Tag: antioxidanter

Stor ståhej for ingenting

Claus Hancke

12. februar 2019

Man kunne med rette benytte ovennævnte Shakespeare-titel om en nyligt publiceret artikel (1), som angiveligt skulle vise, at antioxidanter forringer effekten af kemo- og strålebehandling af brystkræft hos kvinder efter menopausen.

Det skal siges med det samme, at ovennævnte på ingen måde er afklaret, men også, at der er meget forskning, der peger i hver sin retning.

Ovennævnte publikation bidrager ikke til yderligere afklaring bl.a. på grund af dens svage design.

Der er tale om en interview-undersøgelse, hvor man har brugt data fra ”Mamma Carcinoma Risk Factor Investigation”, et studie (2), som blev publiceret for mere end 10 år siden til belysning af risikoen ved postmenopausal hormonterapi.
Trods den aktuelle interview-undersøgelses svagheder, blev resultatet udbasuneret på TV forleden som den helt store sensation og med en overskrift, der hed:

”Ny forskning: Kosttilskud kan sprede brystkræft
Tyske forskere har fundet ud af, at antioxidanter fra kosttilskud kan forværre brystkræft hos kvinder. Kræftens Bekæmpelse er bekymret.
Det har i årevis været diskuteret om kosttilskud med antioxidanter er godt for helbredet eller ej. Særligt for patienter med kræft. Og nu slår et nyt tysk studie fast, at det er decideret farligt for kvinder med brystkræft.”

Nej nej og atter nej.
I nærværende studie findes der intet belæg for disse dramatiske udsagn.
Dette studie slår ikke noget som helst fast.

Og forfatternes egen konklusion er langt mere forsigtig end ovennævnte.
Forfatterne selv skriver:

”Our data do not support an overall association of postdiagnosis supplement use with prognosis in postmenopausal breast cancer survivors. Our results, together with other clinical and experimental evidence, suggest that during breast cancer treatment antioxidants should potentially be used with caution.”

De fraråder altså ikke en gang antioxidanter under kemo- og strålebehandling. De maner blot til forsigtighed.

Se det var jo en helt anderledes fornuftig og forbeholden konklusion.

Normalt bliver tysk forskning forbigået med et skuldertræk herhjemme, og det samme gælder interview-undersøgelser. Men denne gang kan det bruges til fremme af egne synspunkter, -og det bliver det så sandelig.

Der er mange ting, der slår den opmærksomme læser ved denne artikel, og ved nærlæsning er det svært ikke at finde forfatterne forudindtagede, for eksempel i deres selektion af tidligere forskning på området.

En interview-undersøgelse uden blinding hverken her eller der, er jo ikke den mest valide forskning, og kan slet ikke sammenlignes med prospektiv, randomiseret, kontrolleret forskning (RCT’s).

Man har spurgt ca.2000 brystkræftpatienter om de tog antioxidanter før og/eller efter diagnosetidspunkt og under kemo- og strålebehandling.

De skulle svare positivt, blot de havde taget et eller andet tilskud 3 dage om ugen i et år på et givet tidspunkt. En aktiv bruger havde taget et tilskud mindst 3 dage om ugen i 6 måneder før og efter diagnosen.

Udtrykket ”supplement” og ”antioxidant” bliver brugt meget lemfældigt, men dog med en tendens. Når der tales bredt om undersøgelse, statistik og forbrug, bruges udtrykket ”supplements”, men når der tales om brugen sammen med kemo- og strålebehandling, bruges udtrykket ”antioxidants”, hvad det så dækker her. Man har nemlig været nødt til at udvide begrebet antioxidanter med andre tilskud, for at opnå tilstrækkelig statistisk styrke til lige netop at snige sig over signifikans-grænsen.

Om dette skriver forfatterne i artiklen: ”The main exposures of interest included postdiagnosis use (no postdiagnosis use, postdiagnosis use, current use) of any type of supplement; specific supplements, such as magnesium and calcium; and supplement group, such as antioxidants, in which there was adequate statistical power to conduct analyses. Only a few women reported postdiagnosis use of multivitamins, vitamins A, -C, -E, zinc and selenium, and therefore they were collectively evaluated together as antioxidants in all our analyses.”

Ud over at man har klasket det hele sammen som én stor gruppe, man kalder antioxidanter, så fremgår hverken dagsdosis, enkeltdosis eller præparattype.

Studiet er svagt, har et usikkert resultat, og forfatterne er kloge nok til at nøjes med en forsigtig konklusion, som taler for sig selv.

Misinformationen opstår, når denne undersøgelses konklusion bliver udbasuneret som den endelige sandhed i danske medier.

En seriøs forsker ville afholde sig fra så bombastiske udtalelser.
Claus Hancke

Litt:

  1. Jung AY et al. Antioxidant supplementation and breast cancer prognosis in postmenopausal women undergoing chemotherapy and radiation therapy. Am J Clin Nutr 2019;109:69–78.
  2. Flesch-Janys D, Slanger T, Mutschelknauss E, Kropp S, Obi N, Vettorazzi E, Braendle W, Bastert G, Hentschel S, Berger J. Risk of different histological types of postmenopausal breast cancer by type and regimen of menopausal hormone therapy. Int J Cancer 2008;123(4):933–41.

Selvmodsigelser om vitaminer

Niels Hertz

26. april 2012

Man kan undre sig over avisernes ringe interesse for den seneste rapport om vitaminer. Dels spår rapporten jo død over dem, der tager vitaminpiller, dels sælges der trods alt for halvanden milliard kroner vitaminer om året. Emnet må interessere mange.

Her skal selve rapporten ikke diskuteres. Den er allerede kommenteret. Derimod skal der gøres opmærksom på et meget alvorligt problem ved markedsføringen af rapporten: De selvmodsigende udsagn, som en fremtrædende forsker har benyttet rapporten til at fremsætte.

Udsagnene står overlæge Christian Gluud fra Rigshospitalet for. Han har tidligere sagt ejendommelige ting. Det er svært at glemme, hvordan han i TV erklærede antioxidanter (som E- og C-vitamin) for kræftfremkaldende, også når de forekommer i frugt og grønt. Dog var der, mente han, i frugt og grønt ”en lang række andre stoffer, som kunne tænkes enten at udbedre de skader, som antioxidanterne potentielt kunne give, eller helt neutralisere dem”.

Denne morsomhed kan man jo overveje, næste gang man spiser broccoli. Det er altså modgift mod vitaminer, man spiser!

Aktuelt har Gluud sagt i TV, at hans seneste undersøgelse, der gik ud på at kombinere resultaterne af forskellige forsøg, hviler på forsøg med almindeligt anbefalede vitamindoser. Og dog er der i omtrent samtlige forsøg brugt fra fem til 20 gange det anbefalede eller mere.

Gluud har yderligere sagt (Deadline 2.4.2012), at hans gruppe har afsløret, at f.eks. antioxidanterne C-vitamin og selen er direkte livstruende, idet de forhøjer dødeligheden med 4%. Og dog frikender hans rapport begge de to antioxidanter for denne anklage.

I TV2-nyhederne (22.3.2012) sagde Gluud, at ”det er helt almindelige vitaminpiller i helt almindelige doser, der giver den forhøjede dødelighed”. Men i et interview med Medwatch.dk sagde han det modsatte: Han kunne ikke udtale sig om det emne – altså om at multivitaminer øger dødeligheden – for det var der ingen, der havde undersøgt!

Spørger man overlæge Gluud, kan man åbenbart få det svar, som hans aktuelle sindstilstand tilsiger. Snart er almindelige vitaminpiller farlige gifte, snart ved man det ikke, og snart er selen og C-vitamin giftige, men på et andet tidspunkt og over for et andet publikum – dem der læser rapporten – er de uskadelige.

Selvmodsigelserne hindrer ikke Gluud i at håbe, at rapporten får ”en praktisk og branchemæssig konsekvens”, som han siger. Hvad det betyder er let at vide. Gluud er/har været formand for en lobbygruppe, der har søgt at påvirke EU-kommissionen til at hindre det frie salg af vitaminer. De skal gøres til lægemidler, hvilket i praksis vil presse mindre vitaminfirmaer ud af det lukrative marked, som alene i Europa er på over 20 milliarder dollars om året.

Når en forsker politiserer, kaster han uvilkårligt et tvivlsomt skær over sin forskning, retfærdigt eller ej. Værre er det dog, når forskeren over for offentligheden, om et emne af stor betydning, udtaler sig mod bedre vidende.

Derved gør han sig selv inhabil.
Niels Hertz

Overbevisende sikkerhed ved indtagelse af vitaminer, mineraler og kosttilskud

Claus Hancke

21. januar 2010

Ingen dødsfald som følge af vitaminer, mineraler, aminosyrer eller urter.

Hvert år udsender American Association of Poison Control Center en diger rapport om alle mulige former for forgiftningstilfælde i USA.

National Poison Data System er med sine 61 giftcentre og 30 medicinske og kliniske toksikologer et af de få virkeligt pålidelige nationale overvågningssystemer, der findes i verden.

Seneste rapport på 174 sider er netop publiceret i tidsskriftet Clinical Toxicology og dækker året 2008.

Hyppige advarsler
Ofte ser vi i diverse aviser og andre medier advarsler mod indtagelse af vitaminer, mineraler, naturlægemidler eller kosttilskud her i Danmark, hvor vi endda har verdens mest indsnævrede og restriktive holdning til disse midler.

Det er derfor interessant at se en opgørelse af farligheden af disse midler i et land som USA, som har en af verdens mest liberale holdninger, og er et land, hvor befolkningen har frihed til at få reel information om tilskud, og endda får lov til at købe de tilskud, der passer dem.

Den eneste grund til at fjerne et tilskud fra det amerikanske marked er, at det er farligt at indtage.

I Danmark bliver et kosttilskud som bekendt fjernet fra markedet, hvis det kan forebygge, mildne eller helbrede en sygdom.

I USA kan man i enhver helsekostforretning købe (uskadelige) midler, som i Danmark er på recept eller direkte forbudt.

Det er derfor interessant at se, at der i en befolkning på mere end 300 Millioner mennesker med frihed til at købe de tilskud, de ønsker, ikke er set ét eneste dødsfald som følge af indtagelse af et eneste af disse produkter.

Der var ikke ét eneste dødsfald forårsaget af kosttilskud i 2008, og ingen dødsfald forårsaget af nogen aminosyre eller naturlægemidler. Det bør bemærkes, at dette inkluderer midler som cohosh, echinacea, Ginkgo biloba, ginseng, kava kava, perikon, baldrian, yohimbe, kinesisk medicin, ayurvedisk medicin, og al anden botanisk medicin. Der var heller ingen dødsfald som følge af kreatin, blå-grønne alger, glucosamin, chondroitin, melatonin, eller homøopatiske midler.

Ej heller var der dødsfald forårsaget af mineraltilskud som calcium, magnesium, krom, zink, kolloid sølv, selen eller multimineral kosttilskud.

Enestående sikkerhed
Ikke et eneste menneske ud af 300 millioner er død af vitaminer, mineraler, naturlægemidler eller kosttilskud i en befolkning, der er 50 gange så stor som den danske, og samtidigt er storforbrugere af disse tilskud.

Over halvdelen af den amerikanske befolkning tager dagligt kosttilskud. Hvis hvert af disse mennesker blot tog en enkelt tablet daglig, så er det 150 millioner individuelle doser hver dag. Da det faktiske forbrug er væsentligt højere, er sikkerheden af kosttilskud så meget mere bemærkelsesværdig.

Mange mener, at medierne er forudindtaget i deres advarsler imod vitaminer, mineraler og kosttilskud. Lad os nu se.

Mon ikke mange tv-stationer, aviser, blade og medicinske tidsskrifter vil citere denne stærke rapport, og fortælle med samme iver, at ingen dør af kosttilskud?
Vitalrådet.


Reference
Bronstein AC et al, 2008 Årsrapport fra American Association of Poison Control Centers, National Poison Data System: 26th Annual Report. Clinical Toxicology (2009) 47, 911-1084.

Den fulde tekst artiklen er tilgængelig til gratis download på http://www.aapcc.org/dnn/Portals/0/2008annualreport.pdf

Nye fejlskud mod antioxidanter

Niels Hertz

13. marts 2007

En ny artikel påstår, at man dør af antioxidanter, men artiklen bygger på skamridning af resultater fra uforenelige forsøg.

Igen har en videnskabelig artikel skabt postyr om antioxidanter. Den påstår, at man dør af dem. Det er hørt før – og afvist før. Tvunget af den almindelige usikkerhed må vi alligevel tage stilling til den.

Hovedmanden bag påstanden er en serbisk professor fra universitetet i byen Nis. Blandt medforfatterne er en dansk læge, der bl.a. i dansk TV har erklæret antioxidanter for giftige og kræftfremkaldende og endda har antydet at de er giftige i de mængder, man finder i grønsager.

Undersøgelsen er en såkaldt metaanalyse. Den slår alle mulige gamle forsøg med antioxidanter sammen og uddrager en slags middelværdi. Man blander altså små fire-ugers-forsøg med store forsøg, der har varet i op til 12 år. Forsøg med helt små doser blandes med forsøg med megadoser, forsøg med én antioxidant blandes med forsøg med kombinationer (f.eks. E-vitamin, C-vitamin og selen) osv. Alene blandt de anvendte forsøg med E-vitamin kan man finde mindst otte forskellige kombinations-behandlinger. Dette enorme rod-sammen gør naturligvis i sig selv undersøgelsen temmelig tvivlsom. Man kan ikke beregne middelværdien mellem pærer og æbler.

Dette er endda ikke det værste. I forsøget på at bevise, at E-vitamin øger dødeligheden – artiklens afgørende påstand – tvinges forfatterne til at se bort fra forsøg, hvor selen indgår sammen med E-vitamin. Selen-forsøgene har nemlig meget ofte vist nedsat dødelighed og mindsker temmelig sikkert risikoen for at få kræft. Det går jo ikke. Det forstyrrer tankegangen. Man eliminerer 11 væsentlige forsøg med E-vitamin og selen.

Man ser altså væk fra selen. Men heller ikke det er nok. Man kan stadig ikke bevise, at E-vitamin er skadeligt. Tallene vil ikke. Nu benytter artiklen sig af den omstændighed, at antioxidanten betakaroten – det gule farvestof i gulerødder – forhøjer rygeres dødelighed. Dette er alment accepteret (om end det sidste ord næppe er sagt). I to af de største forsøg, der overhovedet er lavet med antioxidanter, fandt man endda en (ganske vist meget svag) øget dødelighed af en kombination af betakaroten og E-vitamin.

Flere mærkværdigheder
Sund sans siger jo, at betakaroten var skurken i disse forsøg. Det vidste man i forvejen. Kombinationer af E-vitamin med f.eks. C-vitamin og/eller selen øger ikke dødeligheden. Antageligt tværtimod. I den store, meget grundige franske SU.VI.MAX-undersøgelse faldt dødeligheden hos mænd med over en tredjedel, når de fik E- og C-vitamin samt selen (foruden zink og betakaroten!). Det var epokegørende, især fordi man her for første gang i vor del af verden brugte en bred vifte af antioxidanter, hvilket er, hvad alle anbefaler. Fødens antioxidanter er et orkester, ikke soloinstrumenter. De skal spille sammen for at virke. I det kinesiske forsøg fra Linxian så man det samme: Mindre dødelighed efter tilskud af E- og C-vitamin, selen, betakaroten og A-vitamin.

Men artiklen påstår altså, at man dør af E-vitamin. Påstanden bygger – efter de omtalte indledende manøvrer – i realiteten på de to nævnte forsøg, der var så store, at de øvrige E-vitamin-forsøg er ubetydelige i sammenligning. I dem er E-vitamin benyttet sammen med betakaroten, hvorpå E-vitamin får skylden for ulykkerne.

Dette svarer jo til at påstå, at man dør af mineralvand, fordi man falder om efter at have skyllet et kvantum arsenik ned med en Kurvand. Den konklusion er jo gal. Det er arsenik, man dør af, ikke vand. Selv om A+B er farligt, kan man naturligvis ikke påstå, at A og B er farlige hver for sig.

Der er andre mærkværdigheder i artiklen. Bl.a. har man i mindst to forsøg opgjort dødeligheden mange år efter, at det pågældende forsøg var afsluttet. Det svarer til, at hvis man får ondt i ryggen otte år efter et trafikuheld, giver man uheldet skylden. Den slags fif har tilsyneladende været nødvendige for at opnå den ønskede konklusion.

Så utroligt simpelt kan der argumenteres i et videnskabeligt tidsskrift. Var det ikke for postyret i pressen, ville man ignorere det hele. Artiklen bygger på skamridning af en bunke uforenelige forsøg, og det er dårligt umagen værd at gå den efter. Den har da også været udsat for skarp kritik. Bl.a. er den klart afvist af mindst to uafhængige statistikere og af professor i ernæring ved Harvard universitetet, Meir Stampfer. Stampfer er verdensberømt og er blandt lederne af ernæringsstudier med til sammen over 300.000 mennesker. Han fortsætter med sine vitamintilskud, uanfægtet af artiklen, siger han. Men han tilføjer, at den kan føre til, at nogle fejlfortolker de data, vi har.

Det er desværre en nærliggende mulighed. Ikke mindst fordi forfatterne selv ihærdigt gør det samme.
Niels Hertz.


Referencer
1. Bjelakovic G, Nikolova D, Gluud LL et al. Mortality in randomized trials of antioxidant supplements for primary and secondary prevention trials. JAMA 2007;297:842-857.Virtamo J et al. ATBC Study Group.
2. Incidence of cancer and mortality following alpha-tocoferol and beta carotene supplementation: A postintervention follow up. JAMA 2003;290:476-485.
3. Lee IM et al. Vitamin E in the primary prevention of cardiovascular disease and cancer. The Women’s Health Study. A randomized, controlled trial. JAMA 2005;294:56-65.

jama.ama-assn.org

Klar tale om antioxidanter og åreforkalkning

Niels Hertz

19. december 2006

Sammenhængen mellem åreforkalkning og frie radikaler er meget stærk. Det er ikke modbevist, at de bør bekæmpes. Det er nemlig ikke undersøgt.

Der er som bekendt et problem med antioxidanter: Det er ikke bevist, at de forebygger åreforkalkning eller kræft.

Det er mærkeligt, for der er nærmest fuld enighed om, at det, som antioxidanterne bekæmper, nemlig frie radikaler, er hovedårsagen til disse dræbersygdomme. Hvorfor er deres rygte så ikke bedre?

Der er mange forklaringer. En af dem er, at de har haft dårlig presse. De virker, men svindlere manipulerer med tallene og påstår det modsatte, hævder nogen. Ikke uden grund. For et par år siden måtte bl.a. en dansk forsker til sin fortrydelse meddele, at antioxidanter nedsætter risikoen for kræft med omkring 10%. Det var ganske vist ikke statistisk sikkert, men ærgrelsen var alligevel så stor, at han simpelthen måtte gå i den modsatte grøft: I TV erklærede han frejdigt, at man havde opdaget, at antioxidanter “simpelthen accelererer kræftcellerne”. De var rene giftstoffer, forstod man.

Sagde han virkelig det? Javist! Men mindre grov manipulation foregår også. En yndet metode er f.eks. at ignorere positive resultater. I Motions- og Ernæringsrådets seneste rapport om antioxidanter beskriver man bl.a. den unikke franske SU.VI.MAX-undersøgelse, der viste, at tilskud af antioxidanter nedsætter mænds dødelighed med over en tredjedel! Trods det enestående resultat omtales den overhovedet ikke i konklusionen. Gemt er glemt.

Når SU.VI.MAX er unik, er det fordi, det er det eneste store, mangeårige lodtræknings-forsøg, hvor man har brugt en bred vifte af antioxidanter (C- og E-vitamin, selen, betakaroten og zink) i stedet for kun én eller to. Derved tør man tro, at de frie radikaler virkelig bliver angrebet. Store mængder af kun én antioxidant kan have modsat virkning, dvs. øge mængden af frie radikaler.

Manipulation er én ting, men hvad med selve undersøgelserne? Det billede tegner sig stadig stærkere, at mange af dem antageligt er udført med lidet virksomme antioxidanter i lidet virksomme doser eller kombinationer.

Tænk på åreforkalkning. Der er meget stor enighed om, at åreforkalkning i grove træk skyldes, at frie radikaler ilter det såkaldte LDL-kolesterol, som derpå fremkalder forkalkningen. Derfor bør man logisk set kunne bremse den ved at neutralisere de frie radikaler. Bemærk altså hvad teorien siger: Hvis man neutraliserer de frie radikaler, bremser man åreforkalkningen!

Forkerte undersøgelser
Men desværre er det ikke det, man har undersøgt! Man har ganske vist undersøgt for åreforkalkning, men man har ikke undersøgt, om der blev færre frie radikaler og dermed, om man havde brugt den rette behandling. Hvis forkalkningen aftog, ville man altså ikke kunne vide, om det var af den grund. Bl.a. har man gjort forsøg med E-vitamin uden at måle frie radikaler. Ofte har man end ikke målt, om vitaminet blev optaget fra tarmen, en nødvendig forudsætning for virkning. Når man har målt det, var stigningen i blodet oftest ubetydelig.

Men neutraliserer et tilskud af E-vitamin da ikke altid frie radikaler? Ikke nødvendigvis. Det er nok klogest at kombinere med andre antioxidanter (eks. C-vitamin, selen). I et forsøg, hvor man gav deltagerne op til 2.000 mg – langt mere end i kosttilskud – fandt man overhovedet ingen neutralisering.

Under enhver ordentlig medicinsk behandling kontrollerer man, at medicinen gør, hvad den skal. Når en diabetiker f.eks. får insulin, ved man, at det trænger ud i vævene. Så skal blodsukkeret falde. Det måler man. Selvfølgelig! Men den slags banale målinger mangler i de kliniske forsøg med antioxidanter. Det er hverken undersøgt, om deltagerne på forhånd var belastede med frie radikaler eller om de blev mindre belastede af behandlingen. Det er, som hvis man gav en person insulin, men hverken vidste, om han havde sukkersyge, eller om hans blodsukker faldt.

Hvorfor er det ikke målt? Det skyldes næppe ond vilje, men man har manglet gode målemetoder. Dem har man i højere grad nu.

Frie radikaler ilter som nævnt LDL-kolesterol. Et hold forskere fra Cleveland har nu peget på, at to af iltningsprodukterne er særdeles gode markører for åreforkalkning i hjertets kransårer: 9-HETE og F2-isoprostan. Afhængigt af mængden i blodet kunne to personer med samme alder, køn, blodtryk, rygevaner og kolesterol have vidt forskellig sandsynlighed for stærk åreforkalkning i hjertets kransårer. Hvis den ene lå i højeste fjerdedel mht. F2-isoprostan, mens den anden lå i laveste, var den førstes risiko ti gange større end den andens! En gigantisk forskel.

Omridset af mere rimelige forsøg med antioxidanter og åreforkalkning tegner sig:
Der skal gives en bred vifte af antioxidanter, ikke bare en enkelt.

Deltagerne skal have forhøjede værdier af f.eks. F2-isoprostan. Ellers ved man ikke, i hvilket omfang der er brug for antioxidanter.

Det skal måles, at mængden af eks. F2-isoprostan – som udtryk for frie radikaler – falder under behandlingen. Ellers er forsøget nytteløst.

Intet af dette er endnu gjort. Den kliniske forskning i antioxidanter er i sine barnesko!
Niels Hertz


Referencer:
1. Shishehbor MH et al. Systemic elevations of free radical oxidation products of arachidonic acid are associated with angiographic evidence of coronary artery disease. Free Radical Biology & Medicine 2006;41:1678-83.
2. Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335-2342
3. Meagher E et al. Effects of vitamin E on lipid peroxidation in healthy persons. JAMA 2001;285:1178-82.

Med dette nyhedsbrev vil vi gerne ønske vore abonnenter en rigtig
glædelig jul og et godt nytår !

www.elsevier.com/wps/find/journaldescription.cws_home/525469/description
jama.ama-assn.org
archinte.ama-assn.org

Dobbeltbundet rapport om antioxidanter

Claus Hancke

12. september 2006

Den nye rapport fremhæver farer ved tilskud af antioxidanter. Men ikke alt er, hvad det giver sig ud for.

Her følger en vurdering.

I Motions- og Ernæringsrådets nye rapport om antioxidanter finder man på side 11 følgende sætning: “Der er observeret øget total dødelighed ved tilskud af E-vitamin og betakaroten…….Indtagelse af kosttilskud med store doser E-vitamin og beta-karoten må derfor frarådes”.

Det er hårde ord. Beta-karoten er ganske vist kendt som farligt for rygere. Derfor er der påbud om, at rygere skal advares på pakninger med tilskud. Men E-vitamin? En arbejdsgruppe af verdens førende E-vitaminforskere fastslog for bare et år siden i en stor oversigt, at E-vitamin er fuldkommen ufarligt, endda i høje doser (op til 1.000 mg om dagen) (1).

Ved Motions- og Ernæringsrådet mon noget, som eksperterne ikke ved? Næh, forklaringen er, at den citerede sætning ikke betyder det, den giver sig ud for. Den betyder kun, at der er observeret en (svag) risiko ved at tage E-vitamin i kombination med beta-karoten. Det er naturligvis beta-karoten, der er problemet, ikke E-vitamin.

Den nævnte påstand kan endda kun med god vilje kaldes sand. Den blev fremført i The Lancet for et par år siden, men blev afvist med en nærmest uhørt sønderlemmende kritik allerede i den officielle kommentar i samme blad. Yderst sjældent bebrejdes forskere, at deres afgørende konklusioner beror på udeladelser samt regne- og metodefejl. Det skete her (2).

Læg også mærke til ordet “observeret”. Der står ikke “konstateret”, som man uvilkårligt tror, når man ser advarslen. Uanset at man fraråder rygere at tage beta-karoten, har man nemlig i et af de største – og det suverænt længste – forsøg ikke fundet beta-karoten risikabelt. End ikke for rygere (3).

Der er altså – hvis man ser bort fra de nævnte alvorlige forbehold – “observeret” øget dødelighed hos rygere, der tager meget store doser beta-karoten. Men der er også observeret et neutralt resultat. Hvad E-vitamin angår, er der overhovedet ikke observeret nogen overdødelighed. E-vitamin er som nævnt og dokumenteret meget sikkert, og særdeles gode dyre- og menneskeforsøg har vist, at når det kombineres med andre antioxidanter, nedsætter det dødeligheden og modvirker åreforkalkning og kræft (4,5,13).

Dette er ikke endelige resultater. Det er resultater sjældent. Men omvendt tør man sige, at den citerede påstand ganske enkelt er en tilsnigelse. For ikke at sige en uhyrlighed. Den står endda i resumeet. Når dette kan ske, må man spørge sig, hvordan det forholder sig med resten af rapporten. Desværre er det umuligt her at referere alle de ca. 150 sider. Men et indblik i to af de mest centrale afsnit kan kaste lys over sagen. De handler om C-vitamin og selen.

“C-vitamin duer ikke”
I afsnittet om C-vitamin handler det først om kræft, dernæst om åreforkalkning.

Kræft skyldes som bekendt mutationer, og som argument for, at C-vitamin ikke forhindrer mutationer nævnes et neutralt resultat af et forsøg fra 1997. I dette fik rygere 250 mg C-vitamin om dagen (6). Resultatet kunne betyde, at C-vitamin ikke modvirker kræft.

Men allerede året efter viste en engelsk undersøgelse nøjagtigt det modsatte, når dosis var dobbelt så stor, altså 500 mg om dagen (7). Dette fund er siden gentaget i Danmark ved behandling af rygere med samme højere dosis (8).

Disse forsøg står ikke alene og har været grundigt drøftet i den videnskabelige litteratur (15). De er ikke rigtigt blevet modsagt. Men hvad konkluderer rapporten? Den erklærer kort og godt, at man “ikke kan sige”, om C-vitamin forbygger mutationer (DNA-skader)!

Næste punkt er åreforkalkning. Her nævnes, at der ikke er fundet tegn på, at C-vitamin mindsker iltningen (oxidation) af fedtstoffer hos raske mænd og kvinder med forhøjet kolesterol. Det er en væsentlig konstatering, hvis den er sand, fordi iltning af LDL3 kolesterol anses for hovedårsagen til åreforkalkning. Trods dette udsagn nævnes straks efter, at man fandt formindsket iltning i to forsøg med hhv. rygere og passivrygere. Det er nok så væsentligt, for netop rygere er særligt stærkt belastede med de frie radikaler, der ilter fedtstofferne (9,10). Uanset den indledende påstand er der altså rent faktisk fundet en effekt, nemlig hos de kræfttruede rygere.

Efter således at have dokumenteret – oven i købet med litteratur, man selv har valgt – at i det mindste rygere kunne have glæde af C-vitamin, når rapporten frem til sin overordnede konklusion om vitaminet. Den lyder: “Der er ikke evidens (vished) for nogen afledt fysiologisk effekt eller gavnlig effekt af høje doser på kortere sigt”.

Der er vist ikke “evidens” for ret meget i denne verden. Men kan man – hånden på hjertet – virkelig konkludere sådan på dette grundlag?

Et trevent “måske” til selen
Gennemgangen af mineralet selen følger samme mønster. Selen regnes som bekendt for en antioxidant, fordi der skal selen til at danne nogle enzymer, der virker antioxiderende. Når interessen for selen er så enorm (ca. 900 videnskabelige artikler om året) er det på grund af dets meget sandsynlige nytte i kampen mod kræft.

I forsøg efter forsøg har man fundet ligefrem dramatisk reduktion i kræfthyppigheden (op til 50 % eller mere), når selenindtaget bliver sat i vejret. Det har blandt andet den konsekvens, at det temmelig lave selenindtag i Danmark (typisk 45 mikrogram/dag) kan opfattes som en risiko. Disse forhold gør det faktisk svært ikke at mene, at øget selenindtag med stor sandsynlighed ville være en fordel for næsten alle.

Det indtryk deler rapportens forfattere ikke.

Først hævder de, at selv om man som vesteuropæer begynder at indtage mere selen, bliver ens antioxidant-beredskab ikke bedre af den grund.

Det burde de ikke have skrevet. Det er forkert!

Det gennemsnitlige indtag i Danmark og det øvrige Vesteuropa skal rundt regnet fordobles, hvis kroppen skal danne maksimale mængder af bare det vigtigste af de antioxiderende enzymer. Ingen selenkyndig i verden ved ikke dette.

Dernæst går rapporten let hen over selens immunstimulerende virkning samt dets betydning for skjoldbruskkirtlen og hjernen. Det sker ved brug af vage vendinger som “endnu er der dog ikke enighed om en sådan immunstimulerende virkning” samt en bemærkning om, at hjernen og skjoldbruskkirtlen “næppe er væsentligt berørt af lave selenindtag”. Ingen af delene dokumenteres. Men naturligvis er der rygdækning for bemærkninger som “næppe væsentligt berørt” og “endnu ikke enighed “. Om ikke andet kan man jo f.eks. selv være uenig.

Man går endda et skridt videre og diskuterer, om selen ligefrem kan fremkalde hjertesygdom, noget der modsiges af vist nok alle undersøgelser, der tværtimod for det meste tyder på det modsatte. Man begrunder antydningen med en henvisning til en lidet udbredt tysk hypotese, der af flere grunde er usandsynlig og i hvert fald er aldeles udokumenteret. Her forfremmes den næsten til at være et faktum, hvoraf der drages vidtgående konklusioner.

Endelig omtaler man ganske kort amerikaneren Clark’s banebrydende arbejde, som påviste et voldsomt fald i kræfthyppighed hos 1.300 forsøgspersoner, når de fik et dagligt tilskud af selen på 200 mikrogram (11). Clark’s forsøg fra 1996 vakte sensation verden over og har sat en intens forskning i gang i mange lande. Her bliver det til fire linjer.

Man slutter med at konkludere, at der ikke er selenmangel i Danmark, vurderet ud fra kendte selenmangelsymptomer. Desuden hedder det, at “selentilskud synes i dyreforsøg at kunne beskytte mod kræft”. Endelig er der “tvivl” om virkningsmekanismen.

Bemærk de spidsfindige forbehold, som her er sat i kursiv. Er “kendte mangelsymptomer” nok til at påvise selenmangel? (Nej, ikke hvis forhøjet kræftrisiko regnes for et tegn på mangel). Er det nu også kun i dyreforsøg, selen “synes at beskytte mod kræft”? (Nej, se f.eks. det netop nævnte forsøg af Clark). Hvilket motiv har man til at anføre, at der er “tvivl” om virkningsmekanismen? (her må læseren selv gætte).

Tvivl og manglende evidens
Disse eksempler kan give en fornemmelse for rapporten. Den består mest af referater af diverse forsøg og oversigter, som kommenteres enkeltvis. Stort og småt, lødigt og mindre lødigt. Der er ingen videnskabelig bearbejdning af data. Alligevel er der “konklusioner” i slutningen af hvert afsnit. Her får “tvivlen”, den utilstrækkelige eller manglende “evidens” og den manglende “fulde enighed” en tur til. Der er altid tvivl og utilstrækkelig evidens og ufuldstændig enighed i denne verden. Men hvis noget taler til ugunst for antioxidanter, har man “observeret” et eller andet.

Et særligt påfaldende træk er den ofte manglende sammenhæng mellem referater og konklusion. Se bare de to omtaler oven for. Man kunne i den forbindelse også nævne den store og meget grundige otte-årige SU.VI.MAX-undersøgelse, som beskrives indgående. Den viste, at en kombination af en bred vifte af antioxidanter nedsatte kræfthyppigheden hos raske mænd med 31 %. Dødeligheden faldt endnu mere. Dette er den eneste undersøgelse af sin art. Ingen anden undersøgelse kan altså modsige den. Men i konklusionen til det pågældende afsnit hedder det, at undersøgelser af antioxidanter og kræft “har været temmelig konsistente ved ikke at kunne påvise en beskyttende effekt….”.

Ser man det! Man nages uvilkårligt af en meget ubehagelig tvivl: Er de, der har læst artiklerne, de samme som dem, der har skrevet konklusionerne?

Rapporten skæmmes desværre af sjuskefejl. Især kan man ikke altid stole på referencelisten. Et eksempel: Søger man reference nummer 25 i den tro, at den handler om EDTA, som bebudet, finder man i stedet en artikel om frugt og grønt.

Værre er, at visse helt centrale videnskabelige arbejder glimrer ved deres fravær. Det gælder bl.a. det formentligt mest citerede videnskabelige værk om selen fra de senere år, M Rayman’s oversigt i The Lancet i 2000 (12). Det gælder også de fantastisk spændende nyere undersøgelser, der måske betyder, at E-vitamin kan halvere den (femdoblede) hjerterisiko, som ca. hver anden diabetiker trækkes med (14).

Listen over referencer omfatter kun godt 300 numre – et ret beskedent tal i denne forbindelse – ikke de 1.000, som journalisterne hørte om ved fremlæggelsen.

Det lader til at være et vilkårligt tal, man har nævnt.

Det var, lige som meget andet i rapporten, en tendentiøs tilsnigelse.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Hathcock JN et al. Vitamins E and C are safe across a broad range of intakes. Am J Clin Nutr 2005;81:736-45.

2. Forman D et al. Vitamins to prevent cancer: Supplemental problems. The Lancet 2004;364:1193-4.

3. Christen WG et al. Design of Physician’s Health Study II – a randomized trial of beta-carotene, vitamins E and C , and multivitamins, in prevention of cancer, cardiovascular disease, and eye disease, and review of results of completed trials. Ann Epidemiol. 2000 Feb;10(2):125-34. Review.

4. Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335-2342.

5. Ignarro L J et al. Long Term Beneficial Effects of Physical Training and Metabolic Treatment on Atherosclerosis in Hypercholesterolemic Mice. PNAS 2004 (May 24) (online: www.pnas.org) (arkiv 4779).

6. Prieme H et al. No effect of supplementation with vitamin E, ascorbic acid, or coenzyme Q10 on oxidative damage estimated by 8-oxo-7,8-dihydro-2’deoxyguanosin excretion in smokers. Am J Clin Nutr 1997;65:503-7.

7. Cooke MS et al. Novel repair action of vitamin C upon in vivo oxidative DNA) damage. FEBS Lett 1998;439:363-7.

8. Moller P et al. Vitamin C supplementation decreases oxidative damage in mononuclear blood cells of smokers. Eur J Nutr 2004;43:267-74.

9. Dietrich M et al. Antioxidant supplementation decreases lipid peroxidation biomarker F(2)-isoprostanes in plasma of smokers. Cancer Epiodemiol Biomarkers prev 2002;23:427-34.

10. Dietrich et al. Vitamin C supplementation decreases oxidative stress biomarker f2-isoprostanes in plasma of nonsmokers exposed to environmental tobacco smoke. Nutr Cancer 2003;45:176-84.

11. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.

12. Rayman M. The importance of selenium to human health. The Lancet 2000:;356:233-41.

13. Salonen et al. Six-year effect of combined vitamin C and E supplementation on atherosclerotic progression: the Antioxidant Supplementation in Atherosclerosis Prevention (ASAP) Study. Circulation. 2003 Feb 25;107(7):947-53.

14. Andrew P. Levy et al. The Effect of Vitamin E Supplementation on Cardiovascular Risk in Diabetic Individuals With Different Haptoglobin Phenotypes Diabetes Care 27:2767, 2004.

15. Podmore ID et al., Levine M et al, Poulsen HE et al. Does vitamin C have prooxidant effect? Nature 1998;395:231-2.

Antioxidanter mod forkalket nethinde og blindhed

Claus Hancke

9. marts 2006

Antioxidanter bremser den hyppigste grund til blindhed i Danmark.
Det ser ud til, at de også forebygger den. Andre kosttilskud kan tilsyneladende direkte forbedre synet – hvis de tages i tide.

Den hyppigste grund til blindhed i Danmark bliver kaldt ”forkalkning af nethinden”, men det er det ikke. Det er derimod en degeneration, som ødelægger den gule plet (macula) på nethinden, hvor lyset samler sig som strålerne fra et brændglas, og øjet danner et skarpt billede. Sygdommen hedder aldersbetinget macula-degeneration, forkortet AMD. Mere end 1.000 danskere bliver hvert år blinde af AMD. Mange flere får lettere synsnedsættelse.

De lette former for AMD er meget almindelige. Her er synet så lidt nedsat, at det som regel ikke bemærkes. Men øjenlægen kan konstatere det ved fund af små gule pletter kaldet druser i nethinden. De består af ophobede affaldsstoffer. Næsten alle over 50 har mindst én lille druse. De spiller ingen rolle, heller ikke når der er mange. Men er de større, er der risiko for alvorlig AMD. Omkring 30 % vil i så fald få avanceret AMD inden for fem år.

Derfor var det en sensation, da et amerikansk forsøg i 2001 viste, at femårsrisikoen kan nedsættes til 20 %, altså med en tredjedel, ved tilskud af zink og antioxidanter. Dosis var 500 mg C-vitamin, 400 enheder E-vitamin, 15 mikrogram betakaroten samt ikke mindre end 80 mg zink om dagen. Behandling med antioxidanter alene var omtrent lige så effektivt, men ikke fuldt statistisk sikkert.

Men hvordan skal man vide, om man har tidlig AMD?
Da synsnedsættelsen her er minimal, går man måske ikke af sig selv til øjenlæge. Derfor blev det anbefalet, at alle over 55 får gjort en øjenundersøgelse, så de kan overveje, om de vil have tilskud eller ej. Da betakaroten under bestemte omstændigheder måske kan give rygere lungekræft, gjaldt forslaget kun ikke-rygere.

Antioxidanter kan altså bremse AMD i opløbet, men muligheden udnyttes næppe ret meget. Spørgsmålet er, om antioxidanter også kan forebygge, at AMD overhovedet opstår. Det tyder nu en hollandsk undersøgelse på.

Skarpere syn
Her fulgte man fra 1990-93 ca. 6.000 borgere i Rotterdam. I 2004 havde 560 af dem fået AMD, men hvem, der fik det, var ikke tilfældigt. Både et højt indtag af zink og af E-vitamin sænkede hver for sig med statistisk sikkerhed risikoen lidt. Men fik man høje doser af både C- og E-vitamin, betakaroten og zink, var risikoen nedsat med 35 %.

Endnu mere spændende er et upåagtet italiensk lodtrækningsforsøg fra sidste år. Her blev 106 patienter med tidlig AMD behandlet gennem et år med en kombination af fiskeolie (n-3-fedtstoffer), antioxidanten Q10 samt kosttilskuddet carnitin. Ideen var at forbedre fedtsyre-omsætningen i nethinden. Carnitin fremmer forbrændingen af fedt på en måde, så aflejring af affaldsstoffer modvirkes. Det er antageligt vigtigt i nethinden, eftersom den er om muligt endnu rigere på n-3-fedtsyrer end hjernevæv. 30 % af nethindens tørstof består af n-3-fedtstof, mod 20 % af hjernens.

Resultatet var, at både med hensyn til lysfølsomhed i øjets centrale del, synsstyrke (målt på almindelig synstavle) og synlige forandringer i nethinden noterede man ikke blot stilstand, men en direkte forbedring! Det område af nethinden, hvor der var druser, var ikke bare uændret, det var formindsket! Alt dette var statistisk sikkert.

Ved fremskreden AMD er man blind og dog seende. Man kan ikke læse, ikke se TV, ikke genkende ansigter. Men det perifere syn er bevaret. Man kan altså se ude i kanten af synsfeltet, så man stadig kan orientere sig i rummet og færdes med forsigtighed til fods.

Denne funktionelle blindhed kan i mange tilfælde forebygges med antioxidanter, og tilstanden kan ifølge ovenstående forskning ligefrem forbedres med et simpelt kosttilskud, hvis man tager det i tide.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Age-Related Eye Disease Study Research Group.Arch Ophthalmol. 2001 Oct;119(10):1417-36. A randomized, placebo-controlled, clinical trial of high-dose supplementation with vitamins C and E, beta carotene, and zinc for age-related macular degeneration and vision loss: AREDS report no. 8.
2. Feher J et al. Ophthalmologica. 2005 May-Jun;219(3):154-66.Improvement of visual functions and fundus alterations in early age-related macular degeneration treated with a combination of acetyl-L-carnitine, n-3 fatty acids, and coenzyme Q10.
3. van Leeuwen R et al. JAMA. 2005 Dec 28;294(24):3101-7. Dietary intake of antioxidants and risk of age-related macular degeneration.

Antioxidanter halverer skaden ved hjerneblødning

Claus Hancke

6. oktober 2005

Talrige dyreforsøg har vist, at hjerneskaden efter en hjerneblødning kan reduceres drastisk med antioxidanter. Flere kliniske forsøg med mennesker er i gang.
Næst efter hjertesygdom og kræft er hjerneblødning den hyppigste dødsårsag i de vestlige lande. Blandt dem, der overlever, går mange en krank skæbne i møde med kroniske hjerneskader og lammelser. Men flere og flere vil få hjerneblødning, fordi der bliver flere og flere ældre.

Kan dette dystre perspektiv mildnes? Utallige forsøg har vist, at antioxidanter både kan forebygge hjerneblødning og mindske den efterfølgende hjerneskade, hvis ulykken alligevel sker. Dette fascinerende emne er netop blevet belyst i en lødig oversigt af forskere fra det farmakologiske laboratorium ved Rene Descartes-universitetet i Paris.

Modsat hvad man skulle tro, er en hjerneblødning sjældent en blødning. Den er langt oftere en blodprop, som enten dannes på indersiden af en af hjernens store pulsårer – på samme måde som en blodprop i hjertet – eller tilføres med blodet. Uanset sprogforvirringen er følgen den samme: Dele af hjernen i den tilstoppede side får ingen ilt og går til grunde, mens ofret får større eller mindre lammelser i den modsatte side.

Det er her, antioxidanterne kommer ind. De bekæmper de frie iltradikaler, som er skyld i størstedelen af hjerneskaden. De frie radikaler dannes under iltmangel, men paradoksalt nok er det ikke en ubetinget fordel, når organismen selv nedbryder blodproppen – eller når den nedbrydes medicinsk, hvilket mere eller mindre kan lade sig gøre op til tre timer efter de første symptomer. Den fornyede blodtilførsel – man kalder det reperfusion – medfører ulykkeligvis en massiv produktion af frie radikaler – og dermed yderligere hjerneskade.
Uanset om blodforsyningen genoptages eller ej, kan det altså gå galt.

Hvorfor opstår disse frie radikaler i væv, der ikke får blod, eller som bare forbigående har manglet blod? Artiklen gennemgår mulighederne. Visse enzymer, som normalt inaktiverer frie radikaler, ophører f.eks. med at fungere. Desuden spiller bl.a. svækkelsen af mitokondrierne – cellernes energifabrikker – en rolle. Det er mitokondrierne, der forarbejder ilten, og når de svækkes, lækker de frie (ilt)-radikaler. Det er bevist, at hjerneskaden bliver værre, jo flere frie radikaler der dannes.

Det er derfor logisk at tro, at antioxidanter kan begrænse skaderne. Det stemmer da også med en lang række forsøg på dyr. Her har man reduceret skaderne med mere end 50 % ved at forbehandle dyrene med antioxidanter som NAC (n-acetyl-cystein), resveratrol (farvestoffet i rødvin), liponsyre (et gavnligt og uskadeligt kosttilskud, der er forbudt i Danmark) eller melatonin (ligeledes gavnligt, uskadeligt og forbudt for danskere).

Også med E-vitamin har man kunnet halvere skaderne – eller mere. Bedst har det naturligvis virket, når behandlingen var påbegyndt hurtigt. Hurtig hjælp er dobbelt hjælp.

Der foregår nu flere kliniske forsøg på mennesker, men vanskeligheden er jo, at man ikke kan forudsige, hvornår, eller om en person får hjerneblødning. I forsøgene sættes behandlingen først ind, når hjerneblødningen er sket. Sikre resultater har man endnu ikke, og de antioxidanter, man afprøver, er desværre syntetiske stoffer, som evt. kan patenteres (og senere sælges som dyr medicin): Tirilazad, Ebselen, Edavaron og NXY-059. Edavaron er anerkendt som behandling i Japan.

Hvad kan almindelige mennesker stille op? Oversigten konkluderer, at antioxidanter ”med sikkerhed er nogle af de mest lovende midler mod hjerneblødning”, og at de er af ”stor interesse” i kombination med den medicinske nedbrydning af blodpropper, der bruges i dag.
Man må selv vælge. Men det er værd at mærke sig, at et solidt indtag af antioxidanter efter det foreliggende synes at kunne forebygge – måske tragiske – følger af en hjerneblødning.
Vitalrådet.


Reference:
Isabelle Margaill et al. Antioxidant strategies in the treatment of stroke. Free Radical Biology and Medicine 2005;39:429-43.
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

Plantekost og antioxidanter mod prostatakræft

Claus Hancke

16. august 2005

Radikalt ændret livsstil, herunder tilskud af antioxidanter, standser tilsyneladende væksten af tidlig prostatakræft. Samtidig bliver blodet otte gange bedre end ellers til at bekæmpe kræftceller.

Enkelte forsøg med mennesker, og talrige dyreforsøg og befolkningsundersøgelser, har peget på, at antioxidanter modvirker kræft. Alligevel har kun få forsket i, om de hjælper mod kræft hos mennesker, når sygdommen er en realitet. Et amerikansk forsøg viser nu, at det kan være tilfældet, i hvert fald ved kræft i prostata.

Forsøget, der netop er publiceret, omfattede 93 mænd med kræft i prostata i tidligt stadium. De var udvalgt, fordi de havde nægtet at tage imod sædvanlig kræftbehandling.

44 af dem blev instrueret i at følge en ret streng diæt, hvor kun 10 % af kalorierne måtte bestå af fedt. De skulle have ren plantekost og undgå mælkeprodukter, men fik til gengæld et proteintilskud i form af en sojadrik. Desuden skulle de motionere svarende til en halv times rask gang om dagen og skulle udføre forskellige yogaøvelser og meditere i yderligere en time. De måtte selvfølgelig ikke ryge!

Man skulle tro, de fleste hurtigt ville opgive en så streng levevis. Men langt de fleste holder ved, måske fordi de befinder sig godt. Forsøgets leder, Dean Ornish, har beskrevet, at da han lod en gruppe mænd med dårligt hjerte følge denne opskrift, aftog deres åreforkalkning i hjertets kransårer – vel at mærke ikke bare det første år, men stille og roligt i en fortsat proces, der i alt varede mindst fem år.

I det aktuelle forsøg supplerede Ornish dog med kosttilskud:

  • E-vitamin 400 enheder/dag.
  • C-vitamin: 2 gram/dag.
  • Selen: 200 mikrogram/dag.
  • Fiskeolie: 3 gram/dag.

Bedre efter et år
Alle fik målt den såkaldte PSA-værdi, dels ved forsøgets start, dels efter et år. PSA (Prostata-Specifikt Antigen) er et omtrentligt udtryk for kræftens udbredelse. Det var hovedformålet med forsøget at måle, hvad der skete med PSA.

Der skete det, at da der var gået et år, var PSA-værdien gennemsnitligt faldet 4 % hos de 44 i aktiv behandling, mens den hos kontrolgruppen – som blev fulgt med råd og dåd af egen læge – var steget med 6 %.

Det var i sig selv et spændende resultat. Men dertil kommer, at seks mænd fra placebogruppen blev så syge, at de måtte udgå af forsøget og gå i traditionel behandling. Hvis ikke de seks mænd fra kontrolgruppen var udgået – fordi de blev meget syge – havde forskellen været endnu større.

