Vitaminpille hindrer infektioner
24. januar 2005
Diabetikeres større modtagelighed for infektioner kan mindskes med en daglig multivitamin-mineralpille.
Skeptikere har tvivlet på, at almindelige vitaminpiller styrker immunforsvaret. I 1992 viste canadieren Chandra ganske vist, at en daglig vitaminpille halverede antallet af infektioner hos en mindre gruppe raske ældre. Men kritikere såede tvivl om hans uafhængighed, og året efter fandt franske forskere ingen virkning i et – ganske vist kortvarigt – forsøg.
Nu er situationen en anden. Et amerikansk forsøg har vist, at en almindelig vitaminpille næsten halverer hyppigheden af infektioner. I forsøget, som varede et år, deltog 130 personer, der overvejende var midaldrende, overvægtige kvinder, af hvilke ca. hver tredje havde type 2-sukkersyge – aldersdiabetes. Deres livsstil var dog ikke nødvendigvis usund: Mere end hver anden fik motion i moderat eller intenst omfang.
Under forsøget fik halvdelen en blindtablet (placebo), og den anden halvdel en vitamin- og mineralpille hver dag. I placebogruppen fik 73 % infektioner, mens kun 43 % i vitamin-gruppen fik infektioner. Det var diabetikerne, der tegnede sig for det meste af forskellen. Det er velkendt, at diabetikere er mere modtagelige for infektioner end andre, og 93 % af diabetikerne i placebogruppen fik infektioner, men kun 17 % i vitamingruppen.
Den nærliggende forklaring er, at diabetikerne havde traditionel vitaminmangel, som svækkede deres immunforsvar. Vitaminpillen rettede op på dette. Men tallene kan ikke bekræfte dette. Ca. hver tredje af samtlige – dvs. diabetikere og ikke-diabetikere – skønnedes i underskud med A-, E- eller C-vitamin. Man må kunne slutte, at i hvert fald ikke alle diabetikere har spist usundt.
Man kunne derfor også spørge, om diabetikere har særligt stort behov for vitaminer for at opretholde et sundt immunforsvar. Under forsøget fik de et solidt tilskud. Vitaminpillen, man brugte, er efter amerikanske normer et standardtilskud, men indeholder rundt regnet dobbelt så mange A-, D-, B- og C-vitaminer som en typisk dansk pille. Desuden indeholder den bl.a. folinsyre, B12-vitamin, K-vitamin, krom og jod, som savnes helt i de fleste danske vitaminpiller.
For et halvt år siden viste den syvårige franske SU.VI.MAX-undersøgelse, at små mængder antioxidanter dramatisk nedsætter dødelighed og kræfthyppighed hos mænd. Mændene fik C- og E-vitamin samt betakaroten og selen i samme mængde som i det amerikanske forsøg, men amerikanerne fik – i deres stærke standardpille – desuden alle de øvrige vitaminer og mineraler.
Omtrent samtidig viste et forsøg i Tanzania, at multivitaminpiller styrker immunsystemet hos HIV-positive væsentligt og bremser udviklingen af AIDS.
Der er grund til at tro, at en multivitaminpille – og gerne en stærk af slagsen – på langt sigt gavner de fleste. På kortere sigt er den med stor sikkerhed en betydelig fordel for navnlig diabetikere, mænd og HIV-positive.
Vitalrådet.
Referencer:
1) Chandra RK. Effect of vitamin and trace-element supplementation on immune responses and infection in elderly subjects. Lancet 1992;340:1124-7.
2) Chavance M et al. Does multivitamin supplementation prevent infections in healthy elderly subjects ? A controlled trial. Int J Vitam Nutr Res 1993;63:11-16.
3) Barringer TA et al. Effect of a multivitamin and mineral supplement on infection and quality of life. Ann Int Med 2003;138:365-71.
4) Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335- 2342.
www.thelancet.com
www.annals.org
archinte.ama-assn.org
www.iom.dk