Kategori: Fødevarer

Den, der smø’r godt ….

Claus Hancke

6. februar 2007

Der hersker almindelig forvirring om de essentielle fedtsyrer, mens forskningen om de gavnlige virkninger hober sig op. Hvad er op og ned?
Det hurtige svar er: Spis mere fisk!

Hvis du gerne vil gå i dybden med svaret, så spænd sikkerhedsselen og læs videre:

Der er almindelig enighed om, at omega-3 fedtsyrer er af høj sundhedsværdi lige fra hørfrøoliens alfalinolénsyre til fiskens docosahexaénsyre og prostaglandin E3.

Men hvordan er det nu lige med omega-6 gruppen?

Der synes at herske en udtalt forvirring om sundhedsværdien af essentielle fedtsyrer, og den er ikke blevet mindre efter at der i en nylig TV-udsendelse blev advaret mod brugen af de flerumættede omega-6 fedtsyrer.
Lad os se på det:

Den mest udbredte misforståelse er, at man kan generalisere alle omega-6 fedtsyrer. Det kan man ikke.

Vort problem i den industrialiserede verden er, at vi oversvømmes af den billige linolsyre. Det er en omega-6 fedtsyre, som findes i f.eks. majsolie og solsikkeolie.

Linolsyre er i sig selv ikke så heldig. Hvis vi spiser for meget af det, vil vi opbygge depoter af NEFA, som ikke har noget med cykellygter at gøre, men betyder, at Linolsyren ophobes som ikke-esterificeret fedt, og derved kan det resultere i pludselig hjertedød (1).

Forholdet mellem vor indtagelse af omega-6 og omega-3 burde være i nærheden af 2:1, men er desværre mere end 20:1.

Problemet med linolsyre er, at vi får for meget af det (fordi det er billigt).

Linolsyre skal omdannes til først gammalinolénsyre (GLA), derefter DGLA og endelig til prostaglandin E1, før vi har sunde omega-3 fedtsyrer.

Den første omdannelse til GLA kræver et enzym, der hedder delta-6-desaturase.

Enzymet virker ikke så effektivt i omega-6-linien som i omega-3 linien, og samtidigt er der ganske mange mennesker, som mangler dette enzym. Det drejer sig primært om folk med allergier og folk med sukkersyge.

Når man mangler dette enzym, er der ingen anden udvej end af undgå for meget linolsyre og tage et tilskud af GLA. GLA finder man f.eks. i kæmpenatlysolie eller i borago-olie (lægehjulkrone).

Hvis man ikke er i de grupper, der mangler enzymet delta-6-desaturase, så kan man blot begrænse sin indtagelse af linolsyre, og i stedet skrue op for sin indtagelse af fiskeolie.

Hvis vi nemlig spiser fed fisk og fiskeolie, så sparer vi på dette enzym, som også skal omdanne hørfrøolien til fiskeolie, så det i stedet kan blive brugt til at lave linolsyre om til GLA. Hvis vi således blot fik en moderat mængde linolsyre, balanceret med omega-3 fra fisk, så ville vi ikke lide skade af ukonverteret omega-6.

En anden måde at nedsætte mængden af ophobet linolsyre er at indtage aminosyren L-Carnitin. L-Carnitin er en slags olierørledning, som transporterer linolsyren direkte ind i kraftværket i cellen (mitokondriet), hvor det ved hjælp af Q10 omdannes til energi. Herved nedsættes mængden af frit cirkulerende linolsyre i blodet.

Så når vi taler om sundhedsværdien af omega-6 fedtsyrerne, så kommer det ganske an på hvilke, vi taler om.

Som det fremgår af ovenstående, er linolsyre noget, vi skal undgå at få for meget af, hvorimod dets omdannelsesprodukt gammalinolensyre er sundt og godt.

En større oversigtsartikel i Current Pharmaceutical Biotechnology (2), opgør forfatterne en lang række sygdomstilstande, hvor GLA har vist en forbavsende effekt, lige fra inflammatoriske tilstande som rheumatoid arthrit (leddegigt) over autoimmune sygdomme til kræftsygdomme. GLA har vist sig at kunne hæmme osteonectin, som er et protein forbundet med metastasespredning, og GLA øger nerveledningshastigheden hos sukkersygepatienter.

Det er derfor ikke blot sort-hvidt at tale om omega-6-olier. Det er særdeles vigtigt at vide, om vi taler om linolsyre eller gammalinolensyre.

Hvis man vil have både i pose og sæk, så supplerer man sin kost med både GLA og fiskeolie. Så er man godt kørende.
Claus Hancke


Referencer:
1. Circulating Nonesterified Fatty Acid Level as a Predictive Risk Factor for Sudden Death in the Population. Xavier Jouven, MD, PhD; Marie-Aline Charles, MD; Michel Desnos, MD; Pierre Ducimetière, PhD. Circulation. 2001;104:756.
2. Gamma linolenic acid: an antiinflammatory omega-6 fatty acid. Kapoor R, Huang Y-S, Current Pharmaceutical Biotechnology, 2006; 7(6): 531-4.

Husk dit daglige æg

Claus Hancke

28. november 2006

To nye studier tyder på, at vigtige næringsstoffer, indeholdt i blandt andet æg, er med til at forebygge den hyppigst forekommende aldersblindhed.

Når man får at vide, at man har “forkalkning på nethinden”, så er det meget sjældent forkalkning, der er tale om.

Ganske vist findes der en “rigtig” forkalkning, nemlig af den arterie, der forsyner nethinden, men oftest bruges udtrykket om den meget almindelige lidelse “aldersbetinget macula degeneration”, som ofte forkortes “AMD”.

