“Multivitaminer”. Hvad er det?

5. august 2024

”Multivitaminer har ingen effekt”, ”Multivitaminer forlænger ikke livet”, Multivitaminer er
spild af penge” og andre lignende overskrifter har vi nu set i de forløbne uger i forskellige
aviser og andre medier.

Observationsundersøgelsen
Alle disse overskrifter bygger på en observationsundersøgelse fra USA, som er publiceret
d. 26. juni i år.

En observationsundersøgelse er en undersøgelse, hvor man ”observerer” forskellige data, som
på forhånd er vedtaget i en forsøgsprotokol.

Det er en relativt billig metode, fordi den ikke kræver ændring i forsøgsgruppens adfærd, men
blot iagttagelse af, hvordan de udvalgte data fordeler sig i relation til den opførsel, livsstil,
kost, eller andet, som observationsgruppen selv rapporterer på et spørgeskema.

I den aktuelle undersøgelse (Multivitamin use and mortality risk in 3 prospective US cohorts,
JAMA Network Open. 2024;7(6):e2418729) har man brugt data fra 3 sådanne
observationsundersøgelser, og konkluderer, at der ikke er nogen virkning på livslængden,
hvilket er den faktor, man har fokuseret på.

Mærkeligt nok fokuserer man på livslængden, for forfatterne skriver selv i indledningen, at
befolkningens motivation for at tage multivitaminer er at forebygge sygdom.

Men forekomst af sygdom fremgår ikke af de data, vi ser præsenteret i artiklen i JAMA
(Journal of American Medical Association). Man fokuserer kun på livslængden.
De bruger godt nok ordet dødelighed, men det er jo ret meningsløst, da dødeligheden er ca.
100% for os mennesker.

Undersøgelsen er blevet hypet kraftigt af de gængse medier, og så må vi jo tage det alvorligt,
så de værste misforståelser kan blive ryddet af vejen.

Det pudsige er nemlig, at hvis dette havde vist, at multivitaminer var sundt og godt, så var det
ikke blevet accepteret, netop fordi det var en observationsundersøgelse. Fordi sådanne
rangerer lavt på rangstigen for evidens i videnskabelige undersøgelser.

Grunden er, at observationsundersøgelser har ganske mange fejlkilder, såkaldte bias. Det er
folk selv, der skal svare på de spørgsmål, som forskerne har stillet, og det er hverken halvt,
helt eller dobbelt blindet, så den kræver ekstremt uhildede forskere.
Men skidt nu med undersøgelseskvalitet, bias og den sædvanlige forskerbias, når vi taler om
vitaminer.
Lad os se på, hvad disse ”multivitaminpiller” egentlig er for noget.

Når jeg skriver sådan, er det fordi disse standard-multivitaminpiller fra supermarkedet heller
ikke er min kop te.
De fleste multivitaminpiller indeholder en lang række vitaminer og mineraler, typisk 100% af
den anbefalede daglige dosis, også kaldet RI (referenceindtag).
Denne RI- dosis er for nogle stoffers vedkommende alt for lille (vitamin-C, vitamin-D, selen
o.a.), mens den for specielt jern er alt alt for stor.
Andre indeholder stort set uoptagelige salte af enkelte af stofferne (magnesium, selen o.a.)

Lidt om jern
De som har hørt mine foredrag i de sidste 30 år, ved også, at man ikke skal købe vitaminpiller
med jern, med mindre man har fået konstateret jernmangel eller er gravid i sidste trimester.

Kroppen mister normalt omkring 2 mg jern om dagen, og da de fleste multivitaminpiller
indeholder omkring 14 mg jern, så er der et teoretisk nettooverskud på 12 mg jern hver eneste
dag. Og dette jern ophobes i et protein, fasereaktanten ferritin.

Herved kan man igennem årene, blot ved indtagelse af multivitaminpiller, opbygge et depot af
jern i dette ferritin.
Jern er en af de allerkraftigste katalysatorer til dannelsen af frie radikaler (ROS), som i
overskud kan volde stor skade på specielt cellemembraner og DNA.

Hvis et lille barn bliver indbragt på skadestuen, fordi det har spist et helt glas almindelige
multivitaminpiller fra supermarkedet, så er man kun bekymret for én ting; -og det er
indtagelsen af den store mængde jern.

