Forfatter: Claus Hancke

Kosttilskud kan styrke immunterapi mod brystkræft

Claus Hancke

7. november 2005

Et amerikansk forsøg har vist, at den banebrydende kræftmedicin mod brystkræft – Herceptin – kan forstærkes 30-40 gange med et uskadeligt kosttilskud: Gamma-linolensyre (GLA). Resultatet er absolut foreløbigt, men det kalder på omfattende udforskning.

Hvert år får knap 3.500 danske kvinder brystkræft. Ca. hver femte af dem har en særlig aggressiv form for kræft, som man især kan frygte breder sig, hvis man under operationen finder kræft i armhulens lymfeknuder. Den aggressive kræft skyldes, at et gen hos de ramte kvinder er særligt aktivt og danner store mængder HER2, et protein. Når HER2 lejrer sig i overfladen af en brystcelle, reagerer det med vækststoffer i blodet, som kan forvandle cellen til en kræftcelle og stimulerer den til vækst.

Siden 1998 har man imidlertid haft medicin, der på samme måde som et antistof kan blokere HER2 og dermed afværge vækst-stimuleringen. Midlet hedder Herceptin® (Trastuzumab) og er hidtil kun blevet tilbudt kvinder, der foruden at være ”HER2-positive” har fået tilbagefald efter behandling for brystkræft, der har spredt sig.

For ganske nylig har forskning imidlertid vist, at Herceptin også hjælper, når det gives langt tidligere, nemlig så snart man efter operationen har erfaret, at kvinden er HER2-positiv. I Danmark kan behandlingen være aktuel for ca. 450 kvinder årligt. I et forsøg med ca. 3.350 kvinder, der fik Herceptin et år, var risikoen for genopblussen af sygdommen halveret og dødeligheden nedsat med en tredjedel. I et belgisk forsøg med godt 5.000 kvinder var risikoen for tilbagefald ligeledes halveret – til ca. 6 %. Den samlede dødelighed blev også formindsket i dette forsøg, men kun en anelse og ikke statistisk sikkert.

Kræftens Bekæmpelse opfordrer nu kvinder, der er opereret for brystkræft, til at få oplyst, om de er HER2-positive og bør have behandlingen. Men den er desværre ikke så risikofri, som den lyder. HER2 spiller også en rolle for hjertet, og kemoterapi sammen med blokering af HER2 er en cocktail, der kan give hjertesvækkelse. Det sker hos op til 20 %, hvoraf mange må ophøre med behandlingen. Hvordan det går dem på længere sigt, vides ikke.

GLA og Herceptin samarbejder
Alt dette omtales kun for at fortælle, at HER2 tilsyneladende – sensationelt – også kan angribes fra en helt uventet kant. Den livsvigtige fedtsyre gamma-linolensyre (GLA), der bruges af mange som kosttilskud, hæmmer også (i laboratorieforsøg) HER2, men ved en anden mekanisme end Herceptin. Ifølge forskere fra Northwestern Universitet i USA forstærker GLA virkningen af Herceptin ikke mindre end 30-40 gange, uden at det går ud over raske celler. Kombinationen gør, at mange flere kræftceller dør, mens andre hæmmes i væksten.

Virkemåden er kompliceret. Forsøgene tyder på, at GLA stimulerer dannelsen af et protein (PEA3), som på sin side hæmmer det gen, der skal producere HER2. Da GLA og Herceptin altså griber ind hver sit sted – det ene blokerer dannelsen af HER2, det andet blokerer virkningen – forstærker de hinanden. Tidligere forsøg har vist, at GLA også selvstændigt kan hæmme kræft i laboratoriet.

Hvis bare lidt af dette gælder levende mennesker, er der tale om en sensation. Men det skal understreges, at der kun er tale om laboratorieforsøg på celleplan. Der skal yderligere omfattende forskning til. Den er, som forfatterne skriver, til gengæld påkrævet. Hvad kvinder med HER2-positiv brystkræft skal gøre her og nu, er m.a.o. foreløbig op til den enkelte.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Piccart-Gebhart et al. Trastuzumab after adjuvant chemotherapy in HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353:1659-72.
2. Romond EH et al. Trastuzumab plus adjuvant chemotherapy for operable HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353: 1673-84.
3. Menendez JA et al. Effect of gamma-linolenic acid on the transcriptional activity of the Her2/neu (erbB-2) oncogene. J Natl Cancer Inst 2005;97:1611-15.

content.nejm.org
jncicancerspectrum.oxfordjournals.org
www.iom.dk

B12 og folinsyre nedsætter risikoen for blodprop i hjernen

Claus Hancke

31. oktober 2005

Efter at amerikanerne fra 1996 har fået tilskud af folinsyre i kosten, er hyppigheden af blodprop i hjernen faldet 15 %. Nu viser forsøg, at tilskud af B12-vitamin oveni sænker risikoen yderligere markant.

Umiddelbart lyder det simpelt: Man ved, at mennesker med højt indhold af aminosyren homocystein i blodet har forhøjet risiko for blodprop i hjernen og i hjertet. Man ved også, at man kan sænke homocystein med folinsyre samt i mindre grad med B6- og B12-vitamin. Da amerikanerne fra 1996 begyndte at berige kornprodukter med folinsyre, faldt både gennemsnits-amerikanerens homocystein og hyppigheden af blodprop i hjernen med omkring 15 % på tre år.

Pengene passer, og herefter er resultatet næsten på forhånd indlysende, hvis man vil foretage et lodtrækningsforsøg, hvor hver anden deltager får folinsyre, B6- og B12-vitamin. Selvfølgelig får de færre blodpropper i hjernen.

Men virkeligheden er mere broget. I Norge lavede man sådan et forsøg (NORVIT) med 3.750 patienter, der netop havde overstået en blodprop i hjertet. I 3,5 år fik de tilskud af enten folinsyre (0,8 mg), B6-vitamin (40 mg), begge dele eller blindtabletter (placebo). Blandt dem, der kun fik folinsyre, faldt dødeligheden ca. 10 %, dog ikke statistisk sikkert. Men i de to andre grupper var dødstallene forøget, heller ikke dette statistisk sikkert.

Måske er det for sent at begynde at tage tilskud, når man allerede er svært forkalket. Eller, som det vil fremgå, måske var det mere afgørende, at nordmændene ”glemte” at give deltagerne B12-vitamin.

Også i USA har man nemlig gjort et forsøg (VISP). Det var med personer, der var kommet sig efter en blodprop i hjernen, men jo havde forhøjet risiko for en ny. Heller ikke amerikanerne fandt ganske vist i første omgang nogen effekt. Tilskud af folinsyre (2,5 mg), B6-vitamin (25 mg) og B12-vitamin (0,4 mg) gjorde hverken fra eller til mht. dødelighed eller risiko for blodprop i hjernen. Derfor standsede man simpelthen forsøget efter to år. Det var nytteløst, mente man.

B12 nytter, hvis det optages
En nærliggende forklaring kunne være den nævnte berigelse af kornprodukter med folinsyre. Det gennemsnitlige homocystein var jo allerede faldet med ca. 15 % hos amerikanerne. Under forsøget faldt det kun 2 % yderligere.

Men amerikanerne har alligevel siden studeret tallene nøjere. Derved opdagede de især én vigtig fejlkilde: Mange af de 3.680 ældre deltagere havde nedsat optagelse af B12-vitamin fra tarmen og havde derfor forholdsvis lidt B12 i blodet (mindre end 250 pmol/l). Dette ses tit hos ældre, og man ved nu, at disse ældre behøver tilskud på mindst 1.000 mikrogram B12-vitamin om dagen. Men deltagerne havde kun fået 400.

Hvordan ville det se ud, hvis man nu så bort fra disse deltagere og koncentrerede sig om dem med normal B12-optagelse? Det besluttede man at undersøge. Man så samtidig bort fra deltagere med nedsat nyrefunktion, da også de reagerer trægt på disse tilskud. Endelig så man naturligvis bort fra deltagere, der på forhånd var i medicinsk behandling med B12.

Tilbage var 2.155 personer, som ikke havde problemer med at optage B12. I denne store gruppe havde tilskuddene både sænket homocystein yderligere og mindsket den samlede risiko for død, blodprop i hjertet eller blodprop i hjernen – med 21 %! Behandlingen hjalp altså alligevel; endda meget, når evnen til B12-optagelse var intakt.

Som anført ser det ud til, at berigelsen af kornprodukter med folinsyre har nedsat amerikanernes risiko for blodprop i hjernen med ca. 15 %. Nu lader det til, at et solidt tilskud af B12-vitamin oveni kan nedsætte den markant mere – men de mange ældre, som optager B12-vitamin dårligt, behøver antageligt større tilskud.

Dette er facit p.t. Det skal efterprøves, før det er godkendt. Men indicierne er der.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Toole JF, et al. Lowering homocysteine in patients with ischemic stroke to prevent recurrent stroke, myocardial infarction, and death: the Vitamin Intervention for Stroke Prevention (VISP) randomized controlled trial. JAMA. 2004 Feb 4;291(5):565-75.
2. Bonaa KH. NORVIT: Randomized trial of homocysteine-lowering with B-vitamins for secondary prevention of cardiovascular disease after acute myocardial infarction. Program and Abstracts from the European Society of Cardiology Congress 2005; September 3-7, 2005; Stockholm, Sweden. Hot Line II. Iflg. Linda Brooks. NORVIT: The norwegian vitamin trial. Medscape sept. 2005. (Ikke publiceret i trykt medie)
3. Spence DJ et al. Vitamin intervention for stroke prevention trial. An efficacy analysis. Stroke 2005;36:2404-2409.

jama.ama-assn.org
www.medscape.com
stroke.ahajournals.org
www.iom.dk

Børn bliver klogere af fiskeolie

Claus Hancke

24. oktober 2005

Omega-3-fedtsyren DHA i fiskeolie er en vigtig byggesten i hjernen. DHA-mangel de første leveår går måske ud over hjernens normale udvikling.

Bliver børn klogere af fisk? Nye undersøgelser tyder på, at fedtsyrerne i fiskeolie kan hjælpe visse børn med DAMP eller ordblindhed. Men hvad med spædbørn?

Fra sidste tredjedel af fosterlivet til slutningen af andet leveår vokser børns hjerne så stærkt, at man taler om en hjerne-vækstspurt. I denne periode vil mangel på en række livsvigtige næringsstoffer, som fiskeolie, gå ud over hjernens funktion. Tidsskriftet American Journal of Clinical Nutrition bragte for nylig en omfattende oversigt over, hvad man ved om fisk og små børns hjerner.

Som udgangspunkt ved man, at den flerumættede n-3-fedtsyre DHA (dokosa-hexaensyre) er stærkt koncentreret i nervecellernes cellevægge. DHA er den ene af de to vigtige n-3-fedtsyrer i fiskeolie. Den anden er EPA (eicosa-pentaensyre). EPA kan omdannes til DHA, og i et vist omfang kan de begge dannes ud fra n-3-fedtsyren alfa-linolensyre i f.eks. hørfrøolie.

Men dannes der nok hos et barn, der ikke ammes eller får fed fisk? Spørgsmålet er relevant. Man ved, at brystbørn har op til 40 % mere DHA i hjernens grå substans end flaskebørn. Desuden ved man, at dyreunger og sandsynligvis også spædbørn, selv om de hverken er nærsynede eller langsynede, kommer til at se lidt mindre skarpt, hvis de mangler n-3-fedtsyrer. Betydningen af dette diskuteres.

Man har undersøgt DHA’s betydning ved bl.a. at sammenligne flaskebørn med brystbørn, der får DHA fra modermælken. Man har også sammenlignet flaskebørn med andre flaskebørn, der har fået n-3-beriget modermælkserstatning. Børnene er blevet testet for intellektuel og motorisk udvikling, opmærksomhed m.m.

