Liponsyre – Måske fremtidens lægemiddel
25. januar 2006
Liponsyre er en simpel fedtsyre, der dannes i alle celler. Den fremhæves som den ideelle antioxidant og er måske i høj grad gavnlig mod diabetes, nerveskader m.m. Men den er forbudt i Danmark.
Er liponsyre fremtidens lægemiddel? Det er der flere, der mener. En af verdens absolut førende eksperter i antioxidanter, Lester Packer fra Sydcaliforniens Universitet, har fremhævet liponsyre som den ideelle antioxidant, og i en nylig oversigtsartikel gør polske forskere sig forsigtigt til talsmænd for det samme.
”Fra et terapeutisk synspunkt er kun få naturlige antioxidanter ideelle”, siger Packer. ”En ideel antioxidant må opfylde flere krav. Den skal kunne optages fra tarmen, forekomme i brugbar form i cellerne og have flere antioxidative virkninger (inklusive vekselvirkning med andre antioxidanter) i både cellemembraner og organismens vandfase. Desuden må den være helt ugiftig. Liponsyre er unik blandt antioxidanter, fordi den opfylder alle disse krav. Den er potentielt et meget effektivt lægemiddel i en række situationer, hvor frie iltradikaler er impliceret”, mener han.
Liponsyre er en lille svovlholdig fedtsyre. Den blev opdaget i 1950, men dens specielle antioxidative egenskaber fik man først øje på i 1980-erne. Den er en meget stærk antioxidant, væsentligt stærkere end C-vitamin. Desuden er den både blandbar med fedtstoffer og opløselig i vand, hvilket betyder, at den kan trænge ind og virke overalt i og uden for cellerne.
Når andre antioxidanter, f.eks. C- og E-vitamin, forbruges, kan de ”genoplades” af liponsyre, så de kan bruges igen. Den er desuden nødvendig for cellernes energidannelse, og en overgang anså man liponsyre for et vitamin. Men da forsøgsdyr tilsyneladende ikke tog skade af at undvære den, skiftede man mening.
Diabetes og nerveskader
Noget andet er, om der er mening i at tage tilskud. De polske forskere gennemgår dele af den – endnu begrænsede – viden. Især er liponsyre måske interessant for diabetikere.
Forsøg på dyr med type-2-lignende sukkersyge har vist stærk forbedring af sukkersygen med sænket blodsukker og bedre udnyttelse af kroppens eget insulin. I flere forsøg har det vist sig, at liponsyre forbedrer nervefunktionen hos diabetikere med nervebetændelse.
Nok så interessant er, at liponsyre måske er et virksomt våben mod de direkte proteinskader, der fremkaldes af forhøjet blodsukker. Ved en proces, der kaldes glykering, ændrer proteinerne karakter på en måde, der leder tanken hen på æg, der koges. Glykering er antageligt en væsentlig del af forklaringen på diabetikeres tendens til at få grå stær, hvor øjets linse bliver uklar. Men i dyreforsøg modvirkes dette af liponsyre.
Den tilsyneladende nervebeskyttende egenskab har udløst forsøg på behandling af Alzheimer. I to forsøg fandt man, at sygdommen blev bremset, men forsøgene er absolut foreløbige. Det samme gælder undersøgelser af Parkinsons sygdom.
Hjælper liponsyre mod kræft? De polske forfattere er usikre. Deres vævsforsøg tyder på, at små doser fremmer væksten, mens større doser hæmmer. Tør man mene, at dette taler for tilskud? Små doser danner vi nok selv.
I den medicinske database Medline finder man kun godt 1.000 artikler om liponsyre. Forskningen er i sin vorden. Til gengæld giver et opslag på Google langt over to millioner links ( søg på ”lipoic acid” ).
På forventet efterbevilling sælges liponsyre verden over, også i vore nabolande, som middel mod ældning, nerve- og leverskader m.m. Bor du f.eks. i Malmö, kan du frit købe liponsyre.
Men ikke i Danmark. Her er liponsyre forbudt !
Vitalrådet.
Reference:
Bilska A et al. Lipoic acid – the drug of the future? Pharmacological Review 2005;57:570-77.
pharmrev.aspetjournals.org
www.iom.dk