E-vitamin beskytter mod blodprop og hjerneblødning

9. august 2005

Raske kvinder, der er over 65 år, kan med E-vitamin mindske deres risiko for alvorlige følger af åreforkalkning med en fjerdedel. Det viser verdens hidtil længste forsøg med E-vitamin.

I 1997 brugte 44 % af amerikanske hjertelæger rutinemæssigt antioxidanter – især E-vitamin – til at forebygge blodprop i hjertet og slagtilfælde. Tilliden til E-vitamin var så stor, at den overgik tilliden til Hjertemagnyl, som kun blev brugt af 42 %.

Hjertelægerne byggede på den – stadig enerådende – teori, der groft sagt siger, at åreforkalkning opstår, når kolesterol oxideres/iltes, og at bl.a. E-vitamin modvirker iltningen. Desværre har der manglet beviser for, at E-vitamin virkelig beskytter mod åreforkalkning og dermed hindrer blodprop. Store lodtrækningsforsøg har været skuffende, men også behæftet med åbenlyse mangler. Tvivlen råder. Men hvis lægerne i skuffelse er ophørt med E-vitamin, begynder de måske nu igen.

Anledningen er det til dato største og længste lodtrækningsforsøg med E-vitamin som tilskud. Det viste, at da raske kvinder på over 65 år fik E-vitamin, aftog deres risiko for blodprop i hjertet eller hjerneblødning med 26 %. Og nok så vigtigt: Ikke alene blev sygdommene sjældnere, de blev også mindre farlige. Den samlede dødelighed af dem blev omtrent halveret (til 51 %).

Mens andre forsøg med E-vitamin har været forholdsvis kortvarige og har haft deltagere, som led af svær åreforkalkning, varede dette forsøg i 10 år og havde raske kvinder som deltagere. Netop fordi de fra begyndelsen ikke var svært åreforkalkede, kunne man håbe, at det ikke var for sent at forebygge. I alt 20.000 kvinder fik i 10 år 600 enheder naturligt E-vitamin (alfa-tokoferol) hver anden dag. Lige så mange fik placebo (snydepiller).

De kvinder, der var over 65, fik altså en gevinst. Men langt de fleste af deltagerne var yngre end 65. De havde ingen iøjnefaldende nytte af behandlingen. 18.000 kvinder under 65 år fik E-vitamin. 352 af dem fik blodprop i hjertet eller hjerneblødning – enten dødelig eller ikke-dødelig. Det var 11 flere end blandt de 18.000, der fik snydepiller. En minimal og tilfældig forskel. E-vitamin hjalp tilsyneladende ikke de yngre.

Til sammenligning deltog kun godt 2 x 2.000 kvinder, der var over 65. I gruppen med E-vitamin forekom her 130 tilfælde af blodprop i hjertet eller hjerneblødning. I placebogruppen var der 46 flere. Denne forskel er forholdsvis stor og statistisk meget sikker.

Men hvorfor gavner E-vitamin ikke de yngre? Det nærliggende svar er, at det gør det måske også, men yngre kvinder får så sjældent blodprop, at en eventuel virkning er svær at måle. I løbet af de ti år fik mindre end 2 % af de under 65-årige blodprop i hjertet eller hjerneblødning. De ældre havde naturligvis langt større risiko (godt 8 %).

Man kan gætte på, at de yngre trods de neutrale tal blev mindre åreforkalkede af E-vitaminet. Ingen kan vide det, eftersom direkte måling af årernes forkalkning ikke blev foretaget. Det eneste mål for åreforkalkning, man havde, var de grove tal for blodprop og hjerneblødning.

Taget under ét var der statistisk set kun en tendens til gevinst af E-vitamin. Det er en naturlig følge af, at der var ni gange så mange yngre som ældre deltagere. Forskerne har imidlertid valgt at konkludere ud fra dette resultat. De mener, at forsøget ikke støtter en generel anbefaling af E-vitamin til forebyggelse af hjerte-karsygdom. Med hensyn til de over 65-årige siges det, at resultatet her afviger fra ”den samlede viden” og bør udforskes nærmere.

Dette er en noget uselvstændig kommentar. En mere kontant kom fra Maret Traber, professor ved Linus Pauling instituttet i Californien og en af verdens førende E-vitamin-eksperter:

– E-vitamin har sin klare værdi i kampen mod hjertesygdom og andre degenerative lidelser. Det er vigtigst for rygere, personer med højt blodtryk og dem, der spiser usundt, sagde hun.
Vitalrådet.


Reference:

Lee, I-Min. Vitamin E in the primary prevention of cardiovascular disease and cancer. The Womens Health Study: A randomized controlled trial. JAMA 2005;294:56-65.

jama.ama-assn.org
www.iom.dk