Kemoterapi: Selen øger virkningen, men mindsker bivirkningerne
20. september 2004
Der er stadig enkelte kræftspecialister, som advarer deres patienter mod at tage antioxidanter, mens de får kemoterapi. De mener, at når antioxidanter mindsker bivirkningerne ved behandlingen, modvirker de vel også kemoterapien. Nu tyder imidlertid overbevisende forsøg på, at dette råd ikke er heldigt.
Det er forskere ved det berømte og internationalt højt respekterede amerikanske Roswell Park Cancer Institute – verdens ældste selvstændige center for kræftforskning – der fremsætter de nye resultater.
Særdeles detaljerede forsøg på mus har vist, at selen ikke alene beskytter raske væv mod ødelæggelse af kemoterapien, det forstærker også virkningen på svulsterne, endda i et højst dramatisk omfang! For første gang er det påvist, at man kan forstærke virkningen af kemoterapi med en behandling, der i sig selv er uskadelig.
Forsøgene blev udført på såkaldte nøgne mus, der ved transplantation fik indopereret forskellige svulster fra mennesker, hvorpå de blev behandlet med flere forskellige typer kemoterapi.
Nogle af svulsterne var på moderat følsomme for kemoterapi, mens andre havde meget ringe følsomhed. Når musene blev forbehandlet med store doser selen, kunne de imidlertid tåle op til fire gange så meget kemoterapi som ellers, og derved kunne man helbrede ikke blot de normale 20-30 %, men i flere forsøg 100 % af musene!
Lige så overbevisende var virkningen på de moderat følsomme svulster, som normalt kureres i ca. halvdelen af tilfældene. Med selen steg helbredelsesprocenten til 100 % samtidigt med at musene i meget høj grad slap for bivirkninger.
Foreløbige resultater tyder på, at der er flere årsager til resultaterne, men at selen i kombination med kemoterapi bl.a. tvinger kræftcellerne til at begå selvmord, såkaldt apoptose.
Det må understreges, at der her er tale om dyreforsøg, men resultaterne har været så usædvanlige og perspektivrige, at forskerne ved Roswell Park Cancer Institute allerede nu afprøver behandlingen i de første forsøg, der er foretaget på mennesker.
Vitalrådet.
Reference:
Shousong Cao, Farukh A. Durrani, and Youcef M. Rustum. Selective Modulation of the Therapeutic Efficacy of Anticancer Drugs by Selenium Containing Compounds against Human Tumor Xenografts. Clin Cancer Res. 2004;10(7):2561-9.
clincancerres.aacrjournals.org
www.roswellpark.org
www.iom.dk