Melatonin på bedre betingelser

18. december 2007

Melatonin faldet i pris.

Siden vort sidste nyhedsbrev fra 30/10 om melatonin, er vi af producenten gjort opmærksom på, at prisen nu er faldet med 20% til 7,09 Kr., hvilket vi må nikke bifaldende til.

Det er dog stadig 3-4 gange så meget som den melatonin i lægemiddelkvalitet (GMP), som i de seneste år er strømmet ind i landet fra andre EU-lande. Men naturligvis er det dyrere, når et produkt skal godkendes som lægemiddel.

Prisen skal dog nok finde sit naturlige leje, når der kommer flere produkter på markedet.

Hidtil har man også kunnet få en såkaldt magistrel recept på melatonin i lægemiddelkvalitet til en rimelig pris, men det er slut nu.

En magistrel recept er en recept, hvor lægen skriver opskriften på indholdet i den tablet, som han så får apoteket til at fremstille til hans patient.

Loven forskriver, at der kun må skrives magistrelle recepter på midler, som ikke findes i færdig form ( medicinsk specialitet ) fra et lægemiddelfirma.

Da der nu er registreret et sådant færdigt produkt, Circadin, betyder det, at der ikke længere kan skrives magistrelle recepter på melatonin.

Dog er der en undtagelse. Til børn og unge under 18 år, må der stadig gives magistrelt fremstillet melatonin, idet det bruges på sygehusenes børneafdelinger, og formentlig kan det også gøres til laktoseintolerante, idet Circadin indeholder laktose, som nogen reagerer allergisk på.

Ellers må Vitalrådet hilse med tilfredshed, at der i det mindste er taget hul på at godkende produkter som melatonin, og så vil vi se frem til, at andre producenter kommer på banen med et fast-release-produkt, så forbrugerne kan komme væk fra de afhængighedsskabende benzodiazepiner.
Vitalrådet.

Melatonin på betingelser

2. november 2007

Melatonin godkendt som lægemiddel med restriktioner og til en ublu pris.

7. oktober blev et nyt receptpligtigt lægemiddel godkendt i Danmark.
Det drejer sig om det gode gamle melatonin, som i ny indpakning hedder Circadin.

Det indeholder 2 mg melatonin, og hver tablet koster 8,90 kr.
Circadin er på recept, og er kun godkendt til folk over 55 år.
Så hvis man er 54 år og har skifteholdsarbejde eller er blind og gerne vil have hjælp til at styre sin døgnrytme, eller har en cancer, man gerne vil hæmme, så er Cicadin ikke godkendt, selv om de nævnte effekter er dokumenteret nok så godt – også på folk under 55 år.

Nu er det så heldigt, at melatonin er et naturligt stof og derfor ikke kan patenteres, så der er forhåbentligt snart andre producenter, der melder sig.

Prisen er nemlig uanstændig.

Hvis man i en almindelig helsekostbutik i USA vil købe melatonin i et aldeles udmærket og anerkendt fabrikat, så koster et glas med 120 stk på 3 mg 8,94 $.
Det svarer til en tabletpris (for 3 mg) på 38 øre.
Vil man i stedet nøjes med 1 mg, time released, som Circadin, så koster et glas med 90 stk 6,24$ = 36 øre pr. tablet på 1 mg, eller 72 øre pr. 2 mg for et produkt som ekvivalerer fuldstændigt til Circadin, der koster mere end ti gange så meget.

En så ublu pris kombineret med aldersrestriktioner for et fuldstændig uskadeligt naturprodukt giver i sandhed grobund for en blomstrende undergrundshandel og netimport af mere eller mindre urene produkter til potentiel skade for forbrugeren.
Men endnu værre er det, at urimeligt indskrænkende restriktioner giver en faldende respekt for myndighedsrestriktioner, som i andre tilfælde er meget vigtige at overholde.

Vi vil derfor henstille til Lægemiddelstyrelsen, at den frigiver indikationen, så melatonin kan bruges af alle. Det er trods alt en læge, der skal skrive recepten.

Og så vil vi opfordre andre producenter til at komme på banen i en fart, så prisen kan nå et anstændigt leje, så forbrugerne kan komme væk fra de afhængighedsskabende benzodiazepiner.
Vitalrådet.

Antioxidanter halverer skaden ved hjerneblødning

6. oktober 2005

Talrige dyreforsøg har vist, at hjerneskaden efter en hjerneblødning kan reduceres drastisk med antioxidanter. Flere kliniske forsøg med mennesker er i gang.
Næst efter hjertesygdom og kræft er hjerneblødning den hyppigste dødsårsag i de vestlige lande. Blandt dem, der overlever, går mange en krank skæbne i møde med kroniske hjerneskader og lammelser. Men flere og flere vil få hjerneblødning, fordi der bliver flere og flere ældre.

Kan dette dystre perspektiv mildnes? Utallige forsøg har vist, at antioxidanter både kan forebygge hjerneblødning og mindske den efterfølgende hjerneskade, hvis ulykken alligevel sker. Dette fascinerende emne er netop blevet belyst i en lødig oversigt af forskere fra det farmakologiske laboratorium ved Rene Descartes-universitetet i Paris.

Modsat hvad man skulle tro, er en hjerneblødning sjældent en blødning. Den er langt oftere en blodprop, som enten dannes på indersiden af en af hjernens store pulsårer – på samme måde som en blodprop i hjertet – eller tilføres med blodet. Uanset sprogforvirringen er følgen den samme: Dele af hjernen i den tilstoppede side får ingen ilt og går til grunde, mens ofret får større eller mindre lammelser i den modsatte side.

Det er her, antioxidanterne kommer ind. De bekæmper de frie iltradikaler, som er skyld i størstedelen af hjerneskaden. De frie radikaler dannes under iltmangel, men paradoksalt nok er det ikke en ubetinget fordel, når organismen selv nedbryder blodproppen – eller når den nedbrydes medicinsk, hvilket mere eller mindre kan lade sig gøre op til tre timer efter de første symptomer. Den fornyede blodtilførsel – man kalder det reperfusion – medfører ulykkeligvis en massiv produktion af frie radikaler – og dermed yderligere hjerneskade.
Uanset om blodforsyningen genoptages eller ej, kan det altså gå galt.

Hvorfor opstår disse frie radikaler i væv, der ikke får blod, eller som bare forbigående har manglet blod? Artiklen gennemgår mulighederne. Visse enzymer, som normalt inaktiverer frie radikaler, ophører f.eks. med at fungere. Desuden spiller bl.a. svækkelsen af mitokondrierne – cellernes energifabrikker – en rolle. Det er mitokondrierne, der forarbejder ilten, og når de svækkes, lækker de frie (ilt)-radikaler. Det er bevist, at hjerneskaden bliver værre, jo flere frie radikaler der dannes.

Det er derfor logisk at tro, at antioxidanter kan begrænse skaderne. Det stemmer da også med en lang række forsøg på dyr. Her har man reduceret skaderne med mere end 50 % ved at forbehandle dyrene med antioxidanter som NAC (n-acetyl-cystein), resveratrol (farvestoffet i rødvin), liponsyre (et gavnligt og uskadeligt kosttilskud, der er forbudt i Danmark) eller melatonin (ligeledes gavnligt, uskadeligt og forbudt for danskere).

Også med E-vitamin har man kunnet halvere skaderne – eller mere. Bedst har det naturligvis virket, når behandlingen var påbegyndt hurtigt. Hurtig hjælp er dobbelt hjælp.

Der foregår nu flere kliniske forsøg på mennesker, men vanskeligheden er jo, at man ikke kan forudsige, hvornår, eller om en person får hjerneblødning. I forsøgene sættes behandlingen først ind, når hjerneblødningen er sket. Sikre resultater har man endnu ikke, og de antioxidanter, man afprøver, er desværre syntetiske stoffer, som evt. kan patenteres (og senere sælges som dyr medicin): Tirilazad, Ebselen, Edavaron og NXY-059. Edavaron er anerkendt som behandling i Japan.

Hvad kan almindelige mennesker stille op? Oversigten konkluderer, at antioxidanter ”med sikkerhed er nogle af de mest lovende midler mod hjerneblødning”, og at de er af ”stor interesse” i kombination med den medicinske nedbrydning af blodpropper, der bruges i dag.
Man må selv vælge. Men det er værd at mærke sig, at et solidt indtag af antioxidanter efter det foreliggende synes at kunne forebygge – måske tragiske – følger af en hjerneblødning.
Vitalrådet.


Reference:

Isabelle Margaill et al. Antioxidant strategies in the treatment of stroke. Free Radical Biology and Medicine 2005;39:429-43.
www.sciencedirect.com
www.iom.dk