Gravide alkoholikere bør have antioxidanter

30. august 2004

Hvert år fødes i Danmark omkring 100 børn, som er svært skadede af moderens alkoholmisbrug. Disse børn, der fødes med det såkaldte føtale alkoholsyndrom, er både mentalt retarderede, har nedsat vækst og iøjnefaldende misdannelser af ansigt, arme og ben, hjertefejl m.m.

Forskere ved et center for alkoholstudier under University of North Carolina mener nu, at en del af disse skader kan undgås, hvis mødre med ukontrollabelt alkoholforbrug får tilskud af antioxidanter, f.eks. E-vitamin.

Synspunktet er, at hvis mødrene alligevel ikke kan holde igen, og det er jo netop alkoholikeres problem, er det bedre at begrænse skaderne end at stille uopfyldelige krav.

Oplysningen bygger på forsøg med museunger, som er blevet udsat for alkohol under moderens svangerskab. Det viste sig, at fostrenes nerveceller, som særligt let skades af alkohol, delvis beskyttes af antioxidanten SOD. Dette tyder på, at skaderne skyldes dannelse af såkaldte frie radikaler, og centrets forskere har tidligere påvist, at E-vitamin, der også er en antioxidant, mindsker denne dannelse.

I det aktuelle forsøg fødtes museungerne med betydeligt mindre misdannede lemmer, når de var beskyttede af SOD. På den baggrund erklærede lederen af forsøget, professor Kathleen K. Sulik, at det ville være ”vidunderligt”, hvis man kunne få kvinder med alkoholproblemer til at tage vitamintilskud.

Hvor mange danske børn, der fødes med mere diskrete alkoholskader, vides ikke. Det formodes, at et forbrug på helt ned til én genstand om dagen kan forøge risikoen for abort og medføre væksthæmning på op til flere hundrede gram, mens barnet opholder sig i livmoderen.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Protection from ethanol-induced limb malformations by the superoxide dismutase/catalase mimetic, EUK-134. Chen SY, Dehart DB, Sulik KK. FASEB J. 2004.
2. Graviditet og alkohol. Sundhedsstyrelsen 1999.

www.fasebj.org
www.iom.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *