K-vitamin mod knogleskørhed og åreforkalkning
22. august 2005
Forskere anbefaler tilskud af K-vitamin. Behovet kan være langt større end antaget. Underskud giver svage knogler og forkalkede pulsårer.
K-vitamin ”burde stærkt overvejes som kosttilskud” til bl.a. kvinder efter overgangsalderen og til diabetikere, der har høj risiko for både knogleskørhed og åreforkalkning. Vitaminet er yderst ugiftigt, og det ser ud til at bekæmpe begge tilstande.
Dette er den ret kompromisløse konklusion på en ny videnskabelig oversigt over K-vitamin, som netop er publiceret i American Journal of Health-System Pharmacy, som er et seriøst, men lidet kendt, fagtidsskrift.
Trods bladets sikkert lille fanskare vil det meget direkte budskab om K-vitamin dog gå verden rundt. Det blev nemlig straks offentliggjort i sin helhed af www.medscape.com, verdens største faglige internetside for læger. Medscape har millioner af abonnenter verden over.
K-vitamin findes næsten udelukkende i grønne grønsager. Der er så godt som intet i andre af vore fødevarer. Det har man før set stort på, fordi man mente, at bakterier i tyktarmen holder os velforsynede med vitaminet. Det gør de ikke!
I dag anbefaler man officielt (i USA), at man sikrer sig omkring 100 mikrogram om dagen, svarende til ca. 75 gram grøn salat, grønkål, spinat etc. Så får man nok til, at blodet størkner normalt.
Men i følge artiklen er det langt fra nok at sikre blodets koagulation. Vitaminet er lige så vigtigt for knogler og pulsårer, og optimal virkning her kræver langt mere. I forsøg med K1-vitamin har man typisk satset på 10 gange så meget (1.000 mikrogram om dagen). Det kan man roligt gøre, for der er ingen bivirkninger. Det har der end ikke været, når man har brugt 45.000 mikrogram K2-vitamin om dagen – 4-500 gange det anbefalede – i op til flere år.
K-vitamin har til opgave at sætte bestemte proteiner i stand til at binde kalk. Det sker ved, at vitaminet hæfter en svag syre (karboxylgruppe) på proteinet, der nu som en slags kran kan opsnappe og flytte kalken hen, hvor den behøves. Det protein, det drejer sig om i knoglerne, hedder osteocalcin og dannes under medvirken af D-vitamin. Ved hjælp af den svage syre kan osteocalcin optage kalk fra blodet og placere det i knoglerne. I Japan har man længe brugt K-vitamin mod knogleskørhed.
I forkalkede pulsårer, f.eks. hjertets kransårer, sker det modsatte. Her formoder man, at K-vitamin hindrer aflejring af kalk ved at forsyne et bestemt protein med den samme syre. Mangler dette protein, eller er det ødelagt og uimodtageligt for syren, forkalker åren hurtigt. Det viser dyreforsøg. Normalt fjerner kranen åbenbart kalk fra pulsårerne, så det ikke bliver aflejret.
Det er en ganske revolutionerende teori, at der findes et protein, der forhindrer åreforkalkning, og at alt hvad der skal til for at danne det, er K-vitamin. Men teorien støttes stærkt fra hollandsk side: I et treårigt lodtrækningsforsøg med ældre kvinder fik halvdelen 1.000 mikrogram K1-vitamin om dagen, mens resten, uden at vide det, fik placebo (snydepiller).
Før og efter de tre år målte man stivheden af kvindernes halspulsårer – som udtryk for graden af åreforkalkning. Da de tre år var gået, var den uændret hos de kvinder, der havde fået K-vitamin, mens naturen var gået sin triste gang hos resten: Deres halspulsårer var blevet 8% stivere.
Det mærkelige fænomen, at der med alderen forsvinder kalk fra knoglerne, mens det ophobes i pulsårerne, har man kaldt ”forkalkningsparadokset”. Aldersfænomener er uden tvivl en del af forklaringen, men det er mangel på K-vitamin sandsynligvis også. Det er uden tvivl værd at overveje dette paradoks.
NB. Får man stærk blodfortyndende medicin som Marevan, må man desværre glemme alt om K-vitamintilskud. Ethvert tilskud vil ødelægge behandlingen og kan være livsfarligt.
Vitalrådet.
Referencer:
1. Adams J, Pepping J. Vitamin K in the treatment and prevention of osteoporosis and arterial calcification. Am J Health-Syst Pharm 2005;62:1574-81.
2. Braam LA et al. Beneficial effects of vitamin D and K on the elastic properties of the vessel wall in postmenopausal women: A follow up study. J Thromb Haemosta. 2004;91:373-80.
www.ajhp.org
www.blackwellpublishing.com/journal.asp
www.iom.dk