Større opmærksomhed
Ved den slags forsøg har det vist sig, at brystbørn gennemsnitligt klarer sig lidt bedre end flaskebørn. Men skyldes forskellen DHA? Ammende mødre fungerer måske lidt bedre end ikke-ammende, og har måske bedre sociale forhold osv. Når man korrigerer for dette, svinder forskellene ind. Desuden er der mange andre forskelle på mælkeerstatning og modermælk end DHA-indholdet.

Noget klarere bliver det, når man sammenligner flaskebørn, hvor kun halvdelen får ekstra n-3-tilskud. Her har resultaterne været blandede, men på ét punkt har man ret konsekvent set en forskel: Spædbørn, der får n-3-tilskud, har større evne til visuel opmærksomhed, dvs. til at følge med i de ting, de ser. Dette vigtige resultat har man også fået i forsøg med aber.

I dyreforsøg med gnavere har man fundet de tydeligste forskelle. Det skyldes bl.a., at man her kan opstille forsøgene, så forskellen i hjerne-DHA bliver særligt stor. Dyr, der sultes for n-3-fedtstof, bliver mindre behændige, har sværere ved at hitte rundt i en labyrint etc. Selv om der kun er mindre forskelle i hjerne-DHA svækkes de dyr, som ikke får fiskeolier. I grove træk er dette, hvad man ved.

Hvad kan man så konkludere? Forfatterne hævder ikke, at børn bevisligt bør have n-3-tilskud under hjernespurten. Men de hævder, efter at have gennempløjet 258 videnskabelige artikler, at behovet ikke kan udelukkes.

– Små forskelle i hjerne-DHA, som højst sandsynligt forekommer mellem flaskebørn med og uden n-3-tilskud, kan måske have virkninger, som det for tiden er svært at afsløre, men som kunne være vigtige, hedder det. Eller sagt simplere: Husk at give spædbørn og småbørn fed fisk eller fiskeolie! Det ser ud til, at de bliver klogere af det.
Vitalrådet.


Reference:
Mc Cann J C, Ames, Bruce N. Is docosahexaenoic acid, an n-3 long chain polyunsaturated fatty acid, required for development of normal brain function? An overview of evidence from cognitive and behavioural tests in humans and animals. Am J Clin Nutr 2005;82:281-95.

www.ajcn.org
www.iom.dk

Man skal sætte bundproppen i, før båden er sunket

Claus Hancke

11. oktober 2005

Et norsk forsøg viste, at man ikke nedsætter risikoen for ny blodprop i hjertet med folinsyre, B6- og B12-vitamin, hvis man først har haft en blodprop; også selv om man sænker deres homocystein.
Får man godt med folinsyre, vil blodets indhold af aminosyren homocystein være forholdsvis lavt. Så meget er sikkert. Når indholdet er lavt, er risikoen for blodprop i hjertet eller hjerneblødning – alt andet lige – også lav. Det er ligeledes sikkert, men begge dele er kun statistik.

Med disse facts i bagagen fristes man til at mene, at tilskud af folinsyre må være en god ide. Folinsyre er som bekendt det B-vitamin, unge kvinder bør tage for ikke at få børn med rygmarvsbrok. Man kan være enig med den amerikanske hjerteforening, der råder alle til at få 0,4 mg folinsyre om dagen, samme dosis som kvinder bør tage som tilskud.

I Tromsø i Norge har man i det såkaldte NORVIT-forsøg (Norwegian Vitamin Trial) som de første afprøvet, om tilskud også hjælper hjertepatienter, som allerede har haft en blodprop i hjertet. Skal man tro medierne, endte det med en forskrækkelse.

Resultaterne, som blev fremlagt i september ved årets kongres i det europæiske selskab for kardiologi (ESC), førte ligefrem til advarsler mod folinsyre i pressen: B-vitaminer kan være farlige for hjertepatienter, hed det, og vor egen hjerteforening skyndte sig at meddele, at folinsyre ”fortsat” ikke anbefales til hjertepatienter – selv om man måneden forinden havde sagt noget nær det modsatte.

Men som det så ofte sker, var referaterne vildledende. Strengt taget viste det norske forsøg ikke, at folinsyre er farligt. Hvis man overhovedet vil hævde, at det viste noget, var det, at risikoen for blodprop i hjertet, hjerneblødning eller dødsfald aftog – om end kun med få procent – hos dem, der fik 0,8 milligram folinsyre om dagen i 3,5 år. Dette var dog ikke statistisk sikkert.

Sagen er, at der i virkeligheden var tale om ikke ét, men tre forsøg, med i alt 3.750 personer, der alle havde haft blodprop i hjertet. Det ene viste, at en kombination af folinsyre, B6- og B12-vitamin medførte ca. 20 % flere tilfælde af blodprop i hjertet end placebo (snydepiller). Det andet – det eneste, hvor man kun brugte folinsyre – viste altså i realiteten ingen forskel. Der var heller ingen forskel i det tredje forsøg, hvor deltagerne kun fik B6-vitamin.

På ét område faldt forsøgene heldigt ud: De, der fik folinsyre, opnåede et fald i blodets indhold af homocystein på ca. 30 %. Nok til, at man kunne håbe på et pænt fald i antallet af nye blodpropper. Som altså udeblev.

Men spørgsmålene melder sig: Kan det passe, at hjertepatienter skal vogte sig for at tage folinsyre, B6- og B12-vitamin samtidig?
Eller er der tale om helt andre anatomiske forhold ved sekundær-profylakse, end der er ved primær profylakse? Man har jo trods alt haft en blodprop.

Også på kongressen tvivlede ESC’s udpegede kommentator, Ian Graham på resultatet. Han mente, at forsøget måske havde været for lille og for kompliceret til at være troværdigt.

Man kan gå et skridt videre og mene, at resultatet rent ud sagt skyldes tilfældigheder. Det underbygges i hvert fald ikke af nogen teori.
Mere sandsynligt er det, at folinsyre bare ikke egner sig til at forebygge blodprop hos svært åreforkalkede. – Altså sekundær profylakse.