Ingen aktivt behandlede udgik
Som supplement til PSA-målingerne gjorde man ét eksperiment mere. Man tog serum fra alle deltagere og undersøgte, hvordan det påvirkede væksten af prostata-kræftceller i laboratorieforsøg. Efter et år var der opstået en voldsom forskel: De behandlede mænds serum hæmmede væksten af kræftceller otte gange så meget som kontrolgruppens!

Disse resultater er statistisk meget sikre. Man må altså regne med, at der er en virkning, men hvad skyldes den? Var det den overvejende grønne kost, soja, motion – eller måske yoga og meditation? Eller var det antioxidanterne?

Man kan kun gætte. Dean Ornish mener, at de samlede livsstilsændringer gjorde udslaget. Men formodningen om, at antioxidanter hjælper mod kræft, støttes naturligvis. Under alle omstændigheder er forsøget i høj grad tankevækkende.
Vitalrådet.


Referencer:
Ornish D et al. Intensive lifestyle changes may affect the progression of prostate cancer. The Journal of Urology 2005;174:1065-70.
Ornish D et al. Intensive lifestyle changes for reversal of coronary heart disease. JAMA 1998;280:2001-7.

jama.ama-assn.org
www.jurology.com
www.iom.dk

Tendentiøs Cochrane-undersøgelse

Niels Hertz

6. oktober 2004

Undersøgelsen i The Lancet viste hverken, at antioxidanter øger dødeligheden, eller at de ikke forebygger kræft. Ikke alene bygger beregningerne på en generalisering, der fører til nonsens, de forudsætter også flere behændige tilsnigelser. Værst er dog, at det man har sagt til offentligheden er noget helt andet, end hvad man skrev i The Lancet.

Fire forskere under den anerkendte Cochrane-institution har opskræmt verden: De påstår i The Lancet, at antioxidanter er farlige og anslår, at 9.000 ud af en million brugere vil dø af dem! Hvor længe det varer, før døden indtræffer, siges ikke, men man må formode, det drejer sig om ganske kort tid. Mange flere kan altså dø, hvis de fortsætter misbruget af vitaminer – i helt ned til almindeligt anvendte doser.

Ulykkeligvis er dette ikke kun et skrækindjagende fejlagtigt budskab. For at nå frem til det har forskerne – der i virkeligheden kun laver statistik på en række gamle undersøgelser – foretaget så mange krumspring, at det ser ud som om de hellere vil fordreje kendsgerningerne end skabe oplysning. Hvis dette er tilfældet, er det utroligt beskæmmende.

Nedenstående handler kun om påstanden om overdødelighed. Denne påstand begrundes i artiklen ved, at man først ser væk fra to store undersøgelser (herunder den største af samtlige), hvori dødeligheden blev nedsat. Begrundelsen er, at de er ”lav kvalitet”.

Derpå ser man yderligere væk fra den bedste af de resterende syv højkvalitetsundersøgelser, fordi den er forholdsvis lille og ”gør materialet ujævnt”. Den viste også faldende dødelighed. En anden, endnu mindre undersøgelse fjernedes til gengæld ikke. I den var dødeligheden forhøjet!

Tilsnigelser i TV
Efter disse behagelige tilpasninger er det forståeligt, at man udtaler sig med stor forsigtighed i The Lancet: ”Disse antioxidanter synes at øge den samlede dødelighed”, men ”selen kunne være en undtagelse, som potentielt kan formindske risikoen for mave-tarmkræft”, hedder det.

Besynderligt nok var denne beherskelse totalt glemt, da offentligheden skulle informeres. Nu hed det: ”Der er overvægt af dødsfald blandt de personer, der har fået antioxidantvitaminer. Og det er især i de bedste forsøg, man ser den største dødelighed”.

Det erklærede overlæge Christian Gluud, den ene af de fire forfattere, i DR’s TV-avis. Selv almindelige doser af E- og C-vitamin er farlige, sagde han – en påstand, der under alle omstændigheder er grebet ud af luften. Alle forbehold var glemt, datoen blev så at sige talt med på regningen.

Hvilke indvendinger er der mod påstanden? Lad os begynde med at se på indvendingerne i den tilsyneladende høflige, men i virkeligheden komplet sønderlemmende officielle kommentar i samme nummer af The Lancet. Den er skrevet af to statistikere, Altman og Forman, hvoraf den ene (David Forman) pudsigt nok er leder af det engelske Cochrane-institut.

Misbrug af Cochrane-institutionen?
For det første må resultaterne betragtes som foreløbige, hedder det i kommentaren. Der er nemlig mange flere vitaminundersøgelser, der oplyser om dødelighed, men de er ikke med her. Og det er helt afgørende for en Cochrane-undersøgelse, at man ser på den samlede viden – uden at udelade noget. Det er deres eksistensberettigelse.

Sagt anderledes: Man undrer sig over, at dødelighedsudregningen overhovedet er udført. Den hører ikke hjemme i Cochrane-sammenhæng!

Uden regnefejl var der ingen statistisk sikkerhed
Men det bliver værre endnu. Ifølge kommentaren er resultatet nemlig ikke en gang statistisk sikkert, hvis man benytter en ”mere korrekt” (læs ”rigtig”) statistisk metode i stedet for den, der blev anvendt! Der er tale om, at der burde være anvendt en såkaldt random effects model, der tager hensyn til forskellighederne mellem de sammenlignede forsøg, i stedet for den benyttede fixed effects model.

Alt bygger på én, abnorm undersøgelse
Det tilføjes, at resultatet udelukkende skyldes én enkelt undersøgelse, der på flere måder afveg stærkt fra de øvrige fem, som man brugte til regnestykket. Den gik ud på at behandle storrygere og personer, der havde været udsat for asbest, med monstrøse doser A-vitamin (25.000 enheder/dag) der i sig selv anses for giftige, samt store mængder betakaroten, der er farligt for rygere, hvis det ikke suppleres med antioxidanter som selen, E-vitamin etc. (se nedenfor).

Skulle man se væk fra nogen undersøgelse, måtte det være denne, der så stærkt adskiller sigt fra alle de øvrige. Havde man gjort det, havde man ikke fundet nogen overdødelighed.

De to kommentatorer erklærer da også, at påstanden om overdødelighed ”ikke er overbevisende”. Det betyder, på jævnt dansk, at den er forkert!

Overlægen overdrev
De fire måtte altså ikke alene manipulere med tallene, herunder fjerne et par lødige resultater og inkludere et andet for at nå det (ønskede?) negative resultat. De måtte også gå uden om selve Cochrane-ideen, som er at konkludere ud fra al sober, tilgængelig viden. Alligevel kunne de kun konkludere med forbehold.

Det kan derfor ikke undre, at resultatet ”ikke er overbevisende” ifølge den officielle kommentar. Det betyder i dagligt tale: Det er upålideligt!

Disse bistre kommentarer kendte overlæge Christian Gluud, da han gik på TV. Han vidste, at resultaterne selv i bedste fald kun er foreløbige – sonderende, som det hedder i artiklen. Men dette generede ham ikke det mindste.

Ikke alene så han væk fra kritikken, han gik også langt ud over de konklusioner, The Lancet havde tilladt ham at drage i sin artikel.

Dette ligner jo på en prik, hvad man kalder videnskabelig uhæderlighed. Hvordan kunne han få sig selv til at gå så langt?

Godt bliver til skidt
Desværre er der meget andet, Gluud også vidste, før han så ivrigt tilkaldte TV – men som han ikke sagde! Her er et par eksempler:
En mindre undersøgelse i high quality gruppen drejede sig om personer, der havde helicobacter pylori – også kaldet mavesårsbakterier – i mavesækken. Disse bakterier er kendt for at kunne give mavekræft, hvis man da ikke får mavesår i stedet.

I denne forholdsvis lille undersøgelse (485 deltagere) firedobledes dødsrisikoen blandt dem, der fik antioxidanter! Det lyder slemt, men hør lidt mere:
Af en eller anden grund døde i denne undersøgelse ingen i placebogruppen, mens der i tre forskellige antioxidantgrupper døde to i hver. Teknisk set kan man omregne dette til den nævnte 4-doblede overdødelighed.

Men der var også en anden gruppe, man lige så vel kunne have sammenlignet med. Her fik ingen antioxidanter, men derimod en kraftig antibiotikakur de første to uger af det seksårige forsøg. I resten af de seks år fik de ingen behandling. Og her kommer det vigtige: I denne gruppe døde også to! Havde man nu sammenlignet med den, var overdødeligheden faldet væk. Men det valgte man ikke.

Der er yderligere det særlige ved denne undersøgelse, at antioxidanterne viste sig at beskytte aldeles fremragende mod tidlige kræftforandringer i mavesækken. Det var faktisk for at undersøge, om det skete, forsøget blev udført. Det var slet ikke gearet til at undersøge dødelighed.

Men takket være den særlige brug af tallene i Lancet-undersøgelsen forvandledes dette gode budskab altså til en overdødelighed på 400 %. Hokus pokus! Undersøgelsen blev vendt til noget negativt i The Lancet, selv om den i virkelighedens verden var yderst positiv.

Tvivlsom udelukkelse af forsøg
Anderledes med lavkvalitetsundersøgelserne. De blev jo udelukket fra regnestykket, men viste stærk tendens til nedsat dødelighed. Den ene omfattede næsten 30.000 kinesere, som fik selen, E-vitamin og betakaroten for at se, om det modvirkede kræft og bedrede overlevelsen. Det var den største af alle undersøgelserne.

Men forfatterne havde ikke oplyst, hvordan de på den rette tilfældige måde fordelte deltagerne i den gruppe, der fik disse tilskud – og i tre andre grupper, der fik andre tilskud. Derfor blev undersøgelsen forkastet som ”low quality”. Bemærk, at der ikke blev rejst tvivl om, at fordelingen var tilfældig, som den skal være. Det var bare ikke oplyst hvordan! Alle andre regler var fulgt og rapporteret.

Undersøgelsen varede fem år. Efter et par år begyndte dødeligheden at falde, efterhånden med i alt 9 %, mens kræftrisikoen aftog med 13 %. I de andre grupper skete intet.

Dette store forsøg og dets resultat er jo pålideligt. Det afspejler virkeligheden. Men som følge af den firkantede Cochrane-metode blev det forvist fra det gode selskab, og resultaterne ikke medtaget. Havde man medtaget det, var konklusionen blevet en anden. Bureaukratisk set kan det være rigtigt nok at klassificere undersøgelsen som ”low quality”, men hvad med sandheden?

Selv med den accepterede Cochrane-metode risikerer man at opnå det modsatte af, hvad man ønsker, hvis det vel at mærke er sandheden man ønsker! En samlet, fornuftsbaseret vurdering, hvor tallene sættes i relief, kan ikke undværes. Det bør ikke mindst forskerne jo vide. Tal fra positive undersøgelser kan fremstå som negative, og gode undersøgelser som dårlige.

Her er der ikke en gang taget hensyn til, at nogle altså hugger en hæl og klipper en tå for at få beregningerne til at stemme.

Grundlæggende begrebsforvirring
Som om det ikke var nok, er der imidlertid endnu et problem, der er om muligt mere tankevækkende: Den generaliserende brug af ordet antioxidant! I TV fik man det udtrykkelige indtryk, at Christian Gluud stod famlende over for begrebet.

På spørgsmålet, om antioxidanter i frugt og grønt er lige så giftige som i piller, var han f.eks. ikke benægtende, men tilføjede, at frugt og grønt indeholder en ”lang række andre stoffer, som kan tænkes enten at udbedre skaderne efter antioxidanterne eller helt neutralisere dem”. C-vitamin er altså – iflg. overlæge Gluud – en gift, der skal neutraliseres!

Der var andre fæle huller i Gluud’s viden. Dem vil vi forbigå her, hvor formålet kun er at påpege, at en Cochrane-undersøgelse er et temmelig bureaukratisk foretagende. Det gælder om at søge artikler i databaserne, finde bestemte tal i dem og indsætte tallene i et regneprogram. Resten gør programmet.

Man behøver altså ikke at kende det mindste til emnet, bare man kan sætte tal ind i et statistikprogram. Men hvis man vil fortolke tallene, går det naturligvis galt, når man savner sagkundskab.

Gennemsnit af æbler og pærer
En biokemiker ville aldrig omtale antioxidanter, som om de alle var ens. Han ved, at der er talrige former af E-vitamin, at C-vitamin har ganske andre virkninger end betakaroten, som igen er himmelvidt forskelligt fra selen etc.

At sammenligne E-vitamin med betakaroten minder om den gamle sammenligning mellem et tordenskrald og Rundetårn. Man kan ikke uddrage et gennemsnit af så forskellige behandlinger lige så lidt som man kan udregne gennemsnittet af æbler og pærer. Det burde være elementært.

Alligevel er det det, Cochrane-undersøgelsen gør. Havde der ikke været andre ankepunkter, ville alene dette være afgørende. At rode alle forsøg med antioxidanter sammen i én bunke og derpå uddrage et gennemsnit, svarer til, at man roder alle medicinske behandlinger af hjertesygdom sammen og beskriver dem som behandling med piller. Dette er nonsens.

Her kan vi passende vende tilbage til kommentaren i The Lancet. Den slutter med, at hvis det senere lykkes de fire at påvise en overdødelighed som følge af ”antioxidanter”, må de i gang med at påvise, hvilken/hvilke antioxidant(er), der er skurken. Det kan ikke være dem alle!

Ignorering af betakaroten
I fem af de syv undersøgelser, der kaldtes high quality, bestod behandlingen af betakaroten kombineret med en eller flere andre antioxidanter. Betakaroten er risikabelt for rygere, fordi tobaksrøg i lungerne kan forvandle dette gule farvestof fra gulerødder til frie radikaler – altså netop det, man bruger antioxidanter mod.

I en kinesisk undersøgelse (Linxian) fandt man da også, at når man kombinerede betakaroten med andre antioxidanter (selen og E-vitamin), halveredes risikoen for lungekræft. Det har været kendt siden 1994, at betakaroten, taget som isoleret tilskud (eller sammen med et lille tilskud af syntetisk E-vitamin), kan give rygere lungekræft og øge dødeligheden.

Det ville derfor have været langt mere plausibelt, om de fire forfattere havde konkluderet, at betakaroten ser ud til at øge dødeligheden. Ulempen ved denne konklusion er kun, at man dels vidste det i forvejen, dels ikke kunne genere alle andre antioxidanter samtidig.

Bevidste udeladelser
Sammenblandingen af alle antioxidanter er mistænkelig af andre grunde. Når man generelt undsiger alle antioxidanter, får tilhøreren uvilkårligt det indtryk, at alle antioxidanter er undersøgt. Det er ikke tilfældet.

I den officielle kommentar i The Lancet fremhæves som eksempel, at der stort set ikke findes behandlingsundersøgelser af sammenhængen mellem C-vitamin og kræft. Det virker overraskende, hedder det, i betragtning af de mange indicier der er, for at C-vitamin her virker forebyggende. Når de fire forfattere taler om, at ”antioxidanter” skader, generaliserer de altså til at udtale sig om noget, hvorom de intet ved.

Et er dog, hvad man ikke ved, men alligevel udtaler sig om. Noget andet er, hvad man bevidst holder skjult. Til trods for, at det i Lancetartiklen udtrykkeligt nævnes (med beklagelse?), at selen ser ud til at mindske både dødelighed og kræftrisiko – sidstnævnte med stor statistisk sikkerhed – er det ikke omtalt med ét ord af Gluud, hverken i TV eller i det mere fyldige interview med avisen Information.

Hvorfor nævnes det ikke, at en så vigtig antioxidant ser ud til at halvere risikoen for flere former for kræft? Man kan kun gisne.

Konklusion
De negative udtalelser om antioxidanter, der generelt set er videnskabeligt aldeles meningsløs, kan alene henføres til forsøg med betakaroten og – som nævnt oven for – navnlig til et enkelt forsøg, der på næsten enhver måde adskiller sig fra alle andre. De har yderligere forudsat flere behændige krumspring i behandlingen af tallene samt i udvælgelsen af værdige undersøgelser og fravalg af andre.

Dette udløser en alvorlig mistanke om manglende videnskabelig neutralitet. Så er det mildt sagt. Men om muligt værre er det, at denne mistanke forstærkes voldsomt af den ikke blot grotesk inkompetente, men selektive og tendentiøse måde, hvormed resultaterne er præsenteret for offentligheden.

Denne undersøgelse, men navnlig dens offentlige præsentation, kaster på ulykkeligste vis en dyster skygge over Cochrane-institutionen.
Niels Hertz.

__________________________________

www.lancet.com
www.cochrane.dk/index.htm
www.iom.dk