D-vitamin kunne hindre hvert tredje kræftdødsfald

21. april 2006

Flere af verdens mest fremtrædende vitaminforskere går ind for langt højere D-vitaminindtag. De mener, at hen mod hvert tredje kræftdødsfald kunne undgås.

– Jeg udfordrer enhver til at finde et område eller et næringsmiddel eller nogen som helst anden faktor med så konsekvente kræft-modvirkende egenskaber som D-vitamin.

Sådan sagde Edward Giovanucci, professor ved Harvard University, sidste år i en tale til det amerikanske selskab for kræftforskning.

Flere og flere er på linje med Giovanucci. Blandt dem adskillige professorer på anerkendte universiteter. For få måneder siden erklærede Cedric Garland, en absolut pioner på området, at det er bevist, at risikoen for kræft kan reduceres dramatisk med D-vitamin. Det er store ord. Garland er professor ved University of California i San Diego.

Giovanucci har sammen med seks andre – heraf ikke mindre end tre, der også er Harvard-professorer – underbygget påstanden yderligere. I en ganske møjsommelig undersøgelse har de bekræftet den nære forbindelse mellem D-vitaminmangel og kræft.

Siden anden verdenskrig har man vidst, at navnlig kræft i fordøjelsessystemet ses forholdsvis sjældent i sydlige lande. Da sollys er den vigtigste kilde til D-vitamin, har man tidligt gættet på, at det ikke er solen, men D-vitamin, der beskytter.

I talrige undersøgelser har man fundet størst kræfthyppighed, hvor sollyset er svagest, og hvor blodets indhold af D-vitamin er lavest. Vi er lysets børn. Samtidig har laboratorieforsøg de senere år vist, at vitaminet hæmmer unormale cellers vækst, modvirker spredning af kræft og hæmmer dannelsen af blodkar i svulster.

Giovanucci skærper nu sammenhængen yderligere. Hidtil har man på mennesker mest målt indirekte sammenhænge mellem D-vitamin og kræft. Man har manglet data fra hele befolkningsgrupper, der efter måling af D-vitamin i blodet er fulgt i en årrække. Men Giovanucci-gruppen fandt en erstatning.

D-vitamin i megadoser
De udgik fra 1.095 mænd fra den store befolkningsundersøgelse Health Professionals Follow-Up Study. Disse 1.095 mænds D-vitamin-status – dvs. D-vitamin i plasma – var målt. Men desuden vidste man alt muligt om deres levevaner m.m.

Kunne man gå modsat og ud fra sidstnævnte beregne deres D-vitaminstatus? Ja! Man kunne beregne en omtrentlig værdi for D-vitamin i plasma, når man kendte den enkeltes hudfarve (dvs. race), kropsvægt og højde, bopæl (sydligt eller nordligt i USA), mængden af fysisk aktivitet i fritiden – samt årstiden og hvad vedkommende fik af D-vitamin i kosten og som tilskud.

Gruppen udarbejdede således et pointsystem til indirekte beregning af D-vitaminstatus. Hvad der især talte for ringe status var nordlig bopæl, mørk hudfarve, overvægt og for lidt motion. Beregningerne passede på de 1.095. Passede de også på andre? Det undersøgte man på en anden gruppe mænd med kendt D-vitaminstatus. De stemte!

Hver af de 47.800 mænd i Health Professionals Follow-Up Study fik nu udregnet sin D-vitaminstatus. I løbet af de følgende fire år fik ca. hver tiende kræft. Knap halvt så mange døde af kræft.

For at finde D-vitaminets betydning valgte man at sammenligne afdøde, hvis værdi for D-vitamin (25(OH)D3) i plasma afveg med 25 nmol/L (nanomol/liter). Man fandt, at risikoen for at dø af kræft var ikke mindre end 29 % lavere blandt mænd med høj D-vitaminstatus. Hvad angår kræft i fordøjelses-kanalen var den 45 % lavere for mænd, der ellers var ens mht. alder, vægt og fysisk aktivitet.

Hvis dette holder, kan næsten hvert tredje kræftdødsfald altså hindres på få år. Også i Danmark. Det er en sensation. Men ønsker man at hæve sin plasmaværdi med 25 nmol/L, skal man i den mørke årstid have et dagligt tilskud på mindst 1.500 enheder D-vitamin. Dette er dækket ind, hvis man spiser 4 D-vitamin-tabletter á 10 µg (mikrogram) dagligt i den mørke tid fra august til april.

1.500 enheder chokerer sikkert mange. Er det ikke giftigt? Næh, der er med sikkerhed ingen risiko ved et permanent tilskud på op til 2.000 enheder om dagen. Til sammenligning danner huden 20.000 enheder i løbet af en halv times solbadning om sommeren.

Garland, som blev nævnt ovenfor, anbefaler 1.000 enheder (25 mikrogram) om dagen. Andre siger 2.000. Giovanucci og hans kolleger fra Harvard mere end antyder en anbefaling af 1.500.

Under alle omstændigheder: Hvis man vil have det fulde udbytte af D-vitamin, ser det ud til, at behovet er langt større end det, vi har vænnet os til at tro. Måske noget i retning af, hvad stenalderfolk naturligt fik opfyldt.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Giovanucci E et al. Prospective study of predictors of vitamin D status and cancer incidence and mortality in men. J Natl Cancer Inst 2006;98:451-9.
2. Garland CF et al. The Role of Vitamin D in Cancer Prevention. Am J Public Health. 2006;96(2):9-18. 2005 Dec 27; [Epub ahead of print]

jncicancerspectrum.oxfordjournals.org
www.ajph.org
www.iom.dk

Kalktilskud med D-vitamin mod tarmkræft?

18. februar 2006

En kæmpemæssig undersøgelse ville vise, om kalk og D-vitamin hindrer tarmkræft. En højst besynderlig teori med lav dosis og kort varighed.

Der skal nok være dem, der mener, at den seneste undersøgelse om kalk og D-vitamin viser, at ingen af delene duer til noget. Men inden man går til den yderlighed, bør man tøve lidt. Man kan nemlig også mene, at undersøgelsen ikke egnede sig til formålet. Eller, som det hedder i en ledsagende lederartikel i New England Journal of Medicine: Konklusionen bør tolkes i lyset af, at studiet var indviklet og i lyset af sandsynligheden for, at dosis af kalk og D-vitamin var for lav.

Det er den lumske og udbredte kræft i tyktarm og endetarm, det drejer sig om. Halvdelen af i alt 36.282 amerikanske kvinder i alderen 50 til 79 år deltog i et syvårigt forsøg, hvor de dagligt fik tilskud af 1.000 milligram calcium (kalk) og 400 enheder D-vitamin – for at se, om det nedsætter risikoen. Tilskuddet svarer til to almindelige kalk + D-vitamintabletter, som mange tager for knoglerne. Efter syv år opgjorde man, hvor mange, der havde fået tarmkræft. Resultatet var nedslående: Hvad enten kvinderne fik tilskud eller snydepiller, var risikoen den samme.

Begravet i de mange tal var der dog et enkelt positivt forbehold. De kvinder, der før forsøget havde mindst D-vitamin i blodet, havde med statistisk sikkerhed størst sandsynlighed for at få tyktarmskræft. Det kunne tyde på, at D-vitamin nytter. Der var også en tendens – men kun en tendens – til, at de havde størst fordel af tilskuddene.

