Kategori: Bevægeapparatet

Slut med gamle svæklinge

Claus Hancke

14. juli 2006

Mangel på et vigtigt antioxiderende enzym ser ud til at være den vigtigste grund til, at gamle mennesker får svage muskler. Det åbner spændende perspektiver.

Det mest slående tegn på alderdom er, at muskelstyrken aftager, og bevægelserne bliver langsomme. Selv den mest ihærdige motionist kan ikke hindre det. Svækkede muskler er den vigtigste grund til, at gamle mennesker er skrøbelige.

Hvorfor sker det? Man ved, at med alderen kan man i muskel- og andet væv finde flere og flere tegn på oxidation (iltning) med frie iltradikaler. Men er det derfor musklerne svækkes?

En gruppe på 12 forskere fra bl.a. Texas og Stanford University i USA har udført et usædvanligt og meget detaljeret forsøg, der tyder på, at det netop er derfor. Den aldersbetingede muskelsvækkelse skyldes belastning med frie iltradikaler, siger de. Det kan kaste lys over, hvad man kan gøre for at bremse processen og altså bevare sin førlighed længere.

Mus lader til at være en pålidelig model for den aldersbetingede muskelsvækkelse hos mennesker. Men det amerikanske forsøg var kun muligt, fordi man rådede over en særlig, genmanipuleret musetype, som mangler evnen til at danne SOD (superoxid dismutase), et meget vigtigt antioxiderende enzym.
For at forstå forsøget er det nødvendigt at vide, at frie iltradikaler nedbrydes ved en kædeproces. I første trin er SOD nødvendigt. Her omdannes ”aktiv ilt” (superoxid anjon) til det mindre farlige brintoverilte. Uden SOD foregår det uendeligt langsomt, men med SOD går det lynhurtigt. I næste trin omdannes brintoverilte, der altså også er farligt, til uskadeligt vand. Det sker bl.a. ved hjælp af et selenholdigt enzym. Dette er i øvrigt den bedst kendte grund til, at selen – som vi som bekendt får for lidt af – er livsnødvendigt.

Livsvigtig SOD
Tilbage til SOD. Det er også nødvendigt at vide, at der er flere former for SOD. En af dem findes i de såkaldte mitokondrier, dvs. de små kraftfabrikker inde i cellerne, hvor forbrændingen foregår. Mangler en mus SOD her, dør den senest tre uger gammel. Kraftfabrikkerne bliver ødelagt af de frie radikaler, de selv laver. Men en anden type findes uden for mitokondrierne, men altså stadig inde i cellerne. Mangler musene den, kan de leve, men deres liv forkortes med 30%.

Det var mus, der fra fødslen manglede den sidstnævnte type SOD, forskerne arbejdede med. De så, at de allerede som unge begyndte at få svækkede muskler. Da de var 20 måneder gamle, manglede de halvdelen af ungdommens muskler i bagkroppen, mens normale mus endnu havde alle deres i behold. Det var særligt de såkaldt hurtige type 2-muskelfibre det gik ud over. Tilbage stod musene med de langsomme type 1-muskelfibre. Hjertemusklen tog ikke skade.

Det var ikke kun muskelstyrke- og hurtighed, det gik ud over. Musene blev også mindre udforskende og mindre tilbøjelige til at kaste sig ud i anstrengende øvelser som f.eks. at træde et vandhjul rundt. Når de blev gamle, rystede de svagt i de svækkede muskler.

Det kan dårligt anfægtes, at skaden skyldes frie iltradikaler. SOD har ingen anden funktion end at være antioxidant. Som altid må man dog tilføje, at der skal mere forskning til. Dette er kun et forsøg med mus. Men kan resultaterne overføres til mennesker, må man antage, at det er ønskværdigt at øge kroppens dannelse af SOD. SOD-dannelsen aftager med alderen.

Da SOD er et enzym, dvs. et protein, kan det ikke indtages med føden uden at gå til grunde i mavesaften, med mindre det er specielt præpareret. En kombination af flere antioxidanter – og måske D-vitamin, men det er en anden historie – er antageligt endnu bedre.
Det er ikke til at vide, men spændende er det.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Muller, Florian L et al. Absence of CuZn superoxide dismutase leads to elevated oxidative stress and acceleration of age-dependent skeletal muscle atrophy. Free Radical Biology & Medicine 2006;40:1993-2004.

2. Jackson Malcolm J. Lack of CuZnSOD activity: A pointer to the mechanisms underlying age-related loss of muscle function, a commentary on “Absence of CuZn superoxide dismutase leads to elevated oxidative stress and acceleration of age-dependent skeletal muscle atrophy”. Free Radical Biology & Medicine 2006;40:1900-01.

Glucosamin er flere ting

Claus Hancke

2. marts 2006

Pas på. Læs deklarationen nøje, når du køber Glucosamin for din slidgigt. Ifølge én ny undersøgelse hjalp glucosamin ikke mod slidgigt i knæene. Ifølge en anden var det så godt, at det bør være standard-behandling. Det er vigtigt at vide, at glucosaminet i de to undersøgelser ikke var det samme.

Skal man tro den netop offentliggjorte GAIT-undersøgelse er der ingen mening i at tage glucosamin, hvis man har slidgigt i knæene. Det virker ikke, hedder det.

GAIT-forsøget var ellers både stort og grundigt. Det omfattede 1.583 patienter med slidgigt og varede 24 uger. Deltagerne var gennemsnitligt 59 år, og ca. 2/3 var kvinder.

Disse mange gigtpatienter blev efter lodtrækning delt i seks grupper og fik følgende behandling:

  1. 1.500 mg Glucosamin daglig eller
  2. 1.200 mg kondroitinsulfat (der minder om glucosamin) eller
  3. En kombination af de to førstnævnte eller
  4. 200 mg af det receptpligtige gigtpræparat Celebra eller
  5. Placebo (snydepiller).

Ingen vidste, hvem der fik hvad, og alle besvarede detaljerede spørgsmål om smerter, stivhed, gangdistance m.m. både før og efter de 24 uger. Ud fra dette fik hver enkelt en samlet score (et tal) for hvor galt det stod til.

Målet var at finde ud af, hvor mange der fik det 20 % bedre i løbet af de 24 uger. Men resultatet var overraskende. Ikke mindre end 60 % af dem, der kun fik placebo, fik det mindst 20 % bedre. Resultatet var kun en smule bedre i de andre grupper: 64 % for glucosamin, 65 % for kondroitin, 67 % for kombinationen af de to og 70 % for gigtpillen. Kun for den sidste var forskellen fra placebo stor nok til at være statistisk sikker.

Det hører dog med, at kombinationsbehandlingen virkede på den undergruppe (354 i alt), der i stedet for milde smerter havde moderat-svære smerter. 80 % af dem fik det (mindst 20 %) bedre. Men glucosamin alene var altså ikke bedre end placebo.

Beskytter brusken
Tag nu det andet forsøg, som hedder GUIDE og blev fremlagt i november på det årlige møde for American College of Rheumatology. Det omfattede 318 patienter (88 % kvinder), der ligeledes havde gigt i knæene. De fik hver dag enten

  1. Placebo,
  2. Glucosamin (1.500 mg om dagen) eller
  3. Paracetamol (et gram, dvs. to tabletter, tre gange daglig).

Også dette forsøg varede et halvt år, men her var både glucosamin og paracetamol omkring 30 % bedre end placebo – vel at mærke statistisk sikkert og opgjort på samme måde som i GAIT. Oven i købet var der en tendens til, at glucosamin var bedre end den smertestillende medicin paracetamol.

Hvorfor denne kæmpeforskel på GAIT og GUIDE? Det kan en lederartikel i New England Journal of Medicine, som bragte GAIT-undersøgelsen måske forklare:

Forskellen kan være den, at i GAIT brugte man glucosamin-hydroklorid, mens man i det GUIDE brugte glucosamin-sulfat. Og sulfat (svovl) er helt afgørende for virkningen af glucosamin.

To lodtrækningsforsøg har f.eks. vist, at glucosamin-sulfat bremser udviklingen af slidgigt i knæene. Det kunne man bevise med røntgenbilleder. Glucosamin-sulfat modvirker nedbrydning af brusk!

New England Journal of Medicine: ”Gigtpatienter, der vil tage kosttilskud…. bør…..tage glucosamin-sulfat, ikke glucosamin-hydroklorid”, hedder det i leder-kommentaren til GAIT.

”1.500 mg glucosamin-sulfat én gang om dagen kan blive den foretrukne behandling for slidgigt i knæene”, sagde lederen af GUIDE-forsøget, Herrero-Beaumont.

Forsøgene endte forskelligt, men anbefalingerne er ens! Så læs nøje deklarationen. Der skal stå: ”500 mg Glucosamin-sulfat svarende til 400 mg Glucosamin”.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Clegg DO et al. Glucosamine, chondroitin sulfate, and the two in combination for painful knee osteoarthritis. N Engl J Med. 2006 Feb 23;354(8):795-808.
2. American College of Rheumatology Annual Scientific Meeting in San Diego, California. Press release.

Selen kan måske hindre slidgigt

Claus Hancke

24. november 2005

For første gang har forskere studeret sammenhængen mellem mangel på selen og slidgigt. Den er overraskende stærk og tyder på, at tilskud af selen kan hindre den vestlige verdens mest almindelige grund til gangbesvær.

Selen er et mineral, som der er enighed om, at vesteuropæere får mindre og mindre af i kosten. Moderne landbrugsmetoder og forsuring af jorden har medført faldende indhold i afgrøderne af denne livsvigtige antioxidant, og dermed mindre selen i kroppen hos os. Manglen er stor nok til, at den allerede i 1980-erne førte til meget alvorlige og udbredte hjerteproblemer hos danske slagtesvin, som efter en del tovtrækkeri med myndighederne omsider fik tilskud i foderet. Men betyder manglen noget for mennesker?

Indtil videre må man sige: Sandsynligvis. Store befolknings-undersøgelser i bl.a. Finland har vist, at hører man til dem, der får mindst selen i kosten, har man størst risiko for at få kræft.

Og nok så vigtigt: I et amerikansk lodtrækningsforsøg med 1.300 deltagere opdagede man for ni år siden, at tilskud af selen halverede hyppigheden af nye kræfttilfælde. Jo mindre selen man på forhånd havde i blodet, jo større var fordelen ved tilskud. Resultatet var så sikkert, at forsøget af etiske grunde måtte standses før tid og nu gentages i endnu større målestok. Hvis selen kan forebygge kræft så effektivt, må vi absolut vide det meget sikkert.

I ventetiden har forskere fra North Carolina’s universitet i samarbejde med den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC) opdaget en anden sammenhæng: Mangel på selen betyder forhøjet risiko for slidgigt i knæene. Hver gang en person indeholder 10 mikrogram mindre selen (pr. kilo kropsvægt), er vedkommendes risiko for at få slidgigt i knæene 15-20 % højere.
Til sammenligning er der i blodet hos danskere omkring 80 mikrogram/liter, hos en amerikaner f.eks. 110.

Blandt de godt 900 personer, man fulgte gennem femten år, var risikoen alt i alt 40 % mindre hos den tredjedel, der fik mest selen. Hvis de alligevel fik slidgigt, var der en tendens til, at det var i en mildere udgave.

Dette er foreløbig kun statistiske sammenhænge. De er endnu ikke offentliggjort i trykte medier, men fremlagt ved en kongres (15.11.05) i San Diego for amerikanske gigtlæger og kan læses i en officiel pressemeddelelse fra North Carolina’s universitet.

Alligevel erklærer undersøgelsens leder, professor Joanne Jordan, at gruppen er meget begejstret (excited) over fundet. Måske anviser det en mulighed for at forebygge slidgigt i knæled og evt. andre led, dvs. forebyggelse af de hyppigste grunde til aktivitetsindskrænkning i den vestlige verden. Fra Kina ved man, at svær selenmangel undertiden medfører alvorlige bruskskader i led allerede hos børn. Er det et fingerpeg i samme retning?

Måske, men det vides ikke. Næste skridt er ifølge Jordan at undersøge selens virkning på brusk i laboratoriet. Den nærliggende hypotese er, at en virkning kan skyldes selens funktion som antioxidant. Derpå følger kliniske undersøgelser, dvs. lodtrækningsforsøg, hvor man vil finde ud af, om selen som tilskud påvirker smerter og funktionsevne hos personer med slidgigt.

De nye fund er med andre ord ikke endelige. Men det er første gang, nogen har udforsket sammenhængen mellem slidgigt og selen, og det er en stor overraskelse, at den er så tydelig.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Rayman M. The importance of selenium to human health. The Lancet 2000:;356:233-41.
2. News Release. Study links low selenium levels with higher risk of osteoarthritis. The University of North Carolina at Chapel Hill: www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
3. Clark LC. et al. Effect of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. JAMA 1996;276:1957-63.

www.thelancet.com
www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
jama.ama-assn.org
www.iom.dk

K-vitamin mod knogleskørhed og åreforkalkning

Claus Hancke

22. august 2005

Forskere anbefaler tilskud af K-vitamin. Behovet kan være langt større end antaget. Underskud giver svage knogler og forkalkede pulsårer.

