Den, der smø’r godt ….

6. februar 2007

Der hersker almindelig forvirring om de essentielle fedtsyrer, mens forskningen om de gavnlige virkninger hober sig op. Hvad er op og ned?
Det hurtige svar er: Spis mere fisk!

Hvis du gerne vil gå i dybden med svaret, så spænd sikkerhedsselen og læs videre:

Der er almindelig enighed om, at omega-3 fedtsyrer er af høj sundhedsværdi lige fra hørfrøoliens alfalinolénsyre til fiskens docosahexaénsyre og prostaglandin E3.

Men hvordan er det nu lige med omega-6 gruppen?

Der synes at herske en udtalt forvirring om sundhedsværdien af essentielle fedtsyrer, og den er ikke blevet mindre efter at der i en nylig TV-udsendelse blev advaret mod brugen af de flerumættede omega-6 fedtsyrer.
Lad os se på det:

Den mest udbredte misforståelse er, at man kan generalisere alle omega-6 fedtsyrer. Det kan man ikke.

Vort problem i den industrialiserede verden er, at vi oversvømmes af den billige linolsyre. Det er en omega-6 fedtsyre, som findes i f.eks. majsolie og solsikkeolie.

Linolsyre er i sig selv ikke så heldig. Hvis vi spiser for meget af det, vil vi opbygge depoter af NEFA, som ikke har noget med cykellygter at gøre, men betyder, at Linolsyren ophobes som ikke-esterificeret fedt, og derved kan det resultere i pludselig hjertedød (1).

Forholdet mellem vor indtagelse af omega-6 og omega-3 burde være i nærheden af 2:1, men er desværre mere end 20:1.

Problemet med linolsyre er, at vi får for meget af det (fordi det er billigt).

Linolsyre skal omdannes til først gammalinolénsyre (GLA), derefter DGLA og endelig til prostaglandin E1, før vi har sunde omega-3 fedtsyrer.

Den første omdannelse til GLA kræver et enzym, der hedder delta-6-desaturase.

Enzymet virker ikke så effektivt i omega-6-linien som i omega-3 linien, og samtidigt er der ganske mange mennesker, som mangler dette enzym. Det drejer sig primært om folk med allergier og folk med sukkersyge.

Når man mangler dette enzym, er der ingen anden udvej end af undgå for meget linolsyre og tage et tilskud af GLA. GLA finder man f.eks. i kæmpenatlysolie eller i borago-olie (lægehjulkrone).

Hvis man ikke er i de grupper, der mangler enzymet delta-6-desaturase, så kan man blot begrænse sin indtagelse af linolsyre, og i stedet skrue op for sin indtagelse af fiskeolie.

Hvis vi nemlig spiser fed fisk og fiskeolie, så sparer vi på dette enzym, som også skal omdanne hørfrøolien til fiskeolie, så det i stedet kan blive brugt til at lave linolsyre om til GLA. Hvis vi således blot fik en moderat mængde linolsyre, balanceret med omega-3 fra fisk, så ville vi ikke lide skade af ukonverteret omega-6.

En anden måde at nedsætte mængden af ophobet linolsyre er at indtage aminosyren L-Carnitin. L-Carnitin er en slags olierørledning, som transporterer linolsyren direkte ind i kraftværket i cellen (mitokondriet), hvor det ved hjælp af Q10 omdannes til energi. Herved nedsættes mængden af frit cirkulerende linolsyre i blodet.

Så når vi taler om sundhedsværdien af omega-6 fedtsyrerne, så kommer det ganske an på hvilke, vi taler om.

Som det fremgår af ovenstående, er linolsyre noget, vi skal undgå at få for meget af, hvorimod dets omdannelsesprodukt gammalinolensyre er sundt og godt.

En større oversigtsartikel i Current Pharmaceutical Biotechnology (2), opgør forfatterne en lang række sygdomstilstande, hvor GLA har vist en forbavsende effekt, lige fra inflammatoriske tilstande som rheumatoid arthrit (leddegigt) over autoimmune sygdomme til kræftsygdomme. GLA har vist sig at kunne hæmme osteonectin, som er et protein forbundet med metastasespredning, og GLA øger nerveledningshastigheden hos sukkersygepatienter.

Det er derfor ikke blot sort-hvidt at tale om omega-6-olier. Det er særdeles vigtigt at vide, om vi taler om linolsyre eller gammalinolensyre.

Hvis man vil have både i pose og sæk, så supplerer man sin kost med både GLA og fiskeolie. Så er man godt kørende.
Claus Hancke


Referencer:

1. Circulating Nonesterified Fatty Acid Level as a Predictive Risk Factor for Sudden Death in the Population. Xavier Jouven, MD, PhD; Marie-Aline Charles, MD; Michel Desnos, MD; Pierre Ducimetière, PhD. Circulation. 2001;104:756.
2. Gamma linolenic acid: an antiinflammatory omega-6 fatty acid. Kapoor R, Huang Y-S, Current Pharmaceutical Biotechnology, 2006; 7(6): 531-4.