”D” já vu

27. november 2022

Ny forskning afslører forvirring hos myndighederne

Den trofaste læser af vort nyhedsbrev vil se træt mod himlen med mere om D-vitamin, og jeg beklager dybt.
Men den uvidenhed, som vort lands højeste sundhedsfaglige myndighed afslører, tvinger mig til at slå nogle ting fast, som de ikke har forstået endnu.

Det udspringer af et nyt studie, som Seruminstituttet (SSI) har lavet sammen med Harvard universitetet i USA, og som blev publiceret for nogle dage siden (17/11).
Der er tale om en observationsundersøgelse af 447 personer, som viste, at lavt D-vitamin indhold i blodet gav dobbelt så høj risiko for alvorligt forløb af covid-19.
Så vidt så godt. Det er jo ikke nyt, men beskrevet allerede i vort nyhedsbrev 6.maj 2020 og mange tidligere studier.
I øvrigt er det blot et observationsstudie, som jo ikke har verdens højeste evidens-score. Det kan måske undre, at det er så interessant, da der foreligger andre studier, som er mere valide.

Men det er heller ikke det, der er interessant.
Det interessante er, at det er Seruminstituttet, som står for denne publikation; -og deres forbehold, som er lige så interessante.
For eksempel lyder det i pressemeddelsen fra SSI, ”Det er vigtigt at understrege, at vores resultater ikke er en opfordring til at indtage høje doser af vitamin D eksempelvis igennem kosttilskud.”  -En pudsig formulering ”eksempelvis”. For nej. Det er ikke noget eksempel. Det er præcis det, udtalelsen sigter imod. Der er jo ikke andre muligheder for høje doser D-vitamin, når solen ikke står højt på himlen.

En anden interessant pudsighed er Sundhedsstyrelsens (SST) svar på Facebook for et par dage siden, hvor en debattør, grundet ovennævnte studie, opfordrer SST til at leve op til sit navn.
I svaret fra SST er der desværre flere eklatante forståelsesfejl:
”Du kan ikke spise dig til et stærkere immunforsvar, og dermed undgå at blive smittet med virus.”
Det er en meget vigtig misforståelse, som meget af covid-19 narrativet hviler på. Et nok så stærkt immunforsvar vil ikke hindre smitte, men derimod sygdom.
Smitte er ikke lig med sygdom. Når SST og SSI de sidste par år har talt om ”tilfælde”, er det ikke syge, men blot smittede. Tallet er blevet brugt til at skræmme os, som om antallet af ”tilfælde” betyder antallet af syge.
Men det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvor mange smittede der er, hvis der ikke er nogen syge.
Længere ned i sit svar skriver Sundhedsstyrelsen:
”Langt størstedelen af befolkningen får dækket deres vitamin- og mineralbehov via den kost, som de spiser.”

Nej. Det er en gammel misforståelse.
Der er 4 grunde til, at vi ikke får dækket dette:

  1. Vi køber den forkerte mad: (Alt for meget junk-food og alt for få grøntsager.)
  2. Kosten indeholder ikke det, vi tror: (Fisk med n-6 fedtsyrer, og meget lidt D-vitamin. Drivhusgrøntsager uden sporstoffer.)
  3. Kosten indeholder ting, vi ikke tror: (Pesticidrester i grøntsager, tungmetaller og plasticider i fisk.)
  4. Vi tilbereder kosten forkert: (Vi steger i flerumættede fedtsyrer ved for høj varme, og vi koger grøntsagerne for længe og smider mineraler som magnesium ud med kogevandet.)

Som om dette ikke var nok, så er der meget store befolkningsgrupper, som har meget lavt indhold af D-vitamin.
Det drejer sig om:

  • Plejehjemsbeboere, som sjældent kommer ud i solen, som er småt spisende, og som har nedsat D-vitamin produktion.
  • Mørkhudede, som på grund af deres naturlige solfilter ikke danner ret meget D-vitamin i den lavtstående sol på vore breddegrader.
  • Mennesker som altid går tildækket eller undgår solen.
  • Mennesker som mangler magnesium, der er nødvendigt for dannelse af aktivt D-vitamin.
  • Overvægtige, som ophober deres D-vitamin i fedtvævet, hvor det ikke gør meget nytte.
  • Mennesker i behandling med kolesterolsænkende medicin. D-vitamin dannes af kolesterol.

Ovennævnte grupper er en ganske stor del af befolkningen, og det ville være interessant at se en sammenlignende undersøgelse af D-vitamin-niveauet i en gruppe mennesker, som er naturligt ude i solen om sommeren, og en gruppe af hver af de ovennævnte kategorier.

Det har i de sidste par år været særdeles vanskeligt for befolkningen at manøvrere i det narrativ af frygt og misinformation, som er kommet fra myndighederne, som vi jo ellers skulle stole på. Men myndighedernes information til befolkningen har været præget af en blanding af politisk armvridning, gammel overtro og mangel på viden.
Det er derfor meget relevant, at en Facebook-debattør anbefaler Sundhedsstyrelsen at leve op til sit navn, så tilliden til myndighederne kan genoprettes.

 

Pas på dig selv og andre

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin