph.org
www.iom.dk

Fiskeolien er – stadig – uundværlig

Claus Hancke

7. april 2006

En engelsk undersøgelse hævder, at fiskeolie ikke beskytter hjertet. Formelt bygger den på summen af alle tidligere forsøg. I virkeligheden støtter den sig kun på ét, hvis deltagere sandsynligvis snød.

Som tiden går, hober undersøgelser af alt muligt sig op. Til sidst kan ingen overskue dem. Selv folk med god hukommelse husker kun forsøg, de kunne lide. Så er der brug for en såkaldt metaanalyse, dvs. en beregning af en slags gennemsnit af, hvad alle pålidelige forsøg har vist.

Det er nu sket i en engelsk undersøgelse af fiskeolie. Beskytter fiskeolie hjertet? Forlænger den livet? Ja, det ved vi jo, den gør.

Tror vi da! Ifølge den nye metaanalyse har fiskeolie overhovedet ”ingen klar virkning på hverken dødelighed, risikoen for hjertetilfælde eller hyppigheden af kræft”. Lad bare være med at spise fisk.

Hvad kræft angår forbavses man ikke, men hvad med hjertet? Lige siden de to danske læger, Bang og Dyerberg’s undersøgelser på Grønland for 35 år siden, har alle vidst, at fiskeolie beskytter hjertet. Det er bekræftet i talrige undersøgelser. Hvordan kan alle disse positive resultater blive til et rundt nul, når man lægger dem sammen?

Det kan de selvfølgelig heller ikke. En metaanalyse kan være lige så subjektiv som alt andet. Dvs. at andre med samme udgangspunkt kan komme til et modsat resultat. Det er i denne forbindelse tilfældet i en ny – langt mere omfattende (250 sider) – officiel amerikansk rapport. Der er ingen tvivl om fiskeolies gavnlige virkning på hjertet, hedder det her, ja man burde undersøge alle for, om de får nok!

De to vigtige fedtsyrer i fiskeolie, DHA og EPA, har ”klare hjertebeskyttende virkninger”. Alle bør derfor få mindst 1,5 gram fiskeolie om dagen, ved hjertesygdom det dobbelte. Dette vil nedsætte risikoen for at dø af hjertesygdom med 25 %.

Så vidt amerikanerne. De gennemgik minutiøst både den omfattende biokemiske viden, dyreforsøg og undersøgelser på mennesker. Af dette dannede de en helhed. Hvad gjorde englænderne?

Forsøgspersonerne snød
De så helt bort fra al basisviden og koncentrerede sig om opgørelser af hjertesygdom og død hos mennesker. Men var de neutrale?

De gennemgik i alt 48 lodtrækningsforsøg, men gjorde noget mærkeligt: Kun 15 af forsøgene kom med i beregningerne af dødelighed. Hvorfor de øvrige 33 ikke er med, fremgår ikke. Måske er nogle siet fra p.gr. af mistanke om ”bias” (partiskhed). Men på den anden side var der i ni af de 15 udvalgte forsøg ”middel eller høj” risiko for bias – f.eks. fordi deltagerne vidste, om de fik fiskeolie, eller på grund af lodtrækningen fik noget uvirksomt.

Dertil kommer, at et uoplyst antal af de 48 forsøg slet ikke var med fiskeolie, men med alfa-linolénsyre – som findes i hørfrøolie og lidt i rapsolie, men som i organismen kan omdannes til ”fiskeolie”.

I øvrigt mangler det mest berømte af alle linolénsyreforsøg. Det er det såkaldte Lyon-forsøg, hvor rapsolie (og Middelhavskost med olivenolie) sænkede hjertedødeligheden med 73 % hos patienter, der havde overstået en blodprop i hjertet.

Når alt er kogt ned, er der tilbage 12 lodtrækningsforsøg med fiskeolie. Men af disse er de ni ganske små og betydningsløse. Så er der tre tilbage. Langt det største af dem (GISSI) viste en massiv reduktion i dødeligheden på 20% hos personer med overstået blodprop i hjertet. I tabellen står der dog kun 14%, tilsyneladende på grund af en misforståelse.

Kun ét større forsøg (Burr et al 2003) havde negativt resultat. I dette steg dødeligheden med 15 % hos mænd med forkalkede kransårer i hjertet, når de fik fiskeolie.

Men dette forsøg er mildt sagt omstridt, bl.a. fordi deltagerne vidste, om de fik fiskeolie eller ej. Da de jo havde en risikabel hjertesygdom, har mange været fristet til at tage tilskud på egen hånd. Det kunne man have afsløret ved hjælp af blodprøver, men man foretog kun en meget lille stikprøve efter seks måneder. Herefter fortsatte forsøget i 3-9 år.

Stikprøven viste, at forskellen mellem de to grupper var påfaldende lille. Desuden oplyste deltagerne, at selv om de ikke hørte til fiskeolie-gruppen, spiste de så meget fed fisk (14 gram/dag) at alene dette omtrent har givet dem, hvad den nævnte amerikanske rapport anbefaler hjertepatienter. Begge grupper fik altså ”nok”, og værdien af forsøget må stærkt betvivles.

Alligevel har det stået i avisen. Men tro hellere den amerikanske rapport.

Fisk er godt. – Naturligvis.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Hooper et al. Risks and benefits of omega 3 fats for mortality, cardiovascular disease, and cancer: Systematic review. BMJ online 24.3.06: BMJ, doi:10.1136/bmj.38755.366331.2F.
2. Wang C et al. Agency for Health Care Research and Quality. US Department of Health Care Rsearch and Human Services. www.abrq.gov. Evidence report/technology assessment Number 94. Effects of omega -3 fatty acids on cardiovascular disease. March 2004.
3. Burr ML, Ashfield-Watt PA, Dustan FD, . , et al.: Lack of benefit of dietary advice to men with angina: results of a controlled trial. Eur J Clin Nutr 2003, 57: 193-200.

bmj.bmjjournals.com
www.ahrq.gov
www.nature.com/ejcn/index.html

Rygere skal have mere C- og E-vitamin

Claus Hancke
  1. april 2006

Alt for mange får for lidt E-vitamin. Problemet er særligt stort for rygere. Problemet kan delvis løses med et tilskud af C-vitamin.
Hvad gør man, hvis man får for lidt E-vitamin? Her er en nødløsning: Tag noget mere C-vitamin.

Det er særligt rygere, der har et problem. De forbruger E-vitamin væsentligt hurtigere end ikke-rygere. Det er fordi tobaksrøg ilter (oxiderer) og ødelægger vitaminet, som på den måde selv bukker under i kampen for at forsvare cellernes umættede fedtsyrer. Rygere har derfor større behov for E-vitamin end ikke-rygere. Og da de har større behov, får de nemmere for lidt.

Men her kommer C-vitaminet ind. C-vitamin er nemlig lettere at få fat i end E-vitamin. Da C-vitamin er en antioxidant, kan det gendanne E-vitamin, som er blevet iltet/oxideret af røgens frie radikaler. Det har man i hvert fald længe formodet, men det har – indtil nu – ikke været påvist hos mennesker. Det er nu sket, og det er lidt af et videnskabeligt gennembrud.

Forsøget er udført i et samarbejde mellem flere amerikanske og et canadisk universitet. Man gav 11 rygere og 13 ikke-rygere et tilskud på 50 mg E-vitamin, som var fremstillet med et indhold af tung brint (deuterium). Ved at måle denne isotop kunne man afsløre, hvor hurtigt vitaminet forsvandt fra rygernes blod (plasma) og sammenligne med den tilsvarende forsvinding hos ikke-rygerne.

Det gik, som ventet, hurtigst hos rygerne. I løbet af 25 timer var halvdelen af deres mærkede E-vitamin forsvundet. Hos ikke-rygerne varede det 42 timer. Men når man gav rygerne 500 mg C-vitamin morgen og aften, var halvdelen først forsvundet efter 34 timer. C-vitamin skånede altså rygernes E-vitamin, men uden at de kom helt på linje med ikke-rygerne i den dosis C-vitamin, man anvendte.

Alt for få får nok
Ved hjælp af C-vitamin kan man derfor nærme sig en normalisering mht. E-vitamin hos rygere. Det forudsætter selvfølgelig, at rygerne får E-vitamin nok; men det gør de meget sjældent!

I konklusionen på omtalen af forsøget nævnes, at kun 8 % af mænd og 2,4 % af kvinder i USA får de anbefalede 12 mg E-vitamin (alfa-tokoferol) om dagen. Med stor sandsynlighed forholder det sig ikke bedre i Danmark. Den første og indlysende anbefaling, man fremsætter, er da også, at rygere i hvert fald sikrer sig de anbefalede mængder – for rygere – af både C- og E-vitamin. (hhv. 125 mg og 15 mg om dagen). Den anden er, at der forskes i, om andre antioxidanter også beskytter E-vitamin. Det er vigtigt.

Men er det sandt, at man behøver 12 mg E-vitamin om dagen? Ja, et tidligere forsøg har vist, at vævene hos raske unge forbruger omkring 5 mg E-vitamin (alfa-tokoferol) om dagen.

Da man gennemsnitligt kun optager en tredjedel af det indtagne fra tarmen, må der tilføres lidt mere end de nævnte 12 mg om dagen. Men får man særligt mager kost, skal der mere til. Hvis morgenmaden består af cornflakes med skummetmælk, nytter det ikke meget at supplere den med en E-vitaminpille. Kun en tiendedel vil blive optaget fra tarmen.

Selv unge, raske rygere bør have mere E- og C-vitamin end andre. Ældre har nok endnu større behov. Og det lader til, at langt de fleste får alt for lidt.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Bruno R S et al. Human vitamin E requirements assessed with the use of apples fortified with deuterium-labeled α-tocopheryl acetate. Am J Clin Nutr 2006;83:299-304.
2. Bruno R S et al. α-Tocopherol acetate disappearance is faster i9n cigarette smokers and is inversely related to their ascorbic acid status- Am J Clin Nutr 2005;81:95.103.
3. Bruno R S et al. Faster plasma vitamin E disappearance in smokers is normalized by vitamin C supplementation. Free Radical Biology & Medicine 2006;40:689-97
www.ajcn.org
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

C-vitamin mod åreforkalkning

Claus Hancke

23. marts 2006

En engelsk undersøgelse tyder på, at C-vitamin bekæmper inflammation. Derfor modvirker det sandsynligvis også åreforkalkning og blodprop.

Sammenholder man en gruppe menneskers spisevaner med deres risiko for blodprop i hjertet, får man indtryk af, at C-vitamin beskytter mod blodprop. Men vil man gøre et kontrolleret lodtrækningsforsøg for at se, om C-vitamintilskud skåner udsatte personer for blodprop, har det hidtil været svært, at få øje på virkningen. Sådan har det været hidtil, selv om man kan indvende, at mange af forsøgene har haft mangler.

Uanset indvendinger er det en udbredt opfattelse, at bolden er lagt død.

Man siger godt nok, at C-vitamin ikke beskytter mod åreforkalkning. Men passer det?
En nylig oversigt kunne tyde på, at bolden alligevel ikke er lagt død. Den viser nemlig, at C-vitamin modvirker inflammation – dvs. betændelsesagtige reaktioner. Samtidig er der udbredt enighed om, at åreforkalkning i vidt omfang skyldes inflammation. Beskytter C-vitamin så ikke mod åreforkalkning?

For at forstå problemet, er det nødvendigt med en lille omvej:
Indtil for 20-30 år siden tænkte man på åreforkalkning som en proces, der i grove træk består i aflejring af kolesterol i karvæggen, med efterfølgende aflejring af kalk. I dag tænker man på, at pulsårer består af levende celler, og at både aflejring af kolesterol og fortykkelse af karvæggen hænger sammen med inflammation. Det samme gælder den bristning i overfladen ind mod blodstrømmen – med udtømmelse af kolesterol- og celleprodukter – der får blodplader m.m. til at klumpe sig sammen og give blodprop.

Inflammationens betydning fremgår pudsigt nok af den salgssucces, kolesterolsænkende medikamenter – de såkaldte statiner – har. Det kan ikke nægtes, at de redder liv, men er det fordi de sænker blodets kolesterol?

C-vitamin sænker CRP
Her er der tvivl. Statiner mindsker ikke kun kolesterol, men modvirker også inflammation. Det kan direkte måles på en simpel blodprøve (CRP), som hundrede tusinder af danskere får taget, når lægen f.eks. vil vide, om de har betændelse i kroppen. De to virkninger af statiner – sænkning af CRP og sænkning af kolesterol – følges ikke nødvendigvis ad, men risikoen for blodprop i hjertet stemmer bedre med værdien af CRP end kolesterol. I et aktuelt forsøg, hvor statiner formindskede hjerterisikoen med ca. 30%, hang denne gunstige virkning statistisk sammen med værdien af CRP – ganske uanset værdien for kolesterol! Det ser ud til, at CRP er vigtigere end kolesterol!

Og hermed kan vi vende tilbage til C-vitamin. Sænker C-vitamin CRP, lige som statinerne gør?
I et par små lodtrækningsforsøg har man undersøgt, om det er tilfældet. I begge forsøg var dagsdosis omkring 500 mg C-vitamin. I det ene (på rygere) aftog CRP mærkbart, i det andet skete der intet. De modstridende resultater er nu belyst ved en undersøgelse af 3258 rimeligt kredsløbs-raske engelske mænd i alderen 60-79 år.

Hovedresultatet var, at jo mere C-vitamin mændene havde i blodet (serum), jo mindre var deres CRP. Den fjerdedel, der lå højest mht. C-vitamin i blodet (med eller uden hensyntagen til kosttilskud), havde de laveste CRP-værdier. Forskellen var overvældende statistisk sikker.

Samtidig pegede andre målinger på, at sandsynligheden for ”irritabilitet” af karvæggene (endotelial dysfunktion) også var mindst i øverste C-vitamingruppe. Der er almindelig enighed om, at denne ”irritabilitet” afspejler en tendens til åreforkalkning.

C-vitamin synes altså at sænke CRP, som er en vigtig indikator for inflammation – og dermed for risiko for at dø af blodprop. Bolden er i spil igen!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Ridker et al. C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med 2005;352:20-8
2. Ridker PM, C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med. 2005 Jan 6;352(1):20-8
3. Libby P. Inflammation and cardiovascular disease mechanisms. Am J Clin Nutr 2006;83(Suppl):456S-60S
4. Goya S et al. Associations of vitamin C status, fruit and vegetable intakes, and markers of inflammation and hemostasis.
Am J Clin Nutr 2006;83:567-74
5. Ishwarlal J et al. Is vitamin C an anti-inflammatory agent? Am J Clin Nutr 2006;83:525-6
6. Mora S Justification for the Use of Statins in Primary Prevention: an Intervention Trial Evaluating Rosuvastatin (JUPITER)–can C-reactive protein be used to target statin therapy in primary prevention?Am J Cardiol. 2006 Jan 16;97(2A):33A-41A. Epub 2005 Dec 1.
7. Bruunsgaard H, Long-term combined supplementations with alpha-tocopherol and vitamin C have no detectable anti-inflammatory effects in healthy men. J Nutr. 2003 Apr;133(4):1170-3.
8. Block G Plasma C-reactive protein concentrations in active and passive smokers: influence of antioxidant supplementation. J Am Coll Nutr. 2004 Apr;23(2):141-7.
content.nejm.org
www.ajcn.org
www.nutrition.org

Børn med DAMP / ADHD mangler magnesium

Claus Hancke

17. marts 2006

Et flertal af urolige DAMP-børn manglede magnesium. Samtlige blev forandrede til det bedre af et tilskud af magnesium og B6-vitamin.

I næsten enhver børnehaveklasse sidder der et eller to såkaldte DAMP-børn, der giver pædagogerne grå hår i hovedet ved deres evige uro, omkringfaren, voldsomhed og uopmærksomhed (DAMP står for Deficit in Attention, Motor-control and Perception).

To forsøg – de eneste, der er foretaget – har nu vist, at en kombination af magnesium og B6-vitamin hjælper.

Hvorfor skulle magnesium hjælpe? I et fransk forsøg har man undersøgt 52 børn, der var diagnosticerede som DAMP-børn (uden for Skandinavien kaldet ADHD-børn, dvs. børn med Attention Deficit, Hyperactivity Disorder). Børnene var typisk ca. seks år. Målte man deres magnesium i serum, dvs. på en almindelig blodprøve, fik man normale værdier. Men da næsten al organismens magnesium findes inde i cellerne, kan man heller ikke afsløre mangel på den måde. Det er inde i cellerne, man skal lede.

I gennemsnit havde børnene kun ca. 4/5 af den mængde magnesium i cellerne (her: de røde blodlegemer) som normale voksne har. De havde magnesiummangel!

Derfor fik de dagligt i 1-6 måneder et tilskud af 6 mg magnesium og 0,8 mg B6-vitamin pr kilo legemsvægt. Herefter fik ikke mindre end samtlige børn det bedre. Ved forsøgets start bedømtes f.eks. 26 af børnene at være fysisk aggressive. Efter fire måneder gjaldt dette kun seks. Samtidig var koncentrationsevne og opmærksomhed, bedømt på anerkendt vis, forbedret. Disse resultater var statistisk meget sikre.

En svaghed ved det franske forsøg er, at det er et såkaldt åbent forsøg. Der var ingen ubehandlet kontrolgruppe, og behandlingen var ikke blindet. Det giver plads for tilfældigheder og overfortolkning. På den anden side viste forsøget nøjagtigt det samme som et lignende forsøg fra 1997. Og forbedringen indtraf i takt med, at den målelige magnesiummangel forsvandt. Når det var sket, standsede man behandlingen.

Magnesium i kosten
Virker den, er det måske ikke så overraskende. Samme kur synes i flere forsøg at have hjulpet kvinder med irritabilitet og uligevægt på grund af PMS (PræMenstruelt Syndrom). Dertil kommer den nævnte alment beroligende virkning på nerver (man kan bruge magnesium som lokalbedøvelse). Magnesium har en afslappende virkning på muskulatur. Har magnesium også en beroligende virkning på centralnervesystemet?

Et andet spørgsmål er, hvorfor DAMP-børn tilsyneladende mangler magnesium. Franskmændene foreslår, at arvelige forhold spiller ind, men hos et flertal var ikke kun den ene, men begge forældre også i underskud med mineralet. Det tyder på, at ernæring spiller en større rolle.

En engelsk vurdering tyder på, at fødevarernes indhold af magnesium er aftaget de sidste 60 år. I grønsager og frugt skønnes der at være hhv. 24 % og 16 % mindre end i 1940. Dertil kommer et stærkt øget sukkerforbrug. – De, der frejdigt hævder, at man roligt kan lade 10% af kalorierne udgøre af sukker, anbefaler også, at man roligt kan se bort fra 10% af fødens magnesium. Hertil kommer, at mindre fysisk arbejde medfører mindre behov for mad i det hele taget og dermed mindre magnesium-indtag. Et typisk indtag af magnesium i dag (3-400 mg/dag) er formentlig under halvdelen af, hvad det var for 100 år siden.

En anden overvejelse: Der findes en lang række mere eller mindre bekræftede iagttagelser af sammenhæng mellem adfærdsforstyrrelser hos børn og unge (og kriminelle) og usund kost. Er det tilfældigheder?
Der går flere måneder, før en magnesiummangel er korrigeret. Men det kan være et forsøg værd.
Vitalrådet.


Referencer.
1) Mousain-Bosc et al. Magnesium VitB6 intake reduces central nervous system hyperexcitability in children. J Am Coll Nutrition 2004;23:545S-548S
2) Starobrat-Hermelin et al. The effects of magnesium physiological supplementation on hyperactivity in children with attention deficit hyperactive disorder (ADHD). Magnes Res 1997;10:143-8

www.jacn.org
www.iom.dk

Antioxidanter mod forkalket nethinde og blindhed

Claus Hancke

9. marts 2006

Antioxidanter bremser den hyppigste grund til blindhed i Danmark.
Det ser ud til, at de også forebygger den. Andre kosttilskud kan tilsyneladende direkte forbedre synet – hvis de tages i tide.

Den hyppigste grund til blindhed i Danmark bliver kaldt ”forkalkning af nethinden”, men det er det ikke. Det er derimod en degeneration, som ødelægger den gule plet (macula) på nethinden, hvor lyset samler sig som strålerne fra et brændglas, og øjet danner et skarpt billede. Sygdommen hedder aldersbetinget macula-degeneration, forkortet AMD. Mere end 1.000 danskere bliver hvert år blinde af AMD. Mange flere får lettere synsnedsættelse.

De lette former for AMD er meget almindelige. Her er synet så lidt nedsat, at det som regel ikke bemærkes. Men øjenlægen kan konstatere det ved fund af små gule pletter kaldet druser i nethinden. De består af ophobede affaldsstoffer. Næsten alle over 50 har mindst én lille druse. De spiller ingen rolle, heller ikke når der er mange. Men er de større, er der risiko for alvorlig AMD. Omkring 30 % vil i så fald få avanceret AMD inden for fem år.

Derfor var det en sensation, da et amerikansk forsøg i 2001 viste, at femårsrisikoen kan nedsættes til 20 %, altså med en tredjedel, ved tilskud af zink og antioxidanter. Dosis var 500 mg C-vitamin, 400 enheder E-vitamin, 15 mikrogram betakaroten samt ikke mindre end 80 mg zink om dagen. Behandling med antioxidanter alene var omtrent lige så effektivt, men ikke fuldt statistisk sikkert.

Men hvordan skal man vide, om man har tidlig AMD?
Da synsnedsættelsen her er minimal, går man måske ikke af sig selv til øjenlæge. Derfor blev det anbefalet, at alle over 55 får gjort en øjenundersøgelse, så de kan overveje, om de vil have tilskud eller ej. Da betakaroten under bestemte omstændigheder måske kan give rygere lungekræft, gjaldt forslaget kun ikke-rygere.

Antioxidanter kan altså bremse AMD i opløbet, men muligheden udnyttes næppe ret meget. Spørgsmålet er, om antioxidanter også kan forebygge, at AMD overhovedet opstår. Det tyder nu en hollandsk undersøgelse på.

Skarpere syn
Her fulgte man fra 1990-93 ca. 6.000 borgere i Rotterdam. I 2004 havde 560 af dem fået AMD, men hvem, der fik det, var ikke tilfældigt. Både et højt indtag af zink og af E-vitamin sænkede hver for sig med statistisk sikkerhed risikoen lidt. Men fik man høje doser af både C- og E-vitamin, betakaroten og zink, var risikoen nedsat med 35 %.

Endnu mere spændende er et upåagtet italiensk lodtrækningsforsøg fra sidste år. Her blev 106 patienter med tidlig AMD behandlet gennem et år med en kombination af fiskeolie (n-3-fedtstoffer), antioxidanten Q10 samt kosttilskuddet carnitin. Ideen var at forbedre fedtsyre-omsætningen i nethinden. Carnitin fremmer forbrændingen af fedt på en måde, så aflejring af affaldsstoffer modvirkes. Det er antageligt vigtigt i nethinden, eftersom den er om muligt endnu rigere på n-3-fedtsyrer end hjernevæv. 30 % af nethindens tørstof består af n-3-fedtstof, mod 20 % af hjernens.