K-vitamin ”burde stærkt overvejes som kosttilskud” til bl.a. kvinder efter overgangsalderen og til diabetikere, der har høj risiko for både knogleskørhed og åreforkalkning. Vitaminet er yderst ugiftigt, og det ser ud til at bekæmpe begge tilstande.

Dette er den ret kompromisløse konklusion på en ny videnskabelig oversigt over K-vitamin, som netop er publiceret i American Journal of Health-System Pharmacy, som er et seriøst, men lidet kendt, fagtidsskrift.

Trods bladets sikkert lille fanskare vil det meget direkte budskab om K-vitamin dog gå verden rundt. Det blev nemlig straks offentliggjort i sin helhed af www.medscape.com, verdens største faglige internetside for læger. Medscape har millioner af abonnenter verden over.

K-vitamin findes næsten udelukkende i grønne grønsager. Der er så godt som intet i andre af vore fødevarer. Det har man før set stort på, fordi man mente, at bakterier i tyktarmen holder os velforsynede med vitaminet. Det gør de ikke!

I dag anbefaler man officielt (i USA), at man sikrer sig omkring 100 mikrogram om dagen, svarende til ca. 75 gram grøn salat, grønkål, spinat etc. Så får man nok til, at blodet størkner normalt.

Men i følge artiklen er det langt fra nok at sikre blodets koagulation. Vitaminet er lige så vigtigt for knogler og pulsårer, og optimal virkning her kræver langt mere. I forsøg med K1-vitamin har man typisk satset på 10 gange så meget (1.000 mikrogram om dagen). Det kan man roligt gøre, for der er ingen bivirkninger. Det har der end ikke været, når man har brugt 45.000 mikrogram K2-vitamin om dagen – 4-500 gange det anbefalede – i op til flere år.

K-vitamin har til opgave at sætte bestemte proteiner i stand til at binde kalk. Det sker ved, at vitaminet hæfter en svag syre (karboxylgruppe) på proteinet, der nu som en slags kran kan opsnappe og flytte kalken hen, hvor den behøves. Det protein, det drejer sig om i knoglerne, hedder osteocalcin og dannes under medvirken af D-vitamin. Ved hjælp af den svage syre kan osteocalcin optage kalk fra blodet og placere det i knoglerne. I Japan har man længe brugt K-vitamin mod knogleskørhed.

I forkalkede pulsårer, f.eks. hjertets kransårer, sker det modsatte. Her formoder man, at K-vitamin hindrer aflejring af kalk ved at forsyne et bestemt protein med den samme syre. Mangler dette protein, eller er det ødelagt og uimodtageligt for syren, forkalker åren hurtigt. Det viser dyreforsøg. Normalt fjerner kranen åbenbart kalk fra pulsårerne, så det ikke bliver aflejret.

Det er en ganske revolutionerende teori, at der findes et protein, der forhindrer åreforkalkning, og at alt hvad der skal til for at danne det, er K-vitamin. Men teorien støttes stærkt fra hollandsk side: I et treårigt lodtrækningsforsøg med ældre kvinder fik halvdelen 1.000 mikrogram K1-vitamin om dagen, mens resten, uden at vide det, fik placebo (snydepiller).

Før og efter de tre år målte man stivheden af kvindernes halspulsårer – som udtryk for graden af åreforkalkning. Da de tre år var gået, var den uændret hos de kvinder, der havde fået K-vitamin, mens naturen var gået sin triste gang hos resten: Deres halspulsårer var blevet 8% stivere.

Det mærkelige fænomen, at der med alderen forsvinder kalk fra knoglerne, mens det ophobes i pulsårerne, har man kaldt ”forkalkningsparadokset”. Aldersfænomener er uden tvivl en del af forklaringen, men det er mangel på K-vitamin sandsynligvis også. Det er uden tvivl værd at overveje dette paradoks.

NB. Får man stærk blodfortyndende medicin som Marevan, må man desværre glemme alt om K-vitamintilskud. Ethvert tilskud vil ødelægge behandlingen og kan være livsfarligt.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Adams J, Pepping J. Vitamin K in the treatment and prevention of osteoporosis and arterial calcification. Am J Health-Syst Pharm 2005;62:1574-81.
2. Braam LA et al. Beneficial effects of vitamin D and K on the elastic properties of the vessel wall in postmenopausal women: A follow up study. J Thromb Haemosta. 2004;91:373-80.

www.ajhp.org
www.blackwellpublishing.com/journal.asp
www.iom.dk

Carnitin, en stimulans for hjerte, hjerne og muskler

Claus Hancke

9. maj 2005

Carnitin skaber energi i alderdomssvækkede celler. Budskabet fra en ny videnskabelig kongres er, at tilskud synes at hjælpe mod både hjerte-sygdom, åreforkalkning og demens.

Kniber det med at huske, eller svigter kræfterne, så er carnitin måske redningen.

Carnitin er et – ufortjent – overset kosttilskud, der er på vej ind i den videnskabelige varme. Et klart signal er, at New York Academy of Sciences helliger et helt bind af sine berømte videnskabelige annaler til carnitin alene.

Her kan man over 197 sider læse referater af samtlige 18 indlæg ved en to-dages konference om carnitin, som akademiet afholdt i marts 2004. De handler bl.a. om carnitins betydning for forbrændingen af fedt, for musklernes og hjertets funktion og for dets lovende rolle i kampen mod svækket hukommelse.

Carnitin er et essentielt næringsstof, som vi især henter i rødt kød og mælkeprodukter. Kroppen danner kun små mængder, og især veganere risikerer underskud. Carnitin er nødvendigt for, at mitokondrierne – cellernes energifabrikker – kan forbrænde fedt. Først muliggør det fedtsyrernes indtrængen i mitokondrierne, derpå fremmer det deres forbrænding og hindrer derved skadelig ophobning af fedtsyrerester, samtidig med at cellerne forsynes med energi.

Med alderen opstår der træghed i overførslen af fedtsyrer til mitokondrierne. Desuden bliver mitokondrierne dårligere til at skille sig af med ufuldstændigt nedbrudte fedtsyrer. Det fører til, at de ophober frie radikaler, en hovedårsag til, at de degenerer. Men uden mitokondrier intet liv. Degeneration af mitokondrierne er et centralt fænomen i aldringsprocessen.

Middel mod for tidlig aldring
Mange mener derfor, at carnitin er en overordentligt oplagt medspiller i kampen mod aldring. I en opsummering af Charles Rebouche fra Iowa University hedder det, at tilskud af carnitin lader til at hæmme aldringen hos rotter, lige som det hos mennesker både bekæmper den aldersbetingede forringelse af hukommelsen og mildner forværringen ved Alzheimer.

At carnitin som tilskud virkelig kan erstatte manglende carnitinfunktion fremgår af erfaringer med børn, der af genetiske grunde har svært ved at overføre carnitin til mitokondrierne. Ubehandlet får de svære hjerte- og muskelsygdomme, men ved hjælp af carnitin-tilskud har børn med disse sjældne lidelser overlevet til mere end 30-årsalderen – og klarer sig stadig fint.

Langt flere kan dog få gavn af italienske undersøgelser, der har vist, at man kan begrænse den ødelæggelse, der overgår hjertet, når en blodprop ophæver dele af hjertemusklens blodtilførsel. Carnitin mindsker den deformering af hjertet, der ellers vil ske, og under langtidsbehandling kan carnitinbehandlede både arbejde længere og hårdere, ligesom deres kondition er bedre.

Dette er et yderst spændende resultat, som stemmer med, at patienter med vindueskiggersyge – gangsmerter på grund af forkalkning, og dermed forsnævring, af benenes pulsårer – forbedrede deres præstation på løbebånd, når de fik et tilskud på to gram carnitin dagligt.

Efter kongressen har forsøg vist, at carnitin også hjælper mod den type diabetisk nervebetændelse, der giver smerter. Både hos rotter og mennesker er fundet væsentlig virkning på denne nervebetændelse, der ofte er en pinefuld ledsager til underbehandlet sukkersyge. Dosis var ½-1 gram tre gange dagligt.

Nerver, muskler og hjerte er storforbrugere af energi. Carnitin leverer energi. Når hjerne, hjerte eller muskler svækkes med alderen, er det tilsyneladende klogt at tænke på Carnitin.
Vitalrådet.


Reference:
Salvatore Alesci et al. (Eds.). Carnitine: The science behind a conditionally essential nutrient. Annals of The New York Academy of Sciences 2005, vol. 1033.

www.annalsnyas.org
www.iom.dk

Styrket bevis: B-vitaminer beskytter knoglerne

Claus Hancke

18. marts 2005

For et år siden opdagede man en sammenhæng mellem knoglebrud og mangel på folinsyre og B12-vitamin. Det kunne være en statistisk tilfældighed. Men i et japansk forsøg nedsatte de to vitaminer risikoen for hoftebrud med hele 80 %.

For kun et år siden påviste hollandske og amerikanske forskere samtidig, at ved forhøjet homocystein – som er meget udbredt og oftest er en følge af mangel på folinsyre eller B12-vitamin – er risikoen for at brække hoften fordoblet. Det var kun en statistisk sammenhæng, men var der også en årsagssammenhæng?

Kan folinsyre og/eller B12-vitamin virkelig mindske risikoen for brækket hofte, dvs. den suverænt farligste konsekvens af knogleskørhed?

Kun få har tænkt på denne mulighed før, men i øjeblikket ser den ud til at passe. Japanske læger har haft denne mistanke i mindst fem år. De påbegyndte i 2000 et to-årigt behandlingsforsøg for at undersøge sagen.

Forsøget omfattede 628 særligt udsatte, ældre patienter, som fik en solid dosis af de to vitaminer: 5 mg folinsyre og 1,5 mg B12-vitamin om dagen. Halvdelen fik dog placebo (blindtabletter). De 628 var udvalgt, fordi de havde haft et slagtilfælde og endnu efter et år var mere eller mindre lammede i den ene side. I den situation er risikoen for at brække hoften fordoblet, især naturligvis fordi risikoen for at falde er stor.

I løbet af de to år blev det registreret, hvor tit deltagerne i de to grupper faldt. Det gjorde de lige ofte. Men konsekvenserne var langt mildere hos dem, der fik tilskud. Kun seks af dem fik et hoftebrud, mens det samme skete for 27 i kontrolgruppen. Risikoen var altså nedsat med mere end 80 %. I den behandlede gruppe faldt blodets indhold af homocystein med godt 30 %, mens det steg lige så meget hos dem, der fik blindtabletter.

B-mangel ødelægger bindevæv
Der bliver lagt sten på sten til argumentet for, at homocystein er farligt for knoglerne. Det nye er, at det nytter at sætte det ned, hvis det er højt. Ikke fordi der kommer mere kalk i knoglerne. Det gør der ifølge en hollandsk undersøgelse fra 2004 ikke. Til gengæld er der gode grunde til at tro, at det knoglevæv, man har, bliver stærkere.

Biokemiske forsøg har vist, at homocystein angriber både elastiske og andre fibre i knogle- og bindevæv, så strukturen bliver løsere, fletværket af fibre mindre stramt og knoglerne mere stive. Fibre af samme art findes også i pulsårerne, som altså ligeledes kan tænkes at tage skade, og kemisk lignende proteiner deltager i blodets koagulation. Nogle mener, dette forklarer den øgede tendens til blodprop i hjertet m.m., som ses ved forhøjet homocystein.

Argumentet understøttes af, at blodprop og svækkede knogler opstår særligt tidligt mennesker med den medfødte sygdom ”homocystinuri”, hvor blodets indhold af homocystein er 10 gange så højt som normalt. Forskellen på dem og andre, siger man, er kun tidspunktet, skaderne sker.

Hvis det japanske forsøg bekræftes, er folinsyre og B12-vitamin simpelthen den mest effektive beskyttelse mod knogleskørhed, man kender! Det er i hvert fald bestemt ikke uklogt at få målt sin homocystein-værdi i blodet. Den bør ikke være meget højere end 10 mikromol/liter.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Sato Y, Honda Y, Iwamoto J, Kanoko T, Satoh K. JAMA. 2005 Mar 2;293(9):1082-8. Effect of folate and mecobalamin on hip fractures in patients with stroke: a randomized controlled trial.
2. Krumdieck CL et al. Mechanisms of homocysteine toxicity on connective tissues: Implications for the morbidity of aging. J Nutr. 2000;130:365S-368S.
3. Van Meurs Joyce B J et al. Homocysteine levels and the risk of osteoporotic fracture. N Engl J Med 2004;350:2033-41.
4. Mc Lean Robert R et al. Homocysteine as a predictive factor for hip fracture in older persons, N Engl J Med 2004;350:2042-9.

jama.ama-assn.org
content.nejm.org
www.iom.dk

B-vitamin giver måske stærkere knogler

Claus HanckeSkriv en kommentar til B-vitamin giver måske stærkere knogler

2. august 2004

B-vitaminet folinsyre kan måske bekæmpe knogleskørhed. Det fremgår af en amerikansk og en hollandsk befolkningsundersøgelse, offentliggjort samtidig i lægetidsskriftet New England Journal of Medicine.

Folinsyre forebygger rygmarvsbrok, som er en alvorlig og hyppig medfødt misdannelse. Det antages desuden, at vitaminet modvirker blodprop i hjertet, slagtilfælde og andre følger af åreforkalkning. Mangel på folinsyre er udbredt. Mangel viser sig bl.a. ved, at blodets indhold af aminosyren homocystein er højere end normalt.

I Holland fulgte man i op til ni år 2.406 personer over 55 år fra Rotterdam og Amsterdam. I den amerikanske undersøgelse, der var et led i det kendte Framingham studie, indgik 1.999 ældre, der blev observeret i 15 år. Foruden knoglebrud registreredes en lang række andre forhold af betydning for knogleskørhed: Rygevaner, alder, højde og vægt, forbrug af kaffe og alkohol, indtag af kalk og D-vitamin, østrogentilskud m.m.

De to undersøgelser fastslog, at højt homocystein og høj risiko for at brække hoften følges ad. Begge viste, at den fjerdedel af befolkningen, der har mest homocystein i blodet, har ca. fordoblet risiko for at brække hoften sammenlignet med dem, der har mindst.

Flere forhold taler for, at der er en årsagssammenhæng. Bl.a. kunne man statistisk udelukke, at risikoen hang sammen med kendte årsager til knogleskørhed som rygning, mangel på kalk i kosten m.m.

Man ved også, at knogleskørhed er et fremtrædende fænomen ved den arvelige sygdom homocystinuri, hvor homocystein er særligt højt. Endelig er det i laboratorieforsøg påvist, at homocystein svækker tværbindingerne i det fletværk af bindevævsfibre, som knoglerne er bygget op omkring.

Ifølge de hollandske tal kan højt homocystein – og dermed mangel på folinsyre – være årsag til omkring en femtedel (19 %) af alle hoftebrud!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Van Meurs Joyce B J et al. Homocysteine levels and the risk of osteoporotic fracture. N Engl J Med 2004;350:2033-41
2. Mc Lean Robert R et al. Homocysteine as a predictive factor for hip fracture in older persons, N Engl J Med 2004;350:2042-9
3. (Editorial) Raisz LG. Homocysteine and osteoportic fractures – culprit or bystander? N Engl J Med 2004;350:2089-90.

content.nejm.org
www.iom.dk

Alternativ behandling af slidgigt

Claus HanckeSkriv en kommentar til Alternativ behandling af slidgigt

16. september 2003

Gigtforeningen må få proportionerne på plads. Gigtforeningen har netop offentliggjort en spørgeskemaundersøgelse, som viser, at 86 % af slidgigtpatienter bruger alternativ medicin, selv om flere af præparaterne tilsyneladende ikke har dokumenteret effekt på slidgigt.

Som eksempel nævnes fiskeolie, som hele 65 % af de adspurgte slidgigtpatienter oplyser at de benytter, og af dem er 62 % tilfredse med effekten. Det finder Gigtforeningen meget overraskende “paradoksalt.”

“Det er korrekt, at der endnu ikke findes velgennemførte kliniske undersøgelser på fiskeolie og slidgigt, men der findes data fra befolkningsundersøgelser og andre undersøgelser, som antyder at der kan være en effekt,” siger formanden for Vitalrådet – speciallæge Claus Hancke.

“Bl.a. har overlæge Pekka Helin og praktiserende læge Vibeke Bunch foretaget en række undersøgelser i Grønland i 1996 og 1997. De undersøgte primært patienter med ledegigt, men også en del slidgigtpatienter. Forskerne konkluderede efterfølgende, at patienterne med slidgigt kun havde få smerter og langt de fleste havde hårdt fysisk arbejde som fx fangere eller fabriksarbejdere. Man kan derfor ikke udelukke at fiskeolie har en effekt på slidgigt, selv om det endnu ikke er dokumenteret gennem store kliniske undersøgelser,” forklarer Claus Hancke.

Det meget omtalte Glucosaminsulfat startede også sin karriere som et såkaldt “alternativ”, men er i dag godkendt som et naturlægemiddel mod slidgigt, og har en god dokumentation bag sig. En dokumentation af effekt uden bivirkninger.

“Vi vil meget gerne støtte Gigtforeningens initiativ om mere forskning indenfor kosttilskud og naturlægemidler, og vi vil gerne bidrage til formidling af mere viden til patienterne så de benytter de bedste præparater i korrekt dosis. Men vi må også vise respekt for de patienter som hidtil har følt sig godt hjulpet af fx fiskeolie og ingefær. Og man bør ikke fortænke patienterne i at bruge kosttilskud som et alternativ til stærkt smertestillende gigtmedicin, hvor det er kendt at bivirkningerne er alvorlige,” slutter Claus Hancke.
At beklage dette er proportionsforvridning.
Vitalrådet.

 

www.gigtforeningen.dk
www.iom.dk

C-vitamin lindrer smerter ved slidgigt på 14 dage

Niels HertzSkriv en kommentar til C-vitamin lindrer smerter ved slidgigt på 14 dage

6. juli 2003

C-vitamin lindrer smerter ved slidgigt på 14 dage. Det er konklusionen af en dansk videnskabelig undersøgelse, som for nyligt blev offentliggjort i Ugeskrift for Læger.

133 patienter med slidgigt i hofteled og knæled blev behandlet med et gram C-vitamin eller snydepiller to gange dagligt i 14 dage. Hos de der fik C-vitamin var der klart bedre smertelindring, end i den anden gruppe.

Man lavede undersøgelsen, fordi mange mennesker af sig selv har fortalt, at C-vitamin har hjulpet på deres slidgigt.

“Vores forsøg, der er udført efter den højeste videnskabelige standard, har vist, at C-vitamin allerede i løbet af 14 dage dæmper smerterne ved slidgigt i hofte- eller knæled”, udtaler speciallæge i almen medicin Niels Hertz.

“Denne virkning var statistisk usædvanligt sikker og medførte meget klare forbedringer i de gigtramtes funktionsevne. Størrelsen af virkningen svarer til halvdelen af, hvad man normalt finder med gigtpiller (NSAID), men til forskel fra disse er behandlingen med C-vitamin fri for bivirkninger og kan tåles i det uendelige.

Fundet er ekstra interessant, fordi andre undersøgelser har vist, at gigtramte, der får meget C-vitamin, ikke forværres så meget med tiden som dem, der får almindelige danske gennemsnitsmængder. Det fandt man for nogle år siden i den berømte amerikanske Framingham-undersøgelse, et resultat der på daværende tidspunkt vakte opsigt.

Man kan med andre ord forestille sig, at C-vitamin ikke alene dæmper smerterne ved slidgigt, men også modvirker forværring af gigten!

Der er mange eksempler på, at det kan gå sådan. En pensioneret sygeplejerske, jeg kender, mente for ca. 10 år siden, at hun ikke længere kunne slippe for en hofteoperation. Hun havde så mange smerter. Så begyndte hun at tage C-vitamin, og i dag er hun stadig ikke opereret. Jeg ser hende jævnligt på gaden, uden stok og i fint humør.

Hver tyvende dansker får mindre end 30 mg C-vitamin om dagen, og meget få kommer i nærheden af de amerikanske middeltal fra Framingham. Dette er højst uheldigt for folkesundheden.

Flere af verdens førende eksperter i C-vitamin mener, at den anbefalede daglige dosis (ADT) bør sættes betydeligt i vejret.

C-vitamin er efter min mening et fantastisk spændende vitamin, som højst tænkeligt har flere andre positive overraskelser i sig. Vi er langt fra færdige med at udforske det,” slutter Niels Hertz.
Vitalrådet.


Reference:
Jensen, Niels H.P. Hertz Ugeskr Læger 2003;165:2563-6.

www.dadlnet.dk/ufl/seneste.htm
www.iom.dk

C-vitamin giver færre smerter ved slidgigt i hofte- eller knæled

Per LarsenSkriv en kommentar til C-vitamin giver færre smerter ved slidgigt i hofte- eller knæled

16. juni 2003

Det konkluderer et dobbeltblindt, randomiseret, placebokontrolleret overkrydsnings-multipraksisforsøg på 133 deltagere med røntgenverificeret symptomatisk slidgigt i hofte- og/eller knæled. I alt blev 94 knæled og 39 hofteled evalueret.

Deltagerne blev behandlet med et gram calciumascorbat eller placebo to gange dagligt i 14 dage. Hos de der fik calciumascorbat-behandling fandtes der en signifikant bedre smertelindring ved slidgigt i hofte eller knæled end hos de der fik placebo.

Undersøgelsen skyldes, at mange brugere af C-vitamin uopfordret har berettet, at calciumascorbat har hjulpet på deres slidgigt.

Slidgigt er en af de hyppigste grunde til invaliditet i hofter og knæ. Ca. 6 % af over 65-årige danskere har slidgigt i et eller to hofteled, hvilket medfører mere end 4.000 operationer årligt.

Den smertedæmpende virkning af C-vitamin ved slidgigt forklares med mindsket oxidativt stress som følge af C-vitaminets antioxidantfunktion.
Per Tork Larsen

 

Reference:
Jensen, Niels H.P. Hertz Ugeskr Læger 2003;165:2563-6.