Særdeles meget tyder på, at folinsyre – og lavt homocystein – bremser udviklingen af åreforkalkning hos raske – altså primær profylakse. Men nytten af denne funktion svinder, når forkalkningen allerede er svært fremskreden. Man skal sætte bundproppen i, før båden er sunket.

Hvis folinsyre skal hindre blodprop, skal man antageligt begynde i god tid. Til gengæld har vitaminet andre fordele. Bl.a. tyder forsøg overbevisende på, at det er med til at holde hjernen ung, også hos ældre.
Vitalrådet.


Reference:
Bonaa KH. NORVIT: Randomized trial of homocysteine-lowering with B-vitamins for secondary prevention of cardiovascular disease after acute myocardial infarction. Program and Abstracts from the European Society of Cardiology Congress 2005; September 3-7, 2005; Stockholm, Sweden. Hot Line II. Iflg. Linda Brooks. NORVIT: The norwegian vitamin trial. Medscape sept. 2005. (Ikke publiceret i trykt medie).

www.medscape.com/viewprogram/4494_pnt
www.iom.dk

Antioxidanter halverer skaden ved hjerneblødning

Claus Hancke

6. oktober 2005

Talrige dyreforsøg har vist, at hjerneskaden efter en hjerneblødning kan reduceres drastisk med antioxidanter. Flere kliniske forsøg med mennesker er i gang.
Næst efter hjertesygdom og kræft er hjerneblødning den hyppigste dødsårsag i de vestlige lande. Blandt dem, der overlever, går mange en krank skæbne i møde med kroniske hjerneskader og lammelser. Men flere og flere vil få hjerneblødning, fordi der bliver flere og flere ældre.

Kan dette dystre perspektiv mildnes? Utallige forsøg har vist, at antioxidanter både kan forebygge hjerneblødning og mindske den efterfølgende hjerneskade, hvis ulykken alligevel sker. Dette fascinerende emne er netop blevet belyst i en lødig oversigt af forskere fra det farmakologiske laboratorium ved Rene Descartes-universitetet i Paris.

Modsat hvad man skulle tro, er en hjerneblødning sjældent en blødning. Den er langt oftere en blodprop, som enten dannes på indersiden af en af hjernens store pulsårer – på samme måde som en blodprop i hjertet – eller tilføres med blodet. Uanset sprogforvirringen er følgen den samme: Dele af hjernen i den tilstoppede side får ingen ilt og går til grunde, mens ofret får større eller mindre lammelser i den modsatte side.

Det er her, antioxidanterne kommer ind. De bekæmper de frie iltradikaler, som er skyld i størstedelen af hjerneskaden. De frie radikaler dannes under iltmangel, men paradoksalt nok er det ikke en ubetinget fordel, når organismen selv nedbryder blodproppen – eller når den nedbrydes medicinsk, hvilket mere eller mindre kan lade sig gøre op til tre timer efter de første symptomer. Den fornyede blodtilførsel – man kalder det reperfusion – medfører ulykkeligvis en massiv produktion af frie radikaler – og dermed yderligere hjerneskade.
Uanset om blodforsyningen genoptages eller ej, kan det altså gå galt.

Hvorfor opstår disse frie radikaler i væv, der ikke får blod, eller som bare forbigående har manglet blod? Artiklen gennemgår mulighederne. Visse enzymer, som normalt inaktiverer frie radikaler, ophører f.eks. med at fungere. Desuden spiller bl.a. svækkelsen af mitokondrierne – cellernes energifabrikker – en rolle. Det er mitokondrierne, der forarbejder ilten, og når de svækkes, lækker de frie (ilt)-radikaler. Det er bevist, at hjerneskaden bliver værre, jo flere frie radikaler der dannes.

Det er derfor logisk at tro, at antioxidanter kan begrænse skaderne. Det stemmer da også med en lang række forsøg på dyr. Her har man reduceret skaderne med mere end 50 % ved at forbehandle dyrene med antioxidanter som NAC (n-acetyl-cystein), resveratrol (farvestoffet i rødvin), liponsyre (et gavnligt og uskadeligt kosttilskud, der er forbudt i Danmark) eller melatonin (ligeledes gavnligt, uskadeligt og forbudt for danskere).

Også med E-vitamin har man kunnet halvere skaderne – eller mere. Bedst har det naturligvis virket, når behandlingen var påbegyndt hurtigt. Hurtig hjælp er dobbelt hjælp.

Der foregår nu flere kliniske forsøg på mennesker, men vanskeligheden er jo, at man ikke kan forudsige, hvornår, eller om en person får hjerneblødning. I forsøgene sættes behandlingen først ind, når hjerneblødningen er sket. Sikre resultater har man endnu ikke, og de antioxidanter, man afprøver, er desværre syntetiske stoffer, som evt. kan patenteres (og senere sælges som dyr medicin): Tirilazad, Ebselen, Edavaron og NXY-059. Edavaron er anerkendt som behandling i Japan.

Hvad kan almindelige mennesker stille op? Oversigten konkluderer, at antioxidanter ”med sikkerhed er nogle af de mest lovende midler mod hjerneblødning”, og at de er af ”stor interesse” i kombination med den medicinske nedbrydning af blodpropper, der bruges i dag.
Man må selv vælge. Men det er værd at mærke sig, at et solidt indtag af antioxidanter efter det foreliggende synes at kunne forebygge – måske tragiske – følger af en hjerneblødning.
Vitalrådet.


Reference:
Isabelle Margaill et al. Antioxidant strategies in the treatment of stroke. Free Radical Biology and Medicine 2005;39:429-43.
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

Højdosis intravenøs Vitamin-C bekæmper Kræft

Claus Hancke

28. september 2005

Sådan lød overskriften i New York Times for to uger siden.
National Institute of Health (NIH) i USA har netop offentliggjort et laboratorieforsøg (1), der har vist, at når man udsætter kræftceller for C-vitamin i de høje doser, som kun kan opnås ved intravenøs indgift, så medfører det øget celledød hos cancercellerne, vel at mærke uden at afficere de normale celler.

