Grønt og vitaminpiller beskytter mod Alzheimer

30. august 2005

Ifølge en amerikansk undersøgelse har ældre, der får folinsyre nok, 55 % mindre risiko for at blive senile af Alzheimer’s demenssygdom.

Mangel på B-vitaminet folinsyre er antageligt den mest udbredte mangel-tilstand i Danmark. Kun de færreste tygger sig igennem de 2-300 gram grønne grønsager, der skal til hver dag, hvis man vil have de anbefalede 0,3 mg via kosten. I USA anbefales 0,4 mg, men her er kornprodukter lovmæssigt beriget med folinsyre.

De fleste kvinder ved godt, at hvis planlægger graviditet, bør de tage folinsyre (0,4 mg/dag) for at undgå risikoen for at føde et barn med rygmarvsbrok. Færre ved, at meget taler for, at folinsyre også beskytter mod åreforkalkning og endda visse former for kræft.

At folinsyre desuden forebygger Alzheimers demens, har flere undersøgelser tydet på. Men nu indledes det første nummer af et nyt tidsskrift for den amerikanske videnskabelige Alzheimer-forening med et særdeles håndfast resultat: Ældre, som mindst får de anbefalede 0,4 mg folinsyre om dagen, får mindre end halvt så tit Alzheimer som andre!

Hvis dette ikke kun er et statistisk sammentræf, er betydningen enorm. Hver femte voksen får før eller siden Alzheimer, og de færreste får måske de beskyttende 0,4 mg folinsyre om dagen. Næsten alle (87 %) dem, der nåede målet i den amerikanske undersøgelse, tog vitaminpiller som tilskud.

Undersøgelsen fulgte 579 ældre mænd og kvinder. Blandt dem fik 57 Alzheimer i løbet af de følgende ni år, men risikoen var altså klart formindsket (til 45 %) hos den tredjedel, der fik folinsyre nok. Det er vigtigt at vide, at det var underordnet, om folinsyren stammede fra grønsager eller vitamintilskud. Man fandt ingen tilsvarende sammenhæng med andre vitaminer.

Dette fund støttes af andre, men det må understreges, at det kun viser sammenhænge, ikke årsager. På den anden side kan man let forestille sig en årsags-sammenhæng. Alzheimer skyldes aflejring i hjernen af stoffet beta-amyloid, der er så giftigt for hjernecellerne, at de kan dø. Ved mangel på folinsyre stiger kroppens indhold af det ligeledes skadelige homocystein, der derfor kan tænkes at forstærke giftvirkningen af beta-amyloid. Dette understøttes faktisk af dyreforsøg.

En anden forklaring har at gøre med folinsyrens betydning i det såkaldte ét-kulstof-stofskifte. Sammen med bl.a. B12-vitamin er folinsyre ansvarlig for leveringen af ganske små biokemiske byggesten – såkaldte metylgrupper, der indeholder ét kulstofatom. Disse små byggesten bruges i opbygningen af en mangfoldighed af proteiner foruden DNA. Mangel på folinsyre kan derfor gå ud over de mekanismer, der normalt hindrer aflejring af beta-amyloid. Også dette støttes af videnskabelige forsøg.

Dannelsen af beta-amyloid med den efterfølgende ødelæggelse af hjerneceller er imidlertid en særdeles kompliceret proces, hvor både adskillige enzymer, DNA, proteinstoffer der tager sig af kolesterol, frie iltradikaler m.m. spiller en rolle.

Dette afspejles i den amerikanske Alzheimer-forening’s meget generelle leveråd til dem, der vil slippe for Alzheimer: Forbliv psykisk og fysisk aktiv, spis fedtfattigt og hold kolesterolet nede. Få desuden rigeligt med mørkt farvede frugter og grønsager.

Det er i disse grønsager og frugter, man finder folinsyre. Det nye er, at der nu, ganske vist med forbehold, peges langt mere direkte på netop folinsyre som forebyggende faktor.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Corrada MM. et al. Alzheimer’s & Dementia. 2005;1:11-18.
2. Fuso A. et al. S-adenosylmethionine/homocysteine cycle alterations modify DNA methylation status with consequent deregulation of PS1 and BACE and beta-amyloid production. Mol Cell Neurosci. 2005 Jan;28(1):195-204.
3. Quadri P. et al. Homocysteine, folate and vitamin B12 in mild cognitive impairment, Alzheimer disease aqmd vascular dementia. Am J Clin Nutr 2004,80:114-22

www.sciencedirect.com/science
www.ajcn.org
www.iom.dk