Q10 øger overlevelsen ved hjertesvigt

24. maj 2022

Ny oversigtsartikel fremhæver ubiquinon/Q10 som førstehåndsvalg ved hjertesvigt.

Hjertesvigt er en relativt hyppig lidelse, og opstår ofte som en følge af en blodprop i hjertet, som har efterladt et ar i hjertemusklen. Dette arvæv er bindevæv, som ikke har myokardiets normale muskelfunktion, og hvis en stor del af specielt venstre hjertekammers muskulatur er ude af drift, er det klart, at hjertet ikke kan pumpe så effektivt mere.

Det hyppigste symptom er dyspnø, det vil sige, at man trækker vejret hurtigere ved fysisk anstrengelse, fordi iltkoncentrationen i blodet ikke kan holdes oppe, når hjertet har nedsat evne til at pumpe blodet til iltning i lungerne.

Denne tilstand klassificeres klinisk i de såkaldte ”NYHA” grupper 1-4, som i sin tid blev defineret af New York Heart Association, deraf navnet.

I grove træk er det sådan, at i klasse 1 har man ingen gener ved almindelig aktivitet, i klasse 2 kan man ikke løbe, kun gå, i klasse 3 kun sidde, og i klasse 4 er man stort set sengeliggende.

Alt dette begrænses netop af dyspnø.

Man diagnosticerer og graduerer hjertesvigtet ved ultralyd-doppler-undersøgelse og måler specielt venstre hjertekammers ”slagvolumen” / EF (Ejection Fraction), som normalt er omkring 60% og tilfredsstilende ved 50%.

(Det er med hjertets volumen lidt som med lungerne. Man kan ikke tømme det helt for blod, ligesom man ikke kan tømme lungerne helt for luft. Derfor er det tilfredsstillende, hvis hjertet kan pumpe halvdelen af sit indhold ud ved hvert pulsslag).

Hjertemusklen kan svækkes af mange andre ting end en blodprop, og ved nogen af de forbigående tilstande, som f.eks. inflammation i hjertemusklen (myokardit), vil pumpefunktionen også kunne restitueres efterfølgende.

Men efter en blodprop er det vanskeligt, fordi det arvæv, som er dannet efter blodproppen, aldrig kommer til at pumpe aktivt igen.
Imidlertid er der håb, fordi den del af hjertemusklen, som ikke er beskadiget, godt kan blive stærkere.

Dette er der fokus på med genoptræning efter en blodprop, men der er også andet, der kan gøres. -Man kan nemlig optimere energiproduktionen i myokardiets celler.

Behandling af hjertesvigt
Den gængse behandling af hjertesvigt var i sin tid begrænset til vanddrivende medicin og digoxin, men har været under løbende udvikling og er i dag suppleret med ACE-hæmmere, Procoralan, SGLT-2-hæmmere og endda betablokkere, som en gang var kontraindiceret ved hjertesvigt.

Sådan udvikler behandlingerne sig løbende, og ideen med behandlingen er primært at aflaste hjertet og forebygge arytmier eller, at man får en blodprop igen.

Der er også patienter med hjertesvigt, som har gavn af en pacemaker, og hvis det er helt galt, -så en hjertepumpe eller en transplantation.

Stop en halv
Inden vi kører helt ud ad tangenten, skulle vi måske lige prøve at få lidt overblik. Hvad er det egentlig, vi ønsker at opnå?

Vi vil gerne opnå, at en person med hjertesvigt lever så godt som muligt så længe som muligt.

Skulle vi så ikke prøve det mindst indgribende, så vi undgår mange af de tunge bivirkninger, der er ved alle de ovennævnte behandlinger?

Alle de gængse behandlinger går på at aflaste hjertet. Men der er også muligheder for at gøre hjertet stærkere, så det pumper bedre med det tilbageværende muskelvæv. Motion er som nævnt en af mulighederne, men man kan også øge energiproduktionen i hver eneste hjertemuskelcelle.

Ubiquinon/Q10
I sidste uge blev publiceret en oversigtsartikel i Journal of Cardiovascular Development and Disease , som gennemgår 22 videnskabelige artikler (20 RCT) om Q10 anvendt mod hjertesvigt.

I de 16 artikler fandt de signifikant forbedring af pumpefunktion (EF) eller overlevelse eller begge dele. Der var i alle tilfælde omvendt korrelation mellem blodets koncentration af Q10 og forværring af symptomerne hos patienter med hjertesvigt, ligesom koncentrationen af Q10 var en indikator for levetiden.

Altså de, som havde lavest indhold af Q10 i blodet, havde hurtigt forværring af symptomerne, ligesom de levede kortere.
I tråd med dette fandt man tilsvarende, at tilskud af Q10 forbedrede hjertets pumpefunktion og øgede levetiden for disse patienter.

Artiklen fokuserer desuden på den uhensigtsmæssige effekt af statiner, som ikke blot sænker kolesterolproduktionen, men også produktionen af coenzym Q10, idet disse danner fælles syntesevej fra AcetylcoA over mevalonat til farnesylpyrofosfat. Denne syntese kræver bl.a. enzymet HMG-CoA reduktase, og dette enzym hæmmes af statiner.

Ofte ordineres statiner faktisk til patienter med hjertesvigt, selv om dette ifølge ovenstående burde være kontraindiceret.
Det bemærkes meget lakonisk, at Q10 har mindst lige så god dokumentationsvægt som den behandling, der i dag betragtes som guld-standarden for behandling af hjertesvigt. Motion er særdeles veldokumenteret, hvorimod digoxin og SGLT-2-hæmmere er ringe dokumenteret. Her må vi vist sige, at Q10 er betydeligt bedre dokumenteret.

I betragtning af den solide dokumentation og et fravær af interaktioner og bivirkninger med ubiquinon/Q10, er det et oplagt førstehåndsmiddel ved hjertesvigt, og bør implementeres overalt i det offentlige sundhedsvæsen.

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

Litt:

2022 Maj 16, Krzysztof J. Filipiak et al: Heart Failure, -Do We Need New Drugs or Have Them Already? A Case of Coenzyme Q10, J. Cardiovasc. Dev. Dis. 2022, 9, 161

Q10 mindsker muskelsmerter ved kolesterolbehandling

24. maj 2007

Ikke sjældent ser vi i klinikken patienter, som er sat i kolesterolsænkende behandling med de såkaldte statiner, som nedsætter blodets totale indhold af kolesterol.

Nyttevirkningen hos kvinder samt ældre mennesker af begge køn er dårligt dokumenteret og for tiden stærkt omdiskuteret i store videnskabelige tidsskrifter som Lancet (20.januar 2007 ) og British Medical Journal (11.maj 2007), men trods den ringe dokumentation for effekt er der stadig et stort antal kvinder og ældre mænd, som indtager disse medicamina. – Men gør det noget?

Ja. Det gør det.
Problemet er bivirkningerne.

Hvis en behandling ikke har en dokumenteret effekt, må det være et minimumskrav, at den i det mindste ikke har bivirkninger.

Primum non nocere (Vigtigst: Gør ikke skade) er en basal regel for al lægegerning.

Statiner virker ved at hæmme et enzym (hydroxy-metyl-glutaryl-coenzymA-reduktase), som er en forudsætning for den fælles syntesevej, som danner ikke blot kolesterol, men også dolicol, coenzym-Q10 og selenproteiner.

Kolesterol er vigtig for dannelsen af en lang række hormoner, men er også en antioxidant. Dolikol er vigtig for proteindannelse. Selenproteiner er vigtige for vort immunforsvar, for flere antioxidanter, for vor reproduktionsevne, vort stofskifte og visse muskelfunktioner.

Coenzym Q10 (eller blot “Q10”) er også en antioxidant, men primært er det vigtigt for dannelse af energi i mitokondrierne i alle kroppens celler. Uden Q10 har vi ingen energi i cellerne, og vi ville hurtigt dø. Men blot en reduktion i cellernes indhold af Q10 vil betyde nedsat energi, og det mærkes især i musklerne, som hurtigt trættes og måske endda gør ondt.

Caso og medarbejdere, fra den hjertekirurgiske afdeling af Stony Brook Universitetet i New York, udførte et kontrolleret og dobbelt blindet forsøg på 32 personer i statinbehandling, som havde muskelsmerter (1). Et tilskud af blot 100 mg Q10 dagligt i en måned gav en signifikant smertelettelse og lettelse i udførelsen af almindelige daglige funktioner.

Men det er gammel viden, som blot er blevet bekræftet.

Allerede i 1990 fik Merck patent (2) på et kombineret produkt med både statin og Q10 netop ud fra en argumentation om at de statin-forårsagede muskelproblemer kunne elimineres, hvis man samtidigt gav Q10. Men produktet blev aldrig fremstillet.

Imidlertid er det meget værre, at denne information aldrig kom med på indlægssedlerne i medicinpakkerne.

Forbrugeren blev således forholdt en oplysning, som medicinfirmaet selv besad.

Med et ganske ufarligt tilskud af Q10 kan man altså fjerne en generende og potentielt farlig bivirkning ved den kolesterolsænkende medicinering, som bliver mere og mere udbredt i disse år.

Hvis denne information forbliver ukendt for brugeren af denne medicin, må andre informationskanaler tage over, hvilket hermed er gjort.
Claus Hancke


Referencer:

1) Caso G et al “Effect of coenzyme q10 on myopathic symptoms in patients treated with statins,” Am J Cardiol, 2007; 99(10): 1409-12.
2) United States Patent 4,933,165 June 12, 1990.

www.sciencedirect.com/science/journal/00029149