Q10 og Selen beskytter hjertet

23. april 2023

Tilskud af Q10 og Selen over en 4 årig periode
kunne halvere hjerte-kar-dødeligheden.

For kort tid siden udkom en meget vigtig videnskabelig artikel.
Artiklen var en udløber af den opsigtsvækkende artikel af forskeren Dr. Urban Alehagen og kolleger fra 2015, som viste massiv hjerte-kar-beskyttelse med tilskud af Q10 i kombination med selen.
Alehagen og kolleger har herefter lavet en opfølgning af dette studie, men ikke blot det. De har også søgt at grave efter selve årsagen til denne positive virkning, som var en halvering af hjerte-kar-dødeligheden efter 4 års tilskud.

Logikken er lige til højrebenet. Langt de fleste hjerte-kar-sygdomme skyldes åreforkalkning, og denne forårsages af en kombination af inflammation altså en form for betændelse samt oxidation (her harskning). Uden disse to faktorer finder åreforkalkning ikke sted.

Kort fortalt er mekanismen, at oxidation harsker LDL3 kolesterol, som derved ”spises” af en type hvide blodlegemer kaldet monocytter via en struktur på celleoverfladen kaldet en ”scavenger-receptor” . Det betyder, at LDL kolesterol ledes uden om den sædvanlige LDL receptor, som ellers let kunne lukke for indtag. Men scavenger receptoren kan ikke stoppe sit indtag af LDL-kolesterol, hvis det er oxideret, fordi LDL i denne form agerer som et frit radikal. Og det er lige præcis hvad scavenger receptoren er designet til at lukke ind i monocytten. Da indtaget imidlertid ikke kan stoppe, selv om monocytten er nok så overfyldt, svulmer den op og ses under mikroskop som en stor hvid klat. Og når der er mange af disse monocytter samlet, så ligner det skum. Derfor kaldes disse ”forædte” monocytter for ”skumceller”.
Det kræver altså oxidation for at en monocyt bliver til en skumcelle.
Når monocytten cirkulerer rundt i blodbanen så vil den reagere, hvis den finder et område, f.eks. karvæggen, hvor der er inflammation f.eks. på grund af højt blodtryk. Monocytten vil søge mod det inflammerede område, trænge ind i karvæggen (ind i det subendotheliale lag), hvor den vil gå til grunde og efterlade et fedtstrøg af oxideret LDL3 kolesterol. Dette vil øge inflammationen og tiltrække endnu flere skumceller, som igen går til grunde og efterlader mere af det harske fedt, som efterhånden konsolideres af fibrin og til sidst stabiliseres af calcium, som er sidste trin i åreforkalkningen.

Hele den ovennævnte proces vil ikke finde sted, med mindre der er såvel øget inflammation som oxidation.
Og lige præcis selen og Q10 hæmmer både inflammation og oxidation. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at de forebygger hjerte-kar sygdom og nedsætter risikoen for at dø af den.

Q10
Kroppens celler producerer energi for at kunne fungere, og denne energi kræver Q10 i cellernes indre kraftværk, mitokondrierne.
Desværre er der et naturligt fald i kroppens produktion af Q10 efterhånden som vi bliver ældre, og det er derfor naturligt at supplere dette.
Q10 er et stof, som kroppen producerer på næsten samme måde, som den producerer kolesterol. Q10 og kolesterol er faktisk søstermolekyler, som ligner hinanden meget. Så når man tager kolesterolsænkende medicin, så sænker man også produktionen af Q10. Man skal derfor være opmærksom på, at man ofte mangler Q10, hvis man tager kolesterolsænkende medicin.

Selen
Selen er et stof, vi meget nødigt må mangle, og talrige studier har igennem årene bekræftet, at selenmangel kan medføre bl.a. hjertesvigt, kræft, stofskiftelidelser, gigt, barnløshed, åreforkalkning, øget inflammation og en række immunologiske svigt, som var særligt aktuelle i corona-tiden.
Der er tusindvis af artikler, der cementerer tung forskning i selen, som f.eks. et studie af selenmangel relateret til hjerte-karlidelser og inflammatoriske tilstande . Da hjerte-karlidelser også igangsættes af inflammation, er det naturligt at undersøge dette samlet.
Tidligere studier har da også vist, at lavt selen i blodet, var årsag til øget inflammation, øget risiko for hjerte-kar-sygdom og tidlig død.

Ovennævnte aktuelle studie er da også primært rettet mod at finde den biokemiske mekanisme bag denne effekt.

Det bygger som oven nævnt på Alehagen og kollegers artikel fra 2015, og der er tale om evidens med en meget høj grad af pålidelighed, idet det var et dobbelt blindt, randomiseret, prospektivt studie. Deltagerne var raske ældre med en gennemsnitsalder på 76 år. 165 fik 200µg Selen + 200mg Q10 dagligt, og 161 fik placebo. Behandlingen varede 4 år, hvorefter man målte forskellige parametre.
Man var specielt interesseret i at måle ændringen i Sirtuin1, et enzymatisk protein (deacetylase), som er vigtigt for cellernes overlevelse, når de udsættes for oxidativt stress, fordi Sirtuin1 øger effekten af visse antioxidanter.
Men ikke nok med det. Sirtuin1 hæmmer også det såkaldte NFκB signal, som er et stof, der ellers giver et kraftigt inflammatorisk respons.
Så hvis man kan øge Sirtuin1, så vil man derved kunne hæmme inflammation og oxidation, -altså netop de to faktorer, som er hovedansvarlige for bl.a. hjerte-kar-sygdomme.
Efter 4 års interventionsperiode fandt man SIRT1 koncentrationen signifikant øget ( fra 252 til 469 ng/ml ) i den aktive gruppe og nedsat ( fra 269 til 190 ng/ml) i placebogruppen.
I en 10-års opfølgende periode døde 25 i den aktive gruppe og 52 i placebogruppen af hjerte-kar sygdom, og de 77 døde havde signifikant lavere SIRT1 koncentration, end resten.
En lille krølle på studiet er, at også det såkaldte mikroRNA bliver påvirket i en retning, der hæmmer ældningen af hjerte-kar systemet. Mikro-RNA medvirker i regulering af gen-aktiviteten. Dette har meget vide konsekvenser for epigenetikken, altså forskellige modifikationer af DNA, som kan tænde eller slukke for generne, og vil givetvis blive udforsket intensivt i fremtiden.

Alehagen og kolleger har i dette videnskabelige forsøg vist, at blot 4 års tilskud af Selen og Q10 hæmmer oxidation og inflammation, og halverer hjerte-kar-dødeligheden over en 10-års periode.

Når nu selen og Q10 er effektive til at hæmme oxidation og inflammation, så er det ikke mærkeligt, at de kan halvere risikoen for at dø at hjerte-kar-sygdom.
Det er mere mærkeligt, at dette ikke er standard rådgivning fra lægestanden, når dokumentationen er så solid.

Pas på dig selv og andre.

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin