12. september 2006
Den nye rapport fremhæver farer ved tilskud af antioxidanter. Men ikke alt er, hvad det giver sig ud for.
Her følger en vurdering.
I Motions- og Ernæringsrådets nye rapport om antioxidanter finder man på side 11 følgende sætning: “Der er observeret øget total dødelighed ved tilskud af E-vitamin og betakaroten…….Indtagelse af kosttilskud med store doser E-vitamin og beta-karoten må derfor frarådes”.
Det er hårde ord. Beta-karoten er ganske vist kendt som farligt for rygere. Derfor er der påbud om, at rygere skal advares på pakninger med tilskud. Men E-vitamin? En arbejdsgruppe af verdens førende E-vitaminforskere fastslog for bare et år siden i en stor oversigt, at E-vitamin er fuldkommen ufarligt, endda i høje doser (op til 1.000 mg om dagen) (1).
Ved Motions- og Ernæringsrådet mon noget, som eksperterne ikke ved? Næh, forklaringen er, at den citerede sætning ikke betyder det, den giver sig ud for. Den betyder kun, at der er observeret en (svag) risiko ved at tage E-vitamin i kombination med beta-karoten. Det er naturligvis beta-karoten, der er problemet, ikke E-vitamin.
Den nævnte påstand kan endda kun med god vilje kaldes sand. Den blev fremført i The Lancet for et par år siden, men blev afvist med en nærmest uhørt sønderlemmende kritik allerede i den officielle kommentar i samme blad. Yderst sjældent bebrejdes forskere, at deres afgørende konklusioner beror på udeladelser samt regne- og metodefejl. Det skete her (2).
Læg også mærke til ordet “observeret”. Der står ikke “konstateret”, som man uvilkårligt tror, når man ser advarslen. Uanset at man fraråder rygere at tage beta-karoten, har man nemlig i et af de største – og det suverænt længste – forsøg ikke fundet beta-karoten risikabelt. End ikke for rygere (3).
Der er altså – hvis man ser bort fra de nævnte alvorlige forbehold – “observeret” øget dødelighed hos rygere, der tager meget store doser beta-karoten. Men der er også observeret et neutralt resultat. Hvad E-vitamin angår, er der overhovedet ikke observeret nogen overdødelighed. E-vitamin er som nævnt og dokumenteret meget sikkert, og særdeles gode dyre- og menneskeforsøg har vist, at når det kombineres med andre antioxidanter, nedsætter det dødeligheden og modvirker åreforkalkning og kræft (4,5,13).
Dette er ikke endelige resultater. Det er resultater sjældent. Men omvendt tør man sige, at den citerede påstand ganske enkelt er en tilsnigelse. For ikke at sige en uhyrlighed. Den står endda i resumeet. Når dette kan ske, må man spørge sig, hvordan det forholder sig med resten af rapporten. Desværre er det umuligt her at referere alle de ca. 150 sider. Men et indblik i to af de mest centrale afsnit kan kaste lys over sagen. De handler om C-vitamin og selen.
“C-vitamin duer ikke”
I afsnittet om C-vitamin handler det først om kræft, dernæst om åreforkalkning.
Kræft skyldes som bekendt mutationer, og som argument for, at C-vitamin ikke forhindrer mutationer nævnes et neutralt resultat af et forsøg fra 1997. I dette fik rygere 250 mg C-vitamin om dagen (6). Resultatet kunne betyde, at C-vitamin ikke modvirker kræft.
Men allerede året efter viste en engelsk undersøgelse nøjagtigt det modsatte, når dosis var dobbelt så stor, altså 500 mg om dagen (7). Dette fund er siden gentaget i Danmark ved behandling af rygere med samme højere dosis (8).
Disse forsøg står ikke alene og har været grundigt drøftet i den videnskabelige litteratur (15). De er ikke rigtigt blevet modsagt. Men hvad konkluderer rapporten? Den erklærer kort og godt, at man “ikke kan sige”, om C-vitamin forbygger mutationer (DNA-skader)!
Næste punkt er åreforkalkning. Her nævnes, at der ikke er fundet tegn på, at C-vitamin mindsker iltningen (oxidation) af fedtstoffer hos raske mænd og kvinder med forhøjet kolesterol. Det er en væsentlig konstatering, hvis den er sand, fordi iltning af LDL3 kolesterol anses for hovedårsagen til åreforkalkning. Trods dette udsagn nævnes straks efter, at man fandt formindsket iltning i to forsøg med hhv. rygere og passivrygere. Det er nok så væsentligt, for netop rygere er særligt stærkt belastede med de frie radikaler, der ilter fedtstofferne (9,10). Uanset den indledende påstand er der altså rent faktisk fundet en effekt, nemlig hos de kræfttruede rygere.
Efter således at have dokumenteret – oven i købet med litteratur, man selv har valgt – at i det mindste rygere kunne have glæde af C-vitamin, når rapporten frem til sin overordnede konklusion om vitaminet. Den lyder: “Der er ikke evidens (vished) for nogen afledt fysiologisk effekt eller gavnlig effekt af høje doser på kortere sigt”.
Der er vist ikke “evidens” for ret meget i denne verden. Men kan man – hånden på hjertet – virkelig konkludere sådan på dette grundlag?
Et trevent “måske” til selen
Gennemgangen af mineralet selen følger samme mønster. Selen regnes som bekendt for en antioxidant, fordi der skal selen til at danne nogle enzymer, der virker antioxiderende. Når interessen for selen er så enorm (ca. 900 videnskabelige artikler om året) er det på grund af dets meget sandsynlige nytte i kampen mod kræft.
I forsøg efter forsøg har man fundet ligefrem dramatisk reduktion i kræfthyppigheden (op til 50 % eller mere), når selenindtaget bliver sat i vejret. Det har blandt andet den konsekvens, at det temmelig lave selenindtag i Danmark (typisk 45 mikrogram/dag) kan opfattes som en risiko. Disse forhold gør det faktisk svært ikke at mene, at øget selenindtag med stor sandsynlighed ville være en fordel for næsten alle.
Det indtryk deler rapportens forfattere ikke.
Først hævder de, at selv om man som vesteuropæer begynder at indtage mere selen, bliver ens antioxidant-beredskab ikke bedre af den grund.
Det burde de ikke have skrevet. Det er forkert!
Det gennemsnitlige indtag i Danmark og det øvrige Vesteuropa skal rundt regnet fordobles, hvis kroppen skal danne maksimale mængder af bare det vigtigste af de antioxiderende enzymer. Ingen selenkyndig i verden ved ikke dette.
Dernæst går rapporten let hen over selens immunstimulerende virkning samt dets betydning for skjoldbruskkirtlen og hjernen. Det sker ved brug af vage vendinger som “endnu er der dog ikke enighed om en sådan immunstimulerende virkning” samt en bemærkning om, at hjernen og skjoldbruskkirtlen “næppe er væsentligt berørt af lave selenindtag”. Ingen af delene dokumenteres. Men naturligvis er der rygdækning for bemærkninger som “næppe væsentligt berørt” og “endnu ikke enighed “. Om ikke andet kan man jo f.eks. selv være uenig.
Man går endda et skridt videre og diskuterer, om selen ligefrem kan fremkalde hjertesygdom, noget der modsiges af vist nok alle undersøgelser, der tværtimod for det meste tyder på det modsatte. Man begrunder antydningen med en henvisning til en lidet udbredt tysk hypotese, der af flere grunde er usandsynlig og i hvert fald er aldeles udokumenteret. Her forfremmes den næsten til at være et faktum, hvoraf der drages vidtgående konklusioner.
Endelig omtaler man ganske kort amerikaneren Clark’s banebrydende arbejde, som påviste et voldsomt fald i kræfthyppighed hos 1.300 forsøgspersoner, når de fik et dagligt tilskud af selen på 200 mikrogram (11). Clark’s forsøg fra 1996 vakte sensation verden over og har sat en intens forskning i gang i mange lande. Her bliver det til fire linjer.
Man slutter med at konkludere, at der ikke er selenmangel i Danmark, vurderet ud fra kendte selenmangelsymptomer. Desuden hedder det, at “selentilskud synes i dyreforsøg at kunne beskytte mod kræft”. Endelig er der “tvivl” om virkningsmekanismen.
Bemærk de spidsfindige forbehold, som her er sat i kursiv. Er “kendte mangelsymptomer” nok til at påvise selenmangel? (Nej, ikke hvis forhøjet kræftrisiko regnes for et tegn på mangel). Er det nu også kun i dyreforsøg, selen “synes at beskytte mod kræft”? (Nej, se f.eks. det netop nævnte forsøg af Clark). Hvilket motiv har man til at anføre, at der er “tvivl” om virkningsmekanismen? (her må læseren selv gætte).
Tvivl og manglende evidens
Disse eksempler kan give en fornemmelse for rapporten. Den består mest af referater af diverse forsøg og oversigter, som kommenteres enkeltvis. Stort og småt, lødigt og mindre lødigt. Der er ingen videnskabelig bearbejdning af data. Alligevel er der “konklusioner” i slutningen af hvert afsnit. Her får “tvivlen”, den utilstrækkelige eller manglende “evidens” og den manglende “fulde enighed” en tur til. Der er altid tvivl og utilstrækkelig evidens og ufuldstændig enighed i denne verden. Men hvis noget taler til ugunst for antioxidanter, har man “observeret” et eller andet.
Et særligt påfaldende træk er den ofte manglende sammenhæng mellem referater og konklusion. Se bare de to omtaler oven for. Man kunne i den forbindelse også nævne den store og meget grundige otte-årige SU.VI.MAX-undersøgelse, som beskrives indgående. Den viste, at en kombination af en bred vifte af antioxidanter nedsatte kræfthyppigheden hos raske mænd med 31 %. Dødeligheden faldt endnu mere. Dette er den eneste undersøgelse af sin art. Ingen anden undersøgelse kan altså modsige den. Men i konklusionen til det pågældende afsnit hedder det, at undersøgelser af antioxidanter og kræft “har været temmelig konsistente ved ikke at kunne påvise en beskyttende effekt….”.
Ser man det! Man nages uvilkårligt af en meget ubehagelig tvivl: Er de, der har læst artiklerne, de samme som dem, der har skrevet konklusionerne?
Rapporten skæmmes desværre af sjuskefejl. Især kan man ikke altid stole på referencelisten. Et eksempel: Søger man reference nummer 25 i den tro, at den handler om EDTA, som bebudet, finder man i stedet en artikel om frugt og grønt.
Værre er, at visse helt centrale videnskabelige arbejder glimrer ved deres fravær. Det gælder bl.a. det formentligt mest citerede videnskabelige værk om selen fra de senere år, M Rayman’s oversigt i The Lancet i 2000 (12). Det gælder også de fantastisk spændende nyere undersøgelser, der måske betyder, at E-vitamin kan halvere den (femdoblede) hjerterisiko, som ca. hver anden diabetiker trækkes med (14).
Listen over referencer omfatter kun godt 300 numre – et ret beskedent tal i denne forbindelse – ikke de 1.000, som journalisterne hørte om ved fremlæggelsen.
Det lader til at være et vilkårligt tal, man har nævnt.
Det var, lige som meget andet i rapporten, en tendentiøs tilsnigelse.
Vitalrådet.
Referencer:
1. Hathcock JN et al. Vitamins E and C are safe across a broad range of intakes. Am J Clin Nutr 2005;81:736-45.
2. Forman D et al. Vitamins to prevent cancer: Supplemental problems. The Lancet 2004;364:1193-4.
3. Christen WG et al. Design of Physician’s Health Study II – a randomized trial of beta-carotene, vitamins E and C , and multivitamins, in prevention of cancer, cardiovascular disease, and eye disease, and review of results of completed trials. Ann Epidemiol. 2000 Feb;10(2):125-34. Review.
4. Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335-2342.
5. Ignarro L J et al. Long Term Beneficial Effects of Physical Training and Metabolic Treatment on Atherosclerosis in Hypercholesterolemic Mice. PNAS 2004 (May 24) (online: www.pnas.org) (arkiv 4779).
6. Prieme H et al. No effect of supplementation with vitamin E, ascorbic acid, or coenzyme Q10 on oxidative damage estimated by 8-oxo-7,8-dihydro-2’deoxyguanosin excretion in smokers. Am J Clin Nutr 1997;65:503-7.
7. Cooke MS et al. Novel repair action of vitamin C upon in vivo oxidative DNA) damage. FEBS Lett 1998;439:363-7.
8. Moller P et al. Vitamin C supplementation decreases oxidative damage in mononuclear blood cells of smokers. Eur J Nutr 2004;43:267-74.
9. Dietrich M et al. Antioxidant supplementation decreases lipid peroxidation biomarker F(2)-isoprostanes in plasma of smokers. Cancer Epiodemiol Biomarkers prev 2002;23:427-34.
10. Dietrich et al. Vitamin C supplementation decreases oxidative stress biomarker f2-isoprostanes in plasma of nonsmokers exposed to environmental tobacco smoke. Nutr Cancer 2003;45:176-84.
11. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
12. Rayman M. The importance of selenium to human health. The Lancet 2000:;356:233-41.
13. Salonen et al. Six-year effect of combined vitamin C and E supplementation on atherosclerotic progression: the Antioxidant Supplementation in Atherosclerosis Prevention (ASAP) Study. Circulation. 2003 Feb 25;107(7):947-53.
14. Andrew P. Levy et al. The Effect of Vitamin E Supplementation on Cardiovascular Risk in Diabetic Individuals With Different Haptoglobin Phenotypes Diabetes Care 27:2767, 2004.
15. Podmore ID et al., Levine M et al, Poulsen HE et al. Does vitamin C have prooxidant effect? Nature 1998;395:231-2.