Jern er nemt og hurtigt at få op i niveau, hvis man mangler det, men utrolig svært at komme af
med, hvis man har fået for meget. Det skal gøres med intravenøs behandling med stoffer som
Desferoxamin eller EDTA, som begge binder jern. Men det er besværligt og langsommeligt.
Den urgamle åreladning er næsten hurtigere.

Serum-Ferritin er en vigtig markør, og hvis den er over 200 µg/l, er der øget risiko for hjerte-
kar-sygdomme og cancer. Så man skal passe på med jern. Det er et tveægget sværd.

Summa summarum: Aldrig multivitaminpiller med jern, -med mindre man har fået konstateret
jernmangel i form af lav S-Ferritin.

Tilbage til undersøgelsen.
Når man så tænker på, at en kohorte af mennesker har taget disse multivitaminpiller i årevis,
så har de jo fået både skidt og kanel, og det er fuldstændig umuligt at komme med en
kvalificeret vurdering, når man reelt ikke aner, hvad de har indtaget.

Jeg kunne sagtens konstruere en multivitaminpille, som hovedsageligt virker negativt på
kroppen. Den vil være billig, og med tilstrækkelige reklamekroner, skal den nok blive solgt til
de store supermarkedskæder, som ser på pris, rabatter og hyldeholdbarhed.

Jeg ville bruge natriumselenit som selen. Det koster ingenting, og jeg kunne deklarere det som
selen. Det optages bare ikke i kroppen. Så den effekt, der kan halvere forekomsten af
hjertesygdomme og død, ja den vil så udeblive.

Jeg ville bruge kromklorid som krom. Det koster ingenting, men er ganske inaktivt i forhold
til kromgær, hvor kromklorid er omdannet til GTF-krom (glucose-tolerance-faktor), der
stabiliserer blodsukkeret. Kromklorid har ikke denne effekt, men kan deklareres som krom på
emballagen, og så tror de fleste jo, at de får tilstrækkeligt.

Hvert eneste af de indholdsstoffer, der findes i multivitaminpiller, kan deklareres på denne
måde, selv om det er i en (ofte billig) form, der ikke har nogen positiv biologisk effekt.
Som jeg skrev ovenfor, så kan man således let konstruere en meget billig pille med en fin
deklaration, men uden nogen form for positiv effekt.

Dette er ikke for at sige, at der kun er tale om sådanne ”junk-piller” i undersøgelsen, men
blot for at illustrere, at når man ikke har defineret kvalitet eller indhold af det, som folk rent
faktisk har spist, så er det mere end vanskeligt at danne sig overblik over noget så broget som
begrebet ”multivitaminpiller”.
Og når der ikke er tale om et veldefineret produkt, så er det mildt sagt useriøst af konkludere
noget sundhedsmæssigt ud fra de givne data, og forfatterne nøjes da også med at konkludere,
at de ikke så nogen forskel i dødelighed i de to grupper.

Lad mig slutte med at sige, at vitaminer og mineraler hjælper sjældent på noget som helst.
-Man må bare ikke mangle dem.

Det vigtigste er naturligvis en sund kost, og der hvor denne svigter på indholdet, bør man så
supplere med vitaminer og mineraler af god kvalitet.

Pas på dig selv og andre
Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

Brystkræft tåler ikke jernmangel

21. september 2005

Brystkræft bekæmpes lige så effektivt ved at udtynde kroppens jerndepoter som ved hjælp af kemoterapi. Det viser amerikanske dyreforsøg.
TV og radio giver undertiden det indtryk, at antioxidanter har mistet forskernes interesse. Og imens forskes der bare videre.

Nedenfor beskrives et forsøg, der for nylig blev publiceret i verdens førende tidsskrift for forskning i frie radikaler. Frie radikaler neutraliseres af antioxidanter som E- og C-vitamin m.m.

Tidsskriftet hedder Free Radical in Biology & Medicine. Det udkommer hver 14. dag med ca. 125 store sider, der rummer oversigter samt 10-12 beskrivelser af ny forskning. Det har en redaktion på ni medlemmer og en international redaktionsbestyrelse på 73 medlemmer, alle universitets-forskere.

Det er desværre skrevet i et så teknisk, biokemisk-biologisk sprog, at det er uforståeligt for almindelige ernæringseksperter og læger. Men omfanget og formatet er udtryk for den intense, internationale forskning, som stadig giver nye informationer til forståelsen af frie radikalers og antioxidanters rolle i sundhed og sygdom..

Forsøget har speciel interesse for læger, der behandler åreforkalkning med EDTA. EDTA gives i drop og binder blodets tungmetaller samt, til dels, jern. Da både jern (i overskud) og tungmetaller belaster organismen med frie radikaler, virker EDTA antioxiderende.

I forsøget havde man påført mus en menneskelig form for brystkræft. Det var dog ikke EDTA, musene fik, men det beslægtede stof desferal (deferoxamin), som er et gammelkendt lægemiddel, der kun fjerner jern fra blodet. Spørgsmålet var, om musene ville klare sig bedre, når de takket være desferal blev tappet for en del af deres jerndepoter. Det gjorde de!

Desferal halverede kræftvæksten og var lige så effektivt som den langt giftigere kemoterapi (i dette tilfælde doxorubicin, som er almindeligt brugt mod brystkræft). Når musene fik både desferal og kemoterapi, var den kræfthæmmende virkning lidt større end med hver af de to behandlinger for sig.

Antioxidanter støtter kemoterapi
Virkemåden? Det er kendt, at jern i overskud kan danne frie radikaler, og at desferal derfor, lige som EDTA, kan opfattes som en antioxidant. Men forskellige forhold ved forsøget viste, at dette ikke var det afgørende. Forklaringen er snarere, at de hurtigtvoksende kræftceller behøver mere jern end normale celler. Desferal sulter dem for jern. Det er det, der standser deres vækst.

Modsat det forventede, sagde forsøget altså intet om kombinationen af kemoterapi og antioxidanter. Kræftlæger i Danmark advarer deres patienter mod denne kombination. De tror, at kemoterapien virker ved at danne frie radikaler, og at behandlingen derfor bliver ødelagt af antioxidanter som E- og C-vitamin, selen, Q10 m.m.

Dette afvises i artiklen som en forældet og tilbagevist tankegang. Typisk kemoterapi (doxorubicin, cisplatin m.m.) virker ikke via frie radikaler, men ved at blokere livsnødvendige enzymer med vanskelige navne som topoisomerase m.m. Dette er nu påvist af en række forskere (se ref.).

Det er faktisk betydeligt mere sandsynligt, at antioxidanter støtter kemoterapien. I hvert fald har forsøg vist, at man kan svække en kemoterapi ved at tilføre frie radikaler (brintoverilte). Det forekommer derfor klogt at skille sig af med dem – med antioxidanter – og derved både effektivisere kemoterapien og gøre den mindre giftig.

Så vidt de amerikanske forskere, der i øvrigt arbejder under den amerikanske Lægemiddelstyrelse, FDA. De viste, sensationelt, at brystkræftceller kan holdes i skak, hvis de kommer på sultekur mht. jern. De mener desuden, baseret på egen og andres forskning, at kræftlæger snarere bør forbyde frie radikaler end antioxidanter.

Men dette er grundvidenskabelig forskning. Forude venter kliniske forsøg, der må vise, om førstnævnte metode også virker på mennesker.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Hoke E.M et al. Desferal inhibits breast tumor growth and does not interfere with the tumoricidal activity of doxorubicin. Free Radical Biology & Medicine 2005;39:403-11.
2. Senturker S et al. Induction of apoptosis by chemotherapeutic drugs without generation of reactive oxygen species. Arch Biochem Biophys 2002;397:262-72.

www.sciencedirect.com/science
www.sciencedirect.com/science
www.iom.dk

Jern, forskningsreferencer

  1. Allen, LH. Pregnancy and iron deficiency. Unresolved issues. Nutr Rev 1997; 55: 91-100.
  2. Anonymous. Vitamin A deficiency and anemia. Nutr Rev 1979; 37: 38-40.
  3. Anonymous. Vitamin A deficiency and iron nutriture. Nutr Rev 1984; 42: 167-168.
  4. Ballin A, Berar M, Rubinstein U, et al. Iron state in female adolescents. Am J Dis Child 146(7): 803-5, 1992.
  5. Ballott DE, MacPhail AP, Bothwell TH et al. Fortification of curry powder with NaFe(111) EDTA in an iron-deficient population. Initial survey of iron status. Am J Clin Nutr 1989; 49: 156-161.
  6. Bates CJ et al. Vitamins, iron, and physical work. Lancet ii: 313-14, 1989.
  7. Beard, JL, Dawson H, Pinero, DJ. Iron metabolism. A comprehensive review. Nutr Rev 1996; 54: 295-317.
  8. Beutler E, Larsh SE, Gurney CW. Iron therapy in chronically fatigued, nonanemic women; a double-blind study. Ann Intern Med 1960; 52: 378-394.
  9. Blake DR et al. The importance of iron in rheumatoid disease. Lancet ii: 1142-4, 1981.
  10. Blake DR et al. Effect of intravenous iron dextran on rheumatoid synovitis. Ann Rheum Dis 44: 183-8, 1985.
  11. Buetler E, Larsh SE, Gurney CW. Iron therapy in chronically fatigued non-anemic women: A double blind study. Ann Intern Med 52: 378-94, 1960.
  12. Chua ACG, Morgan EH. Effects of iron deficiency and iron overload on manganese uptake and deposition in the brain and other organs of the rat. Biol Trace Elem Res 1996; 55: 39-54.
  13. Cook J, Dassenko S, Whittaker P. Calcium supplementation. Effect on iron absorption. Am J Clin Nutr 1991; 53: 106-111.
  14. Dallman PR, Beutler E, Finch CA. Effects of Iron deficiency exclusive of anaemia Br J Haematol 1978; 40: 179-184.
  15. Dallman, PR. Iron. In: Present knowledge in nutrition. 6th edn. Washington DC: Nutrition Foundation. 1990: p 241-250.
  16. Dalton MA et al. Calcium and phosphorous supplementation of iron-fortified infant formula. No effect on iron status of healthy full-term infants. Am J Clin Nutr 1997; 65: 921-926.
  17. Edgerton VR, Ohira Y et al. Toleration of hemoglobin and work tolerance in iron deficient subjects. J Nutr Sci Vitaminol 1981; 27: 77-86.
  18. Fairweather Tait SJ, Minihane AM, Eagles J et al. Rare earth elements as nonabsorable fecal markers in studies of iron absorption. Am J Clin Nutr 1997; 65: 970-976.
  19. Dabbagh AJ. Trenam CW, Morris CJ, Blake DR. Iron in joint inflammation. Ann Rheum Dis 52:67-73, 1993.
  20. Dabbagh AJ. Trenam CW, Morris CJ, Blake DR. Iron in joint inflammation. Ann Rheum Dis 52:67-73, 1993.
  21. Davidson A et al. Red cell ferritin content: A re-evaluation of indices for iron deficiency in the anaemia of rheumatoid arthritis. Br Med J 289: 648-50, 1984.
  22. Gardner GW et al. Physical work capacity and metabolic stress in subjects with iron deficiency anemia. Am J Clin Nutr 30; 6: 910-17, 1977.
  23. Gleerup A, Rossander-Hulthen L, Gramatkovski E et al. Iron absorption from the whole diet: comparison of the effect of two different distributions of daily calcium intake. Am J Clin Nutr 1995; 61: 97-104.
  24. Green R, Charlton R et al. Body iron excretion in man; a collaborative study. Am J Med 1968; 45: 336-353.
  25. Hallber L. Bioavailability of dietary iron in man. Ann Rev Nutr 1981; 1: 123-147.
  26. Hallberg L, Nilsson L. Constancy of individual menstrual blood loss. Acta Obstet Gynecol Scand 1964; 43: 352-359.
  27. Hallberg L, Rossander L, Persson H. Deleterious effects of prolonged warming of meals on ascorbic acid content and iron absorption. Am J Clin Nutr 1982; 36: 846-850.
  28. Hallberg L, Brune M, Erlandsson M et al. Calcium. Effect of different amounts on nonheme- and heme-iron absorption in humans. Am J Clin Nutr 1991; 53: 112-119.
  29. Hansen TM et al. Serum ferritin and the assessment of iron deficiency in rheumatoid arthritis. Scand J Rheumatol 12; 4: 353-9, 1983.
  30. Hansen TM, Hansen NE. Serum ferritin as indicator of iron responsive anemia in patients with rheumatoid arthritis. Ann Rheum Dis 45: 569, 1986.
  31. Hunt, JR, Gallagher, SK, Johnson, LK. Effect of ascorbic acid on apparent iron absorption by women with low iron stores. Am J Clin Nutr 1994; 59: 1381-1385.
  32. Kent S, Weinberg E. Hypoferremia. Adaptation to disease? New Eng J Med 1989; 320: 672.
  33. Kies C, ed. Nutritional bioavailability of iron. Washington, DC: American Chemical Society. 1982.
  34. Kies, C, Bylund, DM. Iron status of adolescent boys and girls as influenced by variations in dietary ascorbic acid and iron intakes. Nutr Rep Intl 1989; 40: 43-51.
  35. Li R, Chen X, Yan H, et al. Functional consequences of Iron Supplementation in iron-deficient female cotton mill workers in Beijing, China. Am J Clin Nutr 59: 908-13, 1994.
  36. Lynch, SR. Interaction of iron with other nutrients. Nutr Rev 1997; 55: 102-110.
  37. Magnusson B, Bjorn-Rasmussen E, Hallberg L et al. Iron absorption in relation to iron status. Model proposed to express results of food iron absorption measurements. Scand J Haematol 1981; 27: 201-208.
  38. McCord, JM. Effects of positive iron status at a cellular level. Nutr Rev 1996; 54: 85-88.
  39. Muirden KD, Senator GB. Iron in the synovial membrane in rheumatoid arthritis and other joint diseases. Ann Rheum Dis 27: 38-48, 1968.
  40. Ohira Y, Edgerton VR, Gardner GW et al. Work capacity after iron treatment as a function of hemoglobin and iron deficiency. J Nutr Sci Vitaminol 1981; 27: 87-96.
  41. Oski FA, Honig AS, Helu B, Howanitz P. Effect of iron therapy on behavior performance in nonanemic, iron-deficient infants. Pediatrics 1983; 71: 877-880.
  42. Oski FA, Honig AS. The effects of therapy on the developmental scores of iron deficient infants. J Pediatr 1978; 92: 21-25.
  43. Pollitt E, Leibel RL. Iron deficiency and behavior. J Pediatr 1976; 88: 372-381.
  44. Pollitt E, Leibel RL, Greenfield DB. Iron deficiency and cognitive test performance in preschool children. Nutr Behavior 1983; 1: 137-146.
  45. Pollitt E, Soemantri AG, Yunis F, Scrimshaw NS. Cognitive effects of iron-deficiency anaemia. Lancet 1985; 1: 158.
  46. Prasad MK, Pratt CA. The effects of exercise and two levels of dietary iron on iron status. Nutr Res 1990; 10: 1273-1283.
  47. Rothwell RS, Davis P. Relationship between serum ferritin, anemia, and disease activity in acute and chronic rheumatoid arthritis. Rheumatol Int 1; (2): 65-7, 1981.
  48. Scrimshaw NS. Functional consequences of iron deficiency in human populations. J Nutr Sci Vitaminol 1984; 30: 47-63.
  49. Sempos, CT, Looker, AC, Gillum, RF. Iron and heart disease. The epidemiologic data. Nutr Rev 1996; 54: 73-88.
  50. Sheard, NF. Iron deficiency and infant development. Nutr Rev 1994; 52: 137-140.
  51. Stãhlberg MR, Savilahti E, Siimes MA. Iron deficiency in coeliac disease is mild and it is detected and corrected by gluten-free diet. Acta Paediatr Scand 80; (2):190-3, 1991.
  52. Tucker DM, Sandstead HH, Penland JG et al. Iron status and brain function: serum ferritin levels associated with asymmetries of cortical electrophysiology and cognitive performance. Am J Clin Nutr 1984; 39: 105-113.
  53. Voorhees ML, Stuart MJ et al. Iron deficiency anemia and increased urinary norepinephrine. J Pediatr 1g74; 86: 542-547.
  54. Vreugdenhil G et al. Efficacy and safety of oral iron chelator L1 in anaemic rheumatoid arthritis patients. Letter. Lancet ii: 1398-9, 1989.
  55. Walter T, Olivares M, Pizarro F et al. Iron, anemia, and infection. Nutr Rev 1997; 55: 111-124.
  56. Webb TE, Oski FA. Iron deficiency anemia and scholastic achievement in young adolescents. J Pediatr 1973; 82: 827-830.
  57. Webb TE, Oski FA. Behavioral status of young adolescents with iron deficiency anemia. J Spec Educ 1974; 8: 153-156.
  58. Willis WT et al. Iron deficiency: Improved exercise performance within 15 hours of iron treatment in rats. J Nutr 120; 8: 909-16, 1990.
  59. Yip, R, Dallman, PR. Iron. In: Present knowledge in nutrition. 7th edn. Washington, DC: Nutrition Foundation. 1996: p 277-292.
  60. Zittoun J, Blot 1, Hill C et al. Iron supplements versus placebo in pregnancy. Its effects on iron and folate status on mothers and newborns. Ann Nutr Metabol 1983; 27: 320-327.

Kilder:
Joseph E. Pizzorno Jr., Michael T. Murrey & Melvyn R. Werbach.