AMD er i virkeligheden en degeneration af de nethindeceller, der er placeret i den gule plet (macula) lige i centrum af synsfeltet. Hvis man mister synet i macula, så mister man altså sit centrale syn. Det betyder, at man godt kan se i periferien. Man kan se, at det er et rum, man befinder sig i, men man kan ikke se det, man kigger på, -for eksempel et ansigt, et TV, en bog eller noget, man arbejder med. Man kan således bevare en rumfornemmelse, men er funktionelt blind. Det er meget generende, at man f.eks. ikke kan genkende sine egne børn eller nære venner, hvis man møder dem på gaden. For man kan ikke se deres ansigt. Der er blot en sort plet.

De første tegn på AMD er, at rette linier ikke ses som rette, men at der er “buler” i linierne i en tekst, eller buler i persiennerne for vinduet. Det næste er, at man mister sit farvesyn, fordi skaden sidder i macula netop der, hvor tappene sidder og skelner farver.

Tidligere har studier vist, at man kan nedsætte risikoen for AMD med visse antioxidanter, og nu har et par nye studier påkaldt sig vor interesse, fordi man med naturlige midler kan øge nethindens indhold af vigtige stoffer, som nedsætter risikoen for AMD.

På University of Wisconsin i Madison, USA, har man som en udløber af den kæmpemæssige Women’s Health Initiative (et studie over nu 15 år med 161.000 kvinder i alderen 50-79 år) undersøgt 1.700 ældre kvinder og fundet, at deres tæthed af macula pigment var positivt korrelleret til blodets og kostens indhold af carotenoider som lutein og zeaxanthin, men negativt korreleret til sukkersyge og fedme.

Samtidigt har man på University of New Hamshire, USA lavet et interventionsforsøg over 12 uger med 6 æg om ugen til en gruppe på 24 kvinder i alderen 24-59 år.

Både lutein og zeaxanthin findes i æggeblomme, hvorfra de ret let optages i blodet, for derefter at koncentreres i øjents retina.

En gruppe fik æg med 331 mikrogram lutein og zeaxanthin pr. blomme. En anden fik æg med 964 mikrogram lutein og zeaxanthin pr. blomme og den tredje gruppe fik en sukkerpille dgl., og fik at vide, at pillen indeholdt lutein og zeaxanthin.

I begge grupper, som spiste æg dagligt, øgedes lutein og zeaxanthin, men ikke i sukkergruppen. Dette er kendt fra tidligere æg-interventionsstudier, men i dette forsøg er man gået skridtet videre og har målt tætheden af maculapigment samt serum-kolesterol og triglycerid ved start og efter 4, 8 og 12 uger.

Serum-kolesterol øgedes ikke i nogen af de to æg-grupper, men både kolesterol og triglycerid steg signifikant i sukker-gruppen.

Derimod steg serum zeaxanthin (ikke lutein) samt, nok så vigtigt, nethindens indhold af synspigment i æg-grupperne, men ikke i sukkergruppen.

Selv om der er betydeligt flere carotenoider i grøntsager som for eksempel spinat, foretrækker forfatterne æg på grund af den fine biotilgængelighed af lutein og zeaxanthin.

Det er rart endnu en gang at få slået fast, at æg er godt.
Og så smager det jo ikke helt ilde.
Vitalrådet.


Referencer:

Mares JA, Larowe TL, et al. Predictors of optical density of lutein and zeaxanthin in retinas of older women in the Carotenoids in Age-Related Eye Disease Study, an ancillary study of the Women’s Health Initiative. Am J Clin Nutr., 2006, 84(5): 1107-1122.

Wenzel AJ, Gerweck C, et al. A 12-wk egg intervention increases serum zeaxanthin and macular pigment optical density in women. J Nutr., 2006; 136(10): 2568-2573.

www.ajcn.org
jn.nutrition.org/contents-by-date.0.shtml

Børn med DAMP / ADHD mangler magnesium

Claus Hancke

17. marts 2006

Et flertal af urolige DAMP-børn manglede magnesium. Samtlige blev forandrede til det bedre af et tilskud af magnesium og B6-vitamin.

I næsten enhver børnehaveklasse sidder der et eller to såkaldte DAMP-børn, der giver pædagogerne grå hår i hovedet ved deres evige uro, omkringfaren, voldsomhed og uopmærksomhed (DAMP står for Deficit in Attention, Motor-control and Perception).

To forsøg – de eneste, der er foretaget – har nu vist, at en kombination af magnesium og B6-vitamin hjælper.

Hvorfor skulle magnesium hjælpe? I et fransk forsøg har man undersøgt 52 børn, der var diagnosticerede som DAMP-børn (uden for Skandinavien kaldet ADHD-børn, dvs. børn med Attention Deficit, Hyperactivity Disorder). Børnene var typisk ca. seks år. Målte man deres magnesium i serum, dvs. på en almindelig blodprøve, fik man normale værdier. Men da næsten al organismens magnesium findes inde i cellerne, kan man heller ikke afsløre mangel på den måde. Det er inde i cellerne, man skal lede.

I gennemsnit havde børnene kun ca. 4/5 af den mængde magnesium i cellerne (her: de røde blodlegemer) som normale voksne har. De havde magnesiummangel!

Derfor fik de dagligt i 1-6 måneder et tilskud af 6 mg magnesium og 0,8 mg B6-vitamin pr kilo legemsvægt. Herefter fik ikke mindre end samtlige børn det bedre. Ved forsøgets start bedømtes f.eks. 26 af børnene at være fysisk aggressive. Efter fire måneder gjaldt dette kun seks. Samtidig var koncentrationsevne og opmærksomhed, bedømt på anerkendt vis, forbedret. Disse resultater var statistisk meget sikre.

En svaghed ved det franske forsøg er, at det er et såkaldt åbent forsøg. Der var ingen ubehandlet kontrolgruppe, og behandlingen var ikke blindet. Det giver plads for tilfældigheder og overfortolkning. På den anden side viste forsøget nøjagtigt det samme som et lignende forsøg fra 1997. Og forbedringen indtraf i takt med, at den målelige magnesiummangel forsvandt. Når det var sket, standsede man behandlingen.

Magnesium i kosten
Virker den, er det måske ikke så overraskende. Samme kur synes i flere forsøg at have hjulpet kvinder med irritabilitet og uligevægt på grund af PMS (PræMenstruelt Syndrom). Dertil kommer den nævnte alment beroligende virkning på nerver (man kan bruge magnesium som lokalbedøvelse). Magnesium har en afslappende virkning på muskulatur. Har magnesium også en beroligende virkning på centralnervesystemet?

Et andet spørgsmål er, hvorfor DAMP-børn tilsyneladende mangler magnesium. Franskmændene foreslår, at arvelige forhold spiller ind, men hos et flertal var ikke kun den ene, men begge forældre også i underskud med mineralet. Det tyder på, at ernæring spiller en større rolle.

En engelsk vurdering tyder på, at fødevarernes indhold af magnesium er aftaget de sidste 60 år. I grønsager og frugt skønnes der at være hhv. 24 % og 16 % mindre end i 1940. Dertil kommer et stærkt øget sukkerforbrug. – De, der frejdigt hævder, at man roligt kan lade 10% af kalorierne udgøre af sukker, anbefaler også, at man roligt kan se bort fra 10% af fødens magnesium. Hertil kommer, at mindre fysisk arbejde medfører mindre behov for mad i det hele taget og dermed mindre magnesium-indtag. Et typisk indtag af magnesium i dag (3-400 mg/dag) er formentlig under halvdelen af, hvad det var for 100 år siden.

En anden overvejelse: Der findes en lang række mere eller mindre bekræftede iagttagelser af sammenhæng mellem adfærdsforstyrrelser hos børn og unge (og kriminelle) og usund kost. Er det tilfældigheder?
Der går flere måneder, før en magnesiummangel er korrigeret. Men det kan være et forsøg værd.
Vitalrådet.


Referencer.
1) Mousain-Bosc et al. Magnesium VitB6 intake reduces central nervous system hyperexcitability in children. J Am Coll Nutrition 2004;23:545S-548S
2) Starobrat-Hermelin et al. The effects of magnesium physiological supplementation on hyperactivity in children with attention deficit hyperactive disorder (ADHD). Magnes Res 1997;10:143-8

www.jacn.org
www.iom.dk

Så nyd dog en ordentlig sovs

Claus Hancke

10. februar 2006

Atter har et af de skråsikre ”ekspertråd” vist sig at være falsk: Fedtfattig kost gavner ikke helbredet.

Hvad ernæring angår, må de hellige køer i hurtig rækkefølge lade livet i denne tid. De døende køers præsteskab forsvarer dem dog med ildhu, somme tider uden at skele til sandheden. Det er et spørgsmål om religion. For 10 år siden var det plantemargarinerne, der blev pillet ned af piedestalen. For to år siden røg sukkeret, og nu light-produkterne.

Nu er vi i årevis blevet tudet ørerne fulde af, at vi skulle spise magert for at blive sunde og slanke. Selv om det lyder indlysende, har dette dogme fået adskillige skud for boven de senere år, bl.a. fra mange forsøg med fed kost, der er fattig på letoptagelige kulhydrater. Men for bare en måned siden vejrede dets tilhængere morgenluft. En velkendt ekspert fejltolkede på TV en amerikansk undersøgelse og påstod, at nu var dogmet bevist: Når man spiser pasta, kartofler og brød, bliver man tynd.

”Nu må de, der taler imod fedtfattig kost holde mund, hed det.”
Ingen opdagede, at undersøgelsen havde vist det modsatte: Selv om man i syv år spæger sig med mager kost, taber man sig kun 400 gram. Og vil man erhverve dette mikroskopiske vægttab, er det hverken pasta eller flute, man skal ty til. I forsøget var det frugt og grønt, der gjorde maden mager, mens forbruget af kornprodukter blev sat ned med 20 %.

Vi er vant til vildledning, men lad det her være slået fast: Man bliver i praksis ikke tyndere af at undgå fedt. Det er nu bevist! Men ikke nok med det: Tre andre grene af samme undersøgelse (Womens Health Initiative) har nu vist, at man heller ikke bliver sundere.

I hvert fald skal en nogenlunde rask kvinde mellem 50 og 79 år ikke regne med at slippe for hverken brystkræft, kræft i tyktarmen, hjerneblødning eller blodprop i hjertet, fordi hun i otte år har sat sit fedtforbrug 25 % ned. Det spiller i den forbindelse heller ingen rolle, om hun samtidig øger forbruget af frugt og grønt fra fire til fem portioner daglig.

Det er meget store og meget grundige interventionsundersøgelser, der har vist dette. ”Undersøgelsernes Rolls Royce” bliver de kaldt, og de har været så kostbare (tre milliarder kroner), at de antageligt aldrig bliver gentaget. De konklusioner, vi skal drage, bliver vi derfor nødt til at drage ud fra dem.

48.835 amerikanske kvinder har deltaget. Af disse kom 40 % på kur, mens resten tjente til sammenligning. Typisk var kvinderne let overvægtige, men selv om de satte fedtforbruget ned fra 38 % til 29 % af kalorierne, tabte de sig kun ubetydeligt (livvidden blev 0,8 cm mindre). Blodtryk og kolesterol faldt lige så ubetydeligt, og risikoen for de nævnte sygdomme rokkede sig ikke.

Hvad man ikke undersøgte
“Resultatet er et komplet nul mht. alle tre studier”, erklærede en ledende forsker (Michael Thun) fra American Cancer Society.
“Resultaterne skal tages alvorligt. Diæten beskytter overhovedet ikke”, sagde statistikeren David Freedman fra Berkeley universitetet. “Vi i det videnskabelige samfund giver ofte skråsikre råd på et spinkelt grundlag. Derfor er vi nødt til at lave eksperimenter”, føjede han til.

Men betyder alt dette, at det er underordnet, hvad man spiser? Langt fra! Naturligvis ikke. Man skal lægge mærke til alt det, undersøgelsen ikke tog højde for:

For det første var der ikke fokus på forbruget af fisk. Men den italienske interventionsundersøgelse GISSI, der omfattede næsten 12.000 deltagere, viste for nogle år siden, at bare tre gram fiskeolie om dagen nedsatte hjertedødeligheden i en højrisikogruppe med 30 %. Det er ikke mængden, men arten af fedt, der tæller.

Der var heller ikke fokus på antioxidanter. Men ifølge et stort amerikansk lodtrækningsforsøg fra 1996 formindsker tilskud af antioxidanten selen (200 mikrogram om dagen) risikoen for flere former for kræft med hen mod 50 %.

At antioxidanter er interessante, så man desuden i det syvårige franske SUVIMAX-forsøg fra 2004. Her var der et fald i dødelighed på over en tredjedel hos mænd, når de fik en bred vifte af antioxidanter – selen, C- og E-vitamin, zink, betacaroten – i moderate doser.

Der var heller ikke fokus på D-vitamin, som synes at have en fremtid i forebyggelsen af kræft i prostata, forstørret prostata, brystkræft, leddegigt m.m. Eller på folinsyre, som synes at forebygge brystkræft, knogleskørhed m.m., selv om alt dette kun er sandsynliggjort.

Listen kunne nemt være længere. Afgørende er, at det vigtigste af alle de kostråd, eksperter har doceret i årtier, uden rysten på hånden, er blevet tilbagevist! Det har kun gavnet den lukrative industri af light- og easy-produkter.

Dette bør vække eftertænksomhed i alle lejre. Hvornår er man ekspert?
Faktisk er der aldrig lavet en undersøgelse af en forøget indtagelse af fedt. Hvad dette fører med sig, står hen i det uvisse. Måske skal vi bare koncentrere os om at spise fedt af en højere kvalitet, end vi er vant til. Lad os nyde vort gode smør og den sunde olivenolie.
Velbekomme.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Prentice R et al. Low fat dietary pattern and risk of invasive breast cancer. JAMA 2006;295:629-42.
2. Buzdar A U. Dietary modification and risk of breast cancer. JAMA 2006;295:691-2.
3. Kolate G. Low-fat diet does not cut health risks, study finds. The New York Times 8.2.06.
4. Beresford S A A et al. Low-fat dietary pattern and risk of colorectal cancer. JAMA 2006;295:643-54.
5. Howard B V. Low-fat dietary pattern and risk of cardiovascular disease. JAMA 2006;295:655-66.
6. Appel L A. Dietary modification and CVD prevention. JAMA 2006;295:693-5
7. Howard B V. Low-fat dietary pattern and weight change over 7 years. JAMA 2006;295:39-49.

jama.ama-assn.org
www.nytimes.com
www.iom.dk

Plantekost og antioxidanter mod prostatakræft

Claus Hancke

16. august 2005

Radikalt ændret livsstil, herunder tilskud af antioxidanter, standser tilsyneladende væksten af tidlig prostatakræft. Samtidig bliver blodet otte gange bedre end ellers til at bekæmpe kræftceller.

Enkelte forsøg med mennesker, og talrige dyreforsøg og befolkningsundersøgelser, har peget på, at antioxidanter modvirker kræft. Alligevel har kun få forsket i, om de hjælper mod kræft hos mennesker, når sygdommen er en realitet. Et amerikansk forsøg viser nu, at det kan være tilfældet, i hvert fald ved kræft i prostata.

Forsøget, der netop er publiceret, omfattede 93 mænd med kræft i prostata i tidligt stadium. De var udvalgt, fordi de havde nægtet at tage imod sædvanlig kræftbehandling.

44 af dem blev instrueret i at følge en ret streng diæt, hvor kun 10 % af kalorierne måtte bestå af fedt. De skulle have ren plantekost og undgå mælkeprodukter, men fik til gengæld et proteintilskud i form af en sojadrik. Desuden skulle de motionere svarende til en halv times rask gang om dagen og skulle udføre forskellige yogaøvelser og meditere i yderligere en time. De måtte selvfølgelig ikke ryge!

Man skulle tro, de fleste hurtigt ville opgive en så streng levevis. Men langt de fleste holder ved, måske fordi de befinder sig godt. Forsøgets leder, Dean Ornish, har beskrevet, at da han lod en gruppe mænd med dårligt hjerte følge denne opskrift, aftog deres åreforkalkning i hjertets kransårer – vel at mærke ikke bare det første år, men stille og roligt i en fortsat proces, der i alt varede mindst fem år.

I det aktuelle forsøg supplerede Ornish dog med kosttilskud:

  • E-vitamin 400 enheder/dag.
  • C-vitamin: 2 gram/dag.
  • Selen: 200 mikrogram/dag.
  • Fiskeolie: 3 gram/dag.

Bedre efter et år
Alle fik målt den såkaldte PSA-værdi, dels ved forsøgets start, dels efter et år. PSA (Prostata-Specifikt Antigen) er et omtrentligt udtryk for kræftens udbredelse. Det var hovedformålet med forsøget at måle, hvad der skete med PSA.

Der skete det, at da der var gået et år, var PSA-værdien gennemsnitligt faldet 4 % hos de 44 i aktiv behandling, mens den hos kontrolgruppen – som blev fulgt med råd og dåd af egen læge – var steget med 6 %.

Det var i sig selv et spændende resultat. Men dertil kommer, at seks mænd fra placebogruppen blev så syge, at de måtte udgå af forsøget og gå i traditionel behandling. Hvis ikke de seks mænd fra kontrolgruppen var udgået – fordi de blev meget syge – havde forskellen været endnu større.

Ingen aktivt behandlede udgik
Som supplement til PSA-målingerne gjorde man ét eksperiment mere. Man tog serum fra alle deltagere og undersøgte, hvordan det påvirkede væksten af prostata-kræftceller i laboratorieforsøg. Efter et år var der opstået en voldsom forskel: De behandlede mænds serum hæmmede væksten af kræftceller otte gange så meget som kontrolgruppens!

Disse resultater er statistisk meget sikre. Man må altså regne med, at der er en virkning, men hvad skyldes den? Var det den overvejende grønne kost, soja, motion – eller måske yoga og meditation? Eller var det antioxidanterne?

Man kan kun gætte. Dean Ornish mener, at de samlede livsstilsændringer gjorde udslaget. Men formodningen om, at antioxidanter hjælper mod kræft, støttes naturligvis. Under alle omstændigheder er forsøget i høj grad tankevækkende.
Vitalrådet.


Referencer:
Ornish D et al. Intensive lifestyle changes may affect the progression of prostate cancer. The Journal of Urology 2005;174:1065-70.
Ornish D et al. Intensive lifestyle changes for reversal of coronary heart disease. JAMA 1998;280:2001-7.

jama.ama-assn.org
www.jurology.com
www.iom.dk

Stegte sild – er de så gode for hjertet?

Claus Hancke

15. marts 2005

En amerikansk undersøgelse siger, at man kan undgå hjerteflimmer (atrieflimmer) ved at få fed fisk. Danske forskere kommer til det diametralt modsatte resultat. Er det fordi, danskere kan lide stegt fisk?

I midten af 2004 kunne forskere fra Harvard universitet i Boston offentliggøre, at hvis man spiser godt med fed fisk, har man mindre risiko for hjerteflimmer – forkammerflimmer, eller atrieflimmer.

Atrieflimmer er den stærkt uregelmæssige hjerteaktion, som før eller senere opstår hos et stort antal ældre, og som kræver livsvarig blodfortyndende behandling.

Helt præcist havde amerikanerne fundet, at risikoen for atrieflimmer var 35 % mindre hos dem, der fik fed fisk mindst fem gange om ugen, og 24 % mindre hos dem, der fik det 1-3 gange om måneden – sammenlignet med dem, der fik det meget sjældent.

Men det er mere indviklet end som så: I januar 2005 offentliggjorde to danske læger, at et stort indtag af fed fisk ifølge deres undersøgelse forøger risikoen for atrieflimmer. Nærmere bestemt er risikoen 44 % højere hos den femtedel, der får mest, end den er hos dem, der får mindst.

Er man så ikke lige vidt? Et groft gennemsnit af de to undersøgelser siger jo, at det er hip som hap, om man får fed fisk (TV-avisen omtalte dog kun den danske undersøgelse. Den har jo, ifølge sædvanlig logik, størst interesse).

Hvorfor de forskellige resultater? Går man under overfladen, viser det sig, at de to undersøgelser er stærkt forskellige.

Der var ca. 5.000 deltagerne i den amerikanske undersøgelse. De var gennemsnitligt 73 år. I den danske deltog ca. 50.000, men de var 18 år yngre, gennemsnitligt 55 år. Næsten hver femte af de ældre amerikanere fik atrieflimmer i de 12 år, undersøgelsen varede, mens det samme gjaldt mindre end 2% af danskerne, der desuden kun blev fulgt i knap seks år. Alt i alt observerede amerikanerne dobbelt så mange, der fik atrieflimmer, som danskerne (hhv. 980 og 456).

Stegning forvansker fiskeolien
Hvordan identificerede man dem, der fik atrieflimmer? De amerikanske deltagere fik hvert år en hjerteundersøgelse. Her blev alle med atrieflimmer opdaget. Oplysninger om danskerne blev derimod udelukkende indhentet fra sygehusene – man gik altså ud fra, at alle med atrieflimmer havde været indlagt.

Dette medfører en usikkerhed: Selv om de fleste blev indlagt, er det langt fra sikkert, alle blev. Atrieflimmer kan udmærket behandles i almen praksis.

Særligt vigtigt var det, at amerikanerne opdagede, at der er forskel på virkningen af stegt fisk og anden fisk. Stegt fed fisk forøgede risikoen en anelse, mens ikke-stegt (fed) fisk formindskede den. Fed fisk, der blev stegt, forhøjede tilsvarende ikke blodets indhold af fiskeolie (n-3-fedtsyrer). Til sammenligning oplyser den danske undersøgelse ikke, hvordan fisken blev tilberedt. Man skelnede slet ikke.

Ingen af undersøgelserne redegjorde for, hvor mange og hvem der tog tilskud af fiskeolie: Heller ikke dette – centrale – spørgsmål var stillet i den danske undersøgelse. I den amerikanske ændrede oplysningerne dog på den anden side ikke det samlede resultat.

Altså: En stor, detaljeret og nøjagtig amerikansk undersøgelse har vist, at fed fisk formindsker risikoen for atrieflimmer med omkring en tredjedel. En mindre – og mindre detaljeret – dansk undersøgelse har vist det modsatte.

Men størrelsen er næppe det afgørende. Det er nok væsentligere at gå den tanke, at tilberedningen af fisken spiller en rolle. Fiskeolie ødelægges af høj varme, som mere eller mindre forvandler n-3-fedtsyrerne til n-6-fedtsyrer, transfedtsyrer og skadelige iltnings-produkter.

Den amerikanske gruppe har for nylig offentliggjort, at fed fisk – som vel at mærke ikke er stregt – mindsker risikoen for hjerneblødning (der for det meste skyldes blodprop i hjernen) i omtrent samme omfang som risikoen for atrieflimmer. Stegt fed fisk gør det modsatte!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Dariush Mozaffarian et al. Fish intake and risk of incident atrial fibrillation. Circulation 2004;116:368-73.
2. n-3 Fatty acids consumed from fish and risk of atrial fibrillation or flutter : The Danish Diet, Cancer and Health Study. Am J Clin Nutr 2005;81:50-4
3. Mozaffarian D et al. Fish consumption and stroke risk in elderly individuals: the cardiovascular health study.

Arch Intern Med 2005 Jan 24;165(2):200-6.
www.americanheart.org
www.americanheart.org/presenter.jhtml
www.ajcn.org
archinte.ama-assn.org
www.iom.dk

Broccoli og spinat påvirker næppe INR

Claus Hancke

10. december 2004

Lovende hollandsk forsøg med K-vitamin. Den lidt kryptiske overskrift er sikkert volapyk for de fleste mennesker, men har dog stor betydning for alle dem, der er i behandling med de blodfortyndende lægemidler (antikoagulantia) som f.eks. Marevan, og som skal kontrolleres løbende med en blodprøve, som kaldes INR.

Denne blodprøve skal sikre at dosis er korrekt, men også forhindre en overdosering, hvorved blodet bliver ”for tyndt”. Dette er farligt og kan resultere i indre blødninger.

12 raske frivillige indgik i et forsøg, hvor man i 13 uger havde givet dem korrekt dosering af antikoagulantia og indstillet dem på vedligeholdelsesdosis med konstant og stabil INR-værdi, så de ikke kunne danne blodpropper.

Herefter fik de K-vitamin i stigende dosis fra 50 op til 500 mikrogram igennem 7 dage.

Der var ingen påvirkning af INR, før man kom op på en dosis på 150 mikrogram K-vitamin om dagen som vitamintilskud. Selv ved denne dosis ændredes INR kun hos 3 af de 12 forsøgspersoner.

Da man forsøgte med kost, som er specielt rig på K-vitamin, nemlig broccoli og spinat, var der ingen klinisk relevant påvirkning af INR, fordi virkningen var ganske kortvarig, og forfatterne foreslår, at det kan være på grund af ringe biotilgængelighed fra grøntsagerne. Dette kan undre, da grønkål, spinat og broccoli kan indeholde helt op til 400 mikrogram K-vitamin pr. 100 gram.

Doser på 100 mikrogram K-vitamin som letoptageligt kosttilskud, havde ingen betydning for koagulationstallet.

Hvis dette forsøg på raske yngre forsøgspersoner kan gentages med samme resultat på patienter med tilbøjelighed til dannelse af blodpropper, så vil det kunne gøre livet betydeligt lettere for de mange mennesker, som hver dag stirrer fortvivlet på den lange liste over K-vitaminholdige madvarer, som de ikke må spise samtidig med deres Marevan.
Vitalrådet.


Reference:
Schurgers LJ, Shearer MJ, et al: Effect of Vitamin K Intake on the Stability of Oral Anticoagulant Treatment. Dose-Response Relationships in Healthy Subjects. Blood 2004;104(9):2682-2689.

www.bloodjournal.org
www.iom.dk

Første tabel over kostens antioxidanter

Claus HanckeSkriv en kommentar til Første tabel over kostens antioxidanter

12. august 2004

Den voksende interesse for antioxidanter har fået to videnskabelige institutioner under det amerikanske landbrugsministerium til at udarbejde den første omfattende tabel over kostens antioxidanter.

Grunden er den voksende tro på, at antioxidanter beskytter mod åreforkalkning, kræft, Parkinsons sygdom, Alzheimers demens, aldersblindhed og for den sags skyld aldring i almindelighed. Senest har det også vist sig, at de, der får kræft i spiserør og mavesæk, gennemgående får betydeligt færre antioxidanter i kosten end andre.

Den nye tabel har krævet et enormt laboratoriearbejde og omfatter 100 almindelige fødevarer fra planteriget, der som bekendt er hovedkilden til antioxidanter i kosten. Den viser ikke alene, hvilke fødevarer der indeholder flest antioxidanter, men udpeger også dem med færrest. Arten af antioxidanter (E- og C-vitaminer, fenoler, carotenoider) omtales ikke, kun den samlede virkning.

Blandt bær og frugter er der flest antioxidanter i tranebær, solbær, hindbær, rødkindede æbler, svesker og blommer. Derimod er bananer, kiwi, mango, vandmelon og ananas forholdsvis dårlige kilder.

I grønsagsgruppen er først og fremmest artiskok, men også tørrede, kidney-bønner, løg, kål, peberfrugt, spinat og kogte kartofler gode kilder, mens salat (navnlig Iceberg), grønne ærter og rå tomater indeholder klart mindre. Helt i bunden, med et meget lavt indhold, ligger agurk.

90 % af antioxidanterne er vandopløselige, mens resten er fedtopløselige og har andre egenskaber. Dem er det svært at få nok af gennem kosten, men de findes i nødder, havregryn, avocado, broccoli og artiskok. Utroligt rige kilder er krydderierne kanel og (især) kryddernellike, efterfulgt et godt stykke nede af oregano og basilikum. Selv i små mængder kan de spille en stor rolle. Også chokolade giver et forsvarligt tilskud.

Sammenlignet med grønsager, bær, frugt og nødder indeholder kornprodukter som cornflakes og hvidt brød få antioxidanter. De, der lever af brød og kødmad uden mange krydderier, får traditionel morgenmad, sjældent får anden frugt end bananer, og holder sig til Iceberg-salat med agurk og tomat, får ikke mange antioxidanter i kosten!
Vitalrådet.


Reference:
Xainli Wu, Gary R Beecher, Joanne Holden et al. Lipophilic and hydrophilic antioxidant capacities of common foods in the United States. J Agric. Food Chem. 2004;52:4026-37.

pubs.acs.org/journals/jafcau
www.iom.dk

Spis trygt frugt og grøntsager. Ikke basis for at overfortolke undersøgelsesresultat

Claus HanckeSkriv en kommentar til Spis trygt frugt og grøntsager. Ikke basis for at overfortolke undersøgelsesresultat

23. december 2003

En observationsundersøgelse *1) af 400 kvinder, som har fået brystkræft sammenlignet med 400, som ikke har fået det, har vist, at der er øget risiko ved at indtage vitamin-C gennem frugt og grønt i forhold til at indtage det som kosttilskud.

Når vi tænker os lidt om, ved vi godt, at det er sundt at spise frugt og grønt, og derfor må man anstændigvis gå en sådan undersøgelse efter i sømmene.

Forfatterne selv skriver ganske fornuftigt, at dens resultat strider mod tidligere videnskabelige undersøgelser om dette, og at det må undersøges nærmere. – Fair nok.

Imidlertid skriver Kræftens Bekæmpelse på sin hjemmeside en anbefaling, som langt overskrider det, man med rimelighed kan uddrage af dette studie. De skriver endda, at man ikke skal indtage vitamin-C som kosttilskud, selv om det er ganske ufarligt ifølge denne undersøgelse, hvor det suverænt er kostens indhold af vitamin-C, der er risikabelt.

Tidligere studier fra samme forskergruppe har på samme måde vist, at såvel fisk *2) som frugt og grøntsager *3) øger risikoen for hormon-følsom brystkræft.

Når forskere kommer til et resultat, som strider mod tidligere forskning inden for det aktuelle område, så er det meget vigtigt, at man ikke farer ud og skræmmer befolkningen fra at indtage kost eller tilskud, som den (ifølge den tidligere forskning) netop indtager af sundhedshensyn. Det er vigtigt, at sådanne resultater er sikre, før man kan basere sin rådgivning til befolkningen på det.

Indtil videre har tusinder af forskningsresultater vist, at frugt og grøntsager samt flere af de kendte kosttilskud har store sundhedsmæssige fordele. Dette har også Ernæringsrådet fremhævet i sin rådgivning.

Man bør ikke skræmme befolkningen på basis af en enkelt observationsundersøgelse, som er behæftet med så meget usikkerhed, som det er tilfældet her.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Intake of vitamins A, C and E from diet and supplements and breast cancer in postmenopausal women. Cancer Causes and Control 2003;14:695-704. Oct. 03.
2. Fish intake is positively associated with breast cancer incidence rate. J. Nutrition 2003;133:3664-3669. Nov. 03.
3. Fruits and vegetable intake differentially affects estrogen receptor negative and positive breast cancer incidence rates. J. Nutrition 2003;133:2342-2347. July 03.

www.cancer.dk
www.iom.dk

Pressemeddelelse fra Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin (DSOM)

Per LarsenSkriv en kommentar til Pressemeddelelse fra Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin (DSOM)

12. november 2002

Forlydender om at antioxidanter generelt ingen effekt har på den sekundære forebyggelse af hjerte-karsygdomme stammer fra The Heart Protection Study, som blev offentliggjort i juli 2002 i tidsskriftet The Lancet. Forsøget blev finansieret af bl.a. lægemiddelfirmaerne Merck & Co. og Roche Vitamins.

Forsøgets formål var bl.a. at undersøge Merck’s kolesterolsænkende medicin Zocor’s effekt på forskellige parametre som blodprop i hjertet og hjertedød mv. I undersøgelsen indgik 20.536 højrisiko-patienter – dvs. patienter med kendt hjertekarsygdom eller dispositioner herfor – f.eks. diabetes.

Patienterne blev randomiseret i 4 grupper, heraf 5000 patienter modtog 600 mg. E- vitamin, 250 mg. C-vitamin samt 20 mg. Betacaroten. 5000 patienter fik både Zocor og vitaminer. 5000 patienter fik kun Zocor og 5000 patienter fungerede som en fælles kontrolgruppe. Dvs. at den del af studiet som indeholdt vitamingruppen plus en fælles kontrolgruppe udgjorde 10.000 personer og ikke 20.536 personer som anført andet steds.

Ikke overraskende viste forsøgets hovedresultat, at Zocor havde positiv effekt selv ved meget lave kolesterolværdier, hvilket utvivlsomt udvinder indikationsområdet for Zocor betydeligt.

Der findes dog flere kritikpunkter, udover at antallet af forsøgspersoner er overdrevet:

  • Dosis af E-vitamin og C-vitamin er ikke proportionale i forhold til hinanden. De to vitaminer er tæt knyttet sammen i den antioxidative beskyttelse af cellen. Er der overskud af det ene vitamin kan det få pro-oxidant virkning.
  • Man vil normalt ikke give mere end 100 – 200 mg. E-vitamin. C-vitamin skal gives flere gange i døgnet eller som depotpræparat.
  • C vitamin, som engangsdosering i en dosis på 250 mg., vil kun have en effekt i ganske få timer. C-vitamins halveringstid er ca. 4 timer, dvs. at man ud fra en døgndosis dosis alene ikke kan forvente en effekt overhovedet – nærmere det modsatte.
  • Betacaroten har før været forsøgt givet alene i et større forsøg til lungecancer og rygere. Her så det ud som om, at dette vitamin havde en prooxidant effekt med en overhyppighed af lungecancer hos rygere som resultat. The Heart Protection Study har ikke kunne bekræfte en sådan effekt af en ukorrekt ubalanceret dosering.

Forsøgets resultater er i øvrigt sammenfaldende med de resultater som fandtes i HOPE-studiet, nemlig at der ikke fandtes en sekundær forebyggende effekt ved indtagelse af enkelte vitaminer.

  • Man kan ikke undersøge enkelte vitaminers effekt på sygdomme som har været dekader om at udvikle sig. Vitaminer, virker som co-faktorer og som antioxidanter indgår de, i et kompliceret samspil med kroppens egne enzymatiske antioxidanter på en måde som vi endnu ikke helt forstår.
  • Enkelte vitaminer eller tilfældige kombinationer af to eller tre enkelte vitaminer skal ikke opfattes som en medicin, der kurerer en lidelse i traditionel forstand, men som en metode, der kan styrke kroppens eget antioxidative forsvar.
  • Man kan ikke simplificere og definere 3 forskellige vitaminer i en ulogisk indbyrdes dosering for antioxidanter over en bred kam. Det antioxidative system reducerer oxiderede molekyler. Dette sker ud fra de termodynamiske love. De enkelte trin i denne proces, hvoraf der er mange er afhængig af det enkelte molekyles redoxpotentiale. Eksempelvis indgår urat i denne kæde. Urat er i daglig tale ikke en antioxidant i traditionel forstand men besidder antioxidante egenskaber ligesom albumin. En generalisering er derfor helt ukorrekt.
  • Det enkelte individ kan have flere eller enkelte næringsstofmangler. Det er derfor ikke korrekt at undersøge enkelte vitaminers effekt på kroniske sygdomme.

Først indenfor det seneste år er det blevet alment kendt, at et stof som Homocystein (indikator for lavt B-vitamin) har den allerstørste betydning for risiko og hjertesygdomme.

Indholdet af B vitaminerne: B12, B6, og folsyre i vore fødevarer er faldet betydeligt siden fødevareministeriet begyndte systematiske undersøgelser af disse i 1993. Således er fra 24 % til 50% af den mandlige befolkning i risiko for mangelsygdomme. Trods Ernæringsrådets stædige fastholden om det modsatte er fødevareministeriet opmærksom på dette, men udtaler at de blot holder øje med udviklingen.

Jernindholdet i f.eks. havregryn er faldet med 10 % indenfor bare de seneste 5 år. På det Britiske landbrugsministerium hjemmeside oplyses om et fald i Selenindtaget på 50 % sammenlignet med 1983 og i dag.

  • Det er velkendt at det er statistikeren der planlægger et studiedesign. Dette er for at undgå for mange parametre. For mange parametre øger spredningen og dermed vanskeliggøres tolkningen. Enkle løsninger giver enkle svar. Der er ikke enkle svar på komplicerede sammenhænge.

Flere forsøg, bl.a. The Nurses Study, viser til sammenligning, at den bedste effekt af forebyggende tiltag opnås jo tidligere man starter med enten lødig kost eller tilskud af et balanceret multivitamin-mineral præparat.

The Heart Protection Study viste, heller ikke overraskende, tegn på muskelcelleskade pga. indtag af statiner, dette i form af stigning i muskelenzymet CK på 250 % i forhold til placebo og vitamingruppen (0.1 % 0.04 %).

Der blev i The Heart Protection Study ikke konstateret bivirkninger i vitamingruppen.

NB. I Storbritannien undersøger man ikke kun de forskellige produkters indhold af næringsstoffer, men sammenholder desuden disse resultater med kostvaner og gennemsnitsdiæter i forskellige tidsperioder. Til sammenligning har man tal helt tilbage fra 1940. Tilsvarende danske tal har tidligere været at finde hos Danmarks Statistik. Men disse tal er ifølge fødevareministeriets hjemmeside ikke tilgængelige mere.

Per Tork Larsen, Speciallæge, DSOM