Resultatet var, at både med hensyn til lysfølsomhed i øjets centrale del, synsstyrke (målt på almindelig synstavle) og synlige forandringer i nethinden noterede man ikke blot stilstand, men en direkte forbedring! Det område af nethinden, hvor der var druser, var ikke bare uændret, det var formindsket! Alt dette var statistisk sikkert.

Ved fremskreden AMD er man blind og dog seende. Man kan ikke læse, ikke se TV, ikke genkende ansigter. Men det perifere syn er bevaret. Man kan altså se ude i kanten af synsfeltet, så man stadig kan orientere sig i rummet og færdes med forsigtighed til fods.

Denne funktionelle blindhed kan i mange tilfælde forebygges med antioxidanter, og tilstanden kan ifølge ovenstående forskning ligefrem forbedres med et simpelt kosttilskud, hvis man tager det i tide.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Age-Related Eye Disease Study Research Group.Arch Ophthalmol. 2001 Oct;119(10):1417-36. A randomized, placebo-controlled, clinical trial of high-dose supplementation with vitamins C and E, beta carotene, and zinc for age-related macular degeneration and vision loss: AREDS report no. 8.
2. Feher J et al. Ophthalmologica. 2005 May-Jun;219(3):154-66.Improvement of visual functions and fundus alterations in early age-related macular degeneration treated with a combination of acetyl-L-carnitine, n-3 fatty acids, and coenzyme Q10.
3. van Leeuwen R et al. JAMA. 2005 Dec 28;294(24):3101-7. Dietary intake of antioxidants and risk of age-related macular degeneration.

Glucosamin er flere ting

Claus Hancke

2. marts 2006

Pas på. Læs deklarationen nøje, når du køber Glucosamin for din slidgigt. Ifølge én ny undersøgelse hjalp glucosamin ikke mod slidgigt i knæene. Ifølge en anden var det så godt, at det bør være standard-behandling. Det er vigtigt at vide, at glucosaminet i de to undersøgelser ikke var det samme.

Skal man tro den netop offentliggjorte GAIT-undersøgelse er der ingen mening i at tage glucosamin, hvis man har slidgigt i knæene. Det virker ikke, hedder det.

GAIT-forsøget var ellers både stort og grundigt. Det omfattede 1.583 patienter med slidgigt og varede 24 uger. Deltagerne var gennemsnitligt 59 år, og ca. 2/3 var kvinder.

Disse mange gigtpatienter blev efter lodtrækning delt i seks grupper og fik følgende behandling:

  1. 1.500 mg Glucosamin daglig eller
  2. 1.200 mg kondroitinsulfat (der minder om glucosamin) eller
  3. En kombination af de to førstnævnte eller
  4. 200 mg af det receptpligtige gigtpræparat Celebra eller
  5. Placebo (snydepiller).

Ingen vidste, hvem der fik hvad, og alle besvarede detaljerede spørgsmål om smerter, stivhed, gangdistance m.m. både før og efter de 24 uger. Ud fra dette fik hver enkelt en samlet score (et tal) for hvor galt det stod til.

Målet var at finde ud af, hvor mange der fik det 20 % bedre i løbet af de 24 uger. Men resultatet var overraskende. Ikke mindre end 60 % af dem, der kun fik placebo, fik det mindst 20 % bedre. Resultatet var kun en smule bedre i de andre grupper: 64 % for glucosamin, 65 % for kondroitin, 67 % for kombinationen af de to og 70 % for gigtpillen. Kun for den sidste var forskellen fra placebo stor nok til at være statistisk sikker.

Det hører dog med, at kombinationsbehandlingen virkede på den undergruppe (354 i alt), der i stedet for milde smerter havde moderat-svære smerter. 80 % af dem fik det (mindst 20 %) bedre. Men glucosamin alene var altså ikke bedre end placebo.

Beskytter brusken
Tag nu det andet forsøg, som hedder GUIDE og blev fremlagt i november på det årlige møde for American College of Rheumatology. Det omfattede 318 patienter (88 % kvinder), der ligeledes havde gigt i knæene. De fik hver dag enten

  1. Placebo,
  2. Glucosamin (1.500 mg om dagen) eller
  3. Paracetamol (et gram, dvs. to tabletter, tre gange daglig).

Også dette forsøg varede et halvt år, men her var både glucosamin og paracetamol omkring 30 % bedre end placebo – vel at mærke statistisk sikkert og opgjort på samme måde som i GAIT. Oven i købet var der en tendens til, at glucosamin var bedre end den smertestillende medicin paracetamol.

Hvorfor denne kæmpeforskel på GAIT og GUIDE? Det kan en lederartikel i New England Journal of Medicine, som bragte GAIT-undersøgelsen måske forklare:

Forskellen kan være den, at i GAIT brugte man glucosamin-hydroklorid, mens man i det GUIDE brugte glucosamin-sulfat. Og sulfat (svovl) er helt afgørende for virkningen af glucosamin.

To lodtrækningsforsøg har f.eks. vist, at glucosamin-sulfat bremser udviklingen af slidgigt i knæene. Det kunne man bevise med røntgenbilleder. Glucosamin-sulfat modvirker nedbrydning af brusk!

New England Journal of Medicine: ”Gigtpatienter, der vil tage kosttilskud…. bør…..tage glucosamin-sulfat, ikke glucosamin-hydroklorid”, hedder det i leder-kommentaren til GAIT.

”1.500 mg glucosamin-sulfat én gang om dagen kan blive den foretrukne behandling for slidgigt i knæene”, sagde lederen af GUIDE-forsøget, Herrero-Beaumont.

Forsøgene endte forskelligt, men anbefalingerne er ens! Så læs nøje deklarationen. Der skal stå: ”500 mg Glucosamin-sulfat svarende til 400 mg Glucosamin”.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Clegg DO et al. Glucosamine, chondroitin sulfate, and the two in combination for painful knee osteoarthritis. N Engl J Med. 2006 Feb 23;354(8):795-808.
2. American College of Rheumatology Annual Scientific Meeting in San Diego, California. Press release.

Støt Vitalrådet

Claus Hancke

21. februar 2006

  • ”C-vitamin nedsætter risikoen for blodprop i hjertet
  • Fiskeolie forebygger hjerteflimmer
  • Perikum bedre end lykkepiller
  • Selen forebygger kræft
  • Folinsyre nedsætter blodtrykket
  • B-vitaminer beskytter knoglerne
  • K-vitamin forebygger knogleskørhed og åreforkalkning
  • Antioxidanter halverer skaden ved hjerneblødning
  • Børn bliver klogere af fiskeolie
  • D-vitamin forhindrer kræft
  • Vitaminer hæmmer aldringshastigheden
  • Q10 forebygger migræne”

Dette er blot et lille udpluk af de nyheder, som du har fået fra Vitalrådet i det sidste års tid. Nyheder som vel at mærke ikke har været bragt i andre medier i Danmark, til trods for at de hviler på videnskabelige undersøgelser, som er offentliggjort i respekterede, internationale tidsskrifter.
Nyhederne er jo ikke uvæsentlige, men af en eller anden grund, er der ingen interesse for sådanne ting i de danske medier.
Det er grunden til at vi i sin tid stiftede Vitalrådet.
Vi håber, at også du kære læser finder Vitalrådets informationer vigtige.

Vitalrådet blev dannet på initiativ af et lægeligt selskab: Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin med støtte fra en række seriøse, danske kosttilskuds- og lægemiddelfirmaer.
Vitalrådet er nu over kravlealderen, og skal til at stå på egne ben uden støtte fra de firmaer, der hjalp os i gang. Det giver flere fordele:

1) Lige fra Vitalrådets start har enkelte forsøgt at beklikke vor uafhængighed, selv om vi altid har skrevet om de emner, som vi fandt interessante, aktuelle og velbelyste, uden nogen form for indblanding fra andre. Vores uafhængighed er stadig et faktum.
2) Vitalrådet åbner dog nu for at alle, både firmaer, organisationer og private, som ønsker at støtte Vitalrådet, kan sende et bidrag til driften.
Den modtagne støtte vil danne grundlag for, at Vitalrådets nyhedsbrev kan fortsætte som en gratis nyhedstjeneste uden reklamer.

Hvis du gerne vil støtte Vitalrådets fortsatte drift, er du velkommen til at sende et beløb til Vitalrådet,
Danske Bank. Reg: 9570. Konto: 13139113.

Hvis du ikke kan eller ønsker at støtte os økonomisk, kan du støtte os ved at anbefale venner og familie et abonnement på Vitalrådets nyhedsbrev, der jo som bekendt er gratis.

Udadtil er det er således en styrkelse af Vitalrådet, at vi de facto er uafhængige, men vores økonomi er naturligvis uvis, indtil vi ved hvor mange, der vil støtte os.
Vi håber og tror, at denne ændring vil være en styrkelse af Vitalrådet i fremtiden.

Venlig hilsen
Speciallæge Claus Hancke, formand
Vitalrådet

Kalktilskud med D-vitamin mod tarmkræft?

Claus Hancke

18. februar 2006

En kæmpemæssig undersøgelse ville vise, om kalk og D-vitamin hindrer tarmkræft. En højst besynderlig teori med lav dosis og kort varighed.

Der skal nok være dem, der mener, at den seneste undersøgelse om kalk og D-vitamin viser, at ingen af delene duer til noget. Men inden man går til den yderlighed, bør man tøve lidt. Man kan nemlig også mene, at undersøgelsen ikke egnede sig til formålet. Eller, som det hedder i en ledsagende lederartikel i New England Journal of Medicine: Konklusionen bør tolkes i lyset af, at studiet var indviklet og i lyset af sandsynligheden for, at dosis af kalk og D-vitamin var for lav.

Det er den lumske og udbredte kræft i tyktarm og endetarm, det drejer sig om. Halvdelen af i alt 36.282 amerikanske kvinder i alderen 50 til 79 år deltog i et syvårigt forsøg, hvor de dagligt fik tilskud af 1.000 milligram calcium (kalk) og 400 enheder D-vitamin – for at se, om det nedsætter risikoen. Tilskuddet svarer til to almindelige kalk + D-vitamintabletter, som mange tager for knoglerne. Efter syv år opgjorde man, hvor mange, der havde fået tarmkræft. Resultatet var nedslående: Hvad enten kvinderne fik tilskud eller snydepiller, var risikoen den samme.

Begravet i de mange tal var der dog et enkelt positivt forbehold. De kvinder, der før forsøget havde mindst D-vitamin i blodet, havde med statistisk sikkerhed størst sandsynlighed for at få tyktarmskræft. Det kunne tyde på, at D-vitamin nytter. Der var også en tendens – men kun en tendens – til, at de havde størst fordel af tilskuddene.

Ganske mange forhold gør dog, at konklusionen skal tages med et gran salt. Det hænger blandt andet sammen med, at forsøget var meget komplekst.

Den måske væsentligste indvending er, at det ”kun” varede i syv år. Man formoder, at tyktarmskræft er 10-20 år om at udvikle sig fra den spæde begyndelse til diagnosen stilles. Hvis tilskuddene hindrer ny kræft i at opstå, vil man med andre ord alene af den grund ikke opdage det så tidligt som efter syv år. Det har man taget konsekvensen af: Deltagerne vil blive kontrolleret i yderligere fem år fra nu.

Vægtige indvendinger
Skulle man have påvist en forskel inden for de syv år, måtte man i det mindste slutte af med at undersøge tarmen hos alle deltagere for at opdage tidlige kræftstadier, dvs. polypper. Det skete ikke. Der var hverken penge eller kræfter til over 35.000 tarmundersøgelser. Man kunne kun konstatere, at både antallet af privat iværksatte tarmundersøgelser og antallet af opdagede kræfttilfælde i de to grupper var ens. Men andet kunne man måske heller ikke vente.

En forstyrrende detalje er, at samtlige deltagere havde lov til at fortsætte med de tilskud, de fik i forvejen, ved siden af dem de fik som led i forsøget. De fik i forvejen i gennemsnit 1.100 mg calcium og godt 350 enheder D-vitamin – begge dele tæt på det anbefalede. Ret mange må derfor have fået meget store mængder calcium – over 2.000 mg om dagen. Tør man gætte på, at det er årsagen til en lille overhyppighed af selvrapporterede nyresten? 2,4 % af dem, der fik tilskud og 2,1 % af dem, der fik snydepiller, fik nyresten i løbet af de syv år.

Hertil kommer, at gennemsnitsalderen var forholdsvis lav (62 år), hvilket mindskede risikoen for kræft, men jo også svækkede forsøget. Det blev yderligere svækket af, at mere end hver fjerde deltager ikke fuldførte. Var det fordi kalkpiller kan give forstoppelse? Det oplyses ikke i artiklen.

Nok så vigtigt er, at dosis af D-vitamin, som nævnt i lederartiklen, kan have været for lav. For nylig er det blevet skønnet, at der skal omkring 1.000 enheder til om dagen for at de fleste kan opnå en – formodet – kræfthæmmende virkning. Så meget skal der til for at koncentrationen af D-vitamin (eller rettere 25 (OH) D-vitamin) kommer over 30 nanogram/liter serum (75 nanomol/mil-liliter). Men så meget har kun et mindretal af deltagerne i forsøget fået.

Hvad kan man konkludere af dette? Lederartiklen munder ud i flere forslag til nye undersøgelser. Meget tyder på, at D-vitamin, og måske kalk, forebygger kræft. Men der mangler også stadig megen viden.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Wactawski-Wende J et al. Calcium plus vitamin D supplementation and the risk of colorectal cancer. N Engl J Med 2006;354:684-96.
2. Forman M C et al. Calcium plus vitamin D3 supplementation and colorectal cancer in women. N Engl J Med 2006;354:752-4.
3. Garland C F et al. The role of vitamin D in cancer prevention. Am J Publ Health 2006;96:9-18.

content.nejm.org
www.ajph.org
www.iom.dk