Kategori: Hjerte / Kredsløb

Q10 og Selen beskytter hjertet

Claus Hancke

23. april 2023

Tilskud af Q10 og Selen over en 4 årig periode
kunne halvere hjerte-kar-dødeligheden.

For kort tid siden udkom en meget vigtig videnskabelig artikel.
Artiklen var en udløber af den opsigtsvækkende artikel af forskeren Dr. Urban Alehagen og kolleger fra 2015, som viste massiv hjerte-kar-beskyttelse med tilskud af Q10 i kombination med selen.
Alehagen og kolleger har herefter lavet en opfølgning af dette studie, men ikke blot det. De har også søgt at grave efter selve årsagen til denne positive virkning, som var en halvering af hjerte-kar-dødeligheden efter 4 års tilskud.

Logikken er lige til højrebenet. Langt de fleste hjerte-kar-sygdomme skyldes åreforkalkning, og denne forårsages af en kombination af inflammation altså en form for betændelse samt oxidation (her harskning). Uden disse to faktorer finder åreforkalkning ikke sted.

Kort fortalt er mekanismen, at oxidation harsker LDL3 kolesterol, som derved ”spises” af en type hvide blodlegemer kaldet monocytter via en struktur på celleoverfladen kaldet en ”scavenger-receptor” . Det betyder, at LDL kolesterol ledes uden om den sædvanlige LDL receptor, som ellers let kunne lukke for indtag. Men scavenger receptoren kan ikke stoppe sit indtag af LDL-kolesterol, hvis det er oxideret, fordi LDL i denne form agerer som et frit radikal. Og det er lige præcis hvad scavenger receptoren er designet til at lukke ind i monocytten. Da indtaget imidlertid ikke kan stoppe, selv om monocytten er nok så overfyldt, svulmer den op og ses under mikroskop som en stor hvid klat. Og når der er mange af disse monocytter samlet, så ligner det skum. Derfor kaldes disse ”forædte” monocytter for ”skumceller”.
Det kræver altså oxidation for at en monocyt bliver til en skumcelle.
Når monocytten cirkulerer rundt i blodbanen så vil den reagere, hvis den finder et område, f.eks. karvæggen, hvor der er inflammation f.eks. på grund af højt blodtryk. Monocytten vil søge mod det inflammerede område, trænge ind i karvæggen (ind i det subendotheliale lag), hvor den vil gå til grunde og efterlade et fedtstrøg af oxideret LDL3 kolesterol. Dette vil øge inflammationen og tiltrække endnu flere skumceller, som igen går til grunde og efterlader mere af det harske fedt, som efterhånden konsolideres af fibrin og til sidst stabiliseres af calcium, som er sidste trin i åreforkalkningen.

Hele den ovennævnte proces vil ikke finde sted, med mindre der er såvel øget inflammation som oxidation.
Og lige præcis selen og Q10 hæmmer både inflammation og oxidation. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at de forebygger hjerte-kar sygdom og nedsætter risikoen for at dø af den.

Q10
Kroppens celler producerer energi for at kunne fungere, og denne energi kræver Q10 i cellernes indre kraftværk, mitokondrierne.
Desværre er der et naturligt fald i kroppens produktion af Q10 efterhånden som vi bliver ældre, og det er derfor naturligt at supplere dette.
Q10 er et stof, som kroppen producerer på næsten samme måde, som den producerer kolesterol. Q10 og kolesterol er faktisk søstermolekyler, som ligner hinanden meget. Så når man tager kolesterolsænkende medicin, så sænker man også produktionen af Q10. Man skal derfor være opmærksom på, at man ofte mangler Q10, hvis man tager kolesterolsænkende medicin.

Selen
Selen er et stof, vi meget nødigt må mangle, og talrige studier har igennem årene bekræftet, at selenmangel kan medføre bl.a. hjertesvigt, kræft, stofskiftelidelser, gigt, barnløshed, åreforkalkning, øget inflammation og en række immunologiske svigt, som var særligt aktuelle i corona-tiden.
Der er tusindvis af artikler, der cementerer tung forskning i selen, som f.eks. et studie af selenmangel relateret til hjerte-karlidelser og inflammatoriske tilstande . Da hjerte-karlidelser også igangsættes af inflammation, er det naturligt at undersøge dette samlet.
Tidligere studier har da også vist, at lavt selen i blodet, var årsag til øget inflammation, øget risiko for hjerte-kar-sygdom og tidlig død.

Ovennævnte aktuelle studie er da også primært rettet mod at finde den biokemiske mekanisme bag denne effekt.

Det bygger som oven nævnt på Alehagen og kollegers artikel fra 2015, og der er tale om evidens med en meget høj grad af pålidelighed, idet det var et dobbelt blindt, randomiseret, prospektivt studie. Deltagerne var raske ældre med en gennemsnitsalder på 76 år. 165 fik 200µg Selen + 200mg Q10 dagligt, og 161 fik placebo. Behandlingen varede 4 år, hvorefter man målte forskellige parametre.
Man var specielt interesseret i at måle ændringen i Sirtuin1, et enzymatisk protein (deacetylase), som er vigtigt for cellernes overlevelse, når de udsættes for oxidativt stress, fordi Sirtuin1 øger effekten af visse antioxidanter.
Men ikke nok med det. Sirtuin1 hæmmer også det såkaldte NFκB signal, som er et stof, der ellers giver et kraftigt inflammatorisk respons.
Så hvis man kan øge Sirtuin1, så vil man derved kunne hæmme inflammation og oxidation, -altså netop de to faktorer, som er hovedansvarlige for bl.a. hjerte-kar-sygdomme.
Efter 4 års interventionsperiode fandt man SIRT1 koncentrationen signifikant øget ( fra 252 til 469 ng/ml ) i den aktive gruppe og nedsat ( fra 269 til 190 ng/ml) i placebogruppen.
I en 10-års opfølgende periode døde 25 i den aktive gruppe og 52 i placebogruppen af hjerte-kar sygdom, og de 77 døde havde signifikant lavere SIRT1 koncentration, end resten.
En lille krølle på studiet er, at også det såkaldte mikroRNA bliver påvirket i en retning, der hæmmer ældningen af hjerte-kar systemet. Mikro-RNA medvirker i regulering af gen-aktiviteten. Dette har meget vide konsekvenser for epigenetikken, altså forskellige modifikationer af DNA, som kan tænde eller slukke for generne, og vil givetvis blive udforsket intensivt i fremtiden.

Alehagen og kolleger har i dette videnskabelige forsøg vist, at blot 4 års tilskud af Selen og Q10 hæmmer oxidation og inflammation, og halverer hjerte-kar-dødeligheden over en 10-års periode.

Når nu selen og Q10 er effektive til at hæmme oxidation og inflammation, så er det ikke mærkeligt, at de kan halvere risikoen for at dø at hjerte-kar-sygdom.
Det er mere mærkeligt, at dette ikke er standard rådgivning fra lægestanden, når dokumentationen er så solid.

Pas på dig selv og andre.

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

Q10 øger overlevelsen ved hjertesvigt

Claus Hancke

24. maj 2022

Ny oversigtsartikel fremhæver ubiquinon/Q10 som førstehåndsvalg ved hjertesvigt.

Hjertesvigt er en relativt hyppig lidelse, og opstår ofte som en følge af en blodprop i hjertet, som har efterladt et ar i hjertemusklen. Dette arvæv er bindevæv, som ikke har myokardiets normale muskelfunktion, og hvis en stor del af specielt venstre hjertekammers muskulatur er ude af drift, er det klart, at hjertet ikke kan pumpe så effektivt mere.

Det hyppigste symptom er dyspnø, det vil sige, at man trækker vejret hurtigere ved fysisk anstrengelse, fordi iltkoncentrationen i blodet ikke kan holdes oppe, når hjertet har nedsat evne til at pumpe blodet til iltning i lungerne.

Denne tilstand klassificeres klinisk i de såkaldte ”NYHA” grupper 1-4, som i sin tid blev defineret af New York Heart Association, deraf navnet.

I grove træk er det sådan, at i klasse 1 har man ingen gener ved almindelig aktivitet, i klasse 2 kan man ikke løbe, kun gå, i klasse 3 kun sidde, og i klasse 4 er man stort set sengeliggende.

Alt dette begrænses netop af dyspnø.

Man diagnosticerer og graduerer hjertesvigtet ved ultralyd-doppler-undersøgelse og måler specielt venstre hjertekammers ”slagvolumen” / EF (Ejection Fraction), som normalt er omkring 60% og tilfredsstilende ved 50%.

(Det er med hjertets volumen lidt som med lungerne. Man kan ikke tømme det helt for blod, ligesom man ikke kan tømme lungerne helt for luft. Derfor er det tilfredsstillende, hvis hjertet kan pumpe halvdelen af sit indhold ud ved hvert pulsslag).

Hjertemusklen kan svækkes af mange andre ting end en blodprop, og ved nogen af de forbigående tilstande, som f.eks. inflammation i hjertemusklen (myokardit), vil pumpefunktionen også kunne restitueres efterfølgende.

Men efter en blodprop er det vanskeligt, fordi det arvæv, som er dannet efter blodproppen, aldrig kommer til at pumpe aktivt igen.
Imidlertid er der håb, fordi den del af hjertemusklen, som ikke er beskadiget, godt kan blive stærkere.

Dette er der fokus på med genoptræning efter en blodprop, men der er også andet, der kan gøres. -Man kan nemlig optimere energiproduktionen i myokardiets celler.

Behandling af hjertesvigt
Den gængse behandling af hjertesvigt var i sin tid begrænset til vanddrivende medicin og digoxin, men har været under løbende udvikling og er i dag suppleret med ACE-hæmmere, Procoralan, SGLT-2-hæmmere og endda betablokkere, som en gang var kontraindiceret ved hjertesvigt.

Sådan udvikler behandlingerne sig løbende, og ideen med behandlingen er primært at aflaste hjertet og forebygge arytmier eller, at man får en blodprop igen.

Der er også patienter med hjertesvigt, som har gavn af en pacemaker, og hvis det er helt galt, -så en hjertepumpe eller en transplantation.

Stop en halv
Inden vi kører helt ud ad tangenten, skulle vi måske lige prøve at få lidt overblik. Hvad er det egentlig, vi ønsker at opnå?

Vi vil gerne opnå, at en person med hjertesvigt lever så godt som muligt så længe som muligt.

Skulle vi så ikke prøve det mindst indgribende, så vi undgår mange af de tunge bivirkninger, der er ved alle de ovennævnte behandlinger?

Alle de gængse behandlinger går på at aflaste hjertet. Men der er også muligheder for at gøre hjertet stærkere, så det pumper bedre med det tilbageværende muskelvæv. Motion er som nævnt en af mulighederne, men man kan også øge energiproduktionen i hver eneste hjertemuskelcelle.

Ubiquinon/Q10
I sidste uge blev publiceret en oversigtsartikel i Journal of Cardiovascular Development and Disease , som gennemgår 22 videnskabelige artikler (20 RCT) om Q10 anvendt mod hjertesvigt.

I de 16 artikler fandt de signifikant forbedring af pumpefunktion (EF) eller overlevelse eller begge dele. Der var i alle tilfælde omvendt korrelation mellem blodets koncentration af Q10 og forværring af symptomerne hos patienter med hjertesvigt, ligesom koncentrationen af Q10 var en indikator for levetiden.

Altså de, som havde lavest indhold af Q10 i blodet, havde hurtigt forværring af symptomerne, ligesom de levede kortere.
I tråd med dette fandt man tilsvarende, at tilskud af Q10 forbedrede hjertets pumpefunktion og øgede levetiden for disse patienter.

Artiklen fokuserer desuden på den uhensigtsmæssige effekt af statiner, som ikke blot sænker kolesterolproduktionen, men også produktionen af coenzym Q10, idet disse danner fælles syntesevej fra AcetylcoA over mevalonat til farnesylpyrofosfat. Denne syntese kræver bl.a. enzymet HMG-CoA reduktase, og dette enzym hæmmes af statiner.

Ofte ordineres statiner faktisk til patienter med hjertesvigt, selv om dette ifølge ovenstående burde være kontraindiceret.
Det bemærkes meget lakonisk, at Q10 har mindst lige så god dokumentationsvægt som den behandling, der i dag betragtes som guld-standarden for behandling af hjertesvigt. Motion er særdeles veldokumenteret, hvorimod digoxin og SGLT-2-hæmmere er ringe dokumenteret. Her må vi vist sige, at Q10 er betydeligt bedre dokumenteret.

I betragtning af den solide dokumentation og et fravær af interaktioner og bivirkninger med ubiquinon/Q10, er det et oplagt førstehåndsmiddel ved hjertesvigt, og bør implementeres overalt i det offentlige sundhedsvæsen.

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

Litt:

2022 Maj 16, Krzysztof J. Filipiak et al: Heart Failure, -Do We Need New Drugs or Have Them Already? A Case of Coenzyme Q10, J. Cardiovasc. Dev. Dis. 2022, 9, 161

D-vitamin mod åreforkalkning

Claus Hancke

28. januar 2008

D-vitamin modvirker åreforkalkning og beskytter mod fatale følger af højt blodtryk – men D-mangel er enormt udbredt.

Vi er ikke færdige med D-vitamin. Det strømmer ind med data om dette forbavsende stof, der som bekendt slet ikke er et vitamin, men et hormon, der dannes i solbestrålet hud.

Nu er turen kommet til hjerte og kredsløb. Det ser ud til, at risikoen for blodprop i hjertet eller hjernen er langt mindre hos dem, der får D-vitamin nok, dvs. mere end de fleste. I særdeleshed mindsker vitaminet risikoen ved at have forhøjet blodtryk.

Det fremgår af den seneste rapport fra Framingham, den lille by i Massachusetts, hvor man siden 1948 har registreret flere tusinde indbyggeres (og deres efterkommeres) helbred og levevaner for at påvise livsstils-årsager til hjertesygdom. Framingham-studiet er ubestridt det mest berømte af sin art. Når vi i dag tager for givet, at motion, sund kost og Hjertemagnyl forebygger hjertedød, er det Framingham-projektet, vi skal takke for beviserne.

Den aktuelle rapport handler om 1.739 50-70-årige personer, som før undersøgelsen var fri for hjerte- eller kredsløbssygdom. De fik 1996-2000 målt deres D-vitamin-status på blodprøver og blev derpå fulgt i gennemsnitligt 5,4 år (op til 7,6 år). Hvem fik blodprop?

Det gjorde de med mindst D-vitamin i blodet! Efter syv år var der registreret blodprop i hjertet eller hjernen (slagtilfælde) hos hver tiende med blodværdier over 37 nmol/l, men hos ikke mindre end hver fjerde med værdier under 37. Efter korrektion for forskelle i de to grupper mht. alder, køn, kolesterol, rygning, sukkersyge m.m. havde gruppen med højest D-status stadig en hjerte-kar-risiko på kun godt 60% af, hvad man fandt i gruppen med lavest. Holder disse tal, er der betydeligt mere at vinde ved at tage D-vitamin end Hjertemagnyl eller medicin mod kolesterol.

Endnu større gavn af D-vitamin har man tilsyneladende ved forhøjet blodtryk, den vigtigste grund til hjerte-karsygdom. Blandt deltagere med forhøjet blodtryk var risikoen kun halvt så stor for dem, der lå over 37 som for dem, der lå under.

Dette stemmer med andre undersøgelser, hvor lav D-status og højt blodtryk samt forkalkede kransårer i hjertet følges ad. Framingham-rapporten siger det dog stærkere: Den viser, at man kan spå om fremtiden. Mangler du D-vitamin, risikerer du et hjertetilfælde om nogle år!

Vil det sige, at D-vitamin forebygger åreforkalkning? Ja, sådan ser det ud. Det passer også godt med andre forhold: D-vitamin modvirker f.eks. et vigtigt hormon (renin), der sætter blodtrykket i vejret. Cellerne i pulsårer og hjertet forbruger D-vitamin, og hindrer man (ved manipulation med generne) D-vitaminet i at virke på en mus, stiger dens blodtryk stærkt.

Uden fed fisk får man overhovedet ikke D-vitamin fra oktober til maj. Mangel er derfor enormt udbredt. I en europæisk undersøgelse af teenagepiger – også danske – havde mere end hver tredje svær mangel (blodværdier under 25 nmol/l). Og mere end 90% ville, hvis de havde boet i Framingham, være havnet i gruppen med stærk åreforkalkning.

Hvor meget er det klogt at tage? Det er der ingen tommelfingerregel for, men man kan forholde sig til, at der typisk er 200 enheder i en vitaminpille, mens hver anden voksen amerikaner behøver 1.000 enheder for at hæve sin D-status, så den lige akkurat er “acceptabel” (dvs. til 75 nmol/l – amerikanske forskere anbefaler 75-150 nmol/l). Endelig ved man, at det er absolut ufarligt at tage op til 2.000 enheder om dagen.

Luz Tavera-Mendoza og John White, to molekylærbiologer fra det amerikanske Mc Gill Universitet, har som de første opdaget, at D-vitamin får hud og immunforsvar til at danne antibiotika (cathelicidin m.m.), der slår flere bakterier ihjel, herunder TB-bakterier. Det er nok forklaringen på det held, man tidligere havde med at kurere tuberkulose med sollys. De to har i fællesskab forfattet en læseværdig oversigt over den nye forskning og afslører samtidig, hvad de hver især tager af tilskud i de mørke måneder.
Luz, der er en yngre kvinde, tager 1.000 enheder (25 mikrogram).
John, der er en yngre mand, tager 4.000 enheder (100 mikrogram).
Niels Hertz


Referencer:
1. Wang TJ et al. Vitamin D deficiency and risk of cardiovascular disease. Circulation 2008;117:000-000.
2. Tavera-Mendoza L, White J. Celle defences and the sunshine vitamin. Scientific American 2007 (11):36-44.

circ.ahajournals.org
www.sciam.com

Aldrig Calcium uden Magnesium

Claus Hancke

17. januar 2008

Kalktabletter som monoterapi øger risikoen for blodprop i hjerte og hjerne.

I forgårs offentliggjorde British Medical Journal i deres webudgave en videnskabelig artikel med ovenstående dystre budskab.

1.471 raske kvinder over 55 år blev tilfældigt opdelt i to grupper, en på 732, som i 5 år indtog et tilskud af calciumcitrat, og en gruppe på 739, som tog placebo.

I disse fem år blev de undersøgt hvert halve år, og for hvert år der gik, fjernede de to grupper sig fra hinanden med statistisk sikkerhed.

Det viste sig, at der i gruppen, som indtog kalktabletter, var betydelig stigning i risikoen for blodprop i såvel hjernen som hjertet.

Forfatterne er overraskede over resultatet og tager forbehold, indtil det er nærmere undersøgt med flere studier.

Men behøver vi vente fem år til på et nyt studie af dette resultat?

Er det ikke forudsigeligt?

De fleste, som har erfaring med brugen af mineraler i sygdomsforebyggende øjemed er udmærket klar over, at man aldrig må tage calcium uden at tage magnesium samtidigt.

Nøglen er nemlig magnesium
(Hvis du synes, det bliver for biokemisk, så står konklusionen til sidst).
Magnesium sidder som en bolt i calciumkanalen i cellemembranen.

I det øjeblik calcium vil ind i en celle, så lukker magnesium døren, og når calcium vil ud, så lukker magnesium op. Omvendt i knogleceller.

Derfor er cellerne i de bløde væv næsten calcium-tomme. Der er ca. 10.000 gange så stor calciumkoncentration uden for en celle som inden i en celle. Takket være magnesium.

Hvis vi mangler magnesium, så står calciumkanalerne åbne.

Det betyder, at der gennem de åbne calciumkanaler strømmer calcium ind i cellerne, hvor det får cellen til at gå i krampe samt på længere sigt (timer) destruerer mitochondrier.

Krampen medfører øjeblikkelig sammentrækning af karrene på grund af de glatte muskelceller omkring de små arterier, hvilket medfører blodtryksstigning og risiko for hjerneblødning og ødelæggelse af forkalkningsplak og dermed blodprop i hjertet. Samtidigt minimeres cellens energiproduktion på grund af destruktion af de energiproducerende mitochondrier med deres livsvigtige indhold af Coenzym Q10.

Dette medfører ikke blot mindre energiproduktion i cellerne, men også et mindre forbrug af den i cellen optagne ilt, hvilket igen betyder, at der resterer en større andel af denne ilt, som så bruges til dannelse af skadelige frie radikaler, HVIS der er jern til stede som katalysator til denne proces, og det er der netop i denne gruppe kvinder, som ikke menstruerer mere.

Så kører rouletten med destruktion af cellemembranen og de omgivende celler indefra, for nu har cellen pludselig fået sin egen lille “Chernobyl-nedsmeltning”.

Hvis vi mangler magnesium, så har vi ingen kontrol over fordelingen af calcium, og derved fordeles det mere eller mindre jævnt over hele cellefasen, dvs. såvel i knogleceller som i bløddels-celler, muskelceller, hudceller, bindevæv osv.

Jamen mangler vi da magnesium?
Ja, det gør vi. Over 70% af befolkningen får ikke en gang det anbefalede daglige tilskud på 300 mg magnesium.

Hvorfor ikke?

Kosten er efterhånden blevet mere og mere magnesiumfattig. Dels har industrialiseringen af kosten betydet et stort tab af magnesium i det færdige produkt, og dels spiser vi mindre grønt, hvori der netop findes magnesium, og når vi så koger grøntsagerne, så hælder vi magnesiummet ud med kogevandet.

Desuden mister mange ældre magnesium, fordi de tager vanddrivende medicin eller fordi de drikker for meget kaffe.

70% af forsøgspersonerne med lavt intracellulært magnesium er mere end rigeligt til at forklare den betydelige overrisiko, der er ved indtagelse af calcium som monoterapi.

Der er derfor ikke noget overraskende i det opnåede resultat, og det skulle ikke være nødvendigt at vente mange år på at tage ekstra magnesium sammen med sit calciumtilskud. Dette vil gavne ikke blot muskler, hjerte, hjerne og knogler, men også en lang række processer i kroppen, som er afhængige af de mere end 300 enzymer, som magnesium er nødvendige for.

Altså: Aldrig tage calcium uden magnesium!
Claus Hancke


Litteratur:
Mark J Bolland, P Alan Barber, Robert N Doughty, Barbara Mason, Anne Horne, Ruth Ames, Gregory D Gamble, Andrew Grey, Ian R Reid. Vascular events in healthy older women receiving calcium supplementation: randomised controlled trial. BMJ published online 15 Jan 2008;doi:10.1136/bmj.39440.525752.BE

Folinsyre mod hjerneblødning – og for at huske

Claus Hancke

12. juni 2007

Man skal huske sin folinsyre. Ellers glemmer man den.
Det lyder som sludder, men det er det ikke.

Folinsyre er med til at holde hjernen i form, og er man i underskud, får man måske problemer med at tænke klart og huske, når man bliver ældre.

Folinsyre er det vitamin, kvinder i den fødedygtige alder bør tage (0,4 mg om dagen), med mindre de er 100% garderet mod graviditet. Langt fra alle gør det, selv om folinsyre forhindrer, at barnet dømmes til livsvarig invaliditet på grund af rygmarvsbrok – eller fødes med læbespalte eller læbe-ganespalte! At også detforebygges er såkaldt ny viden (1), hvilket bare vil sige, at det blev påpeget – men ignoreret – for over tyve år siden.

Men folinsyre hjælper altså også på hukommelse og tænkeevne. Hvor ved man det fra? Den engelske neurolog Edward Reynolds påviste det for 40 år siden i en artikel i The Lancet. Han havde vist det på 26 epilepsi-patienter, som var blevet bragt i underskud af den medicin, de fik (2). Når de fik folinsyre, gik det bedre, men det glemte man.

Nu er der nye undersøgelser. En enkelt er dog negativ. Forfatterne til den konkluderede, at folinsyre ikke nytter – den kognitive funktion, altså tænkeevnen, blev ikke bedre hos forsøgsdeltagere, der havde fået 0,4 mg folinsyre om dagen (foruden B12-vitamin, som de var i let underskud med) (3).

Det er der dog en simpel forklaring på: Forsøget varede kun 24 uger. Det er ikke nok, hvilket vil fremgå neden for. Men først et par andre resultater.

I februar kunne man i American Journal of Clinical Nutrition læse, at jo mere udtalt ældre mangler folinsyre, jo værre står det – statistisk set – til med deres kognitive funktion. Sandsynligheden for kognitiv svækkelse var mere end fordoblet hos personer med underskud af folinsyre (4). Dem med underskud er der mange af, for folinsyre findes overvejende i lever og grønne blade, dvs. det som mange skubber til side eller pakker ind i servietten.

20% færre hjerneblødninger
Mangel på folinsyre påviser man i grove træk ved at finde forhøjede blodværdier af stoffet homocystein. Det er en aminosyre, som er giftig for bl.a. blodkarrene og mistænkes for at give åreforkalkning – men som organismen alligevel danner. Normalt neutraliseres den (bl.a.) af folinsyre. Mangler folinsyre, stiger blodets indhold af homocystein.

Også i Sverige har man fundet sammenhæng mellem homocystein og kognitiv svækkelse (5). Her viste det sig, at ældre med dokumenterede hukommelsesproblemer forholdsvist tit havde forhøjet homocystein. Det gjaldt dog kun, når den dårlige hukommelse hang sammen med åreforkalkning, som man jo mistænker homocystein for at fremme!

Oven i dette har hollændere nu i et regulært lodtrækningsforsøg påvist, at tilskud af folinsyre (0,8 mg dgl.) til 50-70-årige – foruden at sænke homocystein – statistisk sikkert forbedrer de “hjernefunktioner, der har tendens til at forfalde med alderen”. Både hukommelse, reaktionsevne og evnen til at tale flydende og hurtigt hjalp det på. Forsøget varede tre år – så meget skal der til (6).

Som om det ikke var nok har en samlet opgørelse af otte lodtrækningsforsøg nu vist, at risikoen for hjerneblødning – som følge af åreforkalkning – gennemgående aftager ca. 20%, når man tager folinsyretilskud. Forsøg, der varede mere end tre år, viste det bedst. Deltagere, der allerede havde haft en hjerneblødning, var mindre beskyttede, og var man så heldig at bo i et land (USA, Canada), hvor fødevarer lovmæssigt bliver beriget med folinsyre, var virkningen selvfølgelig også mindre (7).

Så heldige er vi ikke. Vi må tage tilskud – mens vi husker det. Dosis kunne være 0,4-0,8 mg om dagen.
Niels Hertz


Referencer:
1) Bille C et al. Folic acid and birth malformations. BMJ 2007;334:433-34.
2) Reynolds E. Folate and aging. Lancet 2007;;369:1601.
3) Eussen SJ et al. Effect of oral vitamin B12 with or without folic acid on cognitive function in older people with mild vitamin B-12 deficiency: A randomized, placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr 2006;84(2):361-70.
4) Haan M et al. Homocysteine, B-vitamins, and the incidence of dementia and cognitive impairment: Results from the Sacramento area latino study on aging. Am J Clin Nutr 2007;85:511-7.
5) Nilsson K et al. Plasma homocysteine is elevated in elderly patients with memory complaints and vascular disease. Dement Geriatr Cogn Discord 2007;23(5):321-6.
6) Durga J et al. Effect of 3-year folic acid supplementation on cognitive function in older adults in the FACIT trial: A randomised double blind controlled trial. The Lancet 2007;369:208-16.
7) Xiaobin Wang et al. Efficacy of folic acid supplementation in stroke prevention: a meta-analysis. The Lancet 2007;369:1876-82.

www.bmj.com
www.thelancet.com
www.ajcn.org

Q10 mindsker muskelsmerter ved kolesterolbehandling

Claus Hancke

24. maj 2007

Ikke sjældent ser vi i klinikken patienter, som er sat i kolesterolsænkende behandling med de såkaldte statiner, som nedsætter blodets totale indhold af kolesterol.

Nyttevirkningen hos kvinder samt ældre mennesker af begge køn er dårligt dokumenteret og for tiden stærkt omdiskuteret i store videnskabelige tidsskrifter som Lancet (20.januar 2007 ) og British Medical Journal (11.maj 2007), men trods den ringe dokumentation for effekt er der stadig et stort antal kvinder og ældre mænd, som indtager disse medicamina. – Men gør det noget?

Ja. Det gør det.
Problemet er bivirkningerne.

Hvis en behandling ikke har en dokumenteret effekt, må det være et minimumskrav, at den i det mindste ikke har bivirkninger.

Primum non nocere (Vigtigst: Gør ikke skade) er en basal regel for al lægegerning.

Statiner virker ved at hæmme et enzym (hydroxy-metyl-glutaryl-coenzymA-reduktase), som er en forudsætning for den fælles syntesevej, som danner ikke blot kolesterol, men også dolicol, coenzym-Q10 og selenproteiner.

Kolesterol er vigtig for dannelsen af en lang række hormoner, men er også en antioxidant. Dolikol er vigtig for proteindannelse. Selenproteiner er vigtige for vort immunforsvar, for flere antioxidanter, for vor reproduktionsevne, vort stofskifte og visse muskelfunktioner.

Coenzym Q10 (eller blot “Q10”) er også en antioxidant, men primært er det vigtigt for dannelse af energi i mitokondrierne i alle kroppens celler. Uden Q10 har vi ingen energi i cellerne, og vi ville hurtigt dø. Men blot en reduktion i cellernes indhold af Q10 vil betyde nedsat energi, og det mærkes især i musklerne, som hurtigt trættes og måske endda gør ondt.

Caso og medarbejdere, fra den hjertekirurgiske afdeling af Stony Brook Universitetet i New York, udførte et kontrolleret og dobbelt blindet forsøg på 32 personer i statinbehandling, som havde muskelsmerter (1). Et tilskud af blot 100 mg Q10 dagligt i en måned gav en signifikant smertelettelse og lettelse i udførelsen af almindelige daglige funktioner.

Men det er gammel viden, som blot er blevet bekræftet.

Allerede i 1990 fik Merck patent (2) på et kombineret produkt med både statin og Q10 netop ud fra en argumentation om at de statin-forårsagede muskelproblemer kunne elimineres, hvis man samtidigt gav Q10. Men produktet blev aldrig fremstillet.

Imidlertid er det meget værre, at denne information aldrig kom med på indlægssedlerne i medicinpakkerne.

Forbrugeren blev således forholdt en oplysning, som medicinfirmaet selv besad.

Med et ganske ufarligt tilskud af Q10 kan man altså fjerne en generende og potentielt farlig bivirkning ved den kolesterolsænkende medicinering, som bliver mere og mere udbredt i disse år.

Hvis denne information forbliver ukendt for brugeren af denne medicin, må andre informationskanaler tage over, hvilket hermed er gjort.
Claus Hancke


Referencer:
1) Caso G et al “Effect of coenzyme q10 on myopathic symptoms in patients treated with statins,” Am J Cardiol, 2007; 99(10): 1409-12.
2) United States Patent 4,933,165 June 12, 1990.

www.sciencedirect.com/science/journal/00029149

Selen beskytter hjertet

Claus Hancke

14. november 2006

En metaanalyse viser, at selen beskytter hjertet mod åreforkalkning. 50% mere selen svarer til 25% mindre risiko for blodprop.

Beskytter selen mod åreforkalkning og blodprop i hjertet? Det har der længe været uenighed om. Nu har forskere fra Johns Hopkins Universitetet i Baltimore forsøgt at skabe overblik over de utallige undersøgelser. I en såkaldt metaanalyse gennemgår de et større udvalg af befolkningsundersøgelser – hvor man f.eks. følger en stor gruppe mennesker i mange år og ser, hvem der får ondt i hjertet – samt de kun seks acceptable lodtrækningsforsøg, der er udført.

Resultatet er opmuntrende, selv om man som sædvanligt må sige, at den endelige dom ikke er afsagt.

På forhånd er der gode grunde til at tro, at selen beskytter mod åreforkalkning. Vigtigst er måske, at selen indgår i et antioxiderende enzym, Glutathion-peroxidase (GSHpx), som modvirker iltning af blodets fedtstoffer, en iltning der er et afgørende led i åreforkalknings-processen. Man ved, at mennesker, der får så lidt selen som det er almindeligt i Danmark, forhøjer dannelsen af dette enzym, når de får mere selen.

Et andet selenprotein (selenoprotein P) formodes at beskytte blodkarrenes inderside mod angreb af iltede fedtstoffer og frie iltradikaler. Også dette burde forebygge åreforkalkning.

Endelig binder selen sig ret fast til giftige metaller som kviksølv, cadmium og arsen, som alle mistænkes for at fremme åreforkalkning. Hvis man – som flere eksperter – mener, at afgivelsen af kviksølv fra amalgamplomber kan medføre åreforkalkning og anden dårligdom, er det logisk at indtage ekstra selen for at modvirke skaderne.

Tiden tæller med
Hvad siger så undersøgelserne? Befolkningsundersøgelserne viser sammenlagt, at når selenkoncentrationen i serum stiger med 50%, falder risikoen for hjertetilfælde (som følge af åreforkalkning) med ca. 25%. Det er til at huske. Under danske forhold skal der rundt regnet en selenpille (100 mikrogram) til for at forøge blodets indhold af selen med 50%.

Kan man så regne med, at hvis man tager selen i form af en enkelt pille – andre muligheder er der ikke, hvis man vil have mere selen – har man mindsket sin hjerterisiko 25%?

Nej, siger forfatterne, for vender man sig til de mere præcise lodtrækningsforsøg, finder man sammenlagt kun en risikoreduktion på 11%. Desuden ved vi af sørgelig erfaring, at befolkningsundersøgelser kan snyde. Af uklare grunde tegner de ofte et lidt for rosenrødt billede af virkeligheden.

Men der er også indlysende indvendinger mod indvendingerne. Befolknings-undersøgelser følger mennesker, der måske livet igennem har fået den angivne mængde selen. Samtidig er åreforkalkning en proces, der udvikler sig fra den tidligste ungdom. Det er ikke rimeligt at forlange, at et selentilskud gennem nogle få år i et lodtrækningsforsøg skal have samme virkning. Typisk varede lodtrækningsforsøgene godt tre år.

Snarere kunne man slutte, at det gælder om at få selen nok – tidligt nok.
Vitalrådet.


Reference:
Flores-Mateo et al. Selenium and coronary heart disease: A meta-analysis. Am J Clin Nutr 2006;84:762-73

www.ajcn.org

Fiskeolie gavner hjerne og hjerte

Claus Hancke

21. august 2006

Der er ikke tvivl om, at fiskeolie er godt for hjertet. Det viser en ny ”formidabel oversigt” over emnet. Men ingen ved, hvor meget, der er ideelt.

Den videnskabelige interesse for fiskeolie er enorm. Alene siden september sidste år er der offentliggjort næsten 800 artikler om fiskeolie i videnskabeligt anerkendte tidsskrifter.

Det er med god grund. Der er i fiskeolie især to fedtsyrer, som tilskrives gunstig virkning mod stadig flere alvorlige kroniske sygdomme. Er der bare lidt om alt dette, må det regnes for højst uforsigtigt ikke at få fiskeolie hver dag. Øverst på listen står hjerte-karsygdomme, men der er også grund til at tro på en virkning mod f.eks. depression, demens, gigt og sukkersyge, selv om intet er endeligt afklaret på disse områder endnu.

De to fedtsyrer hedder hhv. EPA (eicosapentaensyre) og DHA (docosahexaensyre). Til- sammen udgør de en tredjedel af almindelig fiskeolie og 2/3 af de koncentrerede produkter, som fås i kapsler.

Megen opmærksomhed samler sig især om DHA, som modsat EPA findes i store mængder i hjernen (14% af hjernebarkens fedtindhold) og i endnu større mængder i øjets nethinde (22%). Brystbørn har meget mere DHA i hjernen end flaskebørn. Hverken de eller andre kan danne det selv. Det er svært at tro, at det ikke har konsekvenser at få for lidt.

Utroligt mange voksne tager af hensyn til hjertet troligt et tilskud hver dag.

Men virker det?

For et halvt år siden hævdede engelske forskere, at det gør det ikke. De havde gennemgået alle relevante undersøgelser og regnet et gennemsnit ud. Resultatet var efter deres mening, at fiskeolie hverken beskytter hjertet eller forlænger livet. Lige modsat hvad alle havde ment.

Denne såkaldte metaanalyse blev stærkt kritiseret, men ikke i pressen/TV herhjemme, hvor den blev refereret som den højeste viden. Men som omtalt på Vitalrådets hjemmeside (Fiskeolien er – stadig – uundværlig): www.vitalraadet.dk/index.php var der så alvorlige indvendinger, at artiklen savnede troværdighed.

Tvivl om dosis
Det støttes nu både på lederplads og i en oversigt i det – ret fornemme – American Journal of Clinical Nutrition. I en ”formidabel oversigt” har en gruppe forskere taget et ”stort skridt fremad” mht. at sprede lys i mørket. Det mener de to lederskribenter. Der er ikke længere rimelig tvivl om, at fiskeolie både formindsker den samlede risiko for at dø og risikoen for død af blodprop i hjertet eller (muligvis) hjerneblødning.

At udarbejde oversigten har været noget af et hestearbejde. Først læste man 8.039 resumeer af videnskabelige artikler. Af disse udvalgte man 842 artikler, der blev læst i deres helhed. Af disse igen valgtes efter skrappe kriterier 46 arbejder med tilstrækkelig kvalitet. Bl.a. stillede man krav til forsøgenes varighed (mindst et år), dosis af fiskeolie, dokumentation for størrelsen af fiskeolie-indtag m.m.

Hvor stor er så fordelen, og hvor meget fiskeolie skal man tage? Det kan man faktisk ikke sige med sikkerhed! Dertil er forsøgene alt for forskellige mht. dosis, hvem der deltog, varighed osv. Det er simpelt hen useriøst at lave et gennemsnit, som englænderne gjorde. Men skal man alligevel skønne, kan man forsigtigt gætte, at den samlede dødsrisiko og risikoen for hjertedød kan mindskes med 15-20% eller mere.

Størst sikkerhed er der for, at fiskeolie gavner dem, der har haft en blodprop i hjertet og vil undgå en ny. Men dosis? Hvor meget skal de tage?

Indtil videre må man holde sig til den amerikanske hjerteforenings anbefaling, som bygger på skøn: Hjertepatienter bør have 1 gram EPA + DHA om dagen. Det svarer til knap to store kapsler à 1 gram koncentreret fiskeolie. Alle andre bør mindst have det halve. Det kan opnås ved at spise fed fisk til middag 1-2 gange om ugen.

Der ligger megen viden og venter, ikke bare om fiskeolie og hjertet. Flere resultater på hjerteområdet kommer de nærmeste år. Men mens vi venter, ved vi i hvert fald, at det er livsvigtigt at få nok.
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Wang C et al. n-3 fatty acids from fish or fish-oil supplements, but not α-linolenic acid, benefit cardiovascular disease outcome in primary- and secondary-prevention studies: A systematic review. Am J Clin Nutr 2006;84:5-17.
2. Deckelbaum R et al. n-3 fatty acids and cardiovascular disease: navigating toward recommendations. Am J Clin Nutr 2006;84:1-2.
3. Distribution, interconversion, and dose response of n-3 fatty acids in humans. Am J Clin Nutr 2006;83(suppl):1467S-76S.

www.ajcn.org

D-vitamin som hjertemedicin

Claus Hancke

23. maj 2006

Advarslerne mod solskin om sommeren skal tages med forbehold.
Det D-vitamin, som huden danner i det herlige solskin, modvirker blandt andet hjertesvækkelse, når vi ser på den seneste forskning.

Før eller siden i løbet af sommeren bliver en hudlæge trukket frem i TV for at advare mod solskin. Det kan give hudkræft, og især truer den frygtede, dødelige modermærkekræft, som er steget voldsomt i hyppighed i takt med den tiltagende soldyrkelse. – Og det er til en hvis grad sandt.

På den anden side, må man godt være skeptisk, når nogen råder os til at handle i strid med naturen. Kan det passe, at solen er så farlig, når mennesker, selv på vore breddegrader, har fået langt mere sol i årtusinder?

D-vitamin dannes i huden under solbestråling, men ikke fra september til maj, hvor solen står for lavt til formålet på vore breddegrader. Da kosten kun indeholder minimale mængder af vitaminet, må vi om vinteren tære på, hvad der er bygget op i huden i løbet af sommeren. Om vinteren tages ca. 85% af det daglige D-vitaminforbrug fra depoterne, selv i tilfælde hvor kosten er rig på D-vitamin. I alt forbruges ca.100 mikrogram om dagen.

Men hvad sker der, hvis depoterne er for små?

Inden for det sidste halve år har en række undersøgelser kastet nyt lys over D-vitaminet. Ifølge én undersøgelse hjælper vitaminet mod tuberkulose, der som bekendt var en udbredt sygdom i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, hvor mange levede under elendige forhold i byerne.

En anden undersøgelse, af over 14.000 amerikanere, viste, at folk med de højeste D-vitamindepoter gennemgående har langt bedre lungefunktion end dem med de laveste. Forskellen er lige så stor som mellem eksrygere og aldrig-rygere og en mulig forklaring er, at D-vitamin sikrer korrekt reparation af udslidte celler.

En af veteranerne i D-vitaminforskningen, amerikaneren Cedric Garland, konkluderede omtrent samtidig, at indicierne for, at D-vitamin beskytter mod kræft (især brystkræft, tyktarmskræft og kræft i prostata) nu er meget stærke. Stærke nok til, at han anser sammenhængen for bevist. Han har gennemgået al væsentlig forskning siden 1966.

Svagt hjerte og leddegigt
Hans påstand kan sammenholdes med at David Feldman fra Stanford Universitet nu vil gennemføre et forsøg med calcitriol (det aktive D-vitamin, som dannes i kroppen ud fra D-vitamin i huden eller føden) og almindelige gigtpiller mod prostatakræft. I laboratorieforsøg har han fundet, at calcitriol hæmmer væksten af prostatakræft 25%, mens kombinationen hæmmer den med 70%. Et sandt gennembrud, hvis det holder.

Alle ved, at D-vitamin er nødvendigt for knoglerne, men det er også er nødvendigt for musklerne. Mangel giver både muskelsmerter, svage muskler og f.eks. øget faldtendens hos ældre. Men hvad med hjertet? Hjertet er også en muskel, og sygelig hjertesvækkelse (hjerteinsufficiens) på grund af åreforkalkning eller forhøjet blodtryk forekommer hos mindst 50.000 danskere. Det er en farlig tilstand med stor dødelighed.

En tysk undersøgelse af 123 patienter med svagt hjerte viste, at de gennemsnitligt havde ganske lave D-vitamin-mængder i blodet, tæt på mangel i traditionel forstand. Halvdelen af dem fik tilskud af 50 mikrogram D3-vitamin om dagen i ni måneder. Det er fem gange så meget, som man traditionelt anbefaler ældre, og er samtidig overgrænsen for, hvad det er absolut ufarligt at indtage.

Forsøget var for lille til at vise forskel i dødelighed, men det viste noget andet interessant. Det drejer sig om proteinet TNF-alfa, som dannes af de hvide blodlegemer som led i inflammationer. TNF-alfa menes at være en væsentlig årsag til hjertesvækkelsen. Hos de ubehandlede steg blodets indhold af dette protein med 5%. Hos de behandlede skete ingen forværring. Det tyder på en stabiliserende virkning på inflammationen.

Dette er måske især interessant af en anden grund. TNF-alfa er en meget vigtig årsag til smerter og hævelse ved leddegigt. Så vigtig, at nye typer leddegigt-medicin, der blokerer TNF-alfa, med rette opfattes som de rene vidundermidler. Hvis D-vitamin hæmmer TNF-alfa-virkningen i det svækkede hjerte, sker det samme måske i syge led. Det stemmer med den meget gamle formodning om, at D-vitamin beskytter mod leddegigt.
Man skal sole sig med fornuft og undgå forbrænding. Søg skygge, hvis den brænder. Og lad være med at ligge i timevis i solen, klistret ind i faktorcremer.

Men nok så vigtigt er det at vide, at det er en risiko snarere end en dyd at undgå sol om sommeren.
Vitalrådet.


Referencer
1. Schleithof S S et al. Vitamin D supplementation improves cytokine profiles in patients with congestive heart failure: A double blind randomized placebo-controlled trial. Am J Clin Nutr 2006;83:754-9
2. Heaney R et al. Human serum 25-hydroxycholecalciferol response to extended oral dosing with cholecalciferol. Am J Clin Nutr 2003;77:304-10.
3. Moreno J, Krishnan AV, Feldman D. Molecular mechanisms mediating the anti-proliferative effects of Vitamin D in prostate cancer. J Steroid Biochem Mol Biol. 2004 Nov;92(4):317-25

www.ajcn.org
www.elsevier.com/wps/find/journaldescription.cws_home/333/description

Fiskeolien er – stadig – uundværlig

Claus Hancke

7. april 2006

En engelsk undersøgelse hævder, at fiskeolie ikke beskytter hjertet. Formelt bygger den på summen af alle tidligere forsøg. I virkeligheden støtter den sig kun på ét, hvis deltagere sandsynligvis snød.

Som tiden går, hober undersøgelser af alt muligt sig op. Til sidst kan ingen overskue dem. Selv folk med god hukommelse husker kun forsøg, de kunne lide. Så er der brug for en såkaldt metaanalyse, dvs. en beregning af en slags gennemsnit af, hvad alle pålidelige forsøg har vist.

Det er nu sket i en engelsk undersøgelse af fiskeolie. Beskytter fiskeolie hjertet? Forlænger den livet? Ja, det ved vi jo, den gør.

Tror vi da! Ifølge den nye metaanalyse har fiskeolie overhovedet ”ingen klar virkning på hverken dødelighed, risikoen for hjertetilfælde eller hyppigheden af kræft”. Lad bare være med at spise fisk.

Hvad kræft angår forbavses man ikke, men hvad med hjertet? Lige siden de to danske læger, Bang og Dyerberg’s undersøgelser på Grønland for 35 år siden, har alle vidst, at fiskeolie beskytter hjertet. Det er bekræftet i talrige undersøgelser. Hvordan kan alle disse positive resultater blive til et rundt nul, når man lægger dem sammen?

Det kan de selvfølgelig heller ikke. En metaanalyse kan være lige så subjektiv som alt andet. Dvs. at andre med samme udgangspunkt kan komme til et modsat resultat. Det er i denne forbindelse tilfældet i en ny – langt mere omfattende (250 sider) – officiel amerikansk rapport. Der er ingen tvivl om fiskeolies gavnlige virkning på hjertet, hedder det her, ja man burde undersøge alle for, om de får nok!

De to vigtige fedtsyrer i fiskeolie, DHA og EPA, har ”klare hjertebeskyttende virkninger”. Alle bør derfor få mindst 1,5 gram fiskeolie om dagen, ved hjertesygdom det dobbelte. Dette vil nedsætte risikoen for at dø af hjertesygdom med 25 %.

Så vidt amerikanerne. De gennemgik minutiøst både den omfattende biokemiske viden, dyreforsøg og undersøgelser på mennesker. Af dette dannede de en helhed. Hvad gjorde englænderne?

Forsøgspersonerne snød
De så helt bort fra al basisviden og koncentrerede sig om opgørelser af hjertesygdom og død hos mennesker. Men var de neutrale?

De gennemgik i alt 48 lodtrækningsforsøg, men gjorde noget mærkeligt: Kun 15 af forsøgene kom med i beregningerne af dødelighed. Hvorfor de øvrige 33 ikke er med, fremgår ikke. Måske er nogle siet fra p.gr. af mistanke om ”bias” (partiskhed). Men på den anden side var der i ni af de 15 udvalgte forsøg ”middel eller høj” risiko for bias – f.eks. fordi deltagerne vidste, om de fik fiskeolie, eller på grund af lodtrækningen fik noget uvirksomt.

Dertil kommer, at et uoplyst antal af de 48 forsøg slet ikke var med fiskeolie, men med alfa-linolénsyre – som findes i hørfrøolie og lidt i rapsolie, men som i organismen kan omdannes til ”fiskeolie”.

I øvrigt mangler det mest berømte af alle linolénsyreforsøg. Det er det såkaldte Lyon-forsøg, hvor rapsolie (og Middelhavskost med olivenolie) sænkede hjertedødeligheden med 73 % hos patienter, der havde overstået en blodprop i hjertet.

Når alt er kogt ned, er der tilbage 12 lodtrækningsforsøg med fiskeolie. Men af disse er de ni ganske små og betydningsløse. Så er der tre tilbage. Langt det største af dem (GISSI) viste en massiv reduktion i dødeligheden på 20% hos personer med overstået blodprop i hjertet. I tabellen står der dog kun 14%, tilsyneladende på grund af en misforståelse.

Kun ét større forsøg (Burr et al 2003) havde negativt resultat. I dette steg dødeligheden med 15 % hos mænd med forkalkede kransårer i hjertet, når de fik fiskeolie.

Men dette forsøg er mildt sagt omstridt, bl.a. fordi deltagerne vidste, om de fik fiskeolie eller ej. Da de jo havde en risikabel hjertesygdom, har mange været fristet til at tage tilskud på egen hånd. Det kunne man have afsløret ved hjælp af blodprøver, men man foretog kun en meget lille stikprøve efter seks måneder. Herefter fortsatte forsøget i 3-9 år.

Stikprøven viste, at forskellen mellem de to grupper var påfaldende lille. Desuden oplyste deltagerne, at selv om de ikke hørte til fiskeolie-gruppen, spiste de så meget fed fisk (14 gram/dag) at alene dette omtrent har givet dem, hvad den nævnte amerikanske rapport anbefaler hjertepatienter. Begge grupper fik altså ”nok”, og værdien af forsøget må stærkt betvivles.

Alligevel har det stået i avisen. Men tro hellere den amerikanske rapport.

Fisk er godt. – Naturligvis.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Hooper et al. Risks and benefits of omega 3 fats for mortality, cardiovascular disease, and cancer: Systematic review. BMJ online 24.3.06: BMJ, doi:10.1136/bmj.38755.366331.2F.
2. Wang C et al. Agency for Health Care Research and Quality. US Department of Health Care Rsearch and Human Services. www.abrq.gov. Evidence report/technology assessment Number 94. Effects of omega -3 fatty acids on cardiovascular disease. March 2004.
3. Burr ML, Ashfield-Watt PA, Dustan FD, . , et al.: Lack of benefit of dietary advice to men with angina: results of a controlled trial. Eur J Clin Nutr 2003, 57: 193-200.

bmj.bmjjournals.com
www.ahrq.gov
www.nature.com/ejcn/index.html