Kosttilskud kan styrke immunterapi mod brystkræft

7. november 2005

Et amerikansk forsøg har vist, at den banebrydende kræftmedicin mod brystkræft – Herceptin – kan forstærkes 30-40 gange med et uskadeligt kosttilskud: Gamma-linolensyre (GLA). Resultatet er absolut foreløbigt, men det kalder på omfattende udforskning.

Hvert år får knap 3.500 danske kvinder brystkræft. Ca. hver femte af dem har en særlig aggressiv form for kræft, som man især kan frygte breder sig, hvis man under operationen finder kræft i armhulens lymfeknuder. Den aggressive kræft skyldes, at et gen hos de ramte kvinder er særligt aktivt og danner store mængder HER2, et protein. Når HER2 lejrer sig i overfladen af en brystcelle, reagerer det med vækststoffer i blodet, som kan forvandle cellen til en kræftcelle og stimulerer den til vækst.

Siden 1998 har man imidlertid haft medicin, der på samme måde som et antistof kan blokere HER2 og dermed afværge vækst-stimuleringen. Midlet hedder Herceptin® (Trastuzumab) og er hidtil kun blevet tilbudt kvinder, der foruden at være ”HER2-positive” har fået tilbagefald efter behandling for brystkræft, der har spredt sig.

For ganske nylig har forskning imidlertid vist, at Herceptin også hjælper, når det gives langt tidligere, nemlig så snart man efter operationen har erfaret, at kvinden er HER2-positiv. I Danmark kan behandlingen være aktuel for ca. 450 kvinder årligt. I et forsøg med ca. 3.350 kvinder, der fik Herceptin et år, var risikoen for genopblussen af sygdommen halveret og dødeligheden nedsat med en tredjedel. I et belgisk forsøg med godt 5.000 kvinder var risikoen for tilbagefald ligeledes halveret – til ca. 6 %. Den samlede dødelighed blev også formindsket i dette forsøg, men kun en anelse og ikke statistisk sikkert.

Kræftens Bekæmpelse opfordrer nu kvinder, der er opereret for brystkræft, til at få oplyst, om de er HER2-positive og bør have behandlingen. Men den er desværre ikke så risikofri, som den lyder. HER2 spiller også en rolle for hjertet, og kemoterapi sammen med blokering af HER2 er en cocktail, der kan give hjertesvækkelse. Det sker hos op til 20 %, hvoraf mange må ophøre med behandlingen. Hvordan det går dem på længere sigt, vides ikke.

GLA og Herceptin samarbejder
Alt dette omtales kun for at fortælle, at HER2 tilsyneladende – sensationelt – også kan angribes fra en helt uventet kant. Den livsvigtige fedtsyre gamma-linolensyre (GLA), der bruges af mange som kosttilskud, hæmmer også (i laboratorieforsøg) HER2, men ved en anden mekanisme end Herceptin. Ifølge forskere fra Northwestern Universitet i USA forstærker GLA virkningen af Herceptin ikke mindre end 30-40 gange, uden at det går ud over raske celler. Kombinationen gør, at mange flere kræftceller dør, mens andre hæmmes i væksten.

Virkemåden er kompliceret. Forsøgene tyder på, at GLA stimulerer dannelsen af et protein (PEA3), som på sin side hæmmer det gen, der skal producere HER2. Da GLA og Herceptin altså griber ind hver sit sted – det ene blokerer dannelsen af HER2, det andet blokerer virkningen – forstærker de hinanden. Tidligere forsøg har vist, at GLA også selvstændigt kan hæmme kræft i laboratoriet.

Hvis bare lidt af dette gælder levende mennesker, er der tale om en sensation. Men det skal understreges, at der kun er tale om laboratorieforsøg på celleplan. Der skal yderligere omfattende forskning til. Den er, som forfatterne skriver, til gengæld påkrævet. Hvad kvinder med HER2-positiv brystkræft skal gøre her og nu, er m.a.o. foreløbig op til den enkelte.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Piccart-Gebhart et al. Trastuzumab after adjuvant chemotherapy in HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353:1659-72.
2. Romond EH et al. Trastuzumab plus adjuvant chemotherapy for operable HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353: 1673-84.
3. Menendez JA et al. Effect of gamma-linolenic acid on the transcriptional activity of the Her2/neu (erbB-2) oncogene. J Natl Cancer Inst 2005;97:1611-15.

content.nejm.org
jncicancerspectrum.oxfordjournals.org
www.iom.dk