Folinsyre: Sandsynligvis klogt at få tilskud

7. februar 2005

Folinsyre sænker blodtrykket, men kun når man får så meget, at det er nødvendigt med tilskud. Samtidig beskytter vitaminet hjerte og hjerne mod blodprop.

Det er for længst dokumenteret, at B-vitaminet folinsyre forebygger medfødt rygmarvsbrok. I Canada har man i otte år beriget alt mel med folinsyre og har dermed hindret ca. 80 % af disse sørgelige tilfælde. Også i USA er berigelse obligatorisk, men i Danmark må vordende mødre klare sig selv. Det er deres eget problem at finde ud af at tage tilskud – før de bliver gravide!

Hovedkilden til folinsyre er grønne grønsager (”folium” vil sige ”blad”). Dem er der mange, der ikke kan lide, og mangel på folinsyre er mere udbredt end på noget andet vitamin. Det er desværre ret sikkert, at manglen ikke kun skader de ufødte, men hos voksne både øger dødeligheden af blodprop i hjertet og af apopleksi (blodprop i hjernen). Ikke nok med det: Sandsynligvis forhøjer manglen også tendensen til forhøjet blodtryk.

Den hidtil ukendte sammenhæng med blodtrykket blev opdaget, da man gennem otte år observerede 156.000 amerikanske sygeplejersker. 1) Sandsynligheden for at de fik højt blodtryk, mens de var yngre (27-44 år), var kun halvt så stor, når de fik ét mg (1.000 mikrogram) folinsyre om dagen, som når de kun fik 0,2 mg. 0,2 mg er både i USA og Danmark et meget almindeligt indtag via kosten (gennemsnitligt 0,25 mg om dagen). Det er næsten umuligt at få 1 mg, fire gange så meget, uden tilskud.

Med hensyn til apopleksi og blodprop i hjertet er der de seneste år kommet meget interessant viden:

I USA, hvor man indførte berigelse af mel i 1996, er dødeligheden af apopleksi siden faldet meget dramatisk, vel at mærke i alle befolkningsgrupper og for både mænd og kvinder, dvs. ret uafhængigt af livsstil.

Før 1996 var det årlige fald i dødelighed som følge af apopleksi godt en procent. Dette fald skyldtes bedre behandling og forebyggelse. Men i de efterfølgende tre år faldt dødeligheden tre gange så meget, nemlig i alt 10-15 %! Dette har man statistisk kun kunnet forklare ved, at den typiske amerikaner nu har dobbelt så meget folinsyre i blodet som før. 2)

Apopleksi (blodprop i hjernen) er desuden langt farligere, hvis man mangler folinsyre. Det blev for nylig demonstreret på mus. De fik kunstigt påført en apopleksi ved at man simpelt hen afklemte en pulsåre til hjernen. Det viste sig, at hjerneskaden kun var halvt så omfangsrig, når blot musene havde fået folinsyre nok. 3)

Men øjensynligt beskytter folinsyre også hjertet. Det fremgik senest, da italienske læger undersøgte ca. 900 patienter, der var indlagt med og uden blodprop i hjertet. De opdelte alle de indlagte efter, hvor meget folinsyre, de fik til daglig. I den gruppe, der fik mindst folinsyre, fandt man langt de fleste patienter på hjerteafdelingen!

Den tredjedel, der fik mindst, havde en risiko, der var dobbelt så stor som den tredjedel, der fik mest. Når man medregnede indtaget af B6-vitamin (B6 samarbejder med folinsyre), havde de, der fik mest, en relativ risiko på kun 29 %. 4)

Det er ikke selve folinsyren, der beskytter hjertet og hjernen. Derimod sænker folinsyre blodets indhold af den skadelige aminosyre homocystein, som angriber blodkarrene.

Omkring 10 % af befolkningen har uden at vide det arveligt forhøjet homocystein (og skal derfor have mere folinsyre). For nylig har det vist sig, at disse 10 % får apopleksi betydeligt oftere end andre. 5, 6) I forvejen vidste man, at nøjagtigt det samme er tilfældet mht. blodprop i hjertet. 7)

Ingen har endnu foretaget blindforsøg, hvor man med tilskud effektivt har sænket blodets indhold af homocystein. Det opfordres der nu til. 8) Men med den eksisterende viden ser det ud til, at det er klogt at få et tilskud.
Det ideelle er måske 0,8 mg (800 mikrogram) om dagen.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Forman JP, Rimm EB, Stampfer MJ, Curhan GC. Folate intake and the risk of incident hypertension among US women. JAMA. 2005 Jan 19;293(3):320-9.
2. American Heart Association’s 44th annual Conference on Cardiovascular Disease Epidemiology and Prevention.carole.bullock@heart.org
3. Endres M, Ahmadi M, Kruman I, Biniszkiewicz D, Meisel A, Gertz K. Folate deficiency increases postischemic brain injury. Stroke. 2005 Feb;36(2):321-5.
4. Taivani A et al. Folate and vitamin B6 intake and risk of acute myocardial infarct in Italy. Eur J Clin Nutr 2004;58:1266-72
5. Al-Delaimy WK, Rexrode KM, Hu FB, Albert CM, Stampfer MJ, Willett WC, Manson JE. Folate intake and risk of stroke among women. Stroke. 2004 Jun;35(6):1259-63.
6. Casas JP et al. Homocysteine and stroke: Evidence on a causal link from mendelian randomisation. The Lancet 2005;365: 224-32
7. Klerk M, Verhoef P, Clarke R, Blom HJ, Kok FJ, Schouten EG; MTHFR Studies Collaboration Group. MTHFR 677C–>T polymorphism and risk of coronary heart disease: a meta-analysis. JAMA. 2002 Oct 23-30; 288(16):2023-31.
8. S Schwammenthal et al. Homocysteine, B-vitamin supplementation, and stroke prevention. From observational to interventional trials. Lancet Neurol. 2004;3(8):493-5.

jama.ama-assn.org
www.lancet.com
stroke.ahajournals.org
www.iom.dk