Stor ståhej for ingenting
12. februar 2019
Man kunne med rette benytte ovennævnte Shakespeare-titel om en nyligt publiceret artikel (1), som angiveligt skulle vise, at antioxidanter forringer effekten af kemo- og strålebehandling af brystkræft hos kvinder efter menopausen.
Det skal siges med det samme, at ovennævnte på ingen måde er afklaret, men også, at der er meget forskning, der peger i hver sin retning.
Ovennævnte publikation bidrager ikke til yderligere afklaring bl.a. på grund af dens svage design.
Der er tale om en interview-undersøgelse, hvor man har brugt data fra ”Mamma Carcinoma Risk Factor Investigation”, et studie (2), som blev publiceret for mere end 10 år siden til belysning af risikoen ved postmenopausal hormonterapi.
Trods den aktuelle interview-undersøgelses svagheder, blev resultatet udbasuneret på TV forleden som den helt store sensation og med en overskrift, der hed:
”Ny forskning: Kosttilskud kan sprede brystkræft
Tyske forskere har fundet ud af, at antioxidanter fra kosttilskud kan forværre brystkræft hos kvinder. Kræftens Bekæmpelse er bekymret.
Det har i årevis været diskuteret om kosttilskud med antioxidanter er godt for helbredet eller ej. Særligt for patienter med kræft. Og nu slår et nyt tysk studie fast, at det er decideret farligt for kvinder med brystkræft.”
Nej nej og atter nej.
I nærværende studie findes der intet belæg for disse dramatiske udsagn.
Dette studie slår ikke noget som helst fast.
Og forfatternes egen konklusion er langt mere forsigtig end ovennævnte.
Forfatterne selv skriver:
”Our data do not support an overall association of postdiagnosis supplement use with prognosis in postmenopausal breast cancer survivors. Our results, together with other clinical and experimental evidence, suggest that during breast cancer treatment antioxidants should potentially be used with caution.”
De fraråder altså ikke en gang antioxidanter under kemo- og strålebehandling. De maner blot til forsigtighed.
Se det var jo en helt anderledes fornuftig og forbeholden konklusion.
Normalt bliver tysk forskning forbigået med et skuldertræk herhjemme, og det samme gælder interview-undersøgelser. Men denne gang kan det bruges til fremme af egne synspunkter, -og det bliver det så sandelig.
Der er mange ting, der slår den opmærksomme læser ved denne artikel, og ved nærlæsning er det svært ikke at finde forfatterne forudindtagede, for eksempel i deres selektion af tidligere forskning på området.
En interview-undersøgelse uden blinding hverken her eller der, er jo ikke den mest valide forskning, og kan slet ikke sammenlignes med prospektiv, randomiseret, kontrolleret forskning (RCT’s).
Man har spurgt ca.2000 brystkræftpatienter om de tog antioxidanter før og/eller efter diagnosetidspunkt og under kemo- og strålebehandling.
De skulle svare positivt, blot de havde taget et eller andet tilskud 3 dage om ugen i et år på et givet tidspunkt. En aktiv bruger havde taget et tilskud mindst 3 dage om ugen i 6 måneder før og efter diagnosen.
Udtrykket ”supplement” og ”antioxidant” bliver brugt meget lemfældigt, men dog med en tendens. Når der tales bredt om undersøgelse, statistik og forbrug, bruges udtrykket ”supplements”, men når der tales om brugen sammen med kemo- og strålebehandling, bruges udtrykket ”antioxidants”, hvad det så dækker her. Man har nemlig været nødt til at udvide begrebet antioxidanter med andre tilskud, for at opnå tilstrækkelig statistisk styrke til lige netop at snige sig over signifikans-grænsen.
Om dette skriver forfatterne i artiklen: ”The main exposures of interest included postdiagnosis use (no postdiagnosis use, postdiagnosis use, current use) of any type of supplement; specific supplements, such as magnesium and calcium; and supplement group, such as antioxidants, in which there was adequate statistical power to conduct analyses. Only a few women reported postdiagnosis use of multivitamins, vitamins A, -C, -E, zinc and selenium, and therefore they were collectively evaluated together as antioxidants in all our analyses.”
Ud over at man har klasket det hele sammen som én stor gruppe, man kalder antioxidanter, så fremgår hverken dagsdosis, enkeltdosis eller præparattype.
Studiet er svagt, har et usikkert resultat, og forfatterne er kloge nok til at nøjes med en forsigtig konklusion, som taler for sig selv.
Misinformationen opstår, når denne undersøgelses konklusion bliver udbasuneret som den endelige sandhed i danske medier.
En seriøs forsker ville afholde sig fra så bombastiske udtalelser.
Claus Hancke
Litt:
- Jung AY et al. Antioxidant supplementation and breast cancer prognosis in postmenopausal women undergoing chemotherapy and radiation therapy. Am J Clin Nutr 2019;109:69–78.
- Flesch-Janys D, Slanger T, Mutschelknauss E, Kropp S, Obi N, Vettorazzi E, Braendle W, Bastert G, Hentschel S, Berger J. Risk of different histological types of postmenopausal breast cancer by type and regimen of menopausal hormone therapy. Int J Cancer 2008;123(4):933–41.