Kategori: Enzymer / Vitaminlign. stoffer

Ny energi til aldrende mænd

Claus Hancke

10. oktober 2006

Mænd får også hormonmangel. De bliver trætte og triste, mangler kræfter og får seksuelle problemer. Men sandsynligvis hjælper carnitin.

Mænd har ingen menopause. Deres hormonproduktion ophører ikke på én gang, men aftager gradvis fra 20-årsalderen, gennemsnitligt med en procent om året. Når en gennemsnits-mand får udbetalt sin første folkepension, har han mistet ca. halvdelen af sin hormonproduktion. Det er ikke uvigtigt. Det mandlige kønshormon, testosteron, er afgørende for både den seksuelle adfærd, humøret, evnen til at koncentrere sig, hukommelsen, muskelstyrken og følelsen af fysisk oplagthed. Negative ændringer på disse områder, kombineret med nedsat hormon-produktion, kaldes – med et dårligt udtryk – andropausen. Det er et stigende problem. Der bliver flere ældre mænd.

For en mand med udtalte symptomer er løsningen naturligvis testosteron. Men hvad gør man, når det er knap så slemt? Testosteron skal man ikke spøge med. Det forstørrer prostata og kan teoretisk set øge væksten af prostata. Med hensyn til hormontilskud er mænd i samme knibe som kvinder.

Men måske er der en redning. Forsøg fra de senere år tyder på, at det simple fysiologiske stof carnitin hjælper på alle symptomer. Carnitin er nødvendigt for forbrændingen af fedt og dermed for dannelsen af energi. Normalt dækkes behovet dels af kosten (mejeriprodukter og kød), dels ved organismens egenproduktion. Sidstnævnte kræver B- og C-vitaminer.

At carnitin vitterligt hjælper på andropause-symptomer illustreres af et italiensk lodtrækningsforsøg fra 2004. Her fik hver anden af 120 mænd et tilskud af carnitin, mens resten fik en høj dosis testosteron (120 mg testosteron-undecanoat (Restandiol ®) om dagen). Mændene var sådan set fysisk raske. De var ikke-rygere, midt i 60-erne. Men de led af træthed, lettere depression, nedsat sex-lyst og svigtende erektion.

Tre positive forsøg
Forsøget varede et halvt år. Det viste, at både carnitin og testosteron med sikkerhed hjalp på træthed, humør og sex-funktion. F.eks. kunne man direkte måle, at blodforsyningen til penis blev bedre. Men overraskende viste det sig, at carnitin faktisk virkede bedre end testosteron, både på humør, erektionsevne og generel tilfredshed med sex-funktionen.

Et andet forsøg har vist noget lignende. Her deltog diabetikere, der i mindst otte forsøg med Viagra ikke havde fået erektion. Også dette var et lodtrækningsforsøg. Kombinerede man Viagra (50 mg to gange om ugen) med carnitin, fungerede tre ud af fire igen. Nøjedes man med Viagra, lykkedes det for mindre end halvt så mange.

I et tredje forsøg behandlede man mænd, der var blevet impotente fordi de havde fået fjernet prostata på grund af kræft. Placebopiller (snydepiller) hjalp ikke. Gav man dem derimod mændene Viagra (100 mg ved behov), kunne hver anden berette om tilfredsstillende samleje. Men med en kombination af Viagra og carnitin lykkedes det for næsten alle (28 af 32).

Det lader i høj grads til, at dette helt naturlige stof kan hjælpe vældigt mange aldrende mænd. Carnitin er ufarligt, men hvorfor virker det?

En del af forklaringen er nok, at mange mænd med alderen får en veritabel mangel på stoffet. Kønshormoner stimulerer organismens dannelse af carnitin. Ved mangel på kønshormon aftager carnitin-produktionen. Det må kunne give problemer, selv om det næppe er hele forklaringen.

Den præcise sammenhæng, bl.a. hvorfor carnitin øger blodtilstrømningen til penis, kan man kun gisne om. Der mangler viden, også om hvor meget carnitin man tåler i det lange løb. I de nævnte forsøg er brugt fire gram (2 x 2) om dagen. Det ser ud til at være risikofrit, men er man nøjeregnende, er der på langt sigt kun dokumentation for sikkerhed ved op til halvdelen af denne dosis.
Vitalrådet.

Referencer.
1. Cavallini G. et al. Carnitine versus androgen administration in the treatment of sexual dysfunction, depressed mood, and fatigue associated with male aging. Urology. 2004 Apr;63(4):641-6
2. Cavallini G et al. Acetyl-L-carnitine plus propionyl-L-carnitine improve efficacy of sildenafil in treatment of erectile dysfunction after bilateral nerve-sparing radical retropubic prostatectomy. Urology. 2005 Nov;66(5):1080-5
3. Gentile V, et al. Preliminary observations on the use of propionyl-L-carnitine in combination with sildenafil in patients with erectile dysfunction and diabetes. Curr Med Res Opin. 2004 Sep;20(9):1377-84.
Department of Urology U Bracci, University La Sapienza, Rome, Italy.
4. Mooradian AD et al. Management of the cardinal features of andropause. Am J Ther. 2006 Mar-Apr;13(2):145-60.
5. Hathcock JN, Risk assessment for carnitine. Regul Toxicol Pharmacol. 2006 Oct;46(1):23-8. Epub 2006 Aug 9

Slut med gamle svæklinge

Claus Hancke

14. juli 2006

Mangel på et vigtigt antioxiderende enzym ser ud til at være den vigtigste grund til, at gamle mennesker får svage muskler. Det åbner spændende perspektiver.

Det mest slående tegn på alderdom er, at muskelstyrken aftager, og bevægelserne bliver langsomme. Selv den mest ihærdige motionist kan ikke hindre det. Svækkede muskler er den vigtigste grund til, at gamle mennesker er skrøbelige.

Hvorfor sker det? Man ved, at med alderen kan man i muskel- og andet væv finde flere og flere tegn på oxidation (iltning) med frie iltradikaler. Men er det derfor musklerne svækkes?

En gruppe på 12 forskere fra bl.a. Texas og Stanford University i USA har udført et usædvanligt og meget detaljeret forsøg, der tyder på, at det netop er derfor. Den aldersbetingede muskelsvækkelse skyldes belastning med frie iltradikaler, siger de. Det kan kaste lys over, hvad man kan gøre for at bremse processen og altså bevare sin førlighed længere.

Mus lader til at være en pålidelig model for den aldersbetingede muskelsvækkelse hos mennesker. Men det amerikanske forsøg var kun muligt, fordi man rådede over en særlig, genmanipuleret musetype, som mangler evnen til at danne SOD (superoxid dismutase), et meget vigtigt antioxiderende enzym.
For at forstå forsøget er det nødvendigt at vide, at frie iltradikaler nedbrydes ved en kædeproces. I første trin er SOD nødvendigt. Her omdannes ”aktiv ilt” (superoxid anjon) til det mindre farlige brintoverilte. Uden SOD foregår det uendeligt langsomt, men med SOD går det lynhurtigt. I næste trin omdannes brintoverilte, der altså også er farligt, til uskadeligt vand. Det sker bl.a. ved hjælp af et selenholdigt enzym. Dette er i øvrigt den bedst kendte grund til, at selen – som vi som bekendt får for lidt af – er livsnødvendigt.

Livsvigtig SOD
Tilbage til SOD. Det er også nødvendigt at vide, at der er flere former for SOD. En af dem findes i de såkaldte mitokondrier, dvs. de små kraftfabrikker inde i cellerne, hvor forbrændingen foregår. Mangler en mus SOD her, dør den senest tre uger gammel. Kraftfabrikkerne bliver ødelagt af de frie radikaler, de selv laver. Men en anden type findes uden for mitokondrierne, men altså stadig inde i cellerne. Mangler musene den, kan de leve, men deres liv forkortes med 30%.

Det var mus, der fra fødslen manglede den sidstnævnte type SOD, forskerne arbejdede med. De så, at de allerede som unge begyndte at få svækkede muskler. Da de var 20 måneder gamle, manglede de halvdelen af ungdommens muskler i bagkroppen, mens normale mus endnu havde alle deres i behold. Det var særligt de såkaldt hurtige type 2-muskelfibre det gik ud over. Tilbage stod musene med de langsomme type 1-muskelfibre. Hjertemusklen tog ikke skade.

Det var ikke kun muskelstyrke- og hurtighed, det gik ud over. Musene blev også mindre udforskende og mindre tilbøjelige til at kaste sig ud i anstrengende øvelser som f.eks. at træde et vandhjul rundt. Når de blev gamle, rystede de svagt i de svækkede muskler.

Det kan dårligt anfægtes, at skaden skyldes frie iltradikaler. SOD har ingen anden funktion end at være antioxidant. Som altid må man dog tilføje, at der skal mere forskning til. Dette er kun et forsøg med mus. Men kan resultaterne overføres til mennesker, må man antage, at det er ønskværdigt at øge kroppens dannelse af SOD. SOD-dannelsen aftager med alderen.

Da SOD er et enzym, dvs. et protein, kan det ikke indtages med føden uden at gå til grunde i mavesaften, med mindre det er specielt præpareret. En kombination af flere antioxidanter – og måske D-vitamin, men det er en anden historie – er antageligt endnu bedre.
Det er ikke til at vide, men spændende er det.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Muller, Florian L et al. Absence of CuZn superoxide dismutase leads to elevated oxidative stress and acceleration of age-dependent skeletal muscle atrophy. Free Radical Biology & Medicine 2006;40:1993-2004.

2. Jackson Malcolm J. Lack of CuZnSOD activity: A pointer to the mechanisms underlying age-related loss of muscle function, a commentary on “Absence of CuZn superoxide dismutase leads to elevated oxidative stress and acceleration of age-dependent skeletal muscle atrophy”. Free Radical Biology & Medicine 2006;40:1900-01.

Ny antioxidant mod solskoldning

Claus Hancke

6. juni 2005

En ny type antioxidant beskytter mod solforbrænding og kan tænkes også at have andre helbredsmæssige fordele. Også E- og C-vitamin virker.

Franske forskere har fremstillet noget, der er lidt af en sensation, nemlig en form af den vigtige antioxidant, enzymet SOD, som kan indtages gennem munden.

Organismen danner selv SOD, som er et livsvigtigt enzym. Hidtil har det været umuligt at tilføre SOD (Super Oxid Dismutase) på anden måde end som indsprøjtning. Men takket være en kombination af enzymet med hvedeproteinet gliadin, er denne vanskelighed overvundet. Præparatet kan købes i Danmark.

Flere undersøgelser har vist, at man med det nye produkt kan opnå væsentlige resultater på dyr og mennesker. Mest interessant er det måske, at antallet af mutationer aftager hos mennesker, der udsættes for ilt under tryk. Nok så aktuelt er, at præparatet modvirker solskoldning. Mennesker med lys hud tåler ifølge et nyt forsøg otte gange så megen stråling som ellers, før de udvikler solforbrænding. Det svarer til at bruge solbeskyttelsesfaktor 8.

Forsøget blev udført ved universitetshospitalet i Besancon i Frankrig. Det var et lodtrækningsforsøg med deltagelse af 50 raske forsøgspersoner. Alle fik en gang om ugen i fire uger en dosis ultraviolet stråling, som var tilstrækkelig til at fremkalde rødme, på indersiden af en underarm. Halvdelen af deltagerne fik tilskud af SOD-produktet, mens resten fik snydepiller (placebo), og hverken læger eller deltagere vidste, hvem der fik hvad.

Lyshudede mennesker, som udgør en stor del af de patienter, hudlæger ser, tålte langt mere sol, når de fik SOD-produktet. Dertil kom, at den rødme, der opstod efter bestrålingen, aftog hurtigere. Ifølge lederen af forsøget, professor Philippe Humbert, bekræfter forsøget, at præparatet modvirker det ilt-stress (oxidation), som stærkt sollys udløser i huden, og som bl.a. er en vigtig årsag til hudens ældning. Fundet er specielt vigtigt for mennesker med lys eller rødblond hud.

Andre antioxidanter beskytter også huden mod solskader. I et nyt tysk forsøg kunne man f.eks. påvise, at en kombination af C- og E-vitamin ikke alene modvirker solskoldning, men også bremser dannelsen af mutationer i huden. I en oversigt fra 2002 erklærede hudlæger fra University of Connecticut, at en kombination af betakaroten, C- og E-vitamin gav bedre beskyttelse end de enkelte antioxidanter hver for sig. D-vitamin beskytter måske endvidere huden mod udvikling af modermærkekræft i de tidlige stadier.

Enzymet SOD blev først opdaget i 1968. Da det er et protein, vil det normalt nedbrydes af mave- og tarmsaft og dermed miste sin effekt. I det nye præparat er SOD udviklet af en særlig type vandmelon, der nu dyrkes industrielt i Frankrig og indeholder én promille SOD. Det vil sige, at der skal et ton melon til at fremstille et kilo af enzymet. Ved at kombinere enzymet med hvedeproteinet gliadin, kan man beskytte det og få det til at binde sig til tarmvæggen, så det optages i intakt form. Hvilke virkninger, dette har på længere sigt, ved dog endnu ingen, ligesom det også er et åbent spørgsmål, om det tåles af folk, der er intolerante over for hvede.

Hermed er der imidlertid et forslag, der er værd at afprøve, hvis man har sart hud: Tag en kombination af C- og E-vitamin samt SOD-produktet og måske D-vitamin – fra f.eks. en uge før solbadningen. Det lader til at hjælpe, selv om man ikke skal slippe al sund fornuft og lade sig stege hæmningsløst i solen midt på dagen.
Vitalrådet.


Referencer:

1. CARD (Annual Congress of Dermatological Research) meeting in Brest on May 28th 2005, (referat).
2. Placzek M et al. Ultraviolet B-induced DNA damage in human epidermis is modified by the antioxidants ascorbic acid and D-alpha-tocopherol. J Invest Dermatol. 2005 Feb;124(2):304-7.
3. Bialy TL et al. Dietary factors in the prevention and treatment of nonmelanoma skin cancer and melanoma. Dermatol Surg 2002;28:1143-52.

www.blackwell-synergy.com/loi/jid
www.blackwellpublishing.com/journal.asp
www.iom.dk

Carnitin, en stimulans for hjerte, hjerne og muskler

Claus Hancke

9. maj 2005

Carnitin skaber energi i alderdomssvækkede celler. Budskabet fra en ny videnskabelig kongres er, at tilskud synes at hjælpe mod både hjerte-sygdom, åreforkalkning og demens.

Kniber det med at huske, eller svigter kræfterne, så er carnitin måske redningen.

Carnitin er et – ufortjent – overset kosttilskud, der er på vej ind i den videnskabelige varme. Et klart signal er, at New York Academy of Sciences helliger et helt bind af sine berømte videnskabelige annaler til carnitin alene.

Her kan man over 197 sider læse referater af samtlige 18 indlæg ved en to-dages konference om carnitin, som akademiet afholdt i marts 2004. De handler bl.a. om carnitins betydning for forbrændingen af fedt, for musklernes og hjertets funktion og for dets lovende rolle i kampen mod svækket hukommelse.

Carnitin er et essentielt næringsstof, som vi især henter i rødt kød og mælkeprodukter. Kroppen danner kun små mængder, og især veganere risikerer underskud. Carnitin er nødvendigt for, at mitokondrierne – cellernes energifabrikker – kan forbrænde fedt. Først muliggør det fedtsyrernes indtrængen i mitokondrierne, derpå fremmer det deres forbrænding og hindrer derved skadelig ophobning af fedtsyrerester, samtidig med at cellerne forsynes med energi.

Med alderen opstår der træghed i overførslen af fedtsyrer til mitokondrierne. Desuden bliver mitokondrierne dårligere til at skille sig af med ufuldstændigt nedbrudte fedtsyrer. Det fører til, at de ophober frie radikaler, en hovedårsag til, at de degenerer. Men uden mitokondrier intet liv. Degeneration af mitokondrierne er et centralt fænomen i aldringsprocessen.

Middel mod for tidlig aldring
Mange mener derfor, at carnitin er en overordentligt oplagt medspiller i kampen mod aldring. I en opsummering af Charles Rebouche fra Iowa University hedder det, at tilskud af carnitin lader til at hæmme aldringen hos rotter, lige som det hos mennesker både bekæmper den aldersbetingede forringelse af hukommelsen og mildner forværringen ved Alzheimer.

At carnitin som tilskud virkelig kan erstatte manglende carnitinfunktion fremgår af erfaringer med børn, der af genetiske grunde har svært ved at overføre carnitin til mitokondrierne. Ubehandlet får de svære hjerte- og muskelsygdomme, men ved hjælp af carnitin-tilskud har børn med disse sjældne lidelser overlevet til mere end 30-årsalderen – og klarer sig stadig fint.

Langt flere kan dog få gavn af italienske undersøgelser, der har vist, at man kan begrænse den ødelæggelse, der overgår hjertet, når en blodprop ophæver dele af hjertemusklens blodtilførsel. Carnitin mindsker den deformering af hjertet, der ellers vil ske, og under langtidsbehandling kan carnitinbehandlede både arbejde længere og hårdere, ligesom deres kondition er bedre.

Dette er et yderst spændende resultat, som stemmer med, at patienter med vindueskiggersyge – gangsmerter på grund af forkalkning, og dermed forsnævring, af benenes pulsårer – forbedrede deres præstation på løbebånd, når de fik et tilskud på to gram carnitin dagligt.

Efter kongressen har forsøg vist, at carnitin også hjælper mod den type diabetisk nervebetændelse, der giver smerter. Både hos rotter og mennesker er fundet væsentlig virkning på denne nervebetændelse, der ofte er en pinefuld ledsager til underbehandlet sukkersyge. Dosis var ½-1 gram tre gange dagligt.

Nerver, muskler og hjerte er storforbrugere af energi. Carnitin leverer energi. Når hjerne, hjerte eller muskler svækkes med alderen, er det tilsyneladende klogt at tænke på Carnitin.
Vitalrådet.


Reference:
Salvatore Alesci et al. (Eds.). Carnitine: The science behind a conditionally essential nutrient. Annals of The New York Academy of Sciences 2005, vol. 1033.

www.annalsnyas.org
www.iom.dk

Måske kan kræft i prostata blive en sjældenhed

Claus Hancke
  1. april 2005

Hver fjerde mand lever med stærkt forhøjet risiko for at få kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til kræftdødsfald hos mænd. Sådan behøvede det ikke at være. Netop disse udsatte mænd kunne med lethed formindske deres risiko til en tiendedel.

Forskere fra Harvard Universitetet i Boston har offentliggjort en yderst skelsættende undersøgelse. Den tyder meget stærkt på, at de fleste tilfælde af kræft i prostata skyldes manglende balance i kroppens forsvar mod frie iltradikaler. Og nok så vigtigt: Denne balance kan genoprettes med antioxidanter – især selen, men også E-vitamin og tomaternes røde farvestof, lycopen. Prostatakræft kan dermed blive en sjælden sygdom.

Ubalancen opstår især hos de mænd, der får for lidt selen, og som af arvelige grunde har et særligt effektivt antioxidant-enzym (manganholdigt SOD) i deres mitokondrier. Mitokondrierne er cellernes indre energifabrikker, som med alderen nedslides af frie iltradikaler. Denne nedslidning menes, i parentes bemærket, at være en meget væsentlig årsag til ældning og alderssygdomme.

Man skulle derfor tro, det var en fordel at have et særligt effektivt antioxiderende enzym i sine mitokondrier. Men det er det meget ofte ikke. SOD-enzymet forvandler frie iltradikaler til det mindre risikable brintoverilte, men dette skaber et nyt problem: Også brintoverilten må fjernes, eftersom også den medfører skadelig iltning. Fjernelsen kræver et enzym (glutationperoxidase), hvis mængde afhænger af tilførslen af selen.

Jo flere frie iltradikaler (f.eks. fra rygning) der skal neutraliseres, og jo mere effektivt SOD-enzymet er, jo mere skadelig brintoverilte ophobes, og jo større er behovet for selen.

Balance i tingene
Harvard-undersøgelsen er en del af en undersøgelse af ca. 15.000 amerikanske læger, som er blevet fulgt siden 1982. Omkring 1990 havde 275 af dem fået alvorlig prostatakræft, og det var især dem, man interesserede sig for.

Først koncentrerede man sig om dem, der plejede at få mindst selen i kosten (laveste fjerdedel). Man ville vide, om det var en fordel eller en ulempe for dem at have arvet det effektive SOD-enzym. Det viste sig at være en ulempe! De, der havde enzymet, fik næsten dobbelt så tit alvorlig prostatakræft.

Dernæst så man på dem, der normalt fik mest selen (højeste fjerdedel). Var det effektive enzym også en ulempe for dem? Nej, her var det en fordel! De, der havde det, havde kun halvt så stor sandsynlighed for at få (alvorlig) prostatakræft som de øvrige.

Det effektive SOD-enzym – der altså findes hos hver fjerde voksen – formindsker ifølge de amerikanske tal risikoen for alvorlig prostatakræft til en sjettedel, men vel at mærke kun, hvis man får selen nok. Gør man ikke det, forhøjer det risikoen i stedet. Får man godt med selen og desuden forholdsvis meget E-vitamin og lycopen (fra tomater), er risikoen nede på en tiendedel af, hvad den ville være, hvis man fik forholdsvis lidt.

Alvorlig prostatakræft kan således måske blive en sjældenhed hos de 25 % af den mandlige befolkning, der har arvet det effektive SOD-enzym – i stedet for, at de som nu er de mest udsatte.

Men hvad vil det sige at få for lidt selen? Amerikanere får 2-5 gange så meget selen som danskere (der typisk får 40-50 mikrogram om dagen), overvejende fordi den amerikanske jordbund er meget selenholdig.

Overføres de amerikanske tal til danske forhold, betyder det, at de fleste danske mænd med det aktive enzym har stærkt forhøjet risiko for at få aggressiv prostatakræft og måske dø af det. Hvis de indgik i den amerikanske undersøgelse, ville de høre til den gruppe, der fik mindst selen og havde seksdoblet risiko for alvorlig prostatakræft.

For at få rigelige mængder selen i amerikansk forstand kræves for en almindelig dansker et dagligt tilskud på ca. 200 mikrogram om dagen. Det er vigtigt at huske, at der er stor forskel på optageligheden af selen. Uorganisk selen optages stort set ikke, hvorimod den selentype, der optages bedst – L-Selenomethionin – er organisk og typisk findes i selengær.

Brystkræft af samme grund?
Så vidt mænd med det aktive SOD-enzym. Men hvad med de 75 % af alle mænd, hvis enzym er normalt? Deres prostata tåler bedre en relativ selenmangel, men de kan dog alligevel mindske risikoen for alvorlig prostatakræft med omkring 25 % ved at få selen nok – ifølge tallene fra Harvard, der stemmer ganske fortrinligt med en efterhånden lang række andre undersøgelser.

Harvard-undersøgelsen støttes af andre forskere. Mandlige finske rygere (der indånder masser af iltradikaler) havde f.eks. tredoblet risiko for aggressiv prostatakræft, når de havde den effektive variant af SOD-enzymet. Man må tro, de danner en masse brintoverilte og ville have gavn af selen.

Det samme gælder rygende kinesiske kvinder, hvis risiko under samme betingelser – men for brystkræft – ligeledes var tredoblet. Eller gravide kvinder i Korea, der ganske vist ikke havde kræft, men hos hvem man i urinen påviste statistisk sikre tegn på flere mutationer end normalt – når de altså havde den effektive variant. Alle må de på baggrund af den amerikanske undersøgelse tænkes at have gavn af mere selen, om end dette ikke er direkte undersøgt.

Man kan ikke uden videre blive undersøgt for, om man har den effektive variant af SOD-enzymet. Ikke desto mindre er der nu som minimum stærke og biologisk gode indicier for, at visse antioxidanter er umådeligt vigtige som beskyttelse mod prostatakræft. Det er de hos alle mænd, men navnlig hos en ukendt fjerdedel af dem.
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Haojie Li et al. : Manganese superoxide dismutase polymorphism, prediagnostic antioxidant status, and risk of clinical significant prostate cancer. Cancer Res. 2005;65:2498-2504.
2. Woodson et al. Manganese superoxide dismutase (MnSOD) polymorphism, α-tocopherol supplementation and prostate cancer risk in the α-Tocopherol, β-Carotene Cancer Prevention Study. Cancer Causes Control 2003;14:513-8
3. Niels Hertz. Selen – et livsvigtigt spormineral. Forlaget Ny Videnskab 2002.

www.aacr.org/cncrrea.htm
www.ingentaconnect.com/content/klu/caco;jsessionid=2sf53q49osdn1.victoriawww.iom.dk

Antioxidanters rolle skal måske revurderes

Claus HanckeSkriv en kommentar til Antioxidanters rolle skal måske revurderes

27. februar 2004

Britiske forskere har opdaget, at det er enzymer og ikke antioxidanter, der er den aktive faktor, når hvide blodlegemer angriber bakterier.

Frie radikaler er aggressive molekyler, som er i stand til at ødelægge strukturen i andre molekyler. For eksempel bruger kroppen frie radikaler til at klippe store molekyler i stykker og opbygge komplekse proteinstrukturer. Så langt så godt.

Men en overflod af frie radikaler har vist sig at kunne skade kroppen på grund af en forharskning (oxidation) af visse molekyler, som for eksempel LDL-kolesterol, som så bliver farligt, fordi det danner åreforkalkning i forharsket (oxideret) form.

For at bremse denne skadelige oxidation, danner vi de såkaldte antioxidanter. Disse findes også i vores kost, og i flere kosttilskud. For eksempel er vitaminerne C og E sådanne antioxidanter.

Imidlertid har et britisk forskerhold undersøgt de reaktioner, der sker i de hvide blodlegemer, når disse angriber bakterier. Og de fandt ikke at frie radikaler spillede nogen rolle, men at det derimod var enzymer, som de hvide blodlegemer bruger til at angribe og destruere bakterier.

Man har hidtil troet, at de hvide blodlegemer brugte frie radikaler, og derfor har man været tilbageholdende med at bruge for store doser antioxidanter, fordi man mente at dette ville neutralisere de hvide blodlegemers frie radikaler, så de ikke kunne nedkæmpe bakterier.

Den nye teori forklarer måske, hvorfor selv store doser antioxidanter ikke har vist hæmmende effekt på de hvide blodlegemers antibakterielle effekt.

Tilbage står nu en lang række spørgsmål, herunder den videnskabeligt dokumenterede hæmmende effekt på forekomsten af kræft og hjerte-karsygdomme.

Der er ingen tvivl om, at der vil komme fornyet debat om dette, hver gang vi ser ny forskning på dette meget spændende område. – Også fordi meningerne er delte. Men et er teori, et andet praksis.

Vi må huske, at lægevidenskabens viden af i dag er forkert. Det har al videnskabshistorie lært os. Om 100 år vil vore nuværende teorier være erstattet af nye, og man vil smile af den officielle viden af i dag.

Vi må derfor holde tungen lige i munden, og først og fremmest lade os lede af de store kliniske undersøgelser. Så må teorierne siden hen prøve at forklare disse resultater.
Vitalrådet.


Reference:
Nature, vol 427;6977:853

www.iom.dk