Man skal sætte bundproppen i, før båden er sunket

11. oktober 2005

Et norsk forsøg viste, at man ikke nedsætter risikoen for ny blodprop i hjertet med folinsyre, B6- og B12-vitamin, hvis man først har haft en blodprop; også selv om man sænker deres homocystein.
Får man godt med folinsyre, vil blodets indhold af aminosyren homocystein være forholdsvis lavt. Så meget er sikkert. Når indholdet er lavt, er risikoen for blodprop i hjertet eller hjerneblødning – alt andet lige – også lav. Det er ligeledes sikkert, men begge dele er kun statistik.

Med disse facts i bagagen fristes man til at mene, at tilskud af folinsyre må være en god ide. Folinsyre er som bekendt det B-vitamin, unge kvinder bør tage for ikke at få børn med rygmarvsbrok. Man kan være enig med den amerikanske hjerteforening, der råder alle til at få 0,4 mg folinsyre om dagen, samme dosis som kvinder bør tage som tilskud.

I Tromsø i Norge har man i det såkaldte NORVIT-forsøg (Norwegian Vitamin Trial) som de første afprøvet, om tilskud også hjælper hjertepatienter, som allerede har haft en blodprop i hjertet. Skal man tro medierne, endte det med en forskrækkelse.

Resultaterne, som blev fremlagt i september ved årets kongres i det europæiske selskab for kardiologi (ESC), førte ligefrem til advarsler mod folinsyre i pressen: B-vitaminer kan være farlige for hjertepatienter, hed det, og vor egen hjerteforening skyndte sig at meddele, at folinsyre ”fortsat” ikke anbefales til hjertepatienter – selv om man måneden forinden havde sagt noget nær det modsatte.

Men som det så ofte sker, var referaterne vildledende. Strengt taget viste det norske forsøg ikke, at folinsyre er farligt. Hvis man overhovedet vil hævde, at det viste noget, var det, at risikoen for blodprop i hjertet, hjerneblødning eller dødsfald aftog – om end kun med få procent – hos dem, der fik 0,8 milligram folinsyre om dagen i 3,5 år. Dette var dog ikke statistisk sikkert.

Sagen er, at der i virkeligheden var tale om ikke ét, men tre forsøg, med i alt 3.750 personer, der alle havde haft blodprop i hjertet. Det ene viste, at en kombination af folinsyre, B6- og B12-vitamin medførte ca. 20 % flere tilfælde af blodprop i hjertet end placebo (snydepiller). Det andet – det eneste, hvor man kun brugte folinsyre – viste altså i realiteten ingen forskel. Der var heller ingen forskel i det tredje forsøg, hvor deltagerne kun fik B6-vitamin.

På ét område faldt forsøgene heldigt ud: De, der fik folinsyre, opnåede et fald i blodets indhold af homocystein på ca. 30 %. Nok til, at man kunne håbe på et pænt fald i antallet af nye blodpropper. Som altså udeblev.

Men spørgsmålene melder sig: Kan det passe, at hjertepatienter skal vogte sig for at tage folinsyre, B6- og B12-vitamin samtidig?
Eller er der tale om helt andre anatomiske forhold ved sekundær-profylakse, end der er ved primær profylakse? Man har jo trods alt haft en blodprop.

Også på kongressen tvivlede ESC’s udpegede kommentator, Ian Graham på resultatet. Han mente, at forsøget måske havde været for lille og for kompliceret til at være troværdigt.

Man kan gå et skridt videre og mene, at resultatet rent ud sagt skyldes tilfældigheder. Det underbygges i hvert fald ikke af nogen teori.
Mere sandsynligt er det, at folinsyre bare ikke egner sig til at forebygge blodprop hos svært åreforkalkede. – Altså sekundær profylakse.

Særdeles meget tyder på, at folinsyre – og lavt homocystein – bremser udviklingen af åreforkalkning hos raske – altså primær profylakse. Men nytten af denne funktion svinder, når forkalkningen allerede er svært fremskreden. Man skal sætte bundproppen i, før båden er sunket.

Hvis folinsyre skal hindre blodprop, skal man antageligt begynde i god tid. Til gengæld har vitaminet andre fordele. Bl.a. tyder forsøg overbevisende på, at det er med til at holde hjernen ung, også hos ældre.
Vitalrådet.


Reference:

Bonaa KH. NORVIT: Randomized trial of homocysteine-lowering with B-vitamins for secondary prevention of cardiovascular disease after acute myocardial infarction. Program and Abstracts from the European Society of Cardiology Congress 2005; September 3-7, 2005; Stockholm, Sweden. Hot Line II. Iflg. Linda Brooks. NORVIT: The norwegian vitamin trial. Medscape sept. 2005. (Ikke publiceret i trykt medie).

www.medscape.com/viewprogram/4494_pnt
www.iom.dk