B6-vitamin mod tyktarmskræft

14. juni 2005

Alkohol forhøjer risikoen for flere former for kræft. Det kan skyldes, at alkohol forstyrrer bestemte livsvigtige stofskifteprocesser. Men B6-vitamin og folinsyre synes at genoprette skaden.

Tillader man sig 1-2 glas rødvin om dagen, forlænger man sandsynligvis livet og hjælper sig selv mod åreforkalkning. Det er en kendt sag. Samtidig forhøjer man imidlertid sin risiko for f.eks. brystkræft og tyktarmskræft. Det er også en kendt sag. Mindre kendt er det, at denne ulempe tilsyneladende kan elimineres med B-vitaminerne folinsyre og B6-vitamin. Når alkohol udgør en kræftrisiko, er det måske fordi alkohol griber ind i netop de processer, som de to vitaminer varetager.

For ca. to år siden opdagede man, at alkohol tilsyneladende ikke forhøjer risikoen for brystkræft hos kvinder, hvis de får folinsyre nok. I 2004 viste noget tilsvarende sig mht. tyktarmskræft i en opfølgning af ca. 500.000 mænd og kvinder i flere lande. Risikoen var i denne undersøgelse forhøjet med 30 %, hvis man fik mere end to genstande daglig, men den var ikke forhøjet hos dem, der fik mest folinsyre. Samme resultat kom man til i en svensk undersøgelse af kræft i æggestokkene.

Nu viser en ny svensk undersøgelse, at det samme gælder for B6-vitamin, også kaldet pyridoxin. 61.433 kvinder, hvis kost blev undersøgt i årene 1987-90 og igen i 1997, blev fulgt i gennemsnitligt 14,8 år. I den periode fik 805 af kvinderne kræft i tyktarmen. Den femtedel der fik mest B6-vitamin, havde en tredjedel lavere risiko for tyktarmskræft.

Den beskyttende virkning af vitaminet var imidlertid særligt stor hos kvinder med et regelmæssigt alkoholforbrug. Hvis man fik mindst to genstande om ugen og hørte til den femtedel, der fik mest B6 i kosten, kunne man glæde sig over en risiko for tyktarmskræft, der kun var godt en fjerdedel (28 %) så høj, som hvis man havde hørt til dem, der fik mindst.

B6-vitamin spiller lige som folinsyre og B12-vitamin en rolle for det såkaldte 1-kulstof-stofskifte. Det betyder, at det bl.a. har til opgave at danne kemiske grupper (metylgrupper), der kun indeholder ét kulstofatom, og som bruges i opbygning af enzymer, cellernes arvemateriale (DNA) m.m.

Disse vitaminer leverer altså smådele til organismens forskellige konstruktions-opgaver. Alkohol forstyrrer denne leverance, hvilket kan være forklaringen på, at alkohol øger risikoen for kræft – eller en del af forklaringen. Til gengæld ser det altså ud til, at forstærkelse af 1-kulstof-stofskiftet med folinsyre og B6-vitamin gør skaden god igen.

Gode kilder til B6-vitamin er kød, lever, nyre, gær, fuldkorn (altså ikke grovboller), nødder og grønne grønsager. Fuldkorn har før været en afgørende kilde til B6-vitamin, men afskalningen af alt korn har medført, at mennesker gennemgående har betydeligt mindre B6-vitamin i blodet end f.eks. husdyr. Det er svært at få de anbefalede daglige 1,7 mg i kosten

Folinsyre findes især i lever, grønne grønsager og gær. I praksis er den vigtigste kilde grønne grønsager. Dem får de færreste nok af. Seks om dagen hedder det jo.

Forfatterne til den aktuelle undersøgelse, der er udført på Karolinska sygehuset i Stockholm, konkluderer forståeligt, at deres fund kan være væsentligt for forebyggelsen af tyktarmskræft, både fordi mange bruger alkohol, og fordi befolkningens B6-status let kan forbedres med bl.a. kostforandring og vitamintilskud.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Larsson SC, Giovannucci E, Wolk A. Vitamin B6 intake, alcohol consumption, and colorectal cancer: a longitudinal population-based cohort of women. Gastroenterology. 2005 Jun;128(7):1830-7.
2. Eunyoung Cho et al. Alcohol intake and colorectal cancer: A pooled analysis of 8 cohort studies. Annals of Internal Medicine 2004;140:603-13.

www.gastrojournal.org/scripts/om.dll/serve
www.annals.org
www.iom.dk