Ganske mange forhold gør dog, at konklusionen skal tages med et gran salt. Det hænger blandt andet sammen med, at forsøget var meget komplekst.

Den måske væsentligste indvending er, at det ”kun” varede i syv år. Man formoder, at tyktarmskræft er 10-20 år om at udvikle sig fra den spæde begyndelse til diagnosen stilles. Hvis tilskuddene hindrer ny kræft i at opstå, vil man med andre ord alene af den grund ikke opdage det så tidligt som efter syv år. Det har man taget konsekvensen af: Deltagerne vil blive kontrolleret i yderligere fem år fra nu.

Vægtige indvendinger
Skulle man have påvist en forskel inden for de syv år, måtte man i det mindste slutte af med at undersøge tarmen hos alle deltagere for at opdage tidlige kræftstadier, dvs. polypper. Det skete ikke. Der var hverken penge eller kræfter til over 35.000 tarmundersøgelser. Man kunne kun konstatere, at både antallet af privat iværksatte tarmundersøgelser og antallet af opdagede kræfttilfælde i de to grupper var ens. Men andet kunne man måske heller ikke vente.

En forstyrrende detalje er, at samtlige deltagere havde lov til at fortsætte med de tilskud, de fik i forvejen, ved siden af dem de fik som led i forsøget. De fik i forvejen i gennemsnit 1.100 mg calcium og godt 350 enheder D-vitamin – begge dele tæt på det anbefalede. Ret mange må derfor have fået meget store mængder calcium – over 2.000 mg om dagen. Tør man gætte på, at det er årsagen til en lille overhyppighed af selvrapporterede nyresten? 2,4 % af dem, der fik tilskud og 2,1 % af dem, der fik snydepiller, fik nyresten i løbet af de syv år.

Hertil kommer, at gennemsnitsalderen var forholdsvis lav (62 år), hvilket mindskede risikoen for kræft, men jo også svækkede forsøget. Det blev yderligere svækket af, at mere end hver fjerde deltager ikke fuldførte. Var det fordi kalkpiller kan give forstoppelse? Det oplyses ikke i artiklen.

Nok så vigtigt er, at dosis af D-vitamin, som nævnt i lederartiklen, kan have været for lav. For nylig er det blevet skønnet, at der skal omkring 1.000 enheder til om dagen for at de fleste kan opnå en – formodet – kræfthæmmende virkning. Så meget skal der til for at koncentrationen af D-vitamin (eller rettere 25 (OH) D-vitamin) kommer over 30 nanogram/liter serum (75 nanomol/mil-liliter). Men så meget har kun et mindretal af deltagerne i forsøget fået.

Hvad kan man konkludere af dette? Lederartiklen munder ud i flere forslag til nye undersøgelser. Meget tyder på, at D-vitamin, og måske kalk, forebygger kræft. Men der mangler også stadig megen viden.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Wactawski-Wende J et al. Calcium plus vitamin D supplementation and the risk of colorectal cancer. N Engl J Med 2006;354:684-96.
2. Forman M C et al. Calcium plus vitamin D3 supplementation and colorectal cancer in women. N Engl J Med 2006;354:752-4.
3. Garland C F et al. The role of vitamin D in cancer prevention. Am J Publ Health 2006;96:9-18.

content.nejm.org
www.ajph.org
www.iom.dk

Selen, et stærkt middel mod kræft

18. januar 2006

Undersøgelser fra alle vinkler støtter, at selen modvirker kræft. Trods behov for mere forskning tegner omridset af en optimal dosis sig.

Selen forebygger cancer. Det er en almindelig antagelse, som ganske vist venter på sin endelige bekræftelse. Den fik for alvor vind i sejlene, da amerikaneren Clark i 1996 i et lodtrækningsforsøg viste, at hyppigheden af kræft faldt med 37 %, mens kræftdødeligheden aftog til det halve, når deltagerne fik tilskud af 200 mikrogram organisk selen dagligt.

Men antagelsen om selens kræftforebyggende virkning er i virkeligheden langt bredere begrundet. Det har en førende selenekspert, Margaret Rayman fra University of Surrey i England, nu belyst i en grundig, men også kompliceret oversigt. Samtidig har hun belyst, hvordan selen kan hindre kræft og ikke mindst det vigtige spørgsmål: Hvor meget skal der til?

Rayman redegør for de mange geografiske studier, der siden 1960-erne konsekvent har vist, at de befolkninger, der får mindst selen, har størst hyppighed af kræft. Også dyreforsøg omtales. Giver man selen til han-beaglehunde, får de ikke bare færre DNA-skader i prostata, men skadede celler dør også i stedet for at leve videre i unormal form.

En særlig stilling indtager studier, hvor man først undersøger en gruppe menneskers blodselen og derpå venter og ser, hvad der sker. I et fransk studie af den art fra 2005 var dødeligheden af kræft efter ni år fire gange større hos den fjerdedel, der fik mindst selen, end hos den, der fik mest.

Franskmænd får lige så lidt selen i kosten som danskere. Talrige undersøgelser fra flere lande har vist noget tilsvarende for lungekræft (26 % mindre risiko i øverste halvdel af selenindtag), kræft i spiserør, mavesæk og – ikke mindst – prostata samt måske tyktarm.

Hvor meget er nok?
De stærkeste beviser giver lodtrækningsforsøg, hvor hverken deltagere eller læger ved, hvem, der får hvad. Kinesiske forsøg af den art har vist særdeles udtalt virkning mod leverkræft. Dertil kommer som nævnt Clarks forsøg. Det er tankevækkende, at selv om amerikanere får langt mere selen i kosten end vi, gavnede yderligere 200 mikrogram et flertal. Virkningen var dog minimal hos dem, der på forhånd fik mest selen. De var antageligt allerede tæt på det optimale. Men den tredjedel, der fik mindst (næsten så lidt som danskere) fik sin samlede kræftrisiko halveret, mens risikoen for kræft i prostata faldt med 86 %!

En typisk dansker får omkring 45 mikrogram selen om dagen, mens amerikanere får mere end dobbelt så meget og de sejlivede japanere næsten tre gange så meget. Man har hæftet sig ved, at man skal have 70 mikrogram om dagen for at danne maksimale mængder af det antioxiderende selen-enzym GSHpx. Det danner de fleste amerikanere altså, modsat os, uden at få tilskud. Men hvorfor aftager deres kræftrisiko så, når de får tilskud? Grunden kan ikke være GSHpx og måske ikke en gang den antioxiderende virkning alene.

Rayman gennemgår flere forklaringer. Én er, at større selendoser medfører dannelse af den simple selenforbindelse metylselenol, som kan dræbe kræftceller, modvirke dannelse af blodkar (som kræftceller behøver) og på flere andre måder hæmme kræft. Men selen virker naturligvis også antioxiderende, stimulerer immunforsvaret, aktiverer kræfthæmmende gener, hæmmer vækstfaktorer m.m. Der er ikke én, men mange virkemåder.

Ubegrænsede mængder selen skal man ikke have. Forsøg tyder på, at ved tilstrækkeligt høje doser, øges kræftrisikoen lige som når man får for lidt. Clarks forsøg kunne sammen med andre data antyde, at et tilskud på 200 mikrogram om dagen er nær det optimale for en dansker.

Gevinsten kan være stor, men mere forskning er påkrævet. Der foregår et omfattende klinisk forsøg (det hedder SELECT) i USA, men et forsøg i det selenfattige Europa ville være bedre. Rayman mener, det kan blive svært at gennemføre. Hvem vil have snydepillerne?
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Rayman M P. Selenium in cancer prevention: A review of the evidence and mechanism of action. Proceedings of the nutrition society. 2005;64:527-42.
2. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
3. Akbaraly NT et al. Selenium and mortality in the elderly: Results from the EVA study. Clin Chem. 2005;51:2117-23.

www.cabi-publishing.org/Journals.asp
jama.ama-assn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk

D-vitamin forhindrer kræft

30. december 2005

En ny og meget omtalt analyse har påvist, at man med D-vitamin kan undgå omtrent hvert andet tilfælde af kræft – vel at mærke hvis alle får nok. Det gør stort set ingen.

Det er nu bevist, at hyppigheden af kræft kan reduceres dramatisk ved at øge befolkningens indtag af D-vitamin.

Sådan siger den amerikanske forsker Cedric Garland, der er epidemiolog og professor ved University of California i San Diego. Han står bag den til dato største analyse af forskningen i D-vitamin og kræft. 63 studier fra perioden 1966-2004 er analyseret.

Samlet tyder de stærkt på, at hvis befolkningens indtag af D-vitamin blev sat i vejret til 1.000 enheder om dagen, ville bl.a. hyppigheden af kræft i tyktarmen blive halveret, mens brystkræft og kræft i æggestokkene ville blive en tredjedel sjældnere. De 1.000 enheder D-vitamin (25 mikrogram) ville med sikkerhed være uden bivirkninger. De svarer til fem gange det normalt anbefalede – som kun de færreste får.

Garland, der har forsket i D-vitamin i 25 år, er meget sikker. I udtalelser til bl.a. BBC og avisen The Independent erklærer han, at der nu er en sådan overvægt af indicier fra de bedste observationsstudier, at det er påkrævet med handling, dvs. en offentlig sundhedsindsats.

For en dansker er det værd at bemærke, at disse internationalt respekterede medier begge bringer meget udførlige referater, som i The Independent desuden følges op af en lederartikel. Selve undersøgelsen offentliggøres i februarnummeret af American Journal of Public Health, men resultaterne er på forhånd publiceret online samt i en omfattende redegørelse på universitetets (UCSD) officielle hjemmeside.

Garlands interesse for D-vitamin blev vakt, da han i 1980 erfarede, at risikoen for tyktarms- og brystkræft var dobbelt så stor i USA’s nordøstlige stater som i de solrige sydveststater. Han og andre iværksatte en 12-årig undersøgelse, som førte til den hypotese, at hemmeligheden var sollysets evne til at danne D-vitamin i huden. Denne teori er siden efterprøvet på talrige måder. Den passer med den store kræfthyppighed i byer, hvor luftforurening med svovldioxid blokerer de D-vitamin-dannende korte ultraviolette solstråler.

Den passer også med kost- og kræftundersøgelser blandt arbejdere i Chicago og med den lave hyppighed af brystkræft i det ikke så solrige, men meget fiskespisende, Japan. Fed fisk er omtrent den eneste regulære kilde til D-vitamin uden for sommermånederne både i Japan og her. Yderligere passer den med, at de mange mennesker, der af genetiske grunde udnytter D-vitamin dårligt, er stærkt overrepræsenterede blandt dem, der får kræft i tyktarm, bryst, prostata m.m.

Flere og flere indicier
Vore trofaste abonnenter på dette nyhedsbrev husker måske også vore referater fra undersøgelser det seneste år, som viste, at kvinder med lav D-vitaminstatus har langt mere knudrede bryster end andre. Det er et forhold, der passer med højere risiko for kræft.

Måske husker I også, at en amerikansk (og samtidigt en meget stor norsk) undersøgelse vist, at udsigterne til helbredelse for flere kræftformer er bedst, når kræften opdages om sommeren, hvor D-vitaminstatus er bedst – og allerbedst når D-vitaminstatus er ekstra høj.

Det tyder på, at vitaminet ikke bare hindrer opståen af kræft, men hæmmer væksten, når den er en realitet. I overensstemmelse med Garlands påstand, har afroamerikanere ringere udsigt til helbredelse for f.eks. brystkræft end hvide, på grund af den ringere D-vitaminstatus, der hænger sammen med den mørke hudfarve.

Disse resultater og andre stemmer med dyreforsøg og laboratorieforsøg, hvor man navnlig har påvist, at D-vitamin fremmer unormale cellers død ved den proces, der kaldes apoptose, foruden at vitaminet har en generelt dæmpende indflydelse på cellers vækst. Det er det samme, man udnytter i en psoriasissalve, der virker ved et D-vitaminlignende stof og hæmmer den overdrevne vækst og manglende cellemodning, der er karakteristisk ved denne hudsygdom.

Den optimale daglige D-vitamindosis, i hvert fald i hele den mørke tid fra oktober til maj, er ifølge Garland som nævnt omkring 1.000 enheder ( eller 25 mikrogram ) om dagen. Resultatet fremgår af en undersøgelse fra oktober i år. De 1.000 enheder medfører en koncentration af D-vitaminforstadiet 25-OH-vitamin-D på godt 80 nmol/l (nanomol pr. liter), som Garland har fundet stemmer overens med laveste risiko for tyktarmskræft. Målingen foretages også på danske laboratorier.

Meget tyder altså på, at Garland har ret i, at D-vitamintilskud kan redde tusinder af liv. Hvis det er tilfældet, kan man omvendt sige, at de utallige avisartikler m.m. her i landet, der nedladende taler om ”overflødige ekstra vitaminer” (overskrift i Jyllandsposten 29.12.05) – råt og brutalt har liv på samvittigheden.

Det er tankevækkende, at næppe nogen af de nævnte resultater har været offentliggjort andre steder på dansk end her på denne hjemmeside. De, der kun har avisen som oplysningskilde, er meget ilde stedt. Og ofte direkte misinformeret.

Bedre rustet er det stadigt stigende antal abonnenter på denne hjemmeside. Det er fortsat Vitalrådets mission at oplyse om vitaminers, mineralers og andre næringsstoffers og naturlægemidlers undertiden livsvigtige betydning for sundheden. – Når nu andre ikke gør det. Alt tyder på, at behovet ikke forsvinder i 2006.

Og med dette årets sidste nyhedsbrev, vil vi gerne ønske alle vore abonnenter et rigtig

Godt Nytår!
Vitalrådet.


Referencer:

1. Garland CF et al. The Role of Vitamin D in Cancer Prevention. Am J Public Health. 2006;96(2):9-18. 2005 Dec 27; [Epub ahead of print].
2. Gorham ED et al. Vitamin D and prevention of colorectal cancer. J Steroid Biochem Mol Biol. 2005 Oct;97(1-2):179-94. Epub 2005 Oct 19.
3. Garland CF et al. Serum 25-hydroxyvitamin D and colon cancer: eight-year prospective study. Lancet. 1989 Nov 18;2(8673):1176-8.
4. Jeremy Laurance, Health Editor. Revealed: the pill that prevents cancer The Independent 28.12.05.

Kosttilskud kan styrke immunterapi mod brystkræft

7. november 2005

Et amerikansk forsøg har vist, at den banebrydende kræftmedicin mod brystkræft – Herceptin – kan forstærkes 30-40 gange med et uskadeligt kosttilskud: Gamma-linolensyre (GLA). Resultatet er absolut foreløbigt, men det kalder på omfattende udforskning.

Hvert år får knap 3.500 danske kvinder brystkræft. Ca. hver femte af dem har en særlig aggressiv form for kræft, som man især kan frygte breder sig, hvis man under operationen finder kræft i armhulens lymfeknuder. Den aggressive kræft skyldes, at et gen hos de ramte kvinder er særligt aktivt og danner store mængder HER2, et protein. Når HER2 lejrer sig i overfladen af en brystcelle, reagerer det med vækststoffer i blodet, som kan forvandle cellen til en kræftcelle og stimulerer den til vækst.

Siden 1998 har man imidlertid haft medicin, der på samme måde som et antistof kan blokere HER2 og dermed afværge vækst-stimuleringen. Midlet hedder Herceptin® (Trastuzumab) og er hidtil kun blevet tilbudt kvinder, der foruden at være ”HER2-positive” har fået tilbagefald efter behandling for brystkræft, der har spredt sig.

For ganske nylig har forskning imidlertid vist, at Herceptin også hjælper, når det gives langt tidligere, nemlig så snart man efter operationen har erfaret, at kvinden er HER2-positiv. I Danmark kan behandlingen være aktuel for ca. 450 kvinder årligt. I et forsøg med ca. 3.350 kvinder, der fik Herceptin et år, var risikoen for genopblussen af sygdommen halveret og dødeligheden nedsat med en tredjedel. I et belgisk forsøg med godt 5.000 kvinder var risikoen for tilbagefald ligeledes halveret – til ca. 6 %. Den samlede dødelighed blev også formindsket i dette forsøg, men kun en anelse og ikke statistisk sikkert.

Kræftens Bekæmpelse opfordrer nu kvinder, der er opereret for brystkræft, til at få oplyst, om de er HER2-positive og bør have behandlingen. Men den er desværre ikke så risikofri, som den lyder. HER2 spiller også en rolle for hjertet, og kemoterapi sammen med blokering af HER2 er en cocktail, der kan give hjertesvækkelse. Det sker hos op til 20 %, hvoraf mange må ophøre med behandlingen. Hvordan det går dem på længere sigt, vides ikke.

GLA og Herceptin samarbejder
Alt dette omtales kun for at fortælle, at HER2 tilsyneladende – sensationelt – også kan angribes fra en helt uventet kant. Den livsvigtige fedtsyre gamma-linolensyre (GLA), der bruges af mange som kosttilskud, hæmmer også (i laboratorieforsøg) HER2, men ved en anden mekanisme end Herceptin. Ifølge forskere fra Northwestern Universitet i USA forstærker GLA virkningen af Herceptin ikke mindre end 30-40 gange, uden at det går ud over raske celler. Kombinationen gør, at mange flere kræftceller dør, mens andre hæmmes i væksten.

Virkemåden er kompliceret. Forsøgene tyder på, at GLA stimulerer dannelsen af et protein (PEA3), som på sin side hæmmer det gen, der skal producere HER2. Da GLA og Herceptin altså griber ind hver sit sted – det ene blokerer dannelsen af HER2, det andet blokerer virkningen – forstærker de hinanden. Tidligere forsøg har vist, at GLA også selvstændigt kan hæmme kræft i laboratoriet.

Hvis bare lidt af dette gælder levende mennesker, er der tale om en sensation. Men det skal understreges, at der kun er tale om laboratorieforsøg på celleplan. Der skal yderligere omfattende forskning til. Den er, som forfatterne skriver, til gengæld påkrævet. Hvad kvinder med HER2-positiv brystkræft skal gøre her og nu, er m.a.o. foreløbig op til den enkelte.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Piccart-Gebhart et al. Trastuzumab after adjuvant chemotherapy in HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353:1659-72.
2. Romond EH et al. Trastuzumab plus adjuvant chemotherapy for operable HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353: 1673-84.
3. Menendez JA et al. Effect of gamma-linolenic acid on the transcriptional activity of the Her2/neu (erbB-2) oncogene. J Natl Cancer Inst 2005;97:1611-15.

content.nejm.org
jncicancerspectrum.oxfordjournals.org
www.iom.dk

Højdosis intravenøs Vitamin-C bekæmper Kræft

28. september 2005

Sådan lød overskriften i New York Times for to uger siden.
National Institute of Health (NIH) i USA har netop offentliggjort et laboratorieforsøg (1), der har vist, at når man udsætter kræftceller for C-vitamin i de høje doser, som kun kan opnås ved intravenøs indgift, så medfører det øget celledød hos cancercellerne, vel at mærke uden at afficere de normale celler.

Det statslige NIH udtaler: ”These findings give plausibility to i.v. ascorbic acid in cancer treatment.” De tilføjer så retfærdigvis, at der er langt fra laboratorieforsøg til behandling af mennesker.

Imidlertid er dette forsøg en bekræftelse på flere tidligere forsøg, der har vist det samme. Sidste år fastslog forskere, at: “Med intravenøs vitamin C kan man opnå koncentrationer som har antitumor aktivitet, og vitamin-C’s rolle i cancerbehandlingen bør overvejes.” (2)

I 1993 viste forsøg, at C-vitamin var dræbende eller cytotoksisk over for hurtigtvoksende maligne celler, samtidig med at det var ugiftigt over for ikke-maligne celler. Supplerende forsøg viste, at askorbatets indvirkning på cellevækst var et resultat af dets direkte dræbende effekt på cancercellerne (cytocid), fremfor cytostatisk effekt. (3)

Tidligere er det påvist, at C-vitamin har væksthæmmende virkning på kræftceller, men kun i store koncentrationer. Tilføjelse af antioxidanten katalase til dyrkningsmediet, som indeholdt C-vitamin, undertrykte totalt denne væksthæmmende virkning.
Forfatterne mener, at dette antyder, at en overproduktion af hydrogenperoxid er involveret i mekanismer ansvarlige for C-vitaminets hæmmende virkning på tumorcellevækst. (4)

Og præcis denne antagelse fra 1989, hælder forfatterne af det aktuelle studie også til, nemlig at den toxiske effekt på kræftcellerne skyldes høj koncentration af peroxid, ved høj dosis vitamin-C. Normale celler har et intakt antioxidantforsvar i form af katalase, hvilket cancerceller mangler. Derfor er det kun cancerceller, der tager skade af vitamin-C og ikke normale celler, hvilket netop er den observation, som forskerne gjorde i forrige uge.

C-vitaminets potentiale i kræftbehandlingen er desuden påvist i to store forsøg i 1994, hvor store doser askorbinsyre havde en stærk cytotoksisk (cellegiftig) virkning på en lang række cancercelletyper dyrket in vitro.(5)

Forfatterne til det andet forsøg argumenterer ligeledes for, at askorbinsyre opfører sig som en pro-oxidant i cancerceller, og de anbefaler brugen af askorbinsyre ved behandling af f.eks. neuroblastomer.(6)

Så langt, så godt. Men forskerne fra NIH siger så, at der er langt fra laboratorium til behandling af mennesker. Og det er da sædvanligvis også rigtigt.

Vitamin-C er imidlertid så ugiftigt, at der ikke skulle være langt til at lave store, forkromede forsøg, og nogen er faktisk allerede gjort.
Allerede i 1936 publicerede en ung reservelæge i Ugeskrift for Læger et forsøg på to leukæmipatienter, hvor sygdommen bedredes på behandling med vitamin-C. Den unge reservelæge var den senere så navnkundige professor i pædiatri, Preben Plum.

40 år senere viste et forsøg med 1.100 patienter med opgivet, terminal cancer, at de som blev behandlet med i.v. vitamin-C, levede væsentligt længere, end de ubehandlede. (7)

For ti år siden viste Riordan og medarbejdere, at askorbinsyre-plasmaniveauer ved intravenøs administration kan komme op på et for tumorceller giftigt niveau. Forfatterne mener, at askorbinsyre’s cytotoksiske egenskaber burde kvalificere det til at komme i betragtning som et kemoterapeutisk middel. (8)

Disse få udpluk af en betydelig mængde forskning i C-vitamin passer sammen som brikker i et puslespil, hvor det seneste faldt på plads for to uger siden.

Det har vakt betydelig interesse i udenlandske medier, herunder New York Times, og her i Danmark kan det så udbygge fundamentet for de få klinikker, der behandler deres kræftpatienter med intravenøs vitamin-C.
Vitalrådet.


Referencer:

1) Chen et al. Proceedings of the National Academy of Sciences 20. Sept. 2005;102:13604-9.
2) Annals of Internal Medicine 2004;140: 533-37.
3) P.Y. Leung, et al. Cytotoxic Effect of Ascorbate and its Derivatives on Cultured Malignant and Nonmalignant Cell Lines, Anticancer Research, 13(2), March-April 1993, p. 475-480.
4) V. Noto, et al., Effects of Sodium Ascorbate (Vitamin C) and 2-methyl-1,4-Naphthoquinone Treatment on Human Tumor Cell Growth in Vitro. I. Synergism of Combined Vitamin C and K3 Action, Cancer, 63(5), March 2, 1989, p. 901-906.
5) M. A. Medina, et al. Ascorbic Acid is Cytotoxic for Pediatric Tumor Cells Cultured in Vitro, Biochem Mol Biol Int, 34(5), November 1994, p. 871-874.
6) S.L. Baader, et al., Uptake and Cytotoxicity of Ascorbic Acid and Dehydroascorbic Acid in Neuroblastoma (SK-N-SH) and Neuroectodermal (SK-N-LO) Cells, Anticancer, 14(1A), January-February 1994 p. 221-227.
7) Cameroun, Proc Natl Acad Sci 1976;73:3685-9.
8) N.H. Riordan, et. al. Intravenous Ascorbate as a Tumor Cytotoxic Chemotherapeutic Agent, Medical Hypotheses, 44(3), March 1995, p. 207-213.
www.nih.gov
www.pnas.org
www.annals.org
www.iiar-anticancer.org/research/research_index.htm
www.cancer.org/docroot/home/index.asp
www.med.unibs.it/biblioteca/pubmed2/biomol6.htm
www.sciencedirect.com
www.cancer.gov
www.nytimes.com

Brystkræft tåler ikke jernmangel

21. september 2005

Brystkræft bekæmpes lige så effektivt ved at udtynde kroppens jerndepoter som ved hjælp af kemoterapi. Det viser amerikanske dyreforsøg.
TV og radio giver undertiden det indtryk, at antioxidanter har mistet forskernes interesse. Og imens forskes der bare videre.

Nedenfor beskrives et forsøg, der for nylig blev publiceret i verdens førende tidsskrift for forskning i frie radikaler. Frie radikaler neutraliseres af antioxidanter som E- og C-vitamin m.m.

Tidsskriftet hedder Free Radical in Biology & Medicine. Det udkommer hver 14. dag med ca. 125 store sider, der rummer oversigter samt 10-12 beskrivelser af ny forskning. Det har en redaktion på ni medlemmer og en international redaktionsbestyrelse på 73 medlemmer, alle universitets-forskere.

Det er desværre skrevet i et så teknisk, biokemisk-biologisk sprog, at det er uforståeligt for almindelige ernæringseksperter og læger. Men omfanget og formatet er udtryk for den intense, internationale forskning, som stadig giver nye informationer til forståelsen af frie radikalers og antioxidanters rolle i sundhed og sygdom..

Forsøget har speciel interesse for læger, der behandler åreforkalkning med EDTA. EDTA gives i drop og binder blodets tungmetaller samt, til dels, jern. Da både jern (i overskud) og tungmetaller belaster organismen med frie radikaler, virker EDTA antioxiderende.

I forsøget havde man påført mus en menneskelig form for brystkræft. Det var dog ikke EDTA, musene fik, men det beslægtede stof desferal (deferoxamin), som er et gammelkendt lægemiddel, der kun fjerner jern fra blodet. Spørgsmålet var, om musene ville klare sig bedre, når de takket være desferal blev tappet for en del af deres jerndepoter. Det gjorde de!

Desferal halverede kræftvæksten og var lige så effektivt som den langt giftigere kemoterapi (i dette tilfælde doxorubicin, som er almindeligt brugt mod brystkræft). Når musene fik både desferal og kemoterapi, var den kræfthæmmende virkning lidt større end med hver af de to behandlinger for sig.

Antioxidanter støtter kemoterapi
Virkemåden? Det er kendt, at jern i overskud kan danne frie radikaler, og at desferal derfor, lige som EDTA, kan opfattes som en antioxidant. Men forskellige forhold ved forsøget viste, at dette ikke var det afgørende. Forklaringen er snarere, at de hurtigtvoksende kræftceller behøver mere jern end normale celler. Desferal sulter dem for jern. Det er det, der standser deres vækst.

Modsat det forventede, sagde forsøget altså intet om kombinationen af kemoterapi og antioxidanter. Kræftlæger i Danmark advarer deres patienter mod denne kombination. De tror, at kemoterapien virker ved at danne frie radikaler, og at behandlingen derfor bliver ødelagt af antioxidanter som E- og C-vitamin, selen, Q10 m.m.

Dette afvises i artiklen som en forældet og tilbagevist tankegang. Typisk kemoterapi (doxorubicin, cisplatin m.m.) virker ikke via frie radikaler, men ved at blokere livsnødvendige enzymer med vanskelige navne som topoisomerase m.m. Dette er nu påvist af en række forskere (se ref.).

Det er faktisk betydeligt mere sandsynligt, at antioxidanter støtter kemoterapien. I hvert fald har forsøg vist, at man kan svække en kemoterapi ved at tilføre frie radikaler (brintoverilte). Det forekommer derfor klogt at skille sig af med dem – med antioxidanter – og derved både effektivisere kemoterapien og gøre den mindre giftig.

Så vidt de amerikanske forskere, der i øvrigt arbejder under den amerikanske Lægemiddelstyrelse, FDA. De viste, sensationelt, at brystkræftceller kan holdes i skak, hvis de kommer på sultekur mht. jern. De mener desuden, baseret på egen og andres forskning, at kræftlæger snarere bør forbyde frie radikaler end antioxidanter.

Men dette er grundvidenskabelig forskning. Forude venter kliniske forsøg, der må vise, om førstnævnte metode også virker på mennesker.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Hoke E.M et al. Desferal inhibits breast tumor growth and does not interfere with the tumoricidal activity of doxorubicin. Free Radical Biology & Medicine 2005;39:403-11.
2. Senturker S et al. Induction of apoptosis by chemotherapeutic drugs without generation of reactive oxygen species. Arch Biochem Biophys 2002;397:262-72.

www.sciencedirect.com/science
www.sciencedirect.com/science
www.iom.dk

Brystkræft kan skyldes D-vitaminmangel

19. oktober 2004

Kvinder, der udnytter D-vitamin dårligt, får oftere brystkræft, og knudrede bryster hænger sammen med mangel på kalk og D-vitamin.

Meget tyder på, at D-vitamin forebygger brystkræft. Hvis det er tilfældet, kan sollys, der er den totalt dominerende kilde til D-vitamin, i væsentlig grad forebygge brystkræft.

Teorien støttes nu af en ny engelsk undersøgelse, der har vist, at kvinder, der udnytter D-vitamin dårligt, har fordoblet risiko for at få brystkræft.

Forskere fra St. Georges Hospital i London sammenlignede væv fra ca. 400 kvinder med brystkræft med væv fra lige så mange raske kvinder. Herved opdagede de, at kvinder med afvigende receptorer for D-vitamin forekom dobbelt så ofte i statistikken over brystkræft som andre.

Det er kendt, at D-vitamin udøver en normaliserende virkning på cellerne i bl.a. brystvæv. Når vitaminet aktiverer en receptor, udløses der en regulerende og vækstdæmpende virkning inde i cellen. Forsøg har yderligere vist, at brystvæv kan aktivere D-vitaminet, så det kemisk passer til receptorerne. Tidligere har man troet, dette kun skete i nyrerne.

Sammenhængen mellem D-vitamin og brystkræft støttes af en ny canadisk undersøgelse af godt 500 40-60-årige kvinder. Ved mammografi påviste man, at kvinder med lav D-vitaminstatus har fire gange så mange småknuder i brysterne som de, der er bedre forsynede med vitaminet.

Både et stort indtag af D-vitamin og rigeligt med kalk i kosten hang statistisk meget sikkert sammen med tendens til knuder. I forvejen ved man, at knudrede bryster er en udtalt risikofaktor for brystkræft.

Den videnskabelige interesse for D-vitamin som middel mod kræft tager hastigt til. Til november afholdes således i Maryland en tredages konference, støttet af den amerikanske sundhedsstyrelse (NIH), med talrige indlæg fra USA, Canada, Frankrig, England, Tyskland, Belgien, Østrig m.fl. om alene dette emne.

Interessen stimuleredes oprindeligt af, at hyppigheden af bl.a. kræft i tyktarm, prostata og bryst er væsentligt mindre i solrige lande end i f.eks. Danmark, hvor solen fra oktober til maj står så lavt, at huden ikke danner D-vitamin.

Blandt forskere har stærke røster i flere år talt for, at indtaget af D-vitamin sættes i vejret fra de 10 mikrogram om dagen, som anbefales til ældre (yngre anbefales det halve), til 25 mikrogram om dagen eller endnu mere. De 25 mikrogram svarer til indholdet i 10 ml torskelevertran. Almindelig dansk kost indeholder kun få mikrogram.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Guy M, Lowe LC, Bretherton-Watt D et al. Vitamin D receptor gene polymorphisms and breast cancer risk. Clin Cancer Res. 2004 Aug 15;10(16):5472-81.
2. Bérubé S et al. Vitamin D, calcium, and mammographic breast densities. Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention. 2004;13(9):1466-72.

clincancerres.aacrjournals.org
www.cbcrp.org/research/PagePeriodical.asp
www.iom.dk

Tendentiøs Cochrane-undersøgelse

6. oktober 2004

Undersøgelsen i The Lancet viste hverken, at antioxidanter øger dødeligheden, eller at de ikke forebygger kræft. Ikke alene bygger beregningerne på en generalisering, der fører til nonsens, de forudsætter også flere behændige tilsnigelser. Værst er dog, at det man har sagt til offentligheden er noget helt andet, end hvad man skrev i The Lancet.

Fire forskere under den anerkendte Cochrane-institution har opskræmt verden: De påstår i The Lancet, at antioxidanter er farlige og anslår, at 9.000 ud af en million brugere vil dø af dem! Hvor længe det varer, før døden indtræffer, siges ikke, men man må formode, det drejer sig om ganske kort tid. Mange flere kan altså dø, hvis de fortsætter misbruget af vitaminer – i helt ned til almindeligt anvendte doser.

Ulykkeligvis er dette ikke kun et skrækindjagende fejlagtigt budskab. For at nå frem til det har forskerne – der i virkeligheden kun laver statistik på en række gamle undersøgelser – foretaget så mange krumspring, at det ser ud som om de hellere vil fordreje kendsgerningerne end skabe oplysning. Hvis dette er tilfældet, er det utroligt beskæmmende.

Nedenstående handler kun om påstanden om overdødelighed. Denne påstand begrundes i artiklen ved, at man først ser væk fra to store undersøgelser (herunder den største af samtlige), hvori dødeligheden blev nedsat. Begrundelsen er, at de er ”lav kvalitet”.

Derpå ser man yderligere væk fra den bedste af de resterende syv højkvalitetsundersøgelser, fordi den er forholdsvis lille og ”gør materialet ujævnt”. Den viste også faldende dødelighed. En anden, endnu mindre undersøgelse fjernedes til gengæld ikke. I den var dødeligheden forhøjet!

Tilsnigelser i TV
Efter disse behagelige tilpasninger er det forståeligt, at man udtaler sig med stor forsigtighed i The Lancet: ”Disse antioxidanter synes at øge den samlede dødelighed”, men ”selen kunne være en undtagelse, som potentielt kan formindske risikoen for mave-tarmkræft”, hedder det.

Besynderligt nok var denne beherskelse totalt glemt, da offentligheden skulle informeres. Nu hed det: ”Der er overvægt af dødsfald blandt de personer, der har fået antioxidantvitaminer. Og det er især i de bedste forsøg, man ser den største dødelighed”.

Det erklærede overlæge Christian Gluud, den ene af de fire forfattere, i DR’s TV-avis. Selv almindelige doser af E- og C-vitamin er farlige, sagde han – en påstand, der under alle omstændigheder er grebet ud af luften. Alle forbehold var glemt, datoen blev så at sige talt med på regningen.

Hvilke indvendinger er der mod påstanden? Lad os begynde med at se på indvendingerne i den tilsyneladende høflige, men i virkeligheden komplet sønderlemmende officielle kommentar i samme nummer af The Lancet. Den er skrevet af to statistikere, Altman og Forman, hvoraf den ene (David Forman) pudsigt nok er leder af det engelske Cochrane-institut.

Misbrug af Cochrane-institutionen?
For det første må resultaterne betragtes som foreløbige, hedder det i kommentaren. Der er nemlig mange flere vitaminundersøgelser, der oplyser om dødelighed, men de er ikke med her. Og det er helt afgørende for en Cochrane-undersøgelse, at man ser på den samlede viden – uden at udelade noget. Det er deres eksistensberettigelse.

Sagt anderledes: Man undrer sig over, at dødelighedsudregningen overhovedet er udført. Den hører ikke hjemme i Cochrane-sammenhæng!

Uden regnefejl var der ingen statistisk sikkerhed
Men det bliver værre endnu. Ifølge kommentaren er resultatet nemlig ikke en gang statistisk sikkert, hvis man benytter en ”mere korrekt” (læs ”rigtig”) statistisk metode i stedet for den, der blev anvendt! Der er tale om, at der burde være anvendt en såkaldt random effects model, der tager hensyn til forskellighederne mellem de sammenlignede forsøg, i stedet for den benyttede fixed effects model.

Alt bygger på én, abnorm undersøgelse
Det tilføjes, at resultatet udelukkende skyldes én enkelt undersøgelse, der på flere måder afveg stærkt fra de øvrige fem, som man brugte til regnestykket. Den gik ud på at behandle storrygere og personer, der havde været udsat for asbest, med monstrøse doser A-vitamin (25.000 enheder/dag) der i sig selv anses for giftige, samt store mængder betakaroten, der er farligt for rygere, hvis det ikke suppleres med antioxidanter som selen, E-vitamin etc. (se nedenfor).

Skulle man se væk fra nogen undersøgelse, måtte det være denne, der så stærkt adskiller sigt fra alle de øvrige. Havde man gjort det, havde man ikke fundet nogen overdødelighed.

De to kommentatorer erklærer da også, at påstanden om overdødelighed ”ikke er overbevisende”. Det betyder, på jævnt dansk, at den er forkert!

Overlægen overdrev
De fire måtte altså ikke alene manipulere med tallene, herunder fjerne et par lødige resultater og inkludere et andet for at nå det (ønskede?) negative resultat. De måtte også gå uden om selve Cochrane-ideen, som er at konkludere ud fra al sober, tilgængelig viden. Alligevel kunne de kun konkludere med forbehold.

Det kan derfor ikke undre, at resultatet ”ikke er overbevisende” ifølge den officielle kommentar. Det betyder i dagligt tale: Det er upålideligt!

Disse bistre kommentarer kendte overlæge Christian Gluud, da han gik på TV. Han vidste, at resultaterne selv i bedste fald kun er foreløbige – sonderende, som det hedder i artiklen. Men dette generede ham ikke det mindste.

Ikke alene så han væk fra kritikken, han gik også langt ud over de konklusioner, The Lancet havde tilladt ham at drage i sin artikel.

Dette ligner jo på en prik, hvad man kalder videnskabelig uhæderlighed. Hvordan kunne han få sig selv til at gå så langt?

Godt bliver til skidt
Desværre er der meget andet, Gluud også vidste, før han så ivrigt tilkaldte TV – men som han ikke sagde! Her er et par eksempler:
En mindre undersøgelse i high quality gruppen drejede sig om personer, der havde helicobacter pylori – også kaldet mavesårsbakterier – i mavesækken. Disse bakterier er kendt for at kunne give mavekræft, hvis man da ikke får mavesår i stedet.

I denne forholdsvis lille undersøgelse (485 deltagere) firedobledes dødsrisikoen blandt dem, der fik antioxidanter! Det lyder slemt, men hør lidt mere:
Af en eller anden grund døde i denne undersøgelse ingen i placebogruppen, mens der i tre forskellige antioxidantgrupper døde to i hver. Teknisk set kan man omregne dette til den nævnte 4-doblede overdødelighed.

Men der var også en anden gruppe, man lige så vel kunne have sammenlignet med. Her fik ingen antioxidanter, men derimod en kraftig antibiotikakur de første to uger af det seksårige forsøg. I resten af de seks år fik de ingen behandling. Og her kommer det vigtige: I denne gruppe døde også to! Havde man nu sammenlignet med den, var overdødeligheden faldet væk. Men det valgte man ikke.

Der er yderligere det særlige ved denne undersøgelse, at antioxidanterne viste sig at beskytte aldeles fremragende mod tidlige kræftforandringer i mavesækken. Det var faktisk for at undersøge, om det skete, forsøget blev udført. Det var slet ikke gearet til at undersøge dødelighed.

Men takket være den særlige brug af tallene i Lancet-undersøgelsen forvandledes dette gode budskab altså til en overdødelighed på 400 %. Hokus pokus! Undersøgelsen blev vendt til noget negativt i The Lancet, selv om den i virkelighedens verden var yderst positiv.

Tvivlsom udelukkelse af forsøg
Anderledes med lavkvalitetsundersøgelserne. De blev jo udelukket fra regnestykket, men viste stærk tendens til nedsat dødelighed. Den ene omfattede næsten 30.000 kinesere, som fik selen, E-vitamin og betakaroten for at se, om det modvirkede kræft og bedrede overlevelsen. Det var den største af alle undersøgelserne.

Men forfatterne havde ikke oplyst, hvordan de på den rette tilfældige måde fordelte deltagerne i den gruppe, der fik disse tilskud – og i tre andre grupper, der fik andre tilskud. Derfor blev undersøgelsen forkastet som ”low quality”. Bemærk, at der ikke blev rejst tvivl om, at fordelingen var tilfældig, som den skal være. Det var bare ikke oplyst hvordan! Alle andre regler var fulgt og rapporteret.

Undersøgelsen varede fem år. Efter et par år begyndte dødeligheden at falde, efterhånden med i alt 9 %, mens kræftrisikoen aftog med 13 %. I de andre grupper skete intet.

Dette store forsøg og dets resultat er jo pålideligt. Det afspejler virkeligheden. Men som følge af den firkantede Cochrane-metode blev det forvist fra det gode selskab, og resultaterne ikke medtaget. Havde man medtaget det, var konklusionen blevet en anden. Bureaukratisk set kan det være rigtigt nok at klassificere undersøgelsen som ”low quality”, men hvad med sandheden?

Selv med den accepterede Cochrane-metode risikerer man at opnå det modsatte af, hvad man ønsker, hvis det vel at mærke er sandheden man ønsker! En samlet, fornuftsbaseret vurdering, hvor tallene sættes i relief, kan ikke undværes. Det bør ikke mindst forskerne jo vide. Tal fra positive undersøgelser kan fremstå som negative, og gode undersøgelser som dårlige.

Her er der ikke en gang taget hensyn til, at nogle altså hugger en hæl og klipper en tå for at få beregningerne til at stemme.

Grundlæggende begrebsforvirring
Som om det ikke var nok, er der imidlertid endnu et problem, der er om muligt mere tankevækkende: Den generaliserende brug af ordet antioxidant! I TV fik man det udtrykkelige indtryk, at Christian Gluud stod famlende over for begrebet.

På spørgsmålet, om antioxidanter i frugt og grønt er lige så giftige som i piller, var han f.eks. ikke benægtende, men tilføjede, at frugt og grønt indeholder en ”lang række andre stoffer, som kan tænkes enten at udbedre skaderne efter antioxidanterne eller helt neutralisere dem”. C-vitamin er altså – iflg. overlæge Gluud – en gift, der skal neutraliseres!

Der var andre fæle huller i Gluud’s viden. Dem vil vi forbigå her, hvor formålet kun er at påpege, at en Cochrane-undersøgelse er et temmelig bureaukratisk foretagende. Det gælder om at søge artikler i databaserne, finde bestemte tal i dem og indsætte tallene i et regneprogram. Resten gør programmet.

Man behøver altså ikke at kende det mindste til emnet, bare man kan sætte tal ind i et statistikprogram. Men hvis man vil fortolke tallene, går det naturligvis galt, når man savner sagkundskab.

Gennemsnit af æbler og pærer
En biokemiker ville aldrig omtale antioxidanter, som om de alle var ens. Han ved, at der er talrige former af E-vitamin, at C-vitamin har ganske andre virkninger end betakaroten, som igen er himmelvidt forskelligt fra selen etc.

At sammenligne E-vitamin med betakaroten minder om den gamle sammenligning mellem et tordenskrald og Rundetårn. Man kan ikke uddrage et gennemsnit af så forskellige behandlinger lige så lidt som man kan udregne gennemsnittet af æbler og pærer. Det burde være elementært.

Alligevel er det det, Cochrane-undersøgelsen gør. Havde der ikke været andre ankepunkter, ville alene dette være afgørende. At rode alle forsøg med antioxidanter sammen i én bunke og derpå uddrage et gennemsnit, svarer til, at man roder alle medicinske behandlinger af hjertesygdom sammen og beskriver dem som behandling med piller. Dette er nonsens.

Her kan vi passende vende tilbage til kommentaren i The Lancet. Den slutter med, at hvis det senere lykkes de fire at påvise en overdødelighed som følge af ”antioxidanter”, må de i gang med at påvise, hvilken/hvilke antioxidant(er), der er skurken. Det kan ikke være dem alle!

Ignorering af betakaroten
I fem af de syv undersøgelser, der kaldtes high quality, bestod behandlingen af betakaroten kombineret med en eller flere andre antioxidanter. Betakaroten er risikabelt for rygere, fordi tobaksrøg i lungerne kan forvandle dette gule farvestof fra gulerødder til frie radikaler – altså netop det, man bruger antioxidanter mod.

I en kinesisk undersøgelse (Linxian) fandt man da også, at når man kombinerede betakaroten med andre antioxidanter (selen og E-vitamin), halveredes risikoen for lungekræft. Det har været kendt siden 1994, at betakaroten, taget som isoleret tilskud (eller sammen med et lille tilskud af syntetisk E-vitamin), kan give rygere lungekræft og øge dødeligheden.

Det ville derfor have været langt mere plausibelt, om de fire forfattere havde konkluderet, at betakaroten ser ud til at øge dødeligheden. Ulempen ved denne konklusion er kun, at man dels vidste det i forvejen, dels ikke kunne genere alle andre antioxidanter samtidig.

Bevidste udeladelser
Sammenblandingen af alle antioxidanter er mistænkelig af andre grunde. Når man generelt undsiger alle antioxidanter, får tilhøreren uvilkårligt det indtryk, at alle antioxidanter er undersøgt. Det er ikke tilfældet.

I den officielle kommentar i The Lancet fremhæves som eksempel, at der stort set ikke findes behandlingsundersøgelser af sammenhængen mellem C-vitamin og kræft. Det virker overraskende, hedder det, i betragtning af de mange indicier der er, for at C-vitamin her virker forebyggende. Når de fire forfattere taler om, at ”antioxidanter” skader, generaliserer de altså til at udtale sig om noget, hvorom de intet ved.

Et er dog, hvad man ikke ved, men alligevel udtaler sig om. Noget andet er, hvad man bevidst holder skjult. Til trods for, at det i Lancetartiklen udtrykkeligt nævnes (med beklagelse?), at selen ser ud til at mindske både dødelighed og kræftrisiko – sidstnævnte med stor statistisk sikkerhed – er det ikke omtalt med ét ord af Gluud, hverken i TV eller i det mere fyldige interview med avisen Information.

Hvorfor nævnes det ikke, at en så vigtig antioxidant ser ud til at halvere risikoen for flere former for kræft? Man kan kun gisne.

Konklusion
De negative udtalelser om antioxidanter, der generelt set er videnskabeligt aldeles meningsløs, kan alene henføres til forsøg med betakaroten og – som nævnt oven for – navnlig til et enkelt forsøg, der på næsten enhver måde adskiller sig fra alle andre. De har yderligere forudsat flere behændige krumspring i behandlingen af tallene samt i udvælgelsen af værdige undersøgelser og fravalg af andre.

Dette udløser en alvorlig mistanke om manglende videnskabelig neutralitet. Så er det mildt sagt. Men om muligt værre er det, at denne mistanke forstærkes voldsomt af den ikke blot grotesk inkompetente, men selektive og tendentiøse måde, hvormed resultaterne er præsenteret for offentligheden.

Denne undersøgelse, men navnlig dens offentlige præsentation, kaster på ulykkeligste vis en dyster skygge over Cochrane-institutionen.
Niels Hertz.

__________________________________

www.lancet.com
www.cochrane.dk/index.htm
www.iom.dk

Alkohol giver kræft, B-vitamin hindrer det

28. juni 2004

Kræft i tyktarmen er blandt de hyppigste kræftformer og dertil en af dem med den største dødelighed. Flere undersøgelser har de senere år vist, at risikoen for tyktarmskræft forhøjes af alkohol.

Dette er på ny understreget i et delresultat af en befolkningsundersøgelse, som er udført samtidigt i fem lande og omfatter ca. 490.000 mænd og kvinder.

De nyligt offentliggjorte resultater har vist, at risikoen for tarmkræft er forhøjet med omkring 30 % hos dem, der drikker mere end to genstande daglig, uanset om der er tale om vin, øl eller alkohol i anden form. Men denne risiko ser ud til at ophæves helt af B-vitaminet folinsyre.

Tidligere er der fundet sammenhæng mellem alkohol og risikoen for brystkræft hos kvinder, men også her beskytter folinsyre tilsyneladende.

Ligeledes mod kræft i æggestokkene synes det virksomt. I marts offentliggjordes en svensk undersøgelse af dette: Blandt godt 66.000 kvinder var hyppigheden af kræft i æggestokkene mere end 75 % formindsket hos dem, der fik mest folinsyre, selv om de drak mere end to genstande dagligt.

Folinsyre er et B-vitamin, som især findes i grønne planter og lever. Det er mest kendt for sin evne til at forebygge rygmarvsbrok hos nyfødte, den hyppigste af alle alvorlige medfødte misdannelser.

Hyppigheden af rygmarvsbrok er faldet i USA, efter at man i 1996 indførte obligatorisk berigelse af mel med vitaminet. Mangel på folinsyre anses for meget udbredt. Et tilskud på 400 mikrogram dagligt anses for passende som forebyggelse.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Larsson SC, Giovannucci E, Wolk A. Dietary folate intake and incidence of ovarian cancer: The Swedish Mammography Cohort. J Natl Cancer Inst. 2004;3;96(5):396-402.
2. Eunyoung Cho et al. Alcohol Intake and Colorectal Cancer: A Pooled Analysis of 8 Cohort Studies. Annals of Internal Medicine 2004;140:603-613.
3. Giovannucci E et al. Alcohol, low-methionine–low-folate diets, and risk of colon cancer in men. J Natl Cancer Inst. 1995;;87(4):265-73.

jncicancerspectrum.oupjournals.org
www.annals.org
www.iom.dk