Det statslige NIH udtaler: ”These findings give plausibility to i.v. ascorbic acid in cancer treatment.” De tilføjer så retfærdigvis, at der er langt fra laboratorieforsøg til behandling af mennesker.

Imidlertid er dette forsøg en bekræftelse på flere tidligere forsøg, der har vist det samme. Sidste år fastslog forskere, at: “Med intravenøs vitamin C kan man opnå koncentrationer som har antitumor aktivitet, og vitamin-C’s rolle i cancerbehandlingen bør overvejes.” (2)

I 1993 viste forsøg, at C-vitamin var dræbende eller cytotoksisk over for hurtigtvoksende maligne celler, samtidig med at det var ugiftigt over for ikke-maligne celler. Supplerende forsøg viste, at askorbatets indvirkning på cellevækst var et resultat af dets direkte dræbende effekt på cancercellerne (cytocid), fremfor cytostatisk effekt. (3)

Tidligere er det påvist, at C-vitamin har væksthæmmende virkning på kræftceller, men kun i store koncentrationer. Tilføjelse af antioxidanten katalase til dyrkningsmediet, som indeholdt C-vitamin, undertrykte totalt denne væksthæmmende virkning.
Forfatterne mener, at dette antyder, at en overproduktion af hydrogenperoxid er involveret i mekanismer ansvarlige for C-vitaminets hæmmende virkning på tumorcellevækst. (4)

Og præcis denne antagelse fra 1989, hælder forfatterne af det aktuelle studie også til, nemlig at den toxiske effekt på kræftcellerne skyldes høj koncentration af peroxid, ved høj dosis vitamin-C. Normale celler har et intakt antioxidantforsvar i form af katalase, hvilket cancerceller mangler. Derfor er det kun cancerceller, der tager skade af vitamin-C og ikke normale celler, hvilket netop er den observation, som forskerne gjorde i forrige uge.

C-vitaminets potentiale i kræftbehandlingen er desuden påvist i to store forsøg i 1994, hvor store doser askorbinsyre havde en stærk cytotoksisk (cellegiftig) virkning på en lang række cancercelletyper dyrket in vitro.(5)

Forfatterne til det andet forsøg argumenterer ligeledes for, at askorbinsyre opfører sig som en pro-oxidant i cancerceller, og de anbefaler brugen af askorbinsyre ved behandling af f.eks. neuroblastomer.(6)

Så langt, så godt. Men forskerne fra NIH siger så, at der er langt fra laboratorium til behandling af mennesker. Og det er da sædvanligvis også rigtigt.

Vitamin-C er imidlertid så ugiftigt, at der ikke skulle være langt til at lave store, forkromede forsøg, og nogen er faktisk allerede gjort.
Allerede i 1936 publicerede en ung reservelæge i Ugeskrift for Læger et forsøg på to leukæmipatienter, hvor sygdommen bedredes på behandling med vitamin-C. Den unge reservelæge var den senere så navnkundige professor i pædiatri, Preben Plum.

40 år senere viste et forsøg med 1.100 patienter med opgivet, terminal cancer, at de som blev behandlet med i.v. vitamin-C, levede væsentligt længere, end de ubehandlede. (7)

For ti år siden viste Riordan og medarbejdere, at askorbinsyre-plasmaniveauer ved intravenøs administration kan komme op på et for tumorceller giftigt niveau. Forfatterne mener, at askorbinsyre’s cytotoksiske egenskaber burde kvalificere det til at komme i betragtning som et kemoterapeutisk middel. (8)

Disse få udpluk af en betydelig mængde forskning i C-vitamin passer sammen som brikker i et puslespil, hvor det seneste faldt på plads for to uger siden.

Det har vakt betydelig interesse i udenlandske medier, herunder New York Times, og her i Danmark kan det så udbygge fundamentet for de få klinikker, der behandler deres kræftpatienter med intravenøs vitamin-C.
Vitalrådet.


Referencer:
1) Chen et al. Proceedings of the National Academy of Sciences 20. Sept. 2005;102:13604-9.
2) Annals of Internal Medicine 2004;140: 533-37.
3) P.Y. Leung, et al. Cytotoxic Effect of Ascorbate and its Derivatives on Cultured Malignant and Nonmalignant Cell Lines, Anticancer Research, 13(2), March-April 1993, p. 475-480.
4) V. Noto, et al., Effects of Sodium Ascorbate (Vitamin C) and 2-methyl-1,4-Naphthoquinone Treatment on Human Tumor Cell Growth in Vitro. I. Synergism of Combined Vitamin C and K3 Action, Cancer, 63(5), March 2, 1989, p. 901-906.
5) M. A. Medina, et al. Ascorbic Acid is Cytotoxic for Pediatric Tumor Cells Cultured in Vitro, Biochem Mol Biol Int, 34(5), November 1994, p. 871-874.
6) S.L. Baader, et al., Uptake and Cytotoxicity of Ascorbic Acid and Dehydroascorbic Acid in Neuroblastoma (SK-N-SH) and Neuroectodermal (SK-N-LO) Cells, Anticancer, 14(1A), January-February 1994 p. 221-227.
7) Cameroun, Proc Natl Acad Sci 1976;73:3685-9.
8) N.H. Riordan, et. al. Intravenous Ascorbate as a Tumor Cytotoxic Chemotherapeutic Agent, Medical Hypotheses, 44(3), March 1995, p. 207-213.
www.nih.gov
www.pnas.org
www.annals.org
www.iiar-anticancer.org/research/research_index.htm
www.cancer.org/docroot/home/index.asp
www.med.unibs.it/biblioteca/pubmed2/biomol6.htm
www.sciencedirect.com
www.cancer.gov
www.nytimes.com

Brystkræft tåler ikke jernmangel

Claus Hancke

21. september 2005

Brystkræft bekæmpes lige så effektivt ved at udtynde kroppens jerndepoter som ved hjælp af kemoterapi. Det viser amerikanske dyreforsøg.
TV og radio giver undertiden det indtryk, at antioxidanter har mistet forskernes interesse. Og imens forskes der bare videre.

Nedenfor beskrives et forsøg, der for nylig blev publiceret i verdens førende tidsskrift for forskning i frie radikaler. Frie radikaler neutraliseres af antioxidanter som E- og C-vitamin m.m.

Tidsskriftet hedder Free Radical in Biology & Medicine. Det udkommer hver 14. dag med ca. 125 store sider, der rummer oversigter samt 10-12 beskrivelser af ny forskning. Det har en redaktion på ni medlemmer og en international redaktionsbestyrelse på 73 medlemmer, alle universitets-forskere.

Det er desværre skrevet i et så teknisk, biokemisk-biologisk sprog, at det er uforståeligt for almindelige ernæringseksperter og læger. Men omfanget og formatet er udtryk for den intense, internationale forskning, som stadig giver nye informationer til forståelsen af frie radikalers og antioxidanters rolle i sundhed og sygdom..

Forsøget har speciel interesse for læger, der behandler åreforkalkning med EDTA. EDTA gives i drop og binder blodets tungmetaller samt, til dels, jern. Da både jern (i overskud) og tungmetaller belaster organismen med frie radikaler, virker EDTA antioxiderende.

I forsøget havde man påført mus en menneskelig form for brystkræft. Det var dog ikke EDTA, musene fik, men det beslægtede stof desferal (deferoxamin), som er et gammelkendt lægemiddel, der kun fjerner jern fra blodet. Spørgsmålet var, om musene ville klare sig bedre, når de takket være desferal blev tappet for en del af deres jerndepoter. Det gjorde de!

Desferal halverede kræftvæksten og var lige så effektivt som den langt giftigere kemoterapi (i dette tilfælde doxorubicin, som er almindeligt brugt mod brystkræft). Når musene fik både desferal og kemoterapi, var den kræfthæmmende virkning lidt større end med hver af de to behandlinger for sig.

Antioxidanter støtter kemoterapi
Virkemåden? Det er kendt, at jern i overskud kan danne frie radikaler, og at desferal derfor, lige som EDTA, kan opfattes som en antioxidant. Men forskellige forhold ved forsøget viste, at dette ikke var det afgørende. Forklaringen er snarere, at de hurtigtvoksende kræftceller behøver mere jern end normale celler. Desferal sulter dem for jern. Det er det, der standser deres vækst.

Modsat det forventede, sagde forsøget altså intet om kombinationen af kemoterapi og antioxidanter. Kræftlæger i Danmark advarer deres patienter mod denne kombination. De tror, at kemoterapien virker ved at danne frie radikaler, og at behandlingen derfor bliver ødelagt af antioxidanter som E- og C-vitamin, selen, Q10 m.m.

Dette afvises i artiklen som en forældet og tilbagevist tankegang. Typisk kemoterapi (doxorubicin, cisplatin m.m.) virker ikke via frie radikaler, men ved at blokere livsnødvendige enzymer med vanskelige navne som topoisomerase m.m. Dette er nu påvist af en række forskere (se ref.).

Det er faktisk betydeligt mere sandsynligt, at antioxidanter støtter kemoterapien. I hvert fald har forsøg vist, at man kan svække en kemoterapi ved at tilføre frie radikaler (brintoverilte). Det forekommer derfor klogt at skille sig af med dem – med antioxidanter – og derved både effektivisere kemoterapien og gøre den mindre giftig.

Så vidt de amerikanske forskere, der i øvrigt arbejder under den amerikanske Lægemiddelstyrelse, FDA. De viste, sensationelt, at brystkræftceller kan holdes i skak, hvis de kommer på sultekur mht. jern. De mener desuden, baseret på egen og andres forskning, at kræftlæger snarere bør forbyde frie radikaler end antioxidanter.

Men dette er grundvidenskabelig forskning. Forude venter kliniske forsøg, der må vise, om førstnævnte metode også virker på mennesker.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Hoke E.M et al. Desferal inhibits breast tumor growth and does not interfere with the tumoricidal activity of doxorubicin. Free Radical Biology & Medicine 2005;39:403-11.
2. Senturker S et al. Induction of apoptosis by chemotherapeutic drugs without generation of reactive oxygen species. Arch Biochem Biophys 2002;397:262-72.

www.sciencedirect.com/science
www.sciencedirect.com/science
www.iom.dk

D-vitamin som universalmiddel

Claus Hancke

13. september 2005

D-vitamin, som de fleste mangler om vinteren og mange om sommeren, får stadig flere roller. Mangel på D-vitamin øger risikoen for sklerose, flere slags kræft, hudsygdomme og tilmed forhøjet blodtryk.

D-vitamin spiller en ringe rolle i den offentlige bevidsthed, men en meget større rolle i bevidstheden hos dem, der udtænker ny medicin. Stoffer nært beslægtede med D-vitamin spås en central plads i behandlingen af flere alvorlige sygdomme. Det fremgår af en omfattende og meget veldokumenteret oversigt fra den amerikanske medicinal-gigant Eli-Lilly.

I oversigten gennemgås status og muligheder for behandling af bl.a. kræft i prostata, forstørret prostata, brystkræft, leddegigt, psoriasis, leukæmi (blodkræft), dissemineret sklerose, type 1-sukkersyge, hudkræft og forhøjet blodtryk – foruden naturligvis knogleskørhed.

Her er nogle eksempler:
Dissemineret sclerose (MS) er en såkaldt autoimmun sygdom, dvs. en sygdom, hvor kroppens immunapparat vender sig mod dele af kroppen selv, i dette tilfælde nervevævet. I dyremodeller af sygdommen kan man ved hjælp af calcitriol hindre den i at bryde ud. Calcitriol er den aktive udgave af vitaminet, som dannes efter behov i kroppen, forudsat at depoterne af D-vitamin er tilstrækkelige. MS er mest udbredt i tempererede lande, hvor solen står forholdsvis lavt, og D-vitaminmangel er almindelig.

Leddegigt er også en autoimmun sygdom, men her er det leddene, immunforsvaret angriber. Mennesker med små D-vitamindepoter får oftere leddegigt, og risikoen er større i tempererede lande end i subtropiske. Hos dyr kan man hindre en forværring, hvis dyrene får calcitriol på et tidligt tidspunkt.

Psoriasis behandles allerede med salver, der indeholder det D-vitaminlignende stof calcipotriol (Daivonex), som hjælper mindst 70 %. Sollys gavner også. Lige som selve D-vitaminet, har calcipotriol en evne til at lade celler modne og specialisere sig i stedet for at vokse ukontrolleret.

Dødeligheden af kræft i prostata er mindst i solrige lande, og risikoen for at få sygdommen er størst hos mænd med små D-vitamindepoter. I et forsøg hæmmede man væksten af prostatakræft hos seks ud af syv patienter ved hjælp af calcitriol-tabletter (0,5-2,5 mikrogram om dagen). Igen forklares dette med vitaminets modnende virkning på celler. Da normale prostataceller også bremses, ser forskere desuden en mulighed for behandling af forstørret prostata.

Brystkræft og kræft i tyktarmen er hyppigere hos personer, der ikke får megen sol. Både vækst og spredning af brystkræft kan i dyreforsøg modvirkes af calcitriol. Med hensyn til tyktarmskræft har man set stærkt forøget vækst hos dyr, som man kunstigt gav D-vitaminmangel. Denne kræfthæmmende virkning spås en vigtig rolle i fremtidens behandling.

Endelig skal nævnes forhøjet blodtryk. Mangel på sollys og D-vitamin i blodet synes at hænge sammen med højere blodtryk, og højt blodtryk kan fremkaldes kunstigt (hos mus) ved at lade dem mangle vitaminet.

Alle sygdommene har det til fælles, at de kan fremprovokeres af mangel på sol, den vigtigste kilde til D-vitamin. Samtidig modvirkes de af D-vitamin eller D-vitaminlignende stoffer.

Man kunne ønske, at man uden videre kunne behandle og forebygge med den aktive udgave af vitaminet, calcitriol. Men det er en risikabel metode, der kan medføre forhøjet kalkindhold i blodet og nyresten. Derfor må vi nøjes med at få D-vitamin ad naturlig vej – dvs. fra sollys eller ved at spise fed fisk – og lade organismen om at danne calcitriol efter behov.

Desværre er det på vore breddegrader kun i de fire sommermåneder maj til august, at der er sol nok til, at vi danner D-vitamin i huden, og de som ikke kommer ud i solen eller er klædt tildækket, danner slet ikke nok. Her må man så indtage D-Vitamin i pilleform.

Opgaven er altså at få D-vitamin nok. Det lykkes ikke i den mørke årstid uden tilskud af vitaminet eller en masse fed fisk. Mangel lader til at være et større problem, end mange tror.
Vitalrådet.


Reference:
Nagpal S et al. Noncalcemic actions of vitamin D receptor ligands. Endocrine Reviews, 2005;26:662-87.

edrv.endojournals.org
www.iom.dk

D-vitamin og gigtpiller bekæmper kræft i prostata

Claus Hancke

3. september 2005

En verdenskendt D-vitaminforsker har indledt et forsøg med en yderst enkel behandling af kræft i prostata. Indfries forventningerne, betyder det en revolution i behandlingen af den hyppigste kræftform hos mænd.

Blandt mænd over 60 har mindst hver anden kræft i prostata, som regel uden at vide det. Det har man for mange år siden opdaget ved at undersøge mænd, der var døde af anden grund. Kræft i prostata er altså typisk en sygdom, man ikke dør af – men med! Alligevel er den, næst efter lungekræft, den hyppigste grund til dødsfald af kræft blandt mænd.

Det kan derfor vanskeligt nægtes, at der er et indlysende behov for en effektiv behandling, men behandlingen har stået i stampe i mange år. Først nu er der ved at ske noget. Mere og mere har man sat sygdommen i forbindelse med den uhyre udbredte mangel på D-vitamin. D-vitamin virker normaliserende og væksthæmmende i mange væv.

Troen på D-vitamin er nu blevet så stor, at en af verdens førende D-vitaminforskere, professor David Feldman fra Stanford University, har iværksat en klinisk undersøgelse. Den retter sig mod mænd med prostatakræft, der har fået tilbagefald under sædvanlig behandling.

Feldman vil give dem en kombination af aktivt D-vitamin (calcitriol, se neden for) og almindelige gigtpiller (ibumetin eller naproxen), begge dele i beherskede doser. For at undgå bivirkninger af calcitriol, gives det kun én gang ugentligt, men den præcise dosis er ikke oplyst.

Forud er gået flere års laboratorieundersøgelser. Her har man senest påvist, at calcitriol formindsker væksten af prostatakræft med 25 %. Samme resultat får man ved behandling med traditionelle gigtmidler (NSAID-præparater, f.eks. ibumetin og naproxen).

Men mest overbevisende var, at når D-vitamin og gigtmidler kombineres, aftager væksten med hele 70 %, selv om man nøjes med tolerable doser af hver. Begge midler modvirker dannelsen af de såkaldte prostaglandiner, som får kræftcellerne til at vokse og – i anden sammenhæng – forårsager gigtsmerter m.m. Kombineres de, forstærkes virkningen.

Dette samt annonceringen af det nye forsøg fremgår bl.a. af en ny pressemeddelelse fra Stanford Universitetet. Indfrier forsøget forventningerne, vil det ikke alene få enorm betydning for behandlingen. Det vil også være et vink med en vognstang til raske mænd om at få mere D-vitamin – måske meget mere – så de selv kan danne calcitriol nok (calcitriol fås kun på recept).

Feldman er ingen hvem som helst, når det gælder D-vitamin. Sammen med to andre står han bag bogen ”Vitamin D” (Academic Press), som er et standardværk for forskere på 1.800 sider. Den netop reviderede udgave koster 3.445 kroner, så det bliver næppe en folkebog. Feldman har forsket i D-vitamin i mange år og har mere end 200 videnskabelige artikler bag sig.

D-vitamin er ikke et vitamin, men et hormon. Det dannes i huden ved solbestråling, men skal omdannes i lever og nyrer for at blive til det aktive calcitriol. Det er efterhånden accepteret af alle, at især ældre umuligt kan få D-vitamin nok, hvis de ikke får tilskud eller spiser rigeligt med fed fisk. Det er fordi, huden med alderen i stort omfang mister evnen til at danne vitaminet. I det mørke halvår står solen desuden så lavt på himlen, at hverken unge eller gamle danner noget af betydning, hvad enten de får sol eller ej.

Der er mindre end fem mikrogram D-vitamin i almindelig dansk dagskost, men officielt anbefaler man nu, at voksne får det dobbelte, plejehjemsbeboere det firedobbelte. Det er ikke svært at finde forskere, der mener, at også dette er for lidt. Den øvre grænse for risikofrit indtag er anslået til 50 mikrogram om dagen.
Vitalrådet.


Reference:
Moreno J, Krishnan AV, Feldman D. Molecular mechanisms mediating the anti-proliferative effects of Vitamin D in prostate cancer. J Steroid Biochem Mol Biol. 2004 Nov;92(4):317-25.

www.sciencedirect.com/science
www.iom.dk

Grønt og vitaminpiller beskytter mod Alzheimer

Claus Hancke

30. august 2005

Ifølge en amerikansk undersøgelse har ældre, der får folinsyre nok, 55 % mindre risiko for at blive senile af Alzheimer’s demenssygdom.

Mangel på B-vitaminet folinsyre er antageligt den mest udbredte mangel-tilstand i Danmark. Kun de færreste tygger sig igennem de 2-300 gram grønne grønsager, der skal til hver dag, hvis man vil have de anbefalede 0,3 mg via kosten. I USA anbefales 0,4 mg, men her er kornprodukter lovmæssigt beriget med folinsyre.

De fleste kvinder ved godt, at hvis planlægger graviditet, bør de tage folinsyre (0,4 mg/dag) for at undgå risikoen for at føde et barn med rygmarvsbrok. Færre ved, at meget taler for, at folinsyre også beskytter mod åreforkalkning og endda visse former for kræft.

At folinsyre desuden forebygger Alzheimers demens, har flere undersøgelser tydet på. Men nu indledes det første nummer af et nyt tidsskrift for den amerikanske videnskabelige Alzheimer-forening med et særdeles håndfast resultat: Ældre, som mindst får de anbefalede 0,4 mg folinsyre om dagen, får mindre end halvt så tit Alzheimer som andre!

Hvis dette ikke kun er et statistisk sammentræf, er betydningen enorm. Hver femte voksen får før eller siden Alzheimer, og de færreste får måske de beskyttende 0,4 mg folinsyre om dagen. Næsten alle (87 %) dem, der nåede målet i den amerikanske undersøgelse, tog vitaminpiller som tilskud.

Undersøgelsen fulgte 579 ældre mænd og kvinder. Blandt dem fik 57 Alzheimer i løbet af de følgende ni år, men risikoen var altså klart formindsket (til 45 %) hos den tredjedel, der fik folinsyre nok. Det er vigtigt at vide, at det var underordnet, om folinsyren stammede fra grønsager eller vitamintilskud. Man fandt ingen tilsvarende sammenhæng med andre vitaminer.

Dette fund støttes af andre, men det må understreges, at det kun viser sammenhænge, ikke årsager. På den anden side kan man let forestille sig en årsags-sammenhæng. Alzheimer skyldes aflejring i hjernen af stoffet beta-amyloid, der er så giftigt for hjernecellerne, at de kan dø. Ved mangel på folinsyre stiger kroppens indhold af det ligeledes skadelige homocystein, der derfor kan tænkes at forstærke giftvirkningen af beta-amyloid. Dette understøttes faktisk af dyreforsøg.

En anden forklaring har at gøre med folinsyrens betydning i det såkaldte ét-kulstof-stofskifte. Sammen med bl.a. B12-vitamin er folinsyre ansvarlig for leveringen af ganske små biokemiske byggesten – såkaldte metylgrupper, der indeholder ét kulstofatom. Disse små byggesten bruges i opbygningen af en mangfoldighed af proteiner foruden DNA. Mangel på folinsyre kan derfor gå ud over de mekanismer, der normalt hindrer aflejring af beta-amyloid. Også dette støttes af videnskabelige forsøg.

Dannelsen af beta-amyloid med den efterfølgende ødelæggelse af hjerneceller er imidlertid en særdeles kompliceret proces, hvor både adskillige enzymer, DNA, proteinstoffer der tager sig af kolesterol, frie iltradikaler m.m. spiller en rolle.

Dette afspejles i den amerikanske Alzheimer-forening’s meget generelle leveråd til dem, der vil slippe for Alzheimer: Forbliv psykisk og fysisk aktiv, spis fedtfattigt og hold kolesterolet nede. Få desuden rigeligt med mørkt farvede frugter og grønsager.

Det er i disse grønsager og frugter, man finder folinsyre. Det nye er, at der nu, ganske vist med forbehold, peges langt mere direkte på netop folinsyre som forebyggende faktor.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Corrada MM. et al. Alzheimer’s & Dementia. 2005;1:11-18.
2. Fuso A. et al. S-adenosylmethionine/homocysteine cycle alterations modify DNA methylation status with consequent deregulation of PS1 and BACE and beta-amyloid production. Mol Cell Neurosci. 2005 Jan;28(1):195-204.
3. Quadri P. et al. Homocysteine, folate and vitamin B12 in mild cognitive impairment, Alzheimer disease aqmd vascular dementia. Am J Clin Nutr 2004,80:114-22

www.sciencedirect.com/science
www.ajcn.org
www.iom.dk