Basal forebyggelse

28. juli 2021

I marts 2020 lukkede politikerne verden ned på pandemi-ordre fra WHO.
Der gik ikke mange sekunder fra nedlukningen, før talen gik på, at der måtte udvikles vacciner, der kunne befri os fra denne covid-19 sygdom.
Man slog fra første stund fast, at sygdommen hverken kunne forebygges eller behandles. Der var kun isolation indtil den frelsende vaccine kom.
Det var ”Den et-benede skammel”, som nævnt i nyhedsbrevet d.21/2-21.

Hvis noget var fake news, var det dette.
Men det blev af uransagelige grunde det stående narrativ, som var så helligt, at man blev udskammet og censureret, hvis man betvivlede dette verdensbillede.

Over hele verden blev læger forhindret i at redde deres patienter ved tidlig forebyggelse og behandling af covid-19.
Det lyder vanvittigt, at man har bortcensureret og hindret ufarlige metoder til forebyggelse og behandling, før det går så galt, at patienten må indlægges.
Ønsker myndighederne ligefrem, at folk skal blive så dårlige, at de skal indlægges?
Nogle af disse uskadelige metoder er endda godt dokumenteret, men alligevel stemples det som ”fake news”, når det omtales offentligt og de pågældende læger får karantæne på Facebook og YouTube.
Men tiltag som nedlukninger og mundbind accepteres blindt, selv om der er yderst ringe dokumentation af effekten.
Såvel sundhedsmyndigheder som alverdens politikere har højt og helligt fremhævet, at vi må følge videnskaben, og alverdens følgagtige eksperter har været fremvist i TV for at give myndighedernes handlinger et skær af videnskab.
Men når det gælder nedlukninger, minkdrab, mundbind, PCR-testning og den såkaldte vaccine, som i realiteten er en genterapi, har man svigtet de højt besungne videnskabelige principper.
Vi er endda kommet så langt, at befolkningen skal ydmyges med testninger eller underkastes en eksperimentel genterapi for at bevare sine borgerrettigheder.
Ethvert tænkende menneske må spørge sig selv: Sig mig, hvad foregår der?

Hvis man vil prøve at få overblik over dette vanvid, kan det anbefales at bruge tid på at se: https://www.markmallett.com/blog/following-the-science/ , som er en seriøs TV-gennemgang af konflikten mellem videnskab og myndighedernes aktive vildledning.

Vitalrådet er heldigvis ucensureret, og i nyhedsbrevet d.29. maj-2020 var der en samlet oversigt over de tilskud, hvormed man kunne forebygge et alvorligt Covid-19 forløb.
Det går primært ud på, at immunforsvaret ikke må mangle disse basale næringsstoffer. Til gengæld har et velfungerende immunforsvar den store fordel, at det hurtigt kan adaptere en ny mutation af virus og justere sit modangreb til denne.
En vaccine er jo specialkonstrueret til en bestemt virus type, og skal rekonstrueres og justeres, hvis en ny VOC (”virus of concern”, altså mutationer, man ser med bekymring på) varierer så meget fra den tidligere, at vaccinen ikke virker.
Det ser vi i denne tid i ind- og udland, hvor fuldt vaccinerede indlægges med svær covid-19.
Dette ville ikke ske, hvis hele befolkningen havde et velfungerende immunforsvar, som hurtigt kan indstille sigtekornet efter den nye variant.
Så behøver man kun vaccinere de 2%, der er i absolut risikogruppe.

Men én ting er at forebygge alvorlig influenza eller Covid-19. Noget andet er forebyggelse af de store dræbersygdomme som kræft og hjerte-kar lidelser.
Disse lidelser har været underdiagnosticeret under Covid-19 pandemien, hvilket nødvendigvis må blive et problem for sundhedsvæsenet i de kommende år.
Men så er det jo et held, at mange af de tilskud, som Vitalrådet anbefalede for 1½ år siden, også nedsætter risikoen for disse sygdomme.
Det er egentlig ikke så mærkeligt, for mange sygdomme starter med den proces, der kaldes inflammation. Og den kan langt hen ad vejen forebygges.
Ved Covid-19 starter det med den immunologiske reaktion på virusinfektion, den overdrevne reaktion, cytokinstormen og derefter hele den inflammatoriske proces.
Ved hjerte-karlidelser starter det med inflammation i karvæggen og oxidation af LDL-kolesterol, og ved kræftsygdomme starter det med inflammation af cellerne i et iltfattigt område, som herefter ændrer stofskiftet i mitokondrierne fra aerob og effektiv energiproduktion til anaerob sukkerfermentering og lav energiproduktion.
Hvis man derfor satser på at hæmme de inflammatoriske processer, som ikke skal være i kroppen, så er man godt på vej til at forebygge de store, livstruende sygdomme, og samtidigt får man stækket udviklingen af virussygdomme, så de ikke udvikler sig i fatal retning.
Hvis jeg derfor skal komme med en all-round anbefaling som grundlag, så vil det være:

  • Et multivitamin-mineral produkt uden jern
  • Plus ekstra Selen, så dagdosis kommer op på 150 µg
  • Plus ekstra D-vitamin, så dagdosis kommer op på 100 µg (dette er kun vedligeholdelsesdosis, hvis man ikke er i underskud. Ellers skal man have mere.)
  • Plus ekstra C-vitamin, så dagdosis kommer op på 2.000 mg
  • Plus ekstra Magnesium, så dagdosis kommer op på 500 mg
  • Fiskeolie (dog ikke nødvendigt, hvis man spiser fed fisk hver dag)
  • Mælkesyrebakterier

Dette basis-tilskud kan sikre, at man ikke kommer i underskud for kroppens varetagelse af de basale funktioner, herunder immunforsvarets processer.

Hvis man oven i dette udsættes for smitte, hvilket vi jo alle har været med mellemrum i det sidste 1½ år, så kan man i en periode supplere med:

  • Vitamin-A: 1 mg
  • Vitamin-B6: 5 mg
  • Vitamin-C: 3.000 mg
  • Vitamin-D3: 100 µg,
  • Selen: 100 µg
  • Zink: 30 mg.
  • Echinacea 20 dråber 2 x dgl.

Herved sørger man for at immunforsvaret er velforsynet, trods stigende forbrug, og så hæmmer man den cytokinstorm, som kan blive livstruende for gamle og svage.

Og helt basalt for et godt immunforsvar er selvfølgelig:

  • En sund kost
  • Daglig motion
  • 7-8 timers søvn
  • Røgfrihed
  • Moderation
  • Et positivt livssyn

Pas på dig selv og andre

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

Oversete muligheder

15 januar 2021

”Verden famler i blinde mod de nye virusvarianter” –lød overskriften i Berlingske d. 12. januar. Artiklen omhandler så kapaciteten til gensekventering og hurtig diagnostik til smittebegrænsning. Men det er tydeligt, at panikken breder sig, hver gang en ny variant viser sig.

Det begyndte med cluster 1-5 fundet i danske mink, hvilket medførte politiker-panik og det hidtil mest drastiske tvangsindgreb over for noget erhverv i Danmark og total nedlukning af Vendsyssel.

Næste gang, der blev drejet på panik-skruen er nu, hvor den engelske variant B 1.1.7 breder sig. Den er ikke farligere, men mere smitsom.

Når panikken og angsten for denne begynder at lægge sig, så er det tid til at introducere den sydafrikanske variant og med alvorstunge miner fortælle, at denne variant nu kan ramme børn, og derefter lukke landet ned. Det er så inderligt forudsigeligt, at vi må og skal skrues ned i en tilstand af kronisk angst, så vi retter ind til højre og alle sammen stiller op til vaccination.

Det er da også fint, at vaccinerne er kommet. Den første vaccine blev af medier og politikere modtaget som en anden Messias, og det er lige før, der blev strøet rosenblade på vejen foran lastbilerne.

Det er glimrende, at sundhedsvæsenet hurtigt har taget fat på at vaccinere gamle og svært syge i risiko. Så langt så godt.

Men du godeste, hvor kunne man dog have gjort meget godt i de 10 måneder der er gået, hvis man havde lyttet til videnskaben.

Når man tænker på, at man for at gå i Netto skal ligne en bankrøver, og iføre sig et mundbind, hvis effekt er ekstremt ringe dokumenteret; -så er det påfaldende, at myndighederne i månedsvis har vendt det blinde øje til veldokumenterede muligheder, der kunne have sparet mange liv og megen lidelse.

I en undersøgelse, nyligt publiceret i Lancet (1) har man gennemgået 89.000 indlæggelser med Covid-19 i marts-april 2020 og Influenza dec-jan 2017-18.

Man fandt, at Covid-19 havde væsentligt længere indlæggelse og større dødelighed end influenzaen og konkluderede, at man i fremtiden skulle sætte alt ind på at forebygge og vaccinere samt finde metoder til behandling af Covid-19.

Vitalrådet kan kun være enig i denne 3-strengede strategi.

Desværre er det ikke den strategi, regeringen har valgt. Man har i stedet valgt at lægge alle sine æg i én kurv.

Lige siden pandemiens start har man håbet og talt om den kommende vaccine.
Man har satset ensidigt og benhårdt på vaccine og kun vaccine og har ikke villet så meget som skele til andre sider i den trestrengede strategi, der nævnes ovenfor.

Man forstår derfor panikken hos politikerne, indtil de blev beroliget med, at mink-varianten formentlig også var følsom for den kommende vaccine. Det samme er nu sket med B 1.1.7 fra England, mens man stadig er usikker på den sydafrikanske variant.
Vaccinerne kan nemlig i fremtiden få svært ved at følge med i højmutagene RNA-virus’ konstante ændringer, og en dag vil de komme til kort.

Men alligevel er alle andre tiltag end vacciner blevet fejet af bordet trods massiv dokumentation.
Det er som om, myndighederne har overset, at vi mennesker faktisk har et immunforsvar, som selv er i stand til at adaptere en ny virusmutant.
I modsætning til en vaccine, vil et velfungerende immunforsvar kunne følge med, hver gang en virus muterer.
Det kræver naturligvis, at immunforsvaret fungerer optimalt, og det kræver, at vi mennesker får en kost med de næringsmidler, immunforsvaret skal bruge.

Det er næsten så indlysende, at det gør ondt at sige igen og igen (se 5 tidligere nyhedsbreve fra maj 2020):
Årtiers videnskabelig dokumentation viser, at mangel på især vitaminerne A, C, D og K samt mangel på selen, magnesium og zink svækker immunresponset og øger forekomsten af infektioner, specielt lungelidelser. (2-10)

Specifikt er der de seneste år skrevet indgående om D-vitamin, og Københavns Universitet skrev nærmest profetisk d. 7. marts 2020 på deres website under nyheder: ”D-vitamin er helt afgørende for immunforsvaret.”

Siden er der lavet adskillige studier på D-vitamin overfor Covid-19, som viser signifikant mindre smitteevne, kortere indlæggelser, mildere sygdom og lavere dødelighed.(11-17) Denne dokumentation styrkes yderligere ved, at netop de grupper, som ligger lavt i D-vitamin, bliver hårdest ramt af Covid-19, specielt overvægtige, plejehjemsbeboere, indvandrere, kronisk syge og gamle.

Traditionelt har vi her i Danmark anset det for tilstrækkeligt, blot S-D-vitamin lå på 50 nmol/l eller derover. Dette er ikke nok. Samtlige studier peger på nødvendigheden af at ligge på mindst 75 nmol/l og gerne 150 nmol/l.
Langt under halvdelen af den danske befolkning ligger inden for disse tal.
Dette kan man ikke komme op på, selv om man så spiser fede fisk hver eneste dag; man er nødt til at supplere med tilskud.
Til gengæld er der en stor sundhedsgevinst ved at fjerne befolkningens mangel på D-vitamin. -Ikke blot over for flere af de store livsstilsygdomme, men også Covid-19.

Forskningen viser som nævnt, at tilstrækkeligt med D-vitamin vil forkorte sygdommen, undgå indlæggelser og reducere dødeligheden ved covid-19 sygdom. De, som bliver syge, vil blot få et mildt forløb af sygdommen, men stadig opbygge immunologisk forsvar til næste gang, de møder den.
Hvis man også sørger for, at der ikke er mangel på de andre ovennævnte vitaminer og mineraler, så ville sygdomsbilledet se helt anderledes ud her i Landet, og det kunne lægge en dæmper på den altfortærende angst og bekymring i befolkningen.

Bemærk: Der er således ikke tale om, at disse vitaminer og mineraler bruges til at ”behandle” noget som helst. De skal bruges til at udbedre mangler.

Men det kræver, at myndighederne tænker ud af boksen, og viser åbenhed over for de veldokumenterede muligheder, som her findes. Specielt når disse er ufarlige.
Det er fint at tænke på kollektiv smittebegrænsning, men det udelukker ikke, at man også tænker på individets immunforsvar og dettes velbefindende.

Der ligger en fatal stribe af oversete muligheder i hele det 10 måneder lange corona-forløb.
Muligheder, der kunne have reddet mange liv og sparet mange lidelser.
-Og dette er vel at mærke muligheder, der er betydeligt bedre dokumenteret end mundbind.

Pas på dig selv og andre

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

 

Litt:

1. Comparison of the characteristics, morbidity, and mortality of COVID-19 and seasonal influenza: a nationwide, population-based retrospective cohort study. Piroth L et al, Dec.2020, Lancet. https://doi.org/10.1016/S2213-2600(20)30527-0

2. Arvinte C, Singh M, Marik PE (2020) Serum Levels of Vitamin C and Vitamin D in a Cohort of Critically Ill COVID-19 Patients of a North American Community Hospital Intensive Care Unit in May 2020: A Pilot Study. Med Drug Discov. 8:100064. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32964205

3. Hewison M. Vitamin D and innate and adaptive immunity. Vitam Horm, 2011; vol 86:23-62.

4. Gombart AF, Pierre A, Maggini S. A Review of Micronutrients and the Immune System-Working in Harmony to Reduce the Risk of Infection. Nutrients. 2020 Jan 16;12(1).

5. Schwalfenberg GK. A review of the critical role of vitamin D in the functioning of the immune system and the clinical implications of vitamin D deficiency. Mol Nutr Food Res. 2011 Jan;55(1):96-108.

6. Dancer RC, Parekh D, Lax S, D’Souza V, Zheng S1, Bassford CR, et al. Vitamin D deficiency contributes directly to the acute respiratory distress syndrome (ARDS). Thorax. 2015 Jul;70(7):617-24.

7. Urashima M, Segawa T, Okazaki M, et al. Randomized trial of vitamin D supplementation to prevent seasonal influenza A in schoolchildren. Am J Clin Nutr. 2010 May;91(5):1255-60.

8. Sabetta JR, DePetrillo P, Cipriani RJ, Smardin J, Burns LA, Landry ML. Serum 25-hydroxyvitamin d and the incidence of acute viral respiratory tract infections in healthy adults. PLoS One. 2010 Jun 14;5(6):e11088.

9. Uwitonze AM, Razzaque MS. Role of Magnesium in Vitamin D Activation and Function. J Am Osteopath Assoc. 2018 Mar 1;118(3):181-189.

10. Dofferhoff A et al, Reduced Vitamin K Status as a Potentially Modifiable Risk Factor of Severe Coronavirus Disease 2019, Clin Infect Diseases, 2021, https://doi.org/10.1093/cid/ciaa1258

11. Kohlmeier M. Avoidance of vitamin D deficiency to slow the COVID-19 pandemic. BMJ Nutrition, Prevention & Health. 2020;3.

12. Grant WB, Lahore H, McDonnell SL, et al. Evidence that Vitamin D Supplementation Could Reduce Risk of Influenza and COVID-19 Infections and Deaths. Nutrients. 2020; 12(4):988.

13. McCartney DM, Byrne DG. Optimisation of Vitamin D Status for Enhanced Immuno-protection Against Covid-19. Ir Med J. 2020 Apr 3;113(4):58.

14. Aldridge RA, Lewer D, Beale S, et al. Seasonality and immunity to laboratory-confirmed seasonal coronaviruses (HCoV-NL63, HCoV-0C43, and HCoV-229E): results from the Flu Watch cohort study 30 March 2020.

15. Ilie PC, Stefanescu S, Smith L. The role of Vitamin D in the prevention of coronavirus disease 2019, infection and mortality. Aging Clinical and Experimental research (https://doi.org/10.1007/s40520-020-01570-8) Springer Switzerland. 2020 May 6.

16. McCullough PJ, Lehrer DS, Amend J. Daily oral dosing of vitamin D3 using 5000 TO 50,000 international units a day in long-term hospitalized patients: Insights from a seven year experience. J Steroid Biochem Mol Biol. 2019 May;189:228-239.

17. Kaufman H et al, SARS-CoV-2 positivity rates associated with circulating 25-hydroxyvitamin D levels PLOS ONE, sept.17,2020

Zink er vigtigt for immunforsvaret

også ved Covid-19 sygdom

18. maj 2020

I forlængelse af de tidligere to nyhedsbreve om vitamin-D og Selen, følger nu lidt vigtig information om zink og dets betydning for immunforsvaret.

I denne corona-tid er der i særdeleshed behov for, at vi hver især optimerer vort immunforsvar, så vi er godt rustet til en eventuel ny bølge om et halvt års tid, når befolkningens D-vitamin-depoter igen er for nedadgående.

I den vestlige verden er det omkring 25% af befolkningen, der har zink-mangel i en eller anden grad, specielt småt-spisende ældre, folk som har et højt alkoholforbrug, folk med kroniske infektioner, eller som får visse typer medicin samt eliteidrætsudøvere, som brænder deres magnesium og zink af.
Zink indgår i mere end 200 forskellige enzymsystemer, og er en forudsætning for normal vækst og celledannelse og et velfungerende immunforsvar.

Der er solid dokumentation for, at zinkmangel medfører øget modtagelighed for infektion. Da man også har fundet, at zink reducerer varigheden af en forkølelse, har man forsøgt med forskellige zink-sugetabletter, og en Cochrane-undersøgelse af 18 undersøgelser fandt, at 75 mg zink om dagen kunne reducere varigheden af forkølelsessymptomer hos raske mennesker, forudsat, at zinktabletterne blev givet inden for det første døgn efter symptomdebut.

Effekten ligger blandt andet i hud og slimhinder, hvor zink er nødvendigt for den cellereplikation, kroppen sætter i gang, når en infektion skal bekæmpes. Det drejer sig specielt om vækst, modning og differentiering af cirkulerende lymfocytter, T-celler og de killerceller, NK-celler, som vi skal bekæmpe virus med.

I 2010 viste et in-vitro-forsøg, at zink hæmmer en anden coronavirus, nemlig SARS-CoV, som forårsagede en epidemi i 2002. Zink har en direkte antiviral effekt ved at hæmme SARS-CoV RNA polymerase, som er en forudsætning for virusreplikation.

Der foreligger endnu ikke en specifik undersøgelse af effekten af zink på den nuværende CoV-Sars-2, så man søger naturligt sammenhænge, og den aktuelle Covid-19 sygdom er for eksempel karakteriseret ved, at mange mister smags- og lugtesansen, hvilket også ses ved zink-mangel.
Men en ting er koincidens, noget andet er kausalitet.

Vi er nødt til at indtage zink hele tiden, idet det ikke lagres specifikt. Det er ikke vanskeligt at få nok zink her i Danmark, blot man spiser rigtig mad og ikke industriel, syntestisk plastic-mad. Zink findes i kød, skaldyr, indmad, fisk, æg, bælgfrugter, korn, mælkeprodukter, grønne grøntsager, frugt og bær. Et indtag på 20-30 mg pr. dag er nok.

Hvis man indtager zink som tilskud, skal man huske, at det kan reducere kroppens kobberindhold, idet zink vil opregulere metallothioneinsyntesen, hvilket kan medføre tab af kobber. Dette har nok ikke den store betydning her i Danmark, hvor svineproduktionen har givet os alle et solidt kobbertilskud.

Under alle omstændigheder har vi brug for zink, for at optimere vort immunforsvar, så vi er klar til kamp mod en angribende virus.

Nu har du læst om vitamin-D, selen og zink i relation til immunforsvaret.
Det næste nyhedsbrev, der skal ruste dit immunforvar mod Covid-19, handler om vitamin-C.

Pas på dig selv og andre

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

Litt:

  • Read Scott A, Obeid S et al. The role of Zinc in antiviral immunity.(2019) Adv Nutr 2019;10:696–710
  • Skalny et al: Zinc and respiratory tract infections: Perspectives for Covid-19. Int J Molecular Med. April 13, 2020
  • Mossad S, Macknin M, Mendendorp S, et al. Zinc Gluconate Lozenges for Treating the Common Cold: A Randomized, Double-Blind, Placebo-Controlled Study. Annals of Internal Medicine 15 July 1996
  • Velthuis AJW, van den Worm SHE, Sims AC, Baric RS, Snijder EJ, van Hemert MJ (2010). Zn2+ Inhibits Coronavirus and Arterivirus RNA Polymerase Activity In Vitro and Zinc Ionophores Block the Replication of These Viruses in Cell Culture. PLoS Pathog 6(11): e1001176.
  • Shankar AH, Prasad AS. Zinc and immune function: The biological basis of altered resistance to infection. Am J Clin Nutr. 1998 Aug;68 (2 Suppl): 447S-463S. doi: 10.1093/ajcn/68.2.447S.
  • Singh M, Das RR. Zinc for the common cold. Cochrane Database of Systematic Reviews 2013, Issue 6. Art. No.: CD001364. DOI: 10.1002/14651858.CD001364.pub4
  • Yoshimura A, Naka T, Kubo M.SOCS  proteins, cytokine signalling and immune regulation. Nat Rev Immunol 2007;7(6):454–65.

Svær Covid-19 sygdom kan forebygges

Men vi hører ikke om det

6. maj 2020

”Immunitet! Jamen det kommer da af sig selv.”
Gør det?

Nu er vi efterhånden så langt inde i coronakrisen, at de første seriøse, videnskabelige resultater begynder at vise sig, og da ikke andre gør det, så vil Vitalrådet søge at udbrede kendskabet til disse.

”Bare smid folk i vandet. De svømmer af sig selv”.
En tåbelig påstand. Man ved jo godt, at chancerne for at overleve en tur i vandet øges, hvis man har lært at svømme.
Men det er i realiteten det, som myndighederne siger, nu da de er ved at åbne landet, hvor der stadig er coronavirus i omløb.
Man smider folk ud i øget viruseksponering, for så mener man, at vi helt automatisk får opbygget immunitet.
Jamen det er da også rigtigt, hvis man ved, at folk kan forsvare sig, altså har et velfungerende immunforsvar.
Uden det, er man chanceløs.

Myndighederne ved godt, at der er store grupper i befolkningen, som har et nedsat immunforsvar. Og alligevel skal vi alle sammen blot sidde med hænderne i skødet uden at gøre noget, mens vi venter på en vaccine, der står som den frelsende engel i horisonten.
En vaccine kan være udmærket, men for det første går der mindst et år, før vi har den, og for det andet kan en vaccine aldrig følge med en virus i de mange mutationer, som gør dens immunprofil så varieret, at en vaccine hurtigt forældes, som vi ser det med influenzavaccine.
Det eneste, der kan følge med en virus’ mutationer med et adækvat immunrespons, er et velfungerende immunforsvar i det enkelte menneske.
Trods viden om, at mange mennesker har et nedsat immunforsvar, har vi i de måneder, som coronakrisen har varet, ikke én eneste gang hørt myndighederne give befolkningen råd om, hvordan man kan optimere sit immunforsvar.
Hvis befolkningen har et grundlæggende stærkt immunforsvar, så vil en virus gøre mindre skade, da de enkelte sygdomsforløb vil blive mildere.
Man bliver stadig smittet og måske også syg, men man behøver ikke dø af den.

Lad os starte med det helt simple, Vitamin D3.

Det er helt tydeligt, at Covid-19 sygdommen er massivt overrepræsenteret på den nordlige halvkugle. Præcist som den årlige influenza-epidemi, som hærger på den nordlige halvkugle i netop december til marts, hvorimod den hærger på den sydlige halvkugle fra august til oktober – og hvorfor nu det?
Det takker vi Solen for. Den står højt på himlen om sommeren og oplader vore D-vitamin-depoter, så vi står med et stærkt immunforsvar fra juni til november og naturligvis omvendt på den sydlige halvkugle. Vi får aldrig influenza i juli-august.

Et andet indicium er, at ældre er i særlig risiko. Ældre mennesker har oftere et meget lavt niveau af D-vitamin i blodet, da de ikke kommer så meget ud i solen.

Et tredje indicium er, at overvægtige er i særlig risiko. D-vitamin ophobes i fedtvævet, hvor det ikke gør nytte for immunforsvaret. Overvægtige skal derfor have betydeligt større dosis D-vitamin for at opnå samme blod-koncentration som slanke.

Et fjerde indicium er, at sygdommen er overrepræsenteret hos indvandrere, som ofte har svær D-vitaminmangel. Dels har de fleste indvandrere mørk hud, som tillader mindre passage af sollys, og dels er mange indvandrerkvinder tildækkede, også om sommeren, hvor man skal hente sin årlige D-vitamin-dosis.

Et femte indicium er, at diabetikere også er en særlig risikogruppe. Dels har diabetikere ofte et nedsat immunforsvar, og dels får mange diabetikere kolesterolsænkende medicin. Hvis man mangler kolesterol, kan man ikke danne D-vitamin, selv om solen skinner nok så meget.

Et sjette indicium nærmer sig evidens, idet der er tale om en nyligt publiceret observations-undersøgelse, hvor man relaterede middelniveauer af D-vitamin i 20 europæiske lande med forekomst og dødelighed forårsaget af Covid-19. Der var signifikant negativ korrelation mellem D-vitamin-niveau og såvel forekomst som dødelighed. Det var interessant at se, at såvel morbiditet som mortalitet (sygelighed og dødelighed) nærmede sig 0 i de populationer, hvor niveauet af vitamin-D var over 75 nmol/l.
D-vitaminniveauer er alvorligt lave i den aldrende befolkning, især i Spanien, Italien og Schweiz. Dette er også den mest sårbare gruppe af befolkningen i forhold til Covid-19.

En lødig kost med grønne grøntsager er også vigtig, idet disse indeholder magnesium, som er en forudsætning for at aktivere vitamin-D.
Magnesium indgår 4 steder i såvel syntese som aktivering og deaktivering af vitamin D, så uden magnesium er vitamin D ineffektiv.

Hvis man kombinerer disse indicier med solid dokumentation for, at vitamin D3 er afgørende for et velfungerende immunforsvar, er der ikke langt til at foreslå en solid dosis vitamin D3 for at optimere et nødlidende immunforsvar hos specielt indvandrere, diabetikere, ældre og overvægtige.

Tidligere var man nervøs for at overdosere D-vitamin, men det har vist sig grundløst. Der skal ekstremt høje doser til igennem længere tid, før der er nogen risiko. Tidligere troede man også, at det var tilstrækkeligt med et D-vitamin-niveau på 50nmol/l i blodet, men det er for lavt.
Hvis man vil være sikker på, at D-vitamin-niveauet er tilstrækkeligt til et optimalt immunforsvar, så skal det ligge på 75 – 150 nmol/l.

Dette nyhedsbrev er det første om nogle af de faktorer i vort miljø, natur, omgivelser og kost, som kan optimere vort immunforsvar og dermed reducere risikoen for alvorlig Covid-19 sygdom.
Det næste omhandler den nyeste forskning om selen og Covid-19 sygdom.

Pas på dig selv og andre!

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

Litt:

  • Hewison M. Vitamin D and innate and adaptive immunity. Vitam Horm, 2011; vol 86:23-62.
  • Gombart AF, Pierre A, Maggini S. A Review of Micronutrients and the Immune System-Working in Harmony to Reduce the Risk of Infection. Nutrients. 2020 Jan 16;12(1).
  • Schwalfenberg GK. A review of the critical role of vitamin D in the functioning of the immune system and the clinical implications of vitamin D deficiency. Mol Nutr Food Res. 2011 Jan;55(1):96-108.
  • Dancer RC, Parekh D, Lax S, D’Souza V, Zheng S1, Bassford CR, et al. Vitamin D deficiency contributes directly to the acute respiratory distress syndrome (ARDS). Thorax. 2015 Jul;70(7):617-24.
  • Urashima M, Segawa T, Okazaki M, et al. Randomized trial of vitamin D supplementation to prevent seasonal influenza A in schoolchildren. Am J Clin Nutr. 2010 May;91(5):1255-60.
  • Sabetta JR, DePetrillo P, Cipriani RJ, Smardin J, Burns LA, Landry ML. Serum 25-hydroxyvitamin d and the incidence of acute viral respiratory tract infections in healthy adults. PLoS One. 2010 Jun 14;5(6):e11088.
  • Uwitonze AM, Razzaque MS. Role of Magnesium in Vitamin D Activation and Function. J Am Osteopath Assoc. 2018 Mar 1;118(3):181-189.
  • Valint S. Vitamin D and Obesity. Nutrients. 2013 Mar; 5(3): 949–956.
  • McCartney DM, Byrne DG. Optimisation of Vitamin D Status for Enhanced Immuno-protection Against Covid-19. Ir Med J. 2020 Apr 3;113(4):58.
  • Grant WB, Lahore H, McDonnell SL, Baggerly CA, French CB, Aliano JL, Bhattoa HP. Evidence that Vitamin D Supplementation Could Reduce Risk of Influenza and COVID-19 Infections and Deaths. Nutrients. 2020 Apr 2;12(4). pii: E988.
  • Aldridge RA, Lewer D, Beale S, et al. Seasonality and immunity to laboratory-confirmed seasonal coronaviruses (HCoV-NL63, HCoV-0C43, and HCoV-229E): results from the Flu Watch cohort study 30 March 2020.
  • McCullough PJ, Lehrer DS, Amend J. Daily oral dosing of vitamin D3 using 5000 TO 50,000 international units a day in long-term hospitalized patients: Insights from a seven year experience. J Steroid Biochem Mol Biol. 2019 May;189:228-239.
  • Ilie PC, Stefanescu S, Smith L. The role of Vitamin D in the prevention of coronavirus disease 2019, infection and mortality. Aging Clinical and Experimental research (https://doi.org/10.1007/s40520-020-01570-8) Springer Switzerland. 2020 May 6.