Q10 forebygger migræne

26. juli 2004

Antioxidanten Q10 er et effektivt og bivirkningsfrit middel til forebyggelse af migræne. Det er påvist af schweiziske forskere fra universitetshospitalet i Zürich. Opdagelsen blev fremlagt i San Francisco ved en kongres for neurologer lige før sommerferien.

Det schweiziske forsøg er det andet i træk, der har vist, at Q10 forebygger migræne. For to år siden blev behandlingen afprøvet i et såkaldt åbent forsøg på Jefferson University i Pennsylvania. Her indgik 32 svært angrebne migrænepatienter, som gennemsnitligt havde ca. otte anfald om måneden. I løbet af tre måneder, hvor de hver fik 150 mg Q10 om dagen, faldt hyppigheden gradvist til under tre.

Resultatet fra Pennsylvania gjorde så meget indtryk, at man fandt behov for en dyberegående undersøgelse. Den foreligger nu i form af det schweiziske forsøg, der var et lodtrækningsforsøg med 42 deltagere. Før forsøget havde de gennemsnitligt 4-5 anfald om måneden.

Under forsøget fik hver anden placebo (snydepiller), mens resten fik 300 mg Q10 fordelt på tre doser om dagen. Efter tre måneder var hyppigheden af migræne halveret hos 48 % af dem, der fik Q10, mens det samme kun var sket for 14 % af dem, der fik placebo. Det giver som nettoresultat, at 36 % har betydelig gavn af behandlingen. Et resultat i den størrelsesorden tåler absolut sammenligning med de bedste af de kendte behandlinger.

Lederen af det schweiziske forsøg, neurologen Peter S. Sandor, fremhæver fraværet af bivirkninger som noget afgørende, navnlig for unge kvinder, der kan frygte, at den traditionelle behandling skader et eventuelt foster.

Men resultatet åbner også for interessante perspektiver i forståelsen af migræne. Q10 er et naturligt stof, der er nødvendigt for cellernes dannelse af energi, og teorien bag forsøget er, at migræne kan skyldes mangel på kemisk energi i nervecellerne.

Ifølge David Dodick, professor i neurologi ved de ansete Mayo klinikker i Arizona, er det nye forsøg veludført og resultatet statistisk robust. Han skønner, at Q10 kan blive en attraktiv behandling for dem, der foretrækker et naturligt alternativ til receptmedicin.
Vitalrådet.


Reference:

Sandor P. et al. Water-soluble Coenzyme Q10 demonstrates significant migraine prophylaxis. American Academy of Neurology. 56th Annual Meeting: Abstract S43.004, 2004.

www.aan.com/professionals
www.iom.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *