Selen, et stærkt middel mod kræft

18. januar 2006

Undersøgelser fra alle vinkler støtter, at selen modvirker kræft. Trods behov for mere forskning tegner omridset af en optimal dosis sig.

Selen forebygger cancer. Det er en almindelig antagelse, som ganske vist venter på sin endelige bekræftelse. Den fik for alvor vind i sejlene, da amerikaneren Clark i 1996 i et lodtrækningsforsøg viste, at hyppigheden af kræft faldt med 37 %, mens kræftdødeligheden aftog til det halve, når deltagerne fik tilskud af 200 mikrogram organisk selen dagligt.

Men antagelsen om selens kræftforebyggende virkning er i virkeligheden langt bredere begrundet. Det har en førende selenekspert, Margaret Rayman fra University of Surrey i England, nu belyst i en grundig, men også kompliceret oversigt. Samtidig har hun belyst, hvordan selen kan hindre kræft og ikke mindst det vigtige spørgsmål: Hvor meget skal der til?

Rayman redegør for de mange geografiske studier, der siden 1960-erne konsekvent har vist, at de befolkninger, der får mindst selen, har størst hyppighed af kræft. Også dyreforsøg omtales. Giver man selen til han-beaglehunde, får de ikke bare færre DNA-skader i prostata, men skadede celler dør også i stedet for at leve videre i unormal form.

En særlig stilling indtager studier, hvor man først undersøger en gruppe menneskers blodselen og derpå venter og ser, hvad der sker. I et fransk studie af den art fra 2005 var dødeligheden af kræft efter ni år fire gange større hos den fjerdedel, der fik mindst selen, end hos den, der fik mest.

Franskmænd får lige så lidt selen i kosten som danskere. Talrige undersøgelser fra flere lande har vist noget tilsvarende for lungekræft (26 % mindre risiko i øverste halvdel af selenindtag), kræft i spiserør, mavesæk og – ikke mindst – prostata samt måske tyktarm.

Hvor meget er nok?
De stærkeste beviser giver lodtrækningsforsøg, hvor hverken deltagere eller læger ved, hvem, der får hvad. Kinesiske forsøg af den art har vist særdeles udtalt virkning mod leverkræft. Dertil kommer som nævnt Clarks forsøg. Det er tankevækkende, at selv om amerikanere får langt mere selen i kosten end vi, gavnede yderligere 200 mikrogram et flertal. Virkningen var dog minimal hos dem, der på forhånd fik mest selen. De var antageligt allerede tæt på det optimale. Men den tredjedel, der fik mindst (næsten så lidt som danskere) fik sin samlede kræftrisiko halveret, mens risikoen for kræft i prostata faldt med 86 %!

En typisk dansker får omkring 45 mikrogram selen om dagen, mens amerikanere får mere end dobbelt så meget og de sejlivede japanere næsten tre gange så meget. Man har hæftet sig ved, at man skal have 70 mikrogram om dagen for at danne maksimale mængder af det antioxiderende selen-enzym GSHpx. Det danner de fleste amerikanere altså, modsat os, uden at få tilskud. Men hvorfor aftager deres kræftrisiko så, når de får tilskud? Grunden kan ikke være GSHpx og måske ikke en gang den antioxiderende virkning alene.

Rayman gennemgår flere forklaringer. Én er, at større selendoser medfører dannelse af den simple selenforbindelse metylselenol, som kan dræbe kræftceller, modvirke dannelse af blodkar (som kræftceller behøver) og på flere andre måder hæmme kræft. Men selen virker naturligvis også antioxiderende, stimulerer immunforsvaret, aktiverer kræfthæmmende gener, hæmmer vækstfaktorer m.m. Der er ikke én, men mange virkemåder.

Ubegrænsede mængder selen skal man ikke have. Forsøg tyder på, at ved tilstrækkeligt høje doser, øges kræftrisikoen lige som når man får for lidt. Clarks forsøg kunne sammen med andre data antyde, at et tilskud på 200 mikrogram om dagen er nær det optimale for en dansker.

Gevinsten kan være stor, men mere forskning er påkrævet. Der foregår et omfattende klinisk forsøg (det hedder SELECT) i USA, men et forsøg i det selenfattige Europa ville være bedre. Rayman mener, det kan blive svært at gennemføre. Hvem vil have snydepillerne?
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Rayman M P. Selenium in cancer prevention: A review of the evidence and mechanism of action. Proceedings of the nutrition society. 2005;64:527-42.
2. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
3. Akbaraly NT et al. Selenium and mortality in the elderly: Results from the EVA study. Clin Chem. 2005;51:2117-23.

www.cabi-publishing.org/Journals.asp
jama.ama-assn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk

Selen kan måske hindre slidgigt

24. november 2005

For første gang har forskere studeret sammenhængen mellem mangel på selen og slidgigt. Den er overraskende stærk og tyder på, at tilskud af selen kan hindre den vestlige verdens mest almindelige grund til gangbesvær.

Selen er et mineral, som der er enighed om, at vesteuropæere får mindre og mindre af i kosten. Moderne landbrugsmetoder og forsuring af jorden har medført faldende indhold i afgrøderne af denne livsvigtige antioxidant, og dermed mindre selen i kroppen hos os. Manglen er stor nok til, at den allerede i 1980-erne førte til meget alvorlige og udbredte hjerteproblemer hos danske slagtesvin, som efter en del tovtrækkeri med myndighederne omsider fik tilskud i foderet. Men betyder manglen noget for mennesker?

Indtil videre må man sige: Sandsynligvis. Store befolknings-undersøgelser i bl.a. Finland har vist, at hører man til dem, der får mindst selen i kosten, har man størst risiko for at få kræft.

Og nok så vigtigt: I et amerikansk lodtrækningsforsøg med 1.300 deltagere opdagede man for ni år siden, at tilskud af selen halverede hyppigheden af nye kræfttilfælde. Jo mindre selen man på forhånd havde i blodet, jo større var fordelen ved tilskud. Resultatet var så sikkert, at forsøget af etiske grunde måtte standses før tid og nu gentages i endnu større målestok. Hvis selen kan forebygge kræft så effektivt, må vi absolut vide det meget sikkert.

I ventetiden har forskere fra North Carolina’s universitet i samarbejde med den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC) opdaget en anden sammenhæng: Mangel på selen betyder forhøjet risiko for slidgigt i knæene. Hver gang en person indeholder 10 mikrogram mindre selen (pr. kilo kropsvægt), er vedkommendes risiko for at få slidgigt i knæene 15-20 % højere.
Til sammenligning er der i blodet hos danskere omkring 80 mikrogram/liter, hos en amerikaner f.eks. 110.

Blandt de godt 900 personer, man fulgte gennem femten år, var risikoen alt i alt 40 % mindre hos den tredjedel, der fik mest selen. Hvis de alligevel fik slidgigt, var der en tendens til, at det var i en mildere udgave.

Dette er foreløbig kun statistiske sammenhænge. De er endnu ikke offentliggjort i trykte medier, men fremlagt ved en kongres (15.11.05) i San Diego for amerikanske gigtlæger og kan læses i en officiel pressemeddelelse fra North Carolina’s universitet.

Alligevel erklærer undersøgelsens leder, professor Joanne Jordan, at gruppen er meget begejstret (excited) over fundet. Måske anviser det en mulighed for at forebygge slidgigt i knæled og evt. andre led, dvs. forebyggelse af de hyppigste grunde til aktivitetsindskrænkning i den vestlige verden. Fra Kina ved man, at svær selenmangel undertiden medfører alvorlige bruskskader i led allerede hos børn. Er det et fingerpeg i samme retning?

Måske, men det vides ikke. Næste skridt er ifølge Jordan at undersøge selens virkning på brusk i laboratoriet. Den nærliggende hypotese er, at en virkning kan skyldes selens funktion som antioxidant. Derpå følger kliniske undersøgelser, dvs. lodtrækningsforsøg, hvor man vil finde ud af, om selen som tilskud påvirker smerter og funktionsevne hos personer med slidgigt.

De nye fund er med andre ord ikke endelige. Men det er første gang, nogen har udforsket sammenhængen mellem slidgigt og selen, og det er en stor overraskelse, at den er så tydelig.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Rayman M. The importance of selenium to human health. The Lancet 2000:;356:233-41.
2. News Release. Study links low selenium levels with higher risk of osteoarthritis. The University of North Carolina at Chapel Hill: www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
3. Clark LC. et al. Effect of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. JAMA 1996;276:1957-63.

www.thelancet.com
www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
jama.ama-assn.org
www.iom.dk

Selen kan måske hindre arvelig brystkræft

30. maj 2005

Kvinder med arvelig tendens til brystkræft har ustabile kromosomer. Nu viser forsøg, at stabiliteten kan normaliseres med tilskud af selen.
Omkring hvert tyvende tilfælde af brystkræft skyldes arv. Oftest er årsagen en medfødt mutation i det såkaldte BRCA1-gen, som under normale omstændigheder reparerer skader på kromosomer.

Er man bærer af denne mutation, har man allerede som ung forhøjet risiko for at få brystkræft: Ca. 60 % vil få sygdommen, før de fylder 50, og ca. 85 % får den, før de bliver 70. Samtidig er risikoen for kræft i æggestokkene på ikke mindre end 60 %.

Det er en fortvivlende situation at være født med denne mutation, som stiller de ramte over for vanskelige beslutninger. Nogle foretrækker at forebygge kræften ved at få fjernet bryster og æggestokke i en ung alder, mens andre venter og ser, om de er blandt de uheldige. De ramte må i hvert fald tænke på at få de børn, de ønsker, i en ung alder, hvis de vil bevare muligheden for at amme. Der er ingen sikkerhed for, hvornår sygdommen slår ned.

Nu tyder imidlertid en højst interessant polsk undersøgelse på, at risikoen kan nedsættes betydeligt med et simpelt tilskud af selen. Tilskuddet formindsker drastisk frekvensen af kromosomskader hos kvinder med den medfødte defekt. Dette kan, hvis resultaterne holder, købe de udsatte kvinder tid og nedsætte deres risiko for ustabilitet i de beskyttende kromosomer.

Forsøget blev udført ved det pommerske akademi for medicin i Stettin. Det gik ud på at måle mængden af mutationer – såkaldte kromosombrud – på hvide blodlegemer, der i laboratoriet blev udsat for ”kemisk stråling” i form af kemoterapi-medicinen bleomycin.

Der blev udført to forsøg. I det ene sammenlignede man kromosombrud hos 26 kvinder med- og 26 uden den medfødte defekt. Hos de første målte man 0,59 brud pr. celle, mens kvinder uden defekten kun fik 0,39.

35 andre kvinder, som alle var bærere af mutationen, deltog nu i det andet forsøg. Halvdelen fik et dagligt tilskud af ca. 280 mkg selen om dagen, hvorpå de efter 1-3 måneder fik taget blodprøver, så man kunne udsætte også deres blodlegemer for bleomycin. Resultatet var næsten nøjagtigt som i det første forsøg: I blodlegemerne fra de kvinder, der ikke fik selen, opstod 0,63 kromosombrud pr. celle, mens de der fik selen kun havde 0,40 brud pr. celle.

Kvinder med den nedarvede mutation kunne med andre ord øge deres kromosomers stabilitet til det normale med noget så simpelt som et dagligt selentilskud. Spørgsmålet er så, hvordan dette skal fortolkes. Betyder det, at de samtidig fik nedsat deres kræftrisiko?

Meget tyder på det, men sikker kan man ikke være. Forskere har konkluderet, at arvelig brystkræft til dels skyldes ustabile kromosomer. Andre har fundet, at brystkræft-patienter har klart flere kromosomafvigelser i deres hvide blodlegemer end raske. Desuden har adskillige forsøg vist sammenhæng mellem følsomheden for kræft i almindelighed og niveauet af kromosombrud.

Yderligere viste en undersøgelse af 3.812 arbejdere, som blev udsat for mutationsfremmende stoffer, at de der fik flest kromosomafvigelser også senere var mest tilbøjelige til at få kræft. Indicierne er mange.

Selen virker antioxiderende og har i flere forsøg vist sig stærkt kræfthæmmende. Da jordbunden i Polen (lige som Danmark) er meget selenfattig, mener forskerne, at et tilsvarende forsøg i andre lande kunne give et andet resultat.

Deltagerne fik, hvad der svarer til ca. tre almindelige selentabletter med organisk selen om dagen. Det er en dosis, der med sikkerhed ikke overstiger det tilladelige.
Vitalrådet.


Reference:

Kowalska E et al. Increased rates of chromosome breakage in BRCA1 carriers are normalised by oral selenium supplementation. Cancer Epidem Biomarkers Prev 2005;14(5):1302-6.

cebp.aacrjournals.org
www.iom.dk

Depressiv af vitaminmangel?

11. april 2005

Flere rapporter taler om sammenhæng mellem mangel på E-vitamin og depression. Noget lignende kendes for C-vitamin og selen. Foreløbig er der dog overvejende stof til spekulationer.

Kan det tænkes, at mangel på E-vitamin spiller en rolle for depression? Noget i den retning tyder en foreløbig australsk undersøgelse på.

Forskere ved Wollongong universitetet i Australien ville undersøge, om flere rapporter om underskud af E-vitamin hos depressive havde noget på sig. De undersøgte i første omgang blodets indhold af E-vitamin hos 49 depressive patienter. I gennemsnit fandt de en værdi på 4,7 mmol/l. Det er langt under de normale 12-42.

Den umiddelbare forklaring kunne jo være, at de depressive for dårlig kost. Men en systematisk udspørgen afslørede intet i den retning. De spiste som alle andre.

Her står sagen. Skal man tro australierne, må det enten være sådan, at depressive har behov for mere E-vitamin end andre – eller at de optager det dårligere fra tarmen.

Måske skal man dog fæste mere lid til andre og større undersøgelser. De har også fundet lavt indhold af E-vitamin i blodet hos depressive, men har i varierende grad fundet en naturlig forklaring: I en undersøgelse af mere end 400 depressive i Rotterdam viste det sig, at de depressive spiste for lidt, eller de fik utilstrækkelig kost.

C-vitamin og selen
Undersøgelserne er dog interessante af andre grunde. Man har nemlig fundet noget lignende, når det gælder både selen og C-vitamin. Begge dele er, lige som E-vitamin, antioxidanter. Den amerikanske C-vitaminforsker Mark Levine opdagede f.eks. under forsøg med studerende, der blev holdt på en kost med uhyre små mængder C-vitamin, at de uvægerligt blev irritable og trætte. Så snart de igen fik mere C-vitamin, steg humøret.

Tilsvarende er tidligere fundet i forsøg med selen. I et engelsk forsøg lod man depressive få enten selen (100 mikrogram/dag) eller snydepiller. Man kunne konstatere forbedring i humøret – og navnlig aftagende angst – i takt med at blodets selenindhold dag for dag steg. En tilsvarende sammenhæng er set hos alkoholikere og patienter i dialyse, hvor der let opstår underskud af selen.

Fra flere sider er der med andre ord mistanke om en eller anden sammenhæng mellem depression og mangel på antioxidanter. Foreløbig er der nok mest baggrund for spekulationer, men så meget kan man vel mene, at der i hvert ikke er grund til at risikere antioxidantmangel, hvis det kniber med humøret.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Owen AJ et al. Low plasma vitamin E levels in major depression: Diet or disease? Eur J Clin Nutr 2005;59:304-6.
2. Tiemeier H et al. Vitamin E and depressive symptoms are not related. The Rotterdam Study. J Affect Disord 2002;72:79-83.
3. Maes M et al. Lower seriúm vitamin E concentration in major depression. Another marker of lowered antioxidant defense in that disease. J Affect Disord 2000;58:241-6.
4. Benton D et al. The impact of selenium supplementation on mood. Biol Psychiatry 1991;29:1092-8.

www.nature.com/ejcn/index.html
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

Kemoterapi: Selen øger virkningen, men mindsker bivirkningerne

20. september 2004

Der er stadig enkelte kræftspecialister, som advarer deres patienter mod at tage antioxidanter, mens de får kemoterapi. De mener, at når antioxidanter mindsker bivirkningerne ved behandlingen, modvirker de vel også kemoterapien. Nu tyder imidlertid overbevisende forsøg på, at dette råd ikke er heldigt.

Det er forskere ved det berømte og internationalt højt respekterede amerikanske Roswell Park Cancer Institute – verdens ældste selvstændige center for kræftforskning – der fremsætter de nye resultater.

Særdeles detaljerede forsøg på mus har vist, at selen ikke alene beskytter raske væv mod ødelæggelse af kemoterapien, det forstærker også virkningen på svulsterne, endda i et højst dramatisk omfang! For første gang er det påvist, at man kan forstærke virkningen af kemoterapi med en behandling, der i sig selv er uskadelig.

Forsøgene blev udført på såkaldte nøgne mus, der ved transplantation fik indopereret forskellige svulster fra mennesker, hvorpå de blev behandlet med flere forskellige typer kemoterapi.

Nogle af svulsterne var på moderat følsomme for kemoterapi, mens andre havde meget ringe følsomhed. Når musene blev forbehandlet med store doser selen, kunne de imidlertid tåle op til fire gange så meget kemoterapi som ellers, og derved kunne man helbrede ikke blot de normale 20-30 %, men i flere forsøg 100 % af musene!

Lige så overbevisende var virkningen på de moderat følsomme svulster, som normalt kureres i ca. halvdelen af tilfældene. Med selen steg helbredelsesprocenten til 100 % samtidigt med at musene i meget høj grad slap for bivirkninger.

Foreløbige resultater tyder på, at der er flere årsager til resultaterne, men at selen i kombination med kemoterapi bl.a. tvinger kræftcellerne til at begå selvmord, såkaldt apoptose.

Det må understreges, at der her er tale om dyreforsøg, men resultaterne har været så usædvanlige og perspektivrige, at forskerne ved Roswell Park Cancer Institute allerede nu afprøver behandlingen i de første forsøg, der er foretaget på mennesker.
Vitalrådet.


Reference:

Shousong Cao, Farukh A. Durrani, and Youcef M. Rustum. Selective Modulation of the Therapeutic Efficacy of Anticancer Drugs by Selenium Containing Compounds against Human Tumor Xenografts. Clin Cancer Res. 2004;10(7):2561-9.

clincancerres.aacrjournals.org
www.roswellpark.org
www.iom.dk

Selen halverer risikoen for alvorlig kræft i prostata

19. juli 2004

Stadig mere tyder på, at mineralet selen beskytter mænd mod kræft i prostata.

I den hidtil største sammenlignende undersøgelse har det vist sig, at de amerikanske læger, som var blandt de 20 %, der havde mest selen i blodet havde 48 % mindre risiko for at få fremskreden prostatacancer, end de af deres kolleger, der havde mindst.

Den omtrentlige halvering af risikoen stemmer med adskillige andre undersøgelser fra de senere år, men den foreliggende undersøgelse, der er offentliggjort i det nationale amerikanske tidsskrift for kræftforskning, er den hidtil største. I alt blev 586 mandlige læger, der i løbet af de følgende 13 år fik kræft i prostata, sammenlignet med 577, der undgik sygdommen.

Mange mænd får kræft i prostata, uden at det får konsekvenser på længere sigt, fordi sygdommen holder sig lokaliseret og i ro. Disse lette tilfælde af kræft blev tilsyneladende ikke forhindret af selen. Kun risikoen for fremskreden kræft var formindsket. Dette tyder på, at selen i højere grad sinker sygdommens udvikling end forhindrer den i at opstå.

Større undersøgelser af sammenhængen mellem selen og kræft i prostata er på vej. Navnlig en stor amerikansk undersøgelse (SELECT), der desuden skal klarlægge virkningen af E-vitamin på sygdommen, ventes med spænding.

Hvad en undersøgelse af danske mænd ville vise, er uvist. Amerikanere får på forhånd betydeligt mere selen i kosten end danskere, fordi den amerikanske jordbund er rigere på mineralet. Danske mænd er måske af den grund mere udsatte for at få kræft i prostata af den fremskredne og ondartede form.
Vitalrådet.

 

Reference:
Li H et al. A prospective study of plasma selenium levels and prostate cancer risk. J Natl Cancer Inst. 2004;96(9):696-703.

jncicancerspectrum.oupjournals.org
www.iom.dk

Vigtigt stof i føden beskytter mod svangerskabsforgiftning

17. december 2003

Mangel på spormineralet selen kan ifølge en ny britisk undersøgelse øge kvinders risiko for svangerskabsforgiftning med op til fire gange.

Kvinder med lavt indhold af det livsvigtige spormineral, selen har ifølge britiske forskere helt op til fire gange så høj risiko for blive ramt af svangerskabsforgiftning i forbindelse med graviditet sammenlignet med kvinder, der ikke mangler stoffet.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som er offentliggjort i november-udgaven af det lægevidenskabelige tidsskrift American Journal of Obstetrics and Gynecology.

Forskerne bag undersøgelsen er ikke helt klar over, hvorfor nogle kvinder udvikler svangerskabsforgiftning, som blandt andet involverer forhøjet blodtryk, nyreskader og nedsat blodforsyning til moderkagen, men de peger på det dalende selenindtag i flere lande som en del af forklaringen.

I England er indholdet af selen i brødhvede 10-50 gange lavere end i blandt andet USA og Canada, hvilket gør det svært at sikre et tilstrækkelig indtag af det vigtige næringsstof.

Risiko for tidlig fødsel
I den offentliggjorte undersøgelse, som er lavet af en gruppe forskere fra University of Surry i Guildford, under ledelse af Dr. Margaret P. Rayman, undersøgte man tånegle-klip fra 53 kvinder med tidlige tegn på svangerskabsforgiftning og sammenlignede med negleklip fra 53 raske kvinder.

Selen ophober sig i negle, hvilket gør negleklip til et godt barometer for en persons selenstatus. Forskerne observerede, at det gennemsnitlige selenindhold i tåneglene var betydeligt lavere hos de kvinder, der havde tidlige tegn på svangerskabsforgiftning. Samtidigt fandt forskerne, at de kvinder med svangerskabsforgiftning, som havde de laveste selenværdier, var langt mere tilbøjelige til at føde for tidligt.

En af grundene til svangerskabsforgiftning menes at skyldes oxidanter (giftstoffer, red.), der opstår som følge af en dårligt fungerende moderkage. Eftersom selen er en effektiv antioxidant, er det højst tænkeligt, at mangel på dette stof kan bidrage til udviklingen af svangerskabsforgiftning.

Bekymret over dalende selenindtag
Undersøgelsen ledende forsker, Margaret Rayman, har tidligere udtrykt bekymring over det dalende selenindtag i blandt andet England, hvor man i dag får under halvt så meget selen med kosten som for 20-25 år siden. Et lignende problem ser man herhjemme, hvor afgrødernes selenindhold ifølge eksperter er betydeligt lavere end tidligere.

“Selen er et yderst vigtigt stof, som blandt andet er kendt for at forebygge flere forskellige kræftformer, herunder prostata-kræft og hudkræft. Det, som virkelig bekymrer mig, er at iagttage, hvordan myndighederne herhjemme systematisk sænker den anbefalede daglige tilførsel for selen, alt imens ny forskning viser, hvor vigtigt det er at få rigeligt med stoffet. For 15-20 år siden anbefalede man 125 mikrogram om dagen, og for nylig blev det reduceret til 40 mikrogram. Det strider imod al sund fornuft,” udtaler Vitalrådet’s formand, Claus Hancke.

Det britiske forskerhold planlægger allerede nu en ny undersøgelse, som skal afklare, om kosttilskud med selen kan beskytte mod svangerskabsforgiftning.
Vitalrådet.


Reference:

American Journal of Obstetrics and Gynecology (vol. 189, no 5)

www.iom.dk

Selen mod brystcancer!

19. juni 2003

En kombination af ernæringsforskning og viden om gener kan måske føre til en tidligere opdagelse og forebyggelse af brystcancer. Ny forskning tyder på, at kosttilskud med selen kan forebygge brystkræft hos de kvinder, der genetisk er disponeret for sygdommen.

En kombination af ernæringsforskning og viden om gener kan måske føre til en tidligere opdagelse og forebyggelse af brystcancer. Ny forskning tyder på, at kosttilskud med selen kan forebygge brystkræft hos de kvinder, der genetisk er disponeret for sygdommen.

Forskerne mener, at der er en mulighed for at finde ud af, hvem der er i farezonen – inden sygdommen udvikler sig – og derpå forebygge via tilskud af selen.

– Vi har længe haft dokumentation for at selen har en forebyggende effekt på udviklingen og dødeligheden ved kræftsygdomme. Teorien har hidtil været, at selen, specielt selenomethionin påvirker et bestemt protein P53, således at kræften ikke bliver så aggressiv. Men denne undersøgelse tyder på, at Selen også har betydning for de genetisk kræftdisponerede, og det vil betyde et stort spring fremad i indsatsen for at forebygge kræft, siger læge Claus Hancke.

En undersøgelse fra University of Illinois i Chicago har fokuseret på virkningen af et selenholdigt protein (glutathione peroxidase) der fungerer som en antioxidant. Man undersøgte det gen, der indeholder “koden” for proteinet, for at finde ud af om der var forskelle i relation til brystkræft.

Resultaterne antyder, at ernæringsforskningen kan være tæt forbundet med vores viden om generne, idet ændringer i et bestemt gen måske kan bruges til at stille diagnoser tidligere end ellers.

Forskerne sammenlignede bestemte gener hos 517 raske personer med vævsprøver fra 79 brystkræftpatienter, og det viste sig, at der var en tydelig forskel på forekomsten af genet i de to grupper.

Man har ikke hidtil kunnet finde videnskabeligt grundlag for teorien om, at selen kan forebygge kræftsygdomme, men mange kliniske studier har tydet på, at det er tilfældet. Gennem tyve år har dyreforsøg vist, at mindre tilskud af selen kan forebygge kræft i forskellige organer.

Forskerne mener, at visse proteiner i brystets celler indeholder selen, som kan fremme en forebyggende effekt. Ved at undersøge generne kan man måske finde ud af, hvem der selv kan danne proteinet, og hvem der har brug for selentilskud.
Vitalrådet


Reference:

Cancer Research, 15. juni 2003

www.cancerresearch.org
www.iom.dk

Selen, forskningsreferencer

Januar 1999

  1. Bruce A et al. The effect of selenium and vitamin E on glutathione peroxidase levels and subjective symptoms in patients with arthrosis and rheumatoid arthritis, in Proc N Z Workshop on Trace Elements in N Z. Dunedin, U. of Otago, 1981: 92.
  2. Chen X, Xiaoshu, Chen X et al. Selenium in biology and medicine. New York: AVI/Van Nostrand Reinhold. 1987: p 589-607.
  3. Clark LC. The epidemiology of selenium and cancer. Fed Proc 1985; 44: 2584-2589.
  4. Clark L, Combs GF Jr, Turnbull BW et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. JAMA 1996.
  5. Constans J, Pellegrin JL, Sergeant C, et al. Serum selenium predicts outcome in HIV infection. J AIDS Human Retrovirol 10:392, 1995.
  6. Delmas-Beauvieux M-C, Peuchant E, Couchouron A, et al. The enzymatic antioxidant system in blood and glutathione status in human immunodeficiency virus (HIV)-infected patients: Effects of supplementation with selenium or carotene. Am J Clin Nutr 64:101-7, 1996.
  7. Fletcher MP, Gershwin ME, Keen CL et al. Trace element deficiences and immune responsiveness in humans and animal models. In: Chandra RK, ed. Nutrition and immunology. New York: Alan R, Liss. p 215-239, 1988.
  8. Gebre-Medhin M et al. Selenium supplementation in X-linked muscular dystrophy. Effects on erythrocyte and serum selenium and on erythrocyte glutathione peroxidase activity. Acta Paediatr Scand 74;6:886-90, 1985.
  9. Glover JR. Proceedings of the symposium on selenium-tellurium environments. Pittsburgh: Industrial Health Foundation. 1976: p 279-292.
  10. Hinks LJ, Inwards KD, Lloyd B, Clayton BE. Body content of selenium in coeliac disease. Br Med J Clin Res 288:1862-3, 1984.
  11. Jackson ML. Selenium. Present status and perspectives in biology and medicine. Clifton, NJ: Humana Press. 1988: p 13-21.
  12. James S et al. Effekter av selenvitamin E-behandling till kvinnor med lång variga arbetsrelaterade nack-och skuldersmärtor. En dubbelblindstudie. Läkaresällskapets Riksstämma, 1985.
  13. Jameson S et al. Pain relief and selenium balance in patients with connective tissue disease and osteoarthrosis: A double-blind selenium tocopherol supplementation study. Nutr Res Suppl 1: 391-7, 1985.
  14. Juhlin L et al. Blood glutathione-peroxidase levels in skin diseases: Effect of selenium and vitamin E treatment. Acta Derm Venereal (Stockh) 62; 3: 211-4, 1982.
  15. Karakucuk S et al. Selenium concentrations in serum, lens and aqueous humor of patients with senile cataract. Acta Ophthalmol Scand 73:323-32, 1995.
  16. Kok FJ et al. Decreased selenium levels in acute myocardial infarction. JAMA 261;8:1161-4, 1989.
  17. Korpela H et al. Effect of selenium supplementation after acute myocardial infarction. Res Commun Chem Pathol Pharmacol 65:249-52, 1989.
  18. Kose K et al. Plasma selenium levels in rheumatoid arthritis. Biol Trace Elem Res 53: 51-6, 1996.
  19. L’Abbe M, Fischer W, Trick K et al. Dietary Se and tumor glutathione peroxidase and superoxide dismutase activities. J Nutr Biochem 1991; 2: 430-436.
  20. Levander OA. A global review of human selenium nutrition. Ann Rev Nutr 1987; 7: 227-250.
  21. Levander OA. Trace substances in environmental health – 23. Springfield: University of Missouri. 1990: p 11-19.
  22. Levander, OA, Burk, RF. Selenium. In. Present knowledge in nutrition. 7th edn. Washington, DC: Nutrition Foundation. 1996: p 320-328.
  23. Longnecker GF. Nutrition and cancer prevention: investigating the role of micronutrients. New York: Marcel Dekker. 1989: p 389-420.
  24. Macpherson A, Scott R, Yates R. The Effect of Selenium Supplementation in Sub-Fertile Males. (Abstract), 8th International Conference on Trace Element Metabolism in Man and Animals, 1993.
  25. Moore JA et al. Selenium concentrations in plasma of patients with arteriographically defined coronary atherosclerosis. Clin Chem 30:1171, 1984
  26. Munthe E, Aaseth J. Treatment of Rheumatoid Arthritis with Selenium and Vitamin E. Scan J of Rheumatol 53 (suppl.): 103, 1984.
  27. Oster O et al. The serum selenium concentration of patients with acute myocardial infarction. Ann Clin Res 18;1:36-42, 1986.
  28. Overad K, Thorling EB, Bjerring P, Ebbesen P. Selenium inhibits W-light-induced skin caronogenesis in hairless mice. Cancer Lett 1985; 27: 163-170.
  29. Peretz A, Nève J, Famaey J. Selenium in rheumatic diseases. Semin Arthritis Rheum 20: 305-16, 1991.
  30. Peretz A, Nève J, Duchateau J, Famaey JP. Adjuvant treatment of recent onset rheumatoid arthritis by selenium supplementation: Preliminary observations. Br J Rheumatol 31: 281-6, 1992.
  31. Robinson MF et al. Effect of daily supplements of selenium on patients with muscular complaints in Otago and Canterbury. N Z Med J 93:289-292, 1981.
  32. Salonen JT et al. Association between cardiovascular death and myocardial infarction and serum selenium in a matched-pair longitudinal study. Lancet ii:175-9, 1982
  33. Salonen JT, Alfthan G, Huttunen JK, Puska P. Association between serum selenium and the risk of cancer. Am J Epidem 1984; 120: 342-349.
  34. Salonen JT et al. Interactions of serum copper, selenium, and low density lipoprotein cholesterol in atherogenesis. Br Med J 302:756-60, 1991.
  35. Schrauzer GN, Sacher J. Selenium in the maintenance and Therapy of HIV-infected patients. Chem Biol Interact 91:199-205, 1994.
  36. Shamberger RJ, Frost DV. rossible protective effect of selenium against human cancer. Can Med Assoc J 1969; 100: 682.
  37. Shamberger RJ. Biochemistry of selenium. New York: Plenum. 1983.
  38. Sklodowska M, Wasowicz W, Gromnadzinska J, et al. Selenium and vitamin E concentrations in plasma and erythrocytes of angina pectoris patients. Trace Elem Med 8:113-17, 1991.
  39. Stead NW et al. Selenium Se balance in the dependent elderly. Am J Clin Nutr 39:677, 1984.
  40. Stone WL et al. Effects of dietary selenium and vitamin E on plasma lipoprotein cholesterol levels in male rats. Ann Nutr Metab 30:94-103, 1986.
  41. Suadicani P, Hein H, Gyntelberg F. Serum selenium concentration and risk of ischaemic heart disease in an prospective cohort study of 3000 males. Atherosclerosis 96:33-42, 1992.
  42. Sunde RA. Molecular biology of selenoproteins. Ann Rev Nutr 1990; 10: 451-474.
  43. Sword J, Pope A, Hoekstra W. Endotoxin and lipid peroxidation in vitro in selenium- and vitamin E-deficient and -adequate rat tissues. J Nutr 1991; 121: 258-264.
  44. Tarp U et al. Low selenium level in severe rheumatoid arthritis. Scand J Rheumatol 14: 97, 1985.
  45. Tarp U et al. Selenium Treatment in Rheumatoid Arthritis. Scandinavian J of Rheumatol 14: 364-8, 1985.
  46. Vanderpas JB, Contempre B, Duale NL et al. Iodine and selenium deficiency associated with cretinism in northern Zaire. Am J Clin Nutr 1990; 52: 1087-1094.
  47. Van Rij AM et al. Selenium deficiency in total parenteral nutrition. Am J Clin Nutr 32:2076-85, 1979.
  48. Virtamo J et al. Serum selenium and the risk of coronary heart disease and stroke. Am J Epidemiol 122:276-82, 1985.
  49. Winnefeld K, Dawczynski H, Schirrmeister W et al. Selenium in serum and whole blood in patients with surgical interventions. Biological Trace Element Res 1995; 50: 149-155.
  50. Wright JV, Ogle DJ, Hoare L. Improvement of vision in macular degeneration associated with intravenous zinc and selenium therapy: two cases. J Nutr Med 1:133-8, 1990.
  51. Yang GQ Wang SZ, Ahou RH, Sun SZ. Endemic selenium intoxication of humans in China. Am J Clin Nutr 1983- 37: 872-881.
  52. Yu SY et al. Chemoprevention trial of human hepatitis with selenium supplementation in China. Biol Trace Elem Res 21; 1-2:15-22, 1989.
  53. Zazzo JF, Chalas J, Lafont A, et al. Is nonobstructive cardiomyopathy in AIDS a selenium deficiency-related disease? Letter. JPEN J Parenter Enteral Nutr 12; (5):537-8, 1988.
  54. Zielonka E et al. Sulfur and selenium levels in the blood of patients with rheumatoid arthritis and ankylosing spondylitis. Reumatologia 20; 3-4: 217-20, 1982.
  55. Örndahl G et al. Myotonic dystrophy and selenium. Acta Med Scand 211:493-9, 1982.
  56. Örndahl G et al. Selenium therapy of myotonic dystrophy. Acta Med Scand 213;3:237-9, 1983.
  57. Örndahl G et al. Myotonic dystrophy treated with selenium and vitamin E. Acta Med Scand 219:409-44, 1986.

 

Kilder:
Joseph E. Pizzorno Jr., Michael T. Murrey & Melvyn R